Sort-hvid. Jesmyn Wards prisbelønnede roman om racevold i det amerikanske Syden har mange kvaliteter, men er udfordret på billedsprog og troværdighed.
De levende og de døde og deres lidelser
Jesmyn Ward: Syng, levende og døde, syng. Oversat fra engelsk efter »Sing, Unburied, Sing« af Juliane Wammen. 400 sider. 300 kr. Hr. Ferdinand.
Vi er hos en hårdt prøvet sort familie i Mississippi. Jojo er 13 og hænger ud med bedstefar Pop, som er tynget af minder fra et fængselsophold år tilbage. Jojos far er hvid og indsat i samme fængsel. Mor Leonie er stofmisbruger. Bedstemor Mam har specielle evner og kendskab til voodoo og urtemedicin, og hun er ved at dø af kræft. Der er også en søster på fire og en morbror, der blev slået ihjel af en racist fra Jojos fars familie. Historien er forholdsvis simpel: Jojos far skal løslades, Leonie vil hente ham, og børnene skal med. Søsteren bliver syg på turen og kaster op. Leonie kan ikke finde ud af at drage omsorg for sine børn, så Jojo må tage sig af hende.