Man skærer da ikke i raske børn«, lyder det fra forslagsstiller til borgerforslag nr. FT-00124.
Og det er populært, for hvem kan ikke skrive under på det? Forslaget, der lægger op til en kriminalisering af drengeomskæring, er godt på vej til at opnå de 50.000 underskrifter inden udgangen af fristen, og uanset udfaldet i Folketinget kan Intact Denmark, som er folkene bag den organiserede omskæringsmodstand, notere voldsom opbakning i meningsmålinger og iblandt Folketingets politikere.
Men kampagnen er samtidig en master class i dårligt medborgerskab – et skoleeksempel på, hvor nemt det er at skille folk fra flokken.
Allerede i udgangspunktet er der noget galt. »Man skærer da ikke i raske børn« er et klart afgrænset udsagn, der skiller os og dem. Der er dem, man er, og dem, man ikke er. »Man« er os, der tilhører den hovedkultur, der i meget ringe omfang praktiserer omskæring, og dem, »man« ikke er, er dem, der skærer i raske børn – de andre.
Her er opmærksomheden vagt over for det forhold, at vi har med en kampagne at gøre, der ikke retter sig mod de minoriteter, den vedrører. Den retter sig mod os andre, mens den taler inflammerende, dæmoniserende, sygeliggørende og vildledende om de andre og det, de gør.
Havde dette været et andet årti, ville man muligvis med det samme have set det. Man ville have identificeret dæmoniseringen af minoritetsforældrene, når teksten til borgerforslaget taler om, at samfundet har en særlig forpligtelse til at beskytte sine mest sårbare borgere. Man ville have opponeret imod, at forslagsstillerne bruger begreber som »tvangsamputation«, »kønslemlæstelse«, »overgreb«, og »legemsbeskadigelse« om forældreskabet blandt nogle milliarder verdensborgere og et par hundredtusinder danskere.
Måske ville man være faldet over den fejlagtige brug af børnekonventionen, som et omskæringsforbud ifølge borgerforslaget skal bringe Danmark i overensstemmelse med. Det eneste land, der i givet fald i historien har levet op til den konvention, er Sovjetunionen, hvor omskæringsforbuddet var en del af sovjetisk tvangssekularisering og den generelle russiske antisemitisme. Man ville herefter gå hele Intact-bevægelsen igennem med en tættekam for alt fra unøjagtigheder til løgn, og man ville her have fundet malende beskrivelser af seksuel dysfunktion blandt såkaldt »mange« omskårne mænd, og af de smertefulde samlejer kvinder angiveligt oplever med omskårne mænd, uden at noget af dette i øvrigt kan bakkes op af videnskaben
Man ville have stejlet over, at borgerforslag nr. FT-00124 lægger op til at sidestille drengeomskæring med kvindeomskæring, altså den praksis fra særligt Sahel-bæltet i Afrika, hvor dele af kvindens ydre kønsdele fjernes, og over at de to søges indlemmet i samme paragraf i straffeloven stik imod verdenssundhedsorganisationens og alle andre nationale og internationale autoriteters definitioner. Og man ville have spurgt sig selv, hvad den som konsekvens foreslåede straframme på seks år for drengeomskæring skal gøre godt for, da samme antal år er straffen for eksempelvis at lægge planer om et attentat imod statsministeren, for at hverve andre til terrorisme, for brandstiftelse, rufferi af mindreårige og for legemsangreb af særligt rå, brutal og farlig karakter.
Signalet til minoritetsforælderen under sådan en lovgivning ville i et andet årti være svært at misse, ikke mindst da seks år er to år mere end den maksimale straf, som en nybagt mor, der dræber sit barn i fortvivlelse, kan forvente i dansk strafferetspleje. Og man ville nok spørge sig selv, hvorvidt statens overgreb ved at marchere Daud eller Davids forældre i fængsel i en årrække og ham og storesøster i pleje, egentlig ikke ville være et noget større overgreb i sammenhængen. Man ville notere, at proportionaliteten hang gevaldigt i hængslerne.
Man ville for sig kunne se udenlandske journalister have live-dækning fra retssalen og så gå i gang med at kulegrave stort set uimodsagte påstande og fordrejninger for forslagsstillerne, mens det første grædende, fotogene forældrepar modtager deres ubetingede fængselsstraf for at praktisere deres traditioner.
Scenariet, hvor andre lande tilbød danske minoriteter asyl, ville udfolde sig klart, og man ville reagere med andet end foragt, når Europa-Kommissionens koordinator for bekæmpelse af antisemitisme i Europa, som tilfældet er, kalder et omskæringsforbud for et forbud imod jødisk liv.
Man ville kunne forudse den abefest, som amerikanske talkshowværter ville have med de udsagn, man gang på gang hører i debatten. At det ville være decideret antisemitisk ikke at redde de jødiske drengebørn fra jøderne som et af de mest strålende eksempler, eller at Danmarks eneste små-revolutionære, marxistiske parti, Enhedslisten, ønsker at bidrage til at udvikle erstatningsritualer sammen med jødedommen, eller de talrige uomskårede, kridhvide, heteroseksuelle mænds anklager om falsk bevidsthed blandt det enorme, og måbende, flertal af omskårede, der ikke oplever deres penis som et problem.
Og mon ikke man ville fatte mistanke til motiverne bag dette forslag. Forslagsstillerne nægter konsekvent at tale om konsekvenserne af at forbyde omskæring.
Vi ville nok have været i stand til at diskutere de afledte effekter af et forbud. For hvad betyder det for antallet af køkkenbordsomskæringer? Hvad betyder det, at den praktiserende læge med stor sandsynlighed skal angive forældrene? Vil vaccinedækningen falde? Vil man tøve med at bringe børn på hospitalet? Er dette blot næste perron på vejen mod langt mindre selvbestemmelse som forælder i Danmark?
Og vil et forbud overhovedet nedbringe antallet af omskårne drenge i Danmark, eller vil Intacts kampagnes store konfrontation med minoriteterne gøre, at der kommer langt mere identitet og politik ind i den praksis, og at den derfor bliver fastholdt i stedet for at fade ud? En konfrontation man tager med minoriteterne her på nogle rimeligt vitale punkter: identitet, kønsliv, penis og forældre, som i sig selv kunne øge spændingerne blandt befolkningsgrupper herhjemme.
I et andet årti ville man måske have bemærket, at Intacts ledende kraft i USA, Brother K, ser Danmark som ground zero. Vi er den sektlignende organisations eksperimentarium og løftestang for andre lande. Og stabiliteten her og resultaterne af lovændringen forekommer i den sammenhæng langt mindre vigtige.
Havde det været en anden tid, ville vi måske have bemærket alt dette. Men i dag hører vi kun en bombastisk linje, der bestyrker os i vores egne valg, og resten, blikket for nuancerne, evnen til at sætte fakta over følelser, viljen til sameksistens og den instinktive modstand imod utilsløret populisme og fremmedhad er mærkbart svagere end før.
Var dette muligt for ti år siden, før ræset mod bunden i dansk politik startede? Før hele det politiske spektrum samledes om at identificere et eneste hovedproblem for staten, nemlig »de andre«?
Jeg tror det faktisk ikke, og samtidig tyder meget på, at bunden endnu ikke er nået.
Anne Sofie Allarp er forfatter og radiovært.
