Mark Lewisohn: The Beatles: Alle disse år. Del 1: Tune In. Bind 1: 1845-1959. Oversat af Bjørn Erik Niss. 816 sider. 399,95 kr. Forlaget Herreværelset.

Da jeg stod med første del af Mark Lewisohns imposante The Beatles: Alle disse år. Del 1: Tune In i hånden, troede jeg, undertitlen 1845-1959 måtte være en trykfejl, for selvom gruppen givetvis virker bedaget på yngre medborgere, er det min faste overbevisning, at gruppen ikke var aktiv i det nittende århundrede. Eller også var der noget, jeg ikke vidste. Mens jeg sad med denne mursten af et værk i hånden, kæmpede jeg med en vis ulyst til at give mig i kast med værket, for herregud, har jeg ikke hørt det hele tusind gange før?