Strategi. Danmark må ruste sig mod cyberangreb, påvirkningskampagner og våbengørelse af flygtninge, hvis vi skal modstå konsekvenserne af Putin-Ruslands fantomsmerter fra det amputerede sovjetiske imperium.

Den hybride krig

Når man på årets Folkemøde lige nu debatterer statens og samfundets helbredstilstand, må opmærksomheden også falde på Danmarks første udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi nogensinde, som regeringen præsenterede for et år siden. Den skal nu revideres, og et centralt tema bør være Danmark som hybrid frontlinjestat i konflikten mellem Vesten og Rusland.

Strategien leverede den første samlede prioritering af trusler og muligheder, men en globaliseret verden slår hurtigt skår i sådan en førsteudgave, og klogeligt var udløbsdatoen sat til 2018. I skrivende stund arbejder man i Udenrigsministeriet på at rekalibrere kursen, mens russisk kulde blæser ind fra øst.

Det har Danmark mærket via en række hybride trusler og angreb, deriblandt flerårig russisk hacking af Forsvaret. Hybride angreb sker ved, at modstanderen angriber forskellige dele af stat og samfund med det sigte at udnytte svagheder for at skabe en synergieffekt, der måske først alt for sent bliver synlig. Regeringens reviderede strategi må derfor som en ansvarlig opfølgning udvikle på udsagnet fra førsteudgaven, hvor russiske påvirkningskampagner er en »stigende udfordring«, og hvor regeringen vil arbejde for, at »Danmark bliver bedre i stand til at imødegå påvirkningskampagner«.

Det kræver, at den nye strategi bygger på en bred forståelse af sikkerhed og ser Danmark som en hybrid frontlinjestat, og at hybrid modstandsdygtighed er baseret på en forståelse af Putins Rusland som en ordensundergravende aktør. Hovedfokus har hidtil været på den geografiske frontlinje mod øst med danske soldater i NATOs fremskudte tilstedeværelse i Estland. Rusland skubber imidlertid den hybride frontlinje rundt efter forgodtbefindende via cyberangreb eller flygtninge og giver Danmark en frontlinjestatus, som vi skal være klar til.

Udfordringerne i at forsvare mod og forebygge hybride angreb bunder i de paradokser, der kendetegner et åbent samfund som det danske, hvor det liberale demokratis principper og frembringelser kan bruges i en kamp mod os selv. Centrale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og foreningsfrihed, der beskytter individet, kan også misbruges i en kamp mod Danmark via fake news, fjendtlig propaganda og organisering af destabiliserende grupper. Det gælder også, når den offentlige sektors imponerende digitalisering gør det nemmere at være borger, men på samme tid er et åbent angrebspunkt, som regeringens nye strategi for cyber- og informationssikkerhed glædeligt er meget opmærksom på.

Ruslands annektering af Krim er et klart eksempel på et synkroniseret hybridangreb med massive misinformationskampagner og russiske soldater forklædt som ’små grønne mænd’. Krim er et ekstremt tilfælde, som Rusland får svært ved at gentage. Mindre kan dog også gøre det.

Den hybride frontlinje ligger langt fra den tidligere forståelse af militære trusler fra øst, hvor Vesten frygtede, at sovjetiske tanks gennembrød Den Kolde Krigs jerntæppe og kørte ind i Vesttyskland med risiko for global atomar ødelæggelse. Hybride angreb behøver derimod hverken bæltekøretøjer eller missiler for at være effektive. De kan udløses fra stor afstand med minimal risiko og er ofte uden åbenlys afsender.

Listen over mulige hybride angreb begrænses mest af angriberens kreativitet, og Danmark har mærket en del til russisk innovation. Eksempler inkluderer det globale russiske NotPetya-cyberangreb i 2017, der ramte Mærsk og kostede shippingfirmaet op mod 1,9 milliarder kroner, fake news om danske dyrebordeller, politiske trusler fra Rusland om at rette atomvåben mod danske mål, hvis Danmark deltager i NATOs defensive missilforsvar mod trusler fra Mellemøsten, samt simulerede, russiske missilangreb med kampfly mod Folkemødet på Bornholm i 2014.

Danske folketingspolitikere udtrykker frygt for at blive hacket og afpresset parallelt med, at USA og Storbritannien har afsløret Ruslands årelange globale Grizzly Steppe-cyberangreb, der inficerer kritisk statslig og privat IT-infrastruktur. Hidtil har angrebene været ret omkostningsfrie for Rusland. Den russiske Fancy Bear-hackergruppe, der over to år udførte cyberangreb mod det danske forsvar, sad afslappede på deres kontorstole uden frygt for, at et eneste skud blev løsnet. Men hvad er formålet med hybride angreb i gråzonen mellem krig og fred?

