Musik. De skifter violinen ud med et vaskebræt, slår på tromme på flyglet og lader blokfløjten hvisle. Line, Andreas, Nicholas og Stefan har gendigtet et stykke klassisk musik.
En snurretop i flyglet
De kalder den fuglebølgegrafen. Det er egentlig bare en rød streg, der er tegnet på tavlen. Den går fra den ene side til den anden og bugter sig undervejs på forskellige måder mod toppen. Flere steder er der små streger på tværs med forkortelser som: F.T., Va. eller D. Nogle af bugterne kunne godt minde om fuglenæb – deraf navnet.
Selv om det umiddelbart er svært at se, så er fuglebølgegrafen en slags nodesystem, der skal bringe Line, Andreas, Nicholas og Stefan gennem det stykke musik, de står og øver på. Grafen angiver tiden på tværs af tavlen og lydstyrken i højden. Forkortelserne fortæller, hvornår de forskellige instrumenter kommer ind. De fire på holdet har selv skrevet både musik og nodesystem. De mødte hinanden for første gang fredag formiddag, og nu er vi nået til lidt efter frokost. Alligevel er både musik og nodesystem allerede ved at sidde fast i hukommelsen.