Sankning. Vi har glemt, at naturen tilbyder et spisekammer af urter i grøftekanten, ved stranden og i byparker. Bare fordi planter er vilde, behøver de ikke slå os ihjel.
Born to be wild
»You have to eat between the rows,« sagde professor ved Berkeley University, Philip B. Stark, da han i maj måned gæstede Nordic Food Lab til et arrangement om vild mad. Søren Wiuff – det store grøntsagsikon fra Lammefjorden, ham med aspargesrevolutionen – siger lidt det samme: høst mellem rækkerne. Det er til trods for, at han lever primært af det, der står i rækkerne.
Men som forfattere vil vide, lever man vist både af det, der står på linjerne, og det der er mellem linjerne, og nu skal vi til at gøre det samme i vores køkkenhave. Ja, ikke bare i vores køkkenhave, men både i den tamme såvel som den vilde natur. Egentlig blot en dyd, der alt for grundigt er gået i glemmebogen i (sen)modernitetens fremmedgørelse over for oprindelse og natur. Vi skal ikke længere tilbage end til vore bedste- eller oldemødre, før vi finder en langt mere omfattende viden og kunnen om sankning i naturen, og går vi helt tilbage til ældre stenalder (cirka 10.000-4000 f.v.t.), var der ikke andet.
Del: