Kommentar. Den britiske regering har vedholdende anklaget russiske myndigheder for at stå bag attentatforsøget på den tidligere russiske agent Sergej Skripal og hans datter i Storbritannien for nylig. Men dokumentationen mangler. Det samme gør motivet.

At tro det værste

Den 9. juli 2010 landede to fly i Wiens internationale lufthavn og parkerede ved siden af hinanden. Det ene, en Boeing 767-200, var ankommet fra New York med ti passagerer om bord, mens det andet, en Jak-42, havde fire passagerer med på den korte tur fra Moskva. Ingen af passagererne gik ind i ankomsthallen og gennem paskontrollen. I stedet gennemførte de i løbet af halvanden time den første store spionudveksling mellem Rusland og Vesten siden afslutningen på Den Kolde Krig. De ti forlod det amerikanske fly og steg om bord på det russiske og satte kurs mod Moskva, mens det amerikanske fly transporterede de fire, der var ankommet fra Moskva, til en militærbase i Storbritannien.

Udvekslingen var ikke symmetrisk, den var klart i Ruslands favør. USA udleverede ti agenter, som en måned tidligere var blevet pågrebet og dømt i en sag, der vakte stor opsigt, mens Rusland slap med at sende fire vestlige spioner den anden vej.

Blandt de fire var Sergej Skripal, der for godt to måneder siden med sin datter Julia blev fundet livløs på en bænk i Salisbury, en lille by syd for London. Ifølge den britiske regering blev de to forgiftet med en særlig farlig nervegas, A-234, som man i Vesten kalder novitjok, og som blev udviklet i Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne, hvilket har ført til den i vide kredse udbredte opfattelse, at russiske myndigheder står bag. Det er også den britiske regerings dom. Det er tænkeligt, at beskyldningen er korrekt, men når så mange er enige, kan der være en tendens til at skøjte for let hen over de mange huller, der er i den gængse forklaring.

Eksempelvis hvad angår fremstillingen af novitjok, der ifølge flere eksperter i tidsskriftet New Science og direktøren for Organisationen for Forbud af Kemiske Våben, Ahmet Üzümcü, i princippet kan produceres af en lang række lande med de rette faciliteter. Det er derfor principielt forkert, når den britiske regerings nationale sikkerhedsrådgiver, Mark Sedwill, i et brev dateret den 13. april til NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår, at »alene Rusland havde de tekniske midler, den operationelle erfaring og et motiv« til at gennemføre angrebet på Skripal. Mange lande har midlerne og erfaringen, mens kun fantasien sætter grænser for et motiv, når den foreløbige dokumentation for den britiske regerings anklager er så beskeden.

Flere har mindet om drabene på en russisk bankdirektør og hans sekretær i Moskva i 1995, hvor mordvåbnet blev identificeret som novitjok. En forretningspartner blev dømt. Han havde ad private kanaler skaffet det fra det laboratorium i Sjikhany, hvor Novitjok blev udviklet. Dele af retssagens dokumenter er blevet offentliggjort af de Kreml-kritiske medier Novaja Gazeta og Republic, som også har interviewet flere af de forskere, der deltog i udviklingen af Novitjok. Det fremgår, at en medarbejder i midten af 1990erne smuglede op til 14 ampuller med Novitjok ud af laboratoriet og solgte dem til kriminelle. Det skulle være nok til at dræbe 4.000 mennesker. Ifølge en af opfinderne er holdbarheden 50 år.

Det forbliver alt sammen mere eller mindre kvalificerede gæt, for hverken de britiske myndigheder eller FN’s eksperter i kemiske våben har kunnet identificere oprindelsen til det stof, som Skripal og hans datter blev forgiftet med.

I medierne er der blevet malet med den brede pensel uden interesse for detaljer. Skripal blev angrebet så demonstrativt for at sende et signal fra Moskva til alle potentielle afhoppere og dem, der huser dem, lyder en udbredt forklaring. Men djævlen er som bekendt ofte i detaljen, så lad os dvæle lidt ved et par af dem.

Det er korrekt som Radio 24syvs chef Jørgen Ramskov sagde i Presselogen på News for nogle uger siden, at Rusland har likvideret afhoppere og fjender i udlandet, men det er bare ikke så relevant i sammenhængen. Skripal var ikke afhopper som for eksempel Aleksandr Litvinenko, der flygtede fra Rusland i år 2000 og engagerede sig i oppositionsarbejde, efterretningsvirksomhed og kampen for tjetjensk løsrivelse fra Rusland. I 2006 blev Litvinenko forgiftet med et radioaktivt stof. En grundig britisk rapport slog senere fast, at to russere med forbindelse til sikkerhedstjenesten i Moskva stod bag. Den britiske regering beklager i dag, at man ikke reagerede kraftigere dengang, og det kan være en årsag til, at man nu går anderledes til værks.

