Da jeg vaklede mellem at studere filosofi i Indien eller at gå i hundene i Paris, befandt jeg mig i et tog mod Laos – som eksistentialist med Camus i bagagen, Den fremmede, absurdismens bibel.

Indokina var blevet selvstændigt i 1954, men nu, ti år efter, hvor kommunistbevægelsen Patêt Lao lurede i junglen, var der stadig fransk stemning i Vientiane, hovedstaden, der mindede om en søvnig landsby med absint i barerne og Georg Brassens på grammofonen. De gamle franskmænd i tropehjelm havde endnu ikke opdaget, at det franske overherre-dømme var forbi, og at de lige så godt kunne rejse hjem. Men hvor hjem? Stemningen var uvirkelig i dette land, der endnu ikke var blevet sig selv og heller ikke var fransk længere. Det var her, Camus kom ind i billedet som indre, absurd reference. For det var her, et menneske kunne komme til at slå et andet ihjel. Ikke fordi man ville. Men fordi det bare kunne ske uden forklaring.