Fårenes uld er færingernes guld, lyder en gammel talemåde på Færøerne, men i dag er landets rigdom af den sølvglinsende slags, og den befinder sig under vandet.

To færøske mænd er i gang med at suge titusindvis laks op fra et net i fjorden. De suges op i et stort rør, strømmer ind i en maskine, der giver dem et gok i nødden og en kniv i struben. Derefter ind i en lastbil og hen til en fabrik, hvor ansatte ved et samlebånd flår tarme, nyre og hjerter ud af dem. Laksene renses, pakkes i kasser og eksporteres til hele verden.