Oleg Gordijevskij, en anden afhopper, blev rekrutteret i København af den britiske efterretningstjeneste, mens han i 1970erne var udstationeret diplomat. Efter at Moskva i 1984 fattede mistanke, lykkedes det briterne at smugle Gordijevskij til Finland og derfra videre til Storbritannien, hvor han efter afslutningen på Den Kolde Krig skrev bøger og gav interviews, men han var forsigtig, camouflerede sit udseende og ville ikke fotograferes til vestlige medier.

Sergej Skripal er ikke afhopper i samme forstand som Litvinenko, Gordijevskij eller Kim Philby, der under Den Kolde Krig blev rekrutteret af Moskva og flygtede til Sovjetunionen, da jorden begyndte at brænde under ham. Det gør en forskel, hvis man skal identificere et russisk motiv til at ville Skripal til livs.

Skripal blev rekrutteret af MI6 i 1995 under en udstationering som forsvarsattaché i Spanien. Motivet var tilsyneladende penge, ikke ideologi, og det skete på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Rusland og Vesten var anderledes positivt end nu. Skripal forlod GRU i 1999, men fortsatte med at levere oplysninger til briterne, som han fik af tidligere kolleger under påskud af, at han skulle bruge dem til at drive sin forretning. Fra 1999 til 2001 var han ansat i det russiske udenrigsministerium.

Skripal blev arresteret i december 2004 umiddelbart efter hjemkomsten fra en udlandsrejse. Han erkendte sig skyldig i spionage for Storbritannien, samarbejdede med efterforskningen og blev i 2006 idømt 13 års fængsel. Maksimumstraffen er 20 år, så han slap altså med en efter russiske forhold mild straf. Han fik frataget sin rang af oberst, men beholdt sit russiske statsborgerskab.

Da Skripal havde afsonet næsten halvdelen af sin straf, indgik han som beskrevet ovenfor i en spionudveksling mellem Rusland og Vesten. Moskva kunne have sagt nej og foreslået en anden, hvis man mente, at Skripal fortjente at rådne op i en fangelejr eller var i besiddelse af hemmeligheder, hvis afsløring kunne være til skade for den russiske stat. Det gjorde man ikke. I forbindelse med løsladelsen blev Skripal og de tre andre tværtimod benådet.

Skripal slog sig ned i Salisbury med sin hustru og datter, mens en søn blev tilbage i Rusland. Hustruen døde af kræft i 2012, mens sønnen omkom sidste år under en rejse til Skt. Petersborg. Skripal fik sønnens lig transporteret til Storbritannien, så han kunne blive begravet ved siden af hustruen. Skripal har som pensionist i Storbritannien holdt en lav profil. Han har ikke udtalt sig til medierne til forskel fra Litvinenko. På den anden siden er han i Storbritannien heller ikke gået under jorden eller har ændret udseende og identitet. I 2014 flyttede datteren Julia sågar tilbage til Moskva med alt, hvad det indebar af muligheder for den russiske efterretningstjeneste for at overvåge Skripal. Hun besøgte regelmæssigt sin far og forsøgte ikke at lægge et røgslør ud over sin rejseaktivitet.

Kort sagt: Hverken Skripal eller hans datter frygtede for deres sikkerhed. Og de britiske myndigheder var åbenbart af samme opfattelse. Han havde hverken livvagter eller var genstand for ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger. Ikke engang et overvågningskamera placerede man på hans hus.

Vi er villige til at tro det værste, og de russiske myndigheder bidrager med deres adfærd ofte til det billede.

HVORFOR ikke? Et kvalificeret gæt lyder, at der ikke findes et eneste tilfælde, hvor Sovjetunionen eller Rusland har forsøgt at myrde en udvekslet spion. Ifølge efterretningseksperter skyldes det en uskreven regel i spionverdenen. Stater er interesserede i at få deres agenter hjem, når de bliver afsløret. Hvis man går med til udvekslinger, skal man kunne regne med, at spioner bliver ladt i fred, når de bliver udleveret. Ellers kan det hele jo være lige meget.

Hvis Storbritannien kan fremlægge beviser for, at attentatet mod Skripal og hans datter var beordret af Kreml, vil ingen statsmagt længere udveksle spioner med Moskva. Hvorfor skulle de det, hvis de ikke har garantier for, at Moskva undlader at hævne sig på dem?

Det kan meget vel være, at briterne har ret i deres anklager, selv om vi endnu ikke er blevet præsenteret for beviserne. I så fald bør man spørge, hvorfor Putin har valgt at bryde en af få uskrevne regler i en ellers udsat branche. Det er tvivlsomt, at han skulle træffe en så radikal beslutning alene for at ramme en landsforræder, der var blevet afsløret for 14 år siden, havde afsonet seks år, var blevet benådet og derpå udleveret til briterne. En spion der næppe havde flere hemmeligheder at dele ud af. Og så tilmed på en måde, der afslørede et tophemmeligt program for produktion af kemiske våben, som FN nu vil sætte på sin liste over forbudte våben. Alt dette på grund af en falleret spion og begivenheder, der fandt sted for over 20 år tilbage? Som et signal?

