Fahl, Zeeberg, Andersson, Gredal Jensen og ­Zacho Larsen (red.): Skæmtedigte. Ludvig ­Holbergs hovedværker bind 20. 200 sider. 199,95 kr. Det Danske Sprog- og Litteratur­selskab og Aarhus Universitetsforlag.

Jeg gad vide, om der i Danmark i 2018 findes ét eneste menneske, der »skæmter«? Måske en enkelt ­pensioneret overlærer i Skørpinge – men ellers skal vi nok tilbage til Ludvig Holberg, der i 1722 udgav fire kortere ­»skæmtedigte«. Det var digte, han skrev, da han som forholdsvis ung professor ved Københavns Universitet for alvor havde opdaget en evne for satire og allerede havde lært den beske lektie, at man skal passe på med at svinge ordenes og latterens ­nihalede pisk: »Af en satirisk sæd se ikkun efter hvad/ opvokser. Det er hævn, forbitrelse og had. Man kaster udi flæng og en og anden rammer./ Hvo træffes, deraf ej forandres og sig skammer/ men pønser kun på hævn.« Sådan lyder det i »Kritik over Peder Paars«, hvor »Tøger« og Holbergs pseudonym »Hans Mikkelsen« diskuterer, hvorvidt det nytter at satirisere. Tøger mener nej, det avler kun had og hævnlyst, men Hans Mikkelsen insisterer og forsvarer sig: »Jeg skriver ene ej for at moralisere/ for folk ej ene, men óg sproget at polere./ Min pen uskyldig er, den skriver for at le.«