Behagesyg barbievokal, voldsparate baslinjer og smadresynths af glas og stål. Det er ikke hver dag, et elektronisk album formår at ruske én rundt imellem indsmigrende kosmetiksalgstaler og ordløse angstpsykoser. Sådan føles det ikke desto mindre at lytte til Oil of Every Pearl’s Un-Insides, som Sophies fremragende nye album hedder.

Siden Sophie brød igennem med den metalliske, tyggegummisyntetiske single Blipp i 2013, har hun været kendt som en af tidens mest fremsynede elektroniske kunstnere. I kulisserne af musikindustrien har hun produceret hits for megastjerner som Madonna, Charli XCX og Vince Staples.