Jurnalister billede

Sonja Furu

(f. 1993) er Indienkorrespondent med base i New Delhi, hvorfