VM dag 10 – 23/6. Det er uværdigt, at myter om Danmarks VM-kamp nummer 3 i 1986 får lov at brede sig på dansk TV.

Held i puljen

Hvis Island i går havde besejret Nigeria, og Kroatien aftenen forinden venligt havde afholdt sig fra at ydmyge Argentina og blot spillet uafgjort, kunne en prekær puljetabel have vist sig i Gruppe D. Det kunne faktisk ende med Island på førstepladsen, for eksempel med bedste målregnskab.

Ja, jeg ved det godt: Håbløst tankespind. Men tænk om Islands og Danmarks puljer samtidig var udtrukket omvendt, så deres gruppe var C og derfor afvikledes først. Ville Danmark og Frankrig så i sidste puljekamp begge spille for at tabe? For at blive nummer 2 i puljen, så man skulle møde puljevinder Island frem for nummer 2, Kroatien?

Motivet for alt dette hypotetiske ævl er, at der på dansk TV under dette VM har været talt en del om Danmarks tredje puljekamp ved VM i Mexico i 1986 mod Vesttyskland.

Det er ikke mindst blevet nævnt under Marokkos to kampe, for det var den modstander, som Danmark ville have fået i ottendedelsfinalen i tilfælde af tysk sejr. Danmark vandt 2-0 og fik Spanien. Vesttyskland tabte og fik Marokko.

Og her hører man så, især på TV2, fuldstændig løsagtigt ævl om, at Danmark burde have tabt kampen mod Vesttyskland, og at det bare var landstræner Sepp Piontek, der gerne ville besejre sit fædreland. Det er myter, som tidligere gerne er blevet koblet sammen med påstande om, at vesttyskerne tabte med vilje for at få Marokko.

Jeg udsendte for en del år siden en bog om den danske VM-debut i Mexico, Tynd luft. Her afviste stort set alle de interviewede spillere forestillingen om, at det skulle være løbet af med Sepp Piontek.

Der var god fornuft i at vinde den kamp mod Vesttyskland. Der var mange fordele.

Som vindere kunne det danske landshold forblive i Querétaro i stedet for at rejse nordpå til Monterrey, som ligger i lavlandets fugtige varme. Nu havde man lige brugt en måneds forberedelser og flere VM-uger på at vænne sig til at spille i to kilometers højde.

Man slap for at skifte base. Hele truppen var fornøjede over hotellet og træningsanlægget. Og som flere af de danske VM-spillere fremhævede over for mig: Man bremser ikke op og ødelægger en formidabel rytme med et fupnederlag.

Og lige så vigtigt: Man slap for Marokko, som havde gjort indtryk som et ægte VM-kollektiv – defensivt, kedsommeligt, stærkt – hvorimod Spanien slet ikke havde imponeret. Marokko vandt altså pulje F foran England, Polen og Portugal. Det var også kun med største besvær, at tyskerne besejrede Marokko i ottendedelsfinalen på en sen scoring af Lothar Matthäus.

Beviset for sejrens betydning ligger i, at Vesttyskland havde samme indstilling: Man ville vinde. Tyskerne havde 23 afslutninger mod det danske mål, for eksempel hamrede Andreas Brehme bolden på overliggeren. Keeper Lars Høgh var helt formidabel og stod sit livs kamp – dét gør en målmand kun, hvis modstanderne gør deres bedste.

Da jeg talte med Franz Beckenbauer, som var tysk landstræner i 1986, blev han helt fornærmet over, at nogen bare kunne tænke tanken. Det var vores bedste kamp ved hele VM, inklusive semifinalen mod Frankrig, sagde Beckenbauer.

Danmark var bare så meget stærkere, og Franz Beckenbauer var overbevist om, at det var de kommende verdensmestre, som netop havde besejret hans mandskab med 2-0.

Franz Beckenbauer fremhævede også, hvor meget der stod på spil ved at vinde puljen: Det var helt logisk at satse alt. Dette underbygges faktisk af hans egen ageren under kampen.

