Den danske flexicurity-model er berømt langt uden for kongerigets grænser. I 00’erne blev modellens principper brugt som skabelon for en større revision af EU’s beskæftigelsesstrategi, og den blev fremhævet af OECD i flere rapporter. Senere blev de nordiske lande og flexicurity anprist i et nummer af det britiske The Economist med en fnysende viking på forsiden.

Det var i februar 2013. Man kunne blandt andet læse, hvordan »getting to Denmark« er blevet økonom-slang for reformer, der skaber konkurrenceevne og høj beskæftigelse, uden at det fører til øget ulighed. Flere franske præsidenter og premierministre har henvist til »flexisécurité danoise«, når de har pønset på at reformere det stive franske arbejdsmarked. Senest præsident Emmanuel Macron.