CPH:DOX. Dokumentarfilmen rykker ind i virtual reality. De bedste af filmene er sanselige simulationer, hvor man ikke længere er tilskuer, men rykker ind i andres kroppe og bevidsthedstilstande.

Den ultimative empatimaskine

Lyden af en silkeblød kvindestemme fylder mine ører. »Du er kun otte uger gammel,« hvisker hun så blidt, at jeg kan mærke hendes stemme stryge hen over fimrehårene i mit indre øre. »Blodet strømmer gennem din krop,« fortsætter hun. »Inde i dit hoved er en labyrint af huler ved at tage form. De er i gang med at blive til de komplekse bugtninger og fimrehår i dit indre øre.« Foran mine øjne folder en rutsjebane af spæde, rødt lysende minegange sig ud. Jeg svæver veltilpas igennem dem i blød slowmotion.

Jeg er i gang med at gennemleve de ni måneder som foster i livmoderen og den forunderlige udvikling af alle mine sanser, og jeg er komplet opslugt. I virkeligheden sidder jeg i en rød stol i virtual reality-biografen på fjerde sal af Charlottenborg Kunsthal med et VR-headset spændt om hovedet.

I år er der 23 virtual reality-film og -installationer på programmet under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, og udvalget strækker sig fra det smukke og hypnotiserende til det spøjse og akavede. VR-film er en ny genre, og der eksperimenteres i alle retninger. Det er ikke alt, der lykkes.

I My Drowning Island tages man med til strandene på lavtliggende øer i Stillehavet, men oplevelsen giver mig mest fornemmelsen af at være blevet placeret midt i et grynet panoramapostkort. I den »sensuelle« VR-dokumentar Second Date får man fornøjelsen af at se et ungt par snave igennem i sytten lange minutter på en husbåd i Amsterdam. Det er vel meningen, at det skal føles pirrende at sidde med som en VR-flue på væggen, men jeg føler mig mere som en gæst, de har glemt at bede om at gå hjem, og bliver rastløs.

De ni måneder i livmoderen har til gengæld min fulde opmærksomhed. Fosterfilmen hedder Wonderful You og er programmets absolutte top-hit. Jeg sidder bomstille og stirrer ind i miraklerne. Jeg ser de optiske nerver vokse frem fra mørket som en sær, metallisk blomst og forbinde sig med hjernen, mens jeg stadig selv kun er på størrelse med et æble. Jeg ser min lugtesans opstå og forgrene sig i et system, der kan skelne millioner af nuancer, mens psykedeliske mønstre i blå, pink, grøn og rød eksploderer ud mod mine pupiller i en synæstetisk sansefest. Det er en totaloplevelse, der formår at flytte én helt ind i en anden virkelighed.

Det er indlysende, hvorfor dokumentarfilmfolk er begyndt at kaste sig over denne nye, sansepirrende teknologi. Man kan ikke bare tage sit publikum med til områder i verden, som de ellers ikke har adgang til, men kan, med de rette greb, også give dem en stærk, fysisk oplevelse af rent faktisk at have været til stede. Man kan tilmed flytte dem ud af deres egen krop og ind i en anden. VR er den ultimative empati-maskine, som filminstruktøren Chris Milk siger i sin populære TED-talk fra marts 2015.

Den danske tv-journalist og instruktør Mikkel Keldorf, hvis nye VR-film Beyond the Wall har verdenspremiere i VR-biografen på CPH:DOX, begyndte at arbejde med virtual reality i 2015. Beyond the Wall er syv minutter lang og tager seeren med til Honduras, hvor narkobander regerer med så stor brutalitet, at området er blevet et af de farligste i verden, hvilket får hundredtusindvis af mennesker til at flygte derfra hvert år. I én scene i filmen krydser man en flod på en smuglerbåd lavet af lastbildæk. I en anden sidder man ansigt til ansigt med en kvinde, hvis to døtre blev myrdet af bandemedlemmer.

»Det kan være svært sådan for alvor at sætte sig ind i andre menneskers elendigheder i et land langt væk, når man ser en dokumentarfilm på en skærm, mens man selv sidder i en lækker sofa på en fredelig villavej og drikker rødvin,« siger Keldorf. »Men med VR kan jeg nærmest hive folk ind gennem skærmen og placere dem i en boble, hvor de står det samme sted, som jeg selv gjorde. Jeg kan give folk direkte øjenkontakt med de folk, jeg har talt med. Når jeg på den måde kan placere folk over for en person, hvis børn er myrdet af narkobander, tror jeg, de vil forstå migrationsproblematikken i USA meget bedre,« siger han.

Jeg er i gang med at gennemleve de ni måneder som foster i livmoderen, og jeg er komplet opslugt. I virkeligheden sidder jeg i en rød stol i virtual reality-biografen.

Beyond the Wall er placeret i en buket af film på programmet, der bruger 360-grader-kameraets muligheder til at skabe øget bevidsthed om en sag. I Chasing Coral kommer vi med dykkerne ned under vandet til de døende koralrev ud for Australiens kyster. I The Sun Ladies sidder vi med i køjesengene og rundt om frokostbordet hos de kvindelige krigere, der kæmper mod IS-soldaterne.

Men de bedste af VR-oplevelserne forfører sanserne på en mere fuldstændig måde. I den fænomenale Tree af Milica Zec og Winslow Turner Porter III ser man ikke billeder af rovdriften på træerne i den peruvianske jungle, men får selv lov at gennemleve et kapok-træs livscyklus, sådan helt bogstaveligt. Jeg starter oplevelsen som et lille frø i jorden. En kraftig duft af fugtig muld overrasker mine næsebor. Det viser sig, at installationen er beriget med duft-essenser, vindmaskiner og andre remedier, der også aktiverer føle- og lugtesansen. Den rygsækformede SubPac, der er spændt fast på min krop, dirrer i mine skulderblade, da jeg bryder gennem jordoverfladen. Først er jeg så lille, at jeg er i øjenhøjde med kolonner af myrer i skovbunden. Så bliver jeg høj nok til at se de farvestrålende papegøjer, der flyver larmende fra træ til træ. Mine arme er blevet til grene, jeg kan bevæge. Da jeg skyder op forbi de øvrige trækroner, kan jeg mærke vinden i ansigtet. Og så, pludselig, kan jeg lugte ild og hører lyden af motorsave, inden jeg vælter.

Film som Tree og Wonderful You giver fornemmelsen af, at man oplever fødslen på en helt ny genre. Det er totaloplevelser, der tager elementer fra både computerspil og dokumentarfilm og skaber et nyt, sanseligt rum med enorme muligheder for blandt andet undervisning, forskningsformidling og meditativ fordybelse. Det bliver spændende at se, hvilke nye landskaber dokumentarfilmen kan tage os med til, når teknologien forbedres yderligere.

CPH:DOX kører frem til den 25. marts.