Det vil jeg tillade mig at tvivle på, indtil jeg ser mere dokumentation. Det kan godt være, at Putins besked til briterne er »Fuck you!«, men foreløbig er min formodning, at der skulle andre grunde til at forsøge at tage livet af Skripal, hvis det altså var hensigten.

Hvad kan det være? Måske har Skripal brudt indgåede aftaler i forbindelse med sin benådning i 2010, sådan som Moskva har forstået dem. Har han lavet forretninger med folk, der blev sure på ham, og som via kriminelle har fået fat i en ampul med novitjok? Genoptog han spionvirksomheden mod sit gamle fædreland, og var det set med Moskvas øjne så alvorligt, at han skulle likvideres? Og hvad kunne det i så fald være?

Det er ikke til at vide, men en af de mere spektakulære forklaringer involverer manden, der rekrutterede Skripal, og som bor tæt på Salisbury og har opretholdt kontakten til sin tidligere agent. Det drejer sig om Pablo Miller, der har forladt MI6 og nu arbejder som privat sikkerhedskonsulent. Interessen for Miller er blevet skærpet af, at de britiske myndigheder har udstedt en såkaldt D-Notice på ham; det vil sige, britiske medier er af hensyn til den nationale sikkerhed blevet bedt om ikke at nævne hans navn.

Ifølge nu slettede oplysninger på sin LinkedIn-profil har Miller udført opgaver for Orbis Intelligence, der ejes af Christopher Steele, en anden tidligere MI6-medarbejder, hvor Rusland fylder godt på CV’et. Steele er ophavsmand til det såkaldte Trump-dossier, hvis saftige detaljer påstås at stamme fra anonyme russiske kilder.

Kan det tænkes, at Moskva har fået det indtryk, at Skripal leverede oplysninger til Steele eller Miller? Hvis det har noget på sig, skal man nok ikke forvente, at sandheden om Skripal-affæren kommer for en dag. Det vil stærke kræfter i London, Washington og Moskva næppe have den store interesse i.

Der findes fortilfælde, hvor vestlige regeringer af hensyn til egne snævre interesser har fortiet eller løjet om vigtige ting. Det gælder Reagan-administrationens håndtering af Sovjetunionens nedskydning af et sydkoreansk passagerfly i 1983, hvor alle 269 om bord døde. Det var kulminationen på Den Kolde Krig. Verden dirrede.

I en tv-transmitteret tale til nationen sagde Reagan en uge efter nedskydningen: »Det er umuligt, at en pilot kunne have taget fejl og set dette som andet end et civilt fly.« Samme dag insisterede Reagans talsmand på, at der fandtes »uafviselige« beviser på, at Sovjetunionen med fuldt overlæg havde nedskudt et civilt fly.

Det viste sig at være løgn. Som amerikansk undersøgende journalistiks enfant terrible, Seymour Hersh, afdækkede tre år senere i en bog, så konkluderede amerikanske efterretningstjenester få timer efter nedskydningen, at de russiske piloter var overbeviste om, at KAL 007 var et amerikansk spionfly af typen RC-135, som samme aften havde befundet sig i samme område. Hersh’s afsløringer førte til en intern CIA-undersøgelse, der bekræftede hans afsløringer. I takt med at efterretningstjenester afdækkede sandheden, havde Det Hvide Hus altså bevæget sig væk fra den, selv om de vidste bedre.

Det er muligt, det forholder sig anderledes i den aktuelle sag, men den minder om KAL 007 i den forstand, at vores krav til dokumentation og evne til at stille kritiske spørgsmål er begrænsede, når det gælder Rusland, fordi vores confirmation bias er så stærk. Vi er villige til at tro det værste, og de russiske myndigheder bidrager med deres adfærd ofte til det billede. Det burde ikke frigøre os fra at stille de relevante spørgsmål.

I den aktuelle sag præsenterede den britiske regering sine konklusioner en uge efter attentatforsøget på Skripal, altså at den russiske stat stod bag, og siden har medierne med politi og efterretningstjenester som kilder berettet om konkrete mistænkte og skiftende forklaringer: Først var Skripal og hans datter blevet forgiftet på en restaurant, så i deres bil, dernæst på kirkegården, af en buket blomster, af noget i datterens kuffert, og til sidst endte man med at pege på dørhåndtaget til Skripals hus som kilde til forgiftningen. Men da den nationale sikkerhedsrådgiver, Mark Sedwill, i sidste uge i parlamentet blev spurgt, om man havde identificeret nogen mistænkte bag giftangrebet, var svaret: »Nej.«

De britiske myndigheder ved selvfølgelig meget mere end vi andre, så man må formode, at de sidder inde med oplysninger, som giver dem god grund til at pege på Moskva, men det lyder en smule ulogisk, at man for længst har identificeret den skyldige, men ikke har nogen mistænkte. Men måske er der bare noget, jeg ikke har forstået.

Der ikke findes et eneste tilfælde, hvor Sovjetunionen eller Rusland har forsøgt at myrde en udvekslet spion. Ifølge efterretningseksperter skyldes det en uskreven regel i spionverdenen. Stater er interesserede i at få deres agenter hjem, når de bliver afsløret.