For et år siden – den 31. marts 2017 – var statsministeren, sammen med andre højtstående danske politikere, på besøg på US Virgin Islands for at markere 100 års dagen for Danmarks salg af øerne til USA. I sin tale – der gjorde stort indtryk på hans værter – erkendte Lars Løkke Rasmussen, at den historie, han havde hørt som barn om slaveriets ophør på øerne, var falsk. I virkeligheden skyldtes beslutningen ikke en nobel og nådig gestus fra generalguvernør Peter von Scholten om at befri de undertrykte slavegjorte. Det handlede i stedet om ikke at miste magten (og livet) under et slaveoprør i 1848, hvor lederen, General Buddhoe, på forhånd havde sørget for at få krudtet i forterne på Sct. Croix skiftet ud med sand for at afvæbne de danske styrker. Dermed var de slavegjorte på Jomfruøerne de eneste i Caribien, udover befolkningen på Haiti, som det ved egen kraft lykkedes at tilvejebringe slaveriets afskaffelse.
Udover statsministerens besøg på øerne, er der afholdt flere hundrede arrangementer, udstillinger osv. over hele Danmark for at markere 100 års dagen for salget af øerne. Ligesom statsministerens tale, er historien blevet fortalt med nye øjne, senest med afsløringen af den monumentale skulptur på Københavns havnefront, »I am Queen Mary«, der skal hædre en slavefødt kvinde og oprørsleder fra øerne. Danskernes egen opfattelse af deres kolonihistorie har – som nævnt i statsministerens tale – flyttet sig i løbet af det sidste år.
Denne imponerende indsats for at mindes Danmarks tidligere bånd til øerne kommer næppe til at blive gentaget; på 200-års dagen vil begivenheden være så langt tilbage i landets historie, at den kun vil have minimal betydning for fremtidige generationer. Derfor er det også vigtigt for os nu at gøre, hvad vi kan for at afslutte dette kapitel af nationens fortid, mens det stadig har relevans for os.
Sagen er, at mange på øerne mener, at Danmark har gjort dem – og her mener de deres forfædre – en stor uret, og at de selv fortsat lider under konsekvenserne. De kræver en anerkendelse af, at disse ugerninger har fundet sted.
For nogle er det svært at forstå, hvorfor Danmark skal sige undskyld til Jomfruøernes befolkning. Som eksempelvis Bertel Haarder skrev det i Altinget den 3. marts 2017: »af den indvending, at der jo ikke er nogen skyldige, der kan sige undskyld, ligesom der ikke er nogen at sige undskyld til. De er jo alle døde for langt over hundrede år siden«. Til dette argument må føjes, at slaveriet var udført af en meget lille gruppe danskere, og at flertallet i kongeriget dengang var fattige og ufrie bønder. Stavnsbåndet i Danmark blev afskaffet så sent som 1799, og Enevælden beholdt magten indtil januar 1848 - altså kun seks måneder før slaveriets ophør. Det er derfor også en forkert holdning, som man fornemmer hos visse af Jomfruøernes beboere – nemlig at stemple alle danskere som efterkommere af slaveejere. De fleste danskere dengang var også undertrykte – og dét af den samme elite, som undertrykte de slavegjorte på øerne – dog ikke med daglige pisk som på sukkerplantagerne.
Spørgsmålene om undskyldninger og reparationer for slaveriet er derfor ekstremt komplekse og vil ikke blive behandlet yderligere i denne artikel. Jeg vil i stedet fokusere på den nylige markering af begivenheden, nemlig 100 års dagen for Danmarks salg af Jomfruøerne, hvor befolkningen derovre blev udsat for en ekstra ugerning af Danmark. De blev simpelthen solgt til et andet land – og dét af et demokratisk Danmark og efter en folkeafstemning, hvor hele landets voksne befolkning for første gang fik lejlighed til at stemme sammen. Kvinderne i Danmark havde jo netop fået stemmeret, og spørgsmålet om øernes fremtid var den første anledning for dem til at gå til urnerne.
Konsekvensen var, at Dansk Vestindien og dens befolkning blev solgt, uden at øernes beboere selv blev spurgt om deres mening. Ifølge datidens aviser ville de fleste af dem dog hellere være en del af USA end af Danmark, men de fortsatte med at leve i en kolonitilværelse, uden stemmeret til USA’s præsidentvalg. Købesummen på 25 millioner dollars, der reflekterede øernes anslåede, økonomiske værdi, kom heller ikke øboerne til gode, idet pengene gik ind i den danske statskasse. Det var et pænt beløb, ifølge Danmarks Nationalbank svarende til 2 procent af Danmarks netto nationalindtægt.
Havde Danmark ret til disse penge? Amerikanernes interesse i at købe øerne skyldtes hovedsagelig havnen i Charlotte Amalie på Sct. Thomas, som er en af de bedste i Caribien. Dette fremgår af, at den aftalte købesum for øerne i 1902 lå på bare 5 millioner dollars, og at den blev afvist af det danske folketing, pga. stærke, tyskvenlige interesser med forbindelser til den tyske flåde. Under Første Verdenskrig ville amerikanerne forhindre, at tyskerne overtog Charlotte Amalie for at skabe en ubådsbase dér. Den tyske Hamburg-Amerika Line, som dengang var verdens største rederi, havde kort inden krigen investeret to millioner dollars i at udbygge havneanlægget til at kunne modtage større skibe og påfylde store mængder af kul til videresejlads gennem den nyåbnede Panama-kanal.
