Det kan godt være, at sorg klædte Elektra, men vrede klæder Lone. Det er et jeg der taler (Regnskabets time) af Lone Aburas, som udkommer i dag (og anmeldes af kollega Bukdahl på forsiden af sektionen), er en eruption af stærke og stolte ord, der befæster en lille, befriende tendens til vrede i moderne dansk kvindelitteratur (er der egentlig stadig noget, der hedder kvinde litteratur?).

Det begyndte med Christina Hagens White Girl i 2012 og fortsatte med Maja Lee Langvads Hun er vred. Et vidnesbyrd og transnational adoption i 2014. Så vendte White Girl tilbage for nylig med en to’er, og nu slutter Lone Aburas sig til vredeskoret med sin aggressivt indignerede enetale, frækt genrebetegnet som agitprop, altså agitationspropaganda, som i de gode, gamle Sovjet-dage.