Der er tre udsagn, der går igen i de sidste 25 års interviews med Pia Juul, og de er alle tre løgn. Et af dem har været det hele tiden, et andet er blevet det, og det tredje bliver det – i dag. For det passer ikke, at hun ikke læser digte. At hun til gengæld læser masser af krimier. Eller at hun ikke kan skrive politisk.
Det sidste først: Forbi, den 55-årige forfatters første bog i fire år, udkommer denne fredag og begynder med et fem sider langt prosadigt om tiggere, vrede, afmagt, politikere og alt det, der falder tilbage på os, fordi vi har valgt dem. Har Pia Juul simpelthen skrevet et politisk digt?
»Ja, det er jeg måske kommet til … Det er ikke, fordi jeg føler, at ’nu må jeg gøre noget’; jeg har bare aldrig kunnet se, hvordan jeg kunne flette de her ting sammen, det ville hurtigt blive ret manieret. Jeg er stærkt frustreret over, hvordan verden ser ud, og det er en frustration og en afmagtsfølelse, som gennemsyrer alt i mit liv – alt, hvad der har fungeret nogenlunde godt i Danmark, bliver smadret systematisk. Det værste er alle de mennesker, som ikke længere kan få den hjælp, de før i tiden kunne få. Folk uden arbejde, syge og indvandrere. Det er, som om vi har nogle politikere, som slet, slet ikke forstår, hvad der foregår. Og så har vi så travlt med at være forargede og rystede og grine af, at amerikanerne kunne stemme på Trump, men for mig at se er der ikke særlig meget forskel. Jeg vil ikke påstå, at Lars Løkke Rasmussen er helt lige så uhyggelig som Trump, men alt det, vores politikere foretager sig, minder om det, der foregår i USA, og som vi er så forargede over: Dem, der har meget, skal have mere, og dem, der er små og sårbare, dem sparker vi til.«
I sin næste bog, Asterisk, en samling af tekster og taler fra 1991-2017, der udkommer i april, trøster forfatteren sig med, at verden altid har været af lave. Hendes 80-årige forældre voksede op under Anden Verdenskrig og satte børn i verden, mens Cubakrisen rystede dem og alle andre i begyndelsen af 1960erne. Selv blev Pia Juul fyldt af frygt, når hun i 1970erne så underlige skyer på himlen, for var det paddehatten, der kom nu?
I dag er frygten en anden: Mens Pia Juul beundrer forfatterkolleger som Theis Ørntoft, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Mads Nygaard for faktisk at gøre noget i forhold til de to vigtigste samtaleemner i dagens Danmark – vejret og flygtninge – har hendes døtres generation resigneret indkasseret nederlaget fra klimakampen og kan i stedet for koldkrigens storpolitiske langdistanceforviklinger indtage alverdens ulykker in real time på internettet.
»Det ville være dejligt at leve i en tid, hvor man syntes, at alting blomstrede op og lovede godt for fremtiden, og hvor jeg kunne sige til mine to børn, at verden tegner lyst, og når jeg er væk, så har I det skidegodt. Men det er meget svært at se, hvad det her skal ende med.«
Her og nu er det endt med det første politiske digt i et forfatterskab, der aldrig har savnet voldsomhed, men altid har fundet den i relationerne mellem mennesker. Siden debuten med levende og lukket i 1985 har der været mange splintrede glas og vilde falsetter, mens det, der efterhånden ligner Pia Juuls signaturstil, det poetiske klarsprog isprængt en næsten barok humor, først kom henved 15 år senere.
Selv har jeg savnet Onkel Hector, lige siden jeg mødte ham første gang i 1999. Dengang var han med solen i øjnene på vej til at sige noget i det andet digt i samlingen sagde jeg, siger jeg, men nåede aldrig længere end til at stå midt i syrenduften på Højen. »Desuden gjorde han altid/ sådan med hånden/ Sådan«, som Juul skrev. Det var denne gestikulerende onkel, der introducerede humoren i Pia Juuls digte, selvom hun har en vag erindring om måske at have skrevet noget morsomt før. Siden har hun skrevet ret meget ret sjovt, men Onkel Hector er aldrig dukket op igen, ikke engang i Avuncular, der i 2014 udkom med genrebetegnelsen »onkelagtige digte«; vi er nogle, der stadig hepper på ham!
»Jeg fandt ud af, at jeg kan gøre lige, hvad jeg vil,« siger Pia Juul om arbejdet med sagde jeg, siger jeg, »og jeg fik en følelse af frihed, som så også betyder, at jeg tit er utroligt meget i tvivl om, hvad i alverden det er, jeg har lavet, og om folk kan se det – men der har været sådan nogle befriende øjeblikke, hvor jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal skrive digte ét ad gangen, og til sidst har vi så en bog. Senere, da jeg skrev digtene om onklerne, var jeg meget forbløffet over, hvor mange af dem der havde den her traditionelle, onkelagtige tone, og kunne slet ikke forstå, hvor den kom fra.«
I Forbi læner Juul sig tilbage til tiden før Onkel Hector, dengang der stod ét digt på hver side, og hvor humoren allerhøjst lå på lur. Bortset fra det lange indledningsdigt er dét situationen igen, og i den forstand er vreden tæmmet, men Pia Juul lader det akutte mørke møde sin absolutte modsætning i epigrafen, der citerer langmodige B.S. Ingemann: »Giv Tid! og Livets Træ bli’er grønt/ Maa Frosten det end kue./ Giv Tid! og hvad du drømte skjønt,/ Du skal i Sandhed skue.«
»Lige præcis det citat har fulgt mig gennem livet. Jeg kan huske, at jeg skrev det til min farmor og farfar, da jeg var gravid første gang. Når man venter barn, ved man jo godt, at der er meget, der kan gå galt. Jeg kan huske, at jeg næsten ikke kunne skrive det, men jeg havde bare sådan lyst til at skrive det til dem. Jeg kan stadig synge det for mig selv, dels fordi det er en skøn sang, dels fordi det jo ikke altid er sandt, men hvis man går og synger det for sig selv, så tror man måske på det.«
– Er det trodsigt, at du har sat netop de linjer som indgang til »Forbi«?
»Det kan man jo godt sige, men alt det sortsyn, vi lige har snakket om – hvis det kun var det, der fandtes i ens liv, så kunne man lige så godt stå af, ikke. Jeg er jo godt klar over, at de her digte ikke er morsomme.«
Godt halvvejs inde i den nye samling finder man imidlertid et lille hængsel, der hægter mistrøstigheden i første dels titelløse digte sammen med resten af samlingen: »Meget er forbi, meget er væk, meget/ bør begynde«. De efterfølgende digte rummer mindre trods; ved at række ud efter andre mildnes uforsonligheden hos digteren. Oprindelig var de tænkt som portrætter, hvor navnet var titlen, men Pia Juul endte med initialerne – SB for Suzanne Brøgger, GG for Greta Garbo osv. – fordi hun vender vrangen ud på de citater, hun går i dialog med, skriver sig selv ind i digtene, eller blander flere forfattere sammen i ét digt.
»Så jeg skriver ikke, hvor og hvad det er. Men de breve, som Greta Garbo skrev, og som var på auktion for nylig, de er simpelthen så sørgelige, at man tror, det er løgn. Det er ren poesi, men virkelig poesi.«
Og dermed er vi fremme ved den anden løgn.
»Altså, det der med, at jeg ikke læser digte, det passer jo ikke, og det har aldrig helt passet,« siger Pia Juul.
Jeg ser vantro op fra den mellemstore balje kaffe, hun har udstyret mig med i digterlejligheden i Søborg.
– Men hvorfor har du så sagt det?
»Fordi jeg tit har følt mig lidt på herrens mark med det. Men som jeg jo også altid har sagt, er der masser af enkeltstående digte, som jeg elsker og har læst rigtig mange gange, digte, som har sagt mig noget. Jeg er bare ikke litterat, og jeg har heller ingen uddannelse, andet end at jeg uddanner mig selv. Jeg har jo læst altid, så selvfølgelig har jeg også læst digte – jeg prøver ikke at sige, at jeg ikke ved noget om digte – men ligesom jeg skriver dem, læser jeg dem også, altså med min intuition.«
I mange år skete det ofte, at den intuition blev anfægtet, når Pia Juul mødte sine læsere ved oplæsningsarrangementer; der sad altid nogle, der var vrede over, at digtene ikke rimede.
– Hvornår har du sidst hørt den indvending?
»Det er i hvert fald ti år siden, men den kom ret tit – og lige så tit fra nogen, der selv skrev. Og som rimede og syntes, at sådan skulle digte se ud. Det er jo ikke, fordi jeg synes, digte ikke må rime, det er bare meget, meget svært. Inger Christensen var fantastisk til det, og Peter Laugesen rimer af og til, og jeg tror også, jeg selv har haft et rim eller to. Halfdan Rasmussen kunne rime, og det var ikke bare sjovt, det var virkelig genialt, og det er jo også derfor, man bliver ved med at læse hans digte for sine børn – eller for sig selv, for man bliver forbløffet over, hvordan rimet kan åbne sproget eller overraske en. Man ser sproget på en anden måde, når det rimer.«
– Man får meget foræret, fordi man får rytmen så tydeligt med. I en af teksterne i »Asterisk« skriver du om Carl Nielsen og hans sans for mellemrum, og han bliver så sur over …
»… violinisten, der står og piller fnug af sin jakke; han er ikke rigtig med, når han ikke selv skal spille. Det stregede jeg under i Levende musik for virkelig mange år siden. Jeg har ikke forstand på metrik, men jeg har en meget god rytmesans og måske også en sans for timing, så selvom det ikke rimer, er der rigtig mange af de andre gamle poetiske dyder, som man benytter sig af, eller: Jeg gør, og rigtig mange andre gør også. Eksemplet med violinisten har jeg tænkt meget på, når jeg hører live-jazz, for når en musiker har haft sin solo, går han måske lige op i baren og henter en danskvand. De første gange, jeg oplevede det, tænkte jeg, det kan da ikke være rigtigt! Hvad med Carl Nielsen?? Jeg har faktisk ikke fundet ud af, hvad jeg skal mene om det,« siger Pia Juul og ler højt, »men nogle gange bliver jeg næsten forarget, ikke?!«
Forargelsen hægter sig på det krav om nærvær, hun i Asterisk flere gange fremsætter: »Nu kan jeg faktisk sagtens forestille mig stor kunst, der er fragmenteret og usammenhængende. Men nærvær kræver jeg til alle tider,« hedder det. Mens Pia Juul går ind i lejlighedens »rygerkupe« for at finde et par bøger, konstaterer jeg stærkt nærvær i læsebunken på bordet: Harald Voetmanns sorgbog Amduat, Mikael Josephsens digte fra et misbrugerliv, Jeg er farmor, Patrick Modianos selvbiografiske roman En stamtavle. Jeg spekulerer over, hvad den lille bunke besindelse handler om.