Under slavetiden var havnen i Charlotte Amalie en vigtig del af øernes økonomi. Udover at være handelsplads for de slavegjorte, og for eksport af de varer, der kom ud af deres slid (sukker, rom, mahogni), var der også tale om en frihavn, som blev til en af de største i Caribien. Denne havn har da også i de senere år tiltrukket mange krydstogtskibe og sørget for solide indtægter fra turister, som i de fleste tilfælde kun besøger øen Sct. Thomas. Sct. Croix, derimod, med den smukt bevarede by Christianssted og Peter von Scholtens guvernørbolig, besøges stort set kun af danske turister, da den mangler en god anlægshavn til store skibe.
Da Danmark solgte sin vestindiske koloni, mistede riget en vigtig naturhavn, som vi havde overtaget som en del af den affolkede ø Sct. Thomas i 1672. Der er et solidt argument for, at Danmark har ret til at få erstattet dette tab. Øernes øvrige økonomiske værdi skyldtes landbrug, byer og infrastruktur, inklusive havneanlæg, og alt dette blev skabt af de slavegjorte. Derfor er det kun rimeligt, at deres efterkommere også får en erstatning for deres forfædres gratis indsats. Begge parter har ret til en portion af pengene. Men hvordan skal de fordeles?
Da det nok er umuligt at komme med et præcist skøn over, hvor meget hver side har krav på og hvad begge parter kan enes om, er det nemmeste at dele beløbet fifty-fifty. Der er derfor tale om 12,5 millioner dollars til hver i datidens penge, svarende til en procent af den danske nettonationalindtægt. Den halvdel, som tilhører øboerne, kan betragtes som en investering, foretaget af deres forfædre i den danske økonomi – en investering, som har givet et særlig godt afkast, og som nu efter 101 år kommer til udbetaling. Én procent af 258 milliarder dollars (Verdensbankens tal for Danmarks netto nationalindtægt for 2015) svarer til 2,6 milliarder dollars, eller 15,5 milliarder kroner.
Det lyder som et voldsomt stort beløb, men dets rimelighed kan retfærdiggøres på en denne måde: 25 millioner dollar i 1917 svarede dengang til næsten 48 tons guld – og beløbet blev betalt i guldmønter. Halvdelen – 24 tons guld – har en øjeblikkelig værdi på 42 millioner dollar per ton, det vil sige en milliard dollars. Det må være det minimumbeløb, vi skylder Jomfruøernes befolkning fra den danske statskasse. Dog vil et højere beløb på 2,6 milliarder dollars være mere rimeligt, da denne investering hidtil ikke har været mulig for dem at indløse. Beløbet svarer til en fjerdedel af de anslåede omkostninger for Femern-forbindelsen.
Hvad skal pengene så bruges til? Her vil jeg foreslå, at der oprettes en særlig fond på 2,6 milliarder dollars – the Ancestors Foundation til uddannelsesstipendier for Jomfruøernes befolkning. Den kunne drives af DANIDA og evt. bestyres af lige så mange medlemmer fra Danmark som fra Jomfruøerne, så der ikke er risiko for, at pengene forsvinder i nepotisme. Bevillinger skal gives efter merit og skal ikke forbindes med krav om, hvad og hvor modtagerne skal studere. Efter alt, hvad Jomfruøernes forfædre har været igennem, ville det give et forkert signal, hvis danskerne nu igen skal bestemme over dem.
Danmark har – på trods af sine få naturressourcer – bevist, at det er muligt at skabe økonomisk velstand på grundlag af et videnssamfund. En uddannelsesfond vil give Jomfruøernes befolkning, som er blandt de fattigste i USA, samme mulighed. Det vil være en både fin og passende afslutning på Danmarks grumme og skamfulde fortid som koloni og slavenation, fordi den vil demonstrere, at vi ikke bare er i stand til at skifte holdning, men også at føre holdning til handling.
En pulje på 2,6 milliarder dollars svarer til 18.000 4-års stipendier, der omfatter både kost og logi for studerende, som ikke læser i deres egen delstat. Med cirka 1300 mennesker fra hver årgang på øerne, ville fonden kunne sørge for en højre uddannelse i 50 år for de samme 29 procent af en årgang som i Danmark, og det vil give Jomfruøerne i en fornemmelse af, at de nu omsider kan slippe fortidens forbandelser.
Lad os derfor som nation samles om at tilbagebetale Jomfruøernes befolkning det, der med god ret tilhører dem. Det er kun fair, at vi gør det, og det vil markere, at vores nuværende samfund har både evne og vilje at behandle medmennesker ordentligt, og at vi dermed kan henvise slave- og kolonitidens normer til fortiden.
Phil Clarke er uddannet ingeniør og tidligere direktør for den danske afdeling af Læger uden Grænser.
