Mere end en diagnose. I 1800-tallet gør Gustave Flauberts »Madame Bovary« hysteriet til et litterært fænomen, og også i dag stiller populærkulturen skarpt på de ømfindtlige nervesystemer. Vores forhold til hysteriet har i mere end halvandet hundrede år været med til at definere tidens kvindesyn.
Hysteriske kvindemenneske!
Madame Bovary fødes i 1857 i kølvandet på romantikkens dyrkelse af kvindens renhed. Men Emma Bovary er alt andet end ren. Hun er utro og har mistet selvkontrollen – hun er hysterisk. Hun brænder sin brudebuket og opfører sig i det hele taget uforudsigeligt. Hun svinger mellem en feberagtig snakken-derudad og perioder helt uden tale. Hun er bleg, hjertet slår for hurtigt, hun har kvælningsfornemmelser og spytter blod. Hvorfor? Er det provinsborgerskabets kedelige ægteskabsidyl, der er ved at kvæle hende? Eller er det tværtimod de udenomsægteskabelige affærer og den sanselighed og overspændthed, som følger med, der fremprovokerer de hysteriske symptomer?
Hysteri som diagnose for kvinder med alskens uforklarlige symptomer har en lang, changerende historie, ligesom den lange liste af årsagsforklaringer gennem tiden har været farverig – om det så har været en vandrende livmoder, en forhekselse, for megen romanlæsning eller for lidt sex. Hysteri har altid fascineret. Også Gustave Flaubert.