Efter 38 år med hjemme- og selvstyre har Grønland en tuberkuloseepidemi, der er vokset støt siden 1980erne, 44 gange så mange seksualforbrydelser mod børn under 15 år per indbygger som i Danmark, og revisordokumentation for, at de sidste to regeringschefer stjal fra kassen. Grønlænderne er danske statsborgere, men vi accepterer, at en række helt basale sociale rettigheder ikke gælder på Grønland. Samtidig har danskerne forpligtet sig til at betale for gildet uden nogen form for indflydelse, uanset hvor uanstændigt den grønlandske elite opfører sig, eller hvor ringe den grønlandske befolkning har det. Men hvordan er det gået så galt, og hvorfor accepterer andre danskere, at deres landsmænd bliver behandlet så dårligt?

Svaret består af to dele. For det første, at de mest ressourcerige grønlændere greb 1960ernes ordforråd og stemning og igangsatte en potent identitetspolitik for inuitter, som siden 1970erne kun er blevet stærkere. For det andet, at den danske elite på tværs af politiske skel er opdraget i samme modkulturs hegemoni og at ingen derfor overvejer, om dens konklusioner nu ikke skal afprøves mod virkeligheden.