– I din digtsamling, som du tilmed kalder »Forbi«, vender du tilbage til en stil og et toneleje, som det er et stykke tid siden, du har brugt. I »Asterisk« er der tekster fra 27 år. Du har også udgivet samlede digte og samlede noveller – det er næsten, som om der er en lille boopgørelse i gang?
»Jeg hører i hvert fald flere og flere sige ’øv, hvor er vi blevet gamle’, og så er der altid en, der siger ’tænk på alternativet’. Men det er jo sådan, det er. Det er bare svært at forstå, selvom det er s-i-n-d-ssygt banalt.«
– Men føles det ikke bedre at være forfatter i halvtredserne end i tyverne?
»I disse dage vil jeg sige ja, for jeg har en periode nu, hvor jeg dels har gjort de to nye bøger færdige, dels regner med at udgive en bog om Agnes Henningsen til november. Og så skriver jeg på en roman, som jeg faktisk tror på bliver færdig. Men jeg er selvfølgelig hele tiden bange for, at det skal gå over.«
– Er der en anden afklarethed med, hvad du vil, og hvad du kan?
»Nej! Den kommer aldrig. Jeg har det, nøjagtig ligesom jeg altid har haft det, at jeg kender alle fejlene – alt det, der ikke blev sådan, som jeg havde drømt om, men så er der til gengæld sket noget andet, som har overrasket mig. Men det der meget, meget korte øjeblik, hvor man næsten synes, man er genial, det holder ikke.«
Noget andet, der ikke holder, er Pia Juuls gamle kærlighed til krimigenren, og dermed når vi til den tredje løgn. Igennem mange år har hun været dén litterære forfatter, man kunne trække frem, hvis man skulle adle krimilæsningen, og den største diskussion om hendes prisbelønnede roman Mordet på Halland (2009) gjaldt, om den erklærede ikke-krimi i virkeligheden var en slags krimi.
»Jeg læser ikke krimier mere. Men jeg bildte mig jo ind, at man ikke blev dårligere til at skrive af at læse lortebøger, og rigtig mange krimier er jo skrevet rigtig dårligt. Virkelig dårligt. Jeg læste alle tre Stieg Larsson-bøger på en juleferie, og de er jo plot-spændende, men det er ligesom at læse Ekstra Bladet, små korte lortesætninger. Han kan ikke skrive, men han kan skrue en historie sammen. Men det er nu ikke hans skyld, at jeg opgav krimierne, for han er slet ikke den værste. Der er nogle, der virkelig ikke kan skrive, det kunne han sådan set godt, sproget var bare ikke interessant. Og man siger jo om mange af de svenske krimiforfattere, der bliver oversat til engelsk, at de er meget, meget bedre på engelsk, fordi de er så ringe på svensk. Jeg følger ikke med i det mere og savner det heller ikke, men når jeg læser Modiano – hans bøger er slet ikke krimier, men de har tit en liiiiille snert af noget kriminelt – så er de undersøgende på samme måde, som gode krimier er, fordi han går tilbage i tiden og kigger på sit liv, prøver at udforske det, efterforske det.«
Dagbøger har alle dage været Pia Juuls eget lille husholderi.
»Men der er ikke ret meget at vende tilbage til eller guld, jeg kan bruge. Selvfølgelig står der et eller andet, jeg kunne bruge, men det bliver mere og mere umuligt at læse mine dagbøger, fordi der er så mange. Nu, hvor jeg samlede teksterne til Asterisk, tænkte jeg, at jeg, om ikke andet så for min egen skyld, burde have skrevet nogle erindringer, mens jeg var ung.« Anmeldelse side 5.
PIA JUUL (f. 1962) debuterede med digtsamlingen levende og lukket (1985). Siden er kommet 20 bøger i mange forskellige genrer. Hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2000, har modtaget en række priser, blandt andet Emil Aarestrup Medaillen, Beatrice Prisen, Morten Nielsens Mindelegat, Danske Banks Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og Kritikerprisen, og har siddet i Det Danske Akademi siden 2005.