Allerede ved anden halvlegs start foretager Beckenbauer en satset indskiftning: Den offensive styrmand Pierre Littbarski kommer ind. Og i det 71. minut fylder Beckenbauer endnu mere frontkraft på banen, da han sender forward Karl-Heinz Rummenigge ind i angrebet.

Det vil sige, at Vesttyskland i det sidste kvarter angreb med denne firemandslinje: Littbarski-Völler-Allofs-Rummenigge. Det vil i dag svare til, at Frankrig angriber med Mbappé-Griezmann-Giroud-Dembélé på én gang. Så forsøger man altså at vinde. Og med god grund.

Alene disse tyske indskiftninger, som står sort på hvidt, burde være nok til, at alt dette vrøvl om Vesttyskland-kampen burde forstumme for altid. Det er en hån mod to modige trænere og to stærke mandskaber. Og en fordrejning af et vigtigt punkt i Danmarks VM-historie.

Det fjerner også opmærksomheden fra den egentlige baggrund for, at Danmark røg ud i ottendedelsfinalen mod Spanien: Den manglende erfaring, som skyldtes DBUs selvfede amatørregime, hvor man i årtier end ikke tilmeldte sig VM, fordi det var fyldt med usle mennesker, der modtog penge for at spille fodbold.

Nå, problemet opstår ikke i denne omgang. Island blev besejret 2-0 af Nigeria med en forrygende Ahmed Musa som dobbelt målskytte. Det ellers lidt tunge mandskab fra Nigeria ser ud til at have sat sig i bevægelse i rette tid før puljeafgørelsen mod Argentina på tirsdag.

Og i en eventuel ottendedelsfinale får Danmark nok fornøjelsen af Kroatien, som torsdag demonterede et argentinsk landshold, så det så ud til at være klar til indlæggelse.

En kroatisk formation, der begynder at ligne et stort VM-mandskab. Og et dansk mandskab, som har haft kolossalt held med forløbet i Gruppe C.

Først gælder det Frankrig i sidste puljekamp på tirsdag. Uafgjort kan sikre Danmark avancement, det samme kan peruansk pointhøst mod Australien. Et temmelig gunstigt udgangspunkt efter to halvslatne VM-kampe af danskerne.

Der blev efter torsdagens kamp mod Australien talt meget om den første halve time: At danskerne skulle have styret spillet og ført bolden frejdigt rundt, og at det derfor var underligt, at danskerne afgav initiativet i resten af kampen. På grund af tekniske problemer med min streamingtjeneste så jeg først disse 30 minutter i går, fredag.

Med fordel af at kende resultatet og forløbet fik jeg et helt andet indtryk. Jeg er bange for, at det var en illusion, at danskerne var så konstruktive. Det er ikke danskerne, der er styrende, men australierne, som er overdrevent kyste og overlader banen til deres modstandere.

Her kommer Eriksens tidlige scoring næsten som et gavnligt vendepunkt for australierne. De er tvunget til at gå frem på banen - og skridt for skridt, bid for bid, opdager de, at der ikke er noget at være bange for. Først tøvende, så helt uforfærdet. Australien satte sig på kampen, fordi de kunne. Uden problemer.

Opdateret:
Oprindeligt skrev vi, at Vesttyskland i VM-puljekampen mod Danmark i 1986 indskiftede Pierre Littbarski (46.) og Karl-Heinz Rummenigge (71.) for at styrke offensiven. Det er også korrekt, men det er noget sludder, at det var Lothar Matthäus og Andreas Brehme, som blev taget ud. Det var Wolfgang Rolff og Karlheinz Förster, som blev skiftet ud. Vi beklager fejlen.

Dagens kampe 23. juni (dansk tid)
Belgien-Tunesien kl. 14 i Moskva
Sydkorea-Mexico kl. 17 i Rostov
Tyskland-Sverige kl. 20 i Sotji

Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen vil hver dag under hele VM analysere og kommentere på Weekendavisen.dk/fodbold
Find tidligere artikler ved at klikke på oversigten her.

Se også alle de originale VM-bolde fra 1930 til 2018 her.