Engang købte man ét møblement i sit liv. Eller arvede det. Og passede på det. Så kom masseproduktionen og IKEA og de andre lavprisvarehuse og lærte os, at der ikke var nogen bånd, som bandt os. Man kan lave om på sit hjem, så ofte man har råd og energi til det. Nyt tøj og nye ting er noget, man køber bare for oplevelsen. Hjemme hober tingene sig op, og ironisk nok påpegede selveste IKEAs bæredygtighedschef Steve Howard for nylig, at Vesten nu har nået peak stuff. Der er ikke brug for eller plads til flere ting.

Måske kan forbrugsforstoppelsen vendes til et gode – en produktion, som ikke skader miljø og mennesker, og et bedre liv med tingene for os alle. Og ikke mindst til en bevidst indsats for at skabe ting, som har indbygget langtidsholdbar skønhed. Umiddelbart forbinder man sjældent bæredygtighed med æstetik, men det er præcis, hvad idehistorikeren Kristine Harpers arbejde går ud på. Hun udgav sidste år bogen Æstetisk bæredygtighed, og hun underviser fremtidens designere i at skabe ting, som kan blive ved med at appellere til vores sanser, som led i uddannelsen inden for Sustainable Fashion på KEA Design i København.