Ruslands hybride angreb mod Vesten skal svække Vestens retsstatslige, liberale markedsdemokratier og internationale institutioner, der er særligt sårbare på grund af deres åbne natur. Putins Rusland lider under det, som russere selv kalder fantomsmerter fra det amputerede sovjetiske imperium. Fantomsmerterne inkluderer Danmarks baltiske NATO-allierede Estland, Letland og Litauen samt Ukraine, der alle har sat sejl mod Vesten.

Ruslands formål med at operere i gråzonen og koordinere angreb for at skabe en hybrid synergieffekt er led i den russiske smertelindring, der skal give Putin-regimet en friere hånd i Ruslands geopolitiske interessesfære og dermed i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Bærende institutioner som EU og NATO skal svækkes. Ukraines tilnærmelse til begge organisationer var udslagsgivende for den russiske aggression mod og fortsatte militære tilstedeværelse i landet.

Rusland udnytter styrken i én-til-én-konfrontation med små stater, hvilket det danske forknudrede forløb om den nye russiske gasledning, Nord Stream 2, gennem dansk territorialt farvand vidner om. Den russiske fantomsmertelindring gennem svækkelse af vestlige institutioner flytter både bevidst og vilkårligt den hybride frontlinje til Danmark.

I 2016 udtalte Philip Breedlove, NATOs daværende øverstbefalende i Europa, at Rusland og Syriens bevidste strategi er at skabe en flygtningestrøm mod Europa for at destabilisere europæiske samfund. En våbengørelse af flygtninge, kaldte Breedlove strategien. Således værker de russiske imperiale fantomsmerter også i Danmark og tegner et lidet flatterende billede af Rusland som en spoiler – en stat, der kaster møtrikker ind i det globale maskinrum i stedet for at påføre olie.

Sun Tzu, den gamle kinesiske militærstrateg, tilråder i sin klassiske bog, Krigskunsten, at man skal kende både sig selv og fjenden, for gør man dét, skal man end ikke frygte hundrede slag. Det råd skal Danmark lytte til, når den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi skrives. Det sker i en ny æra, hvor hidtidige tærskler for krig og fred suges ind i en voksende gråzone af konflikt, og hvor overtrædelser af regler og normer gradvist udvisker disse. Vi skal kende egne svagheder bedre, end modstanderen gør, og have et vedholdende kritisk blik på de mest betændte samfundsmæssige problemer og kritisk infrastruktur.

I Storbritannien har regeringen i kølvandet på Skripal-mordforsøget præsenteret deres Fusion-doktrin, der forsøger at adressere hybrid-udfordringer i ét samlet dokument og fusionerer tænkningen om hybride trusler, der per definition er flertydige og angår forskellige aspekter af både den offentlige og private sektor samt civilsamfundet. I Danmark er vi mere fodslæbende, og det var eksempelvis først i starten af april måned, at Danmark som det sidste land i Østersøregionen blev medlem af det finske NATO- og EU-støttede Center for Imødegåelse af Hybride Trusler. Medlemskabet er en del af det nye forsvarsforlig, der heldigvis tager hul på det hybride med eksempelvis fokus på det nationale beredskab, der kommer på en alvorlig opgave, hvis de hybride angreb intensiveres og synkroniseres ved at forstyrre el-, vand-, tele- og bredbåndsforsyning, sprede fake news om politikere og bruge kriminelle bander til at skabe kaos.

Den hybride modstandsdygtighed er dog mindst lige så vigtig som reaktionen på et angreb – og dér skal indsatsen også intensiveres. Forsvarsforliget har stort fokus på cybertrusler, men det skal understreges, at cyber kun er ét aspekt af hybride angreb, der ultimativt sigter på at svække samfundets sammenhængskraft og statens evne til at styre. Den politiske opmærksomhed på både nationalt og lokalt niveau mangler, og Forsvaret kan kun dække en delmængde af udfordringen.

Når modstanderen flytter den hybride frontlinje til Danmark, sker det med phishing-mails til embedsmanden, rekruttering i kommunalt støttede foreninger eller via uigennemsigtige IT-leverandører, der vinder lovpligtige udbud. Hybrid modstandskraft kræver derfor uddannelse, opmærksomhed og udbedringer af svagheder på alle samfundsmæssige niveauer. Det kræver et klart styrket fokus fra politikere, myndigheder, private aktører samt den almindelige dansker at kunne modstå hybride pres.

Hybrid modstandsdygtighed er en af de vigtigste politiske opgaver at løfte for at bevare og forsvare Danmark som et liberalt demokrati og kræver udvikling og implementering af konkrete politiske initiativer, som forsvarsforliget kun er begyndelsen på. Dén opgave må den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi omfavne.

André Ken Jakobsson er postdoc hos Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Side 15