Folkesjæl. Med valget af Donald Trump som præsident har konspirationsteoretikerne fået en af deres egne i Det Hvide Hus. Idéhistorisk set er det ikke så underligt, for landet er grundlagt på frygten for en lyssky sammensværgelse.
Konspiration mod konspirationen
Konspirationsteorier er forestillinger om, at skjulte kræfter kontrollerer os og trækker i trådene bag vore rygge. Uforståelige fænomener, der virker kaotiske og komplekse, er i virkeligheden del af en større plan, sat i værk af hemmelige loger, jødiske familier eller ondsindede regeringer. Internettet vrimler med konspirationsteorier; de er på mange måder blevet mainstream, og i USA har Donald Trumps indsættelse som præsident for alvor flyttet dem fra periferien til det politiske centrum.
Trump var allerede ved præsidentvalget i 2012 en af de mest prominente støtter til teorien om, at Barack Obama ikke var født i USA. En grundløs spekulation med klare racistiske undertoner, der i årevis havde floreret på den amerikanske højrefløj. I tv-debatterne med Ted Cruz fremdrog han den lige så opdigtede historie om, at Cruz’ far havde været involveret i mordet på John F. Kennedy. Det var dog særligt i kampen om tronen mod Hillary Clinton, at det tunge konspirationsskyts blev taget i brug. Historier om, at Hillary var i et hemmeligt lesbisk forhold med sin toprådgiver, og at hun havde betalt Google for at skjule negative søgeresultater om hende, er blot toppen af det isbjerg. En mindre lungebetændelse blev til et tegn på, at hun skjulte en dødelig sygdom, hvilket Trump straks udnyttede til at så tvivl om hendes helbred.
Del: