Dystopi. Johannes Anyuru leverer et velgørende og vildt fabulerende opgør med enhver form for fundamentalisme.

Med vrede som brændstof

Johannes Anyuru: De vil drukne i deres mødres tårer. Oversat fra svensk efter »De kommer att drukna i sina mödras tårer« af Birgitte Steffen Nielsen. 339 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Spørgsmålene vælter over hinanden i Johannes Anyurus De vil drukne i deres mødres tårer: Vil spiralen af religiøse terrorangrebs hellige ondskab og den åbne verdens nødvendige modtræk aldrig stoppe? Hvor meget af hadefuldheden har vi selv bombet frem? Hvem forstår, hvad der foregår i hovedet på terroristen i det øjeblik, fingeren krummer sig om aftrækkeren eller finder frem til selvmordsvestens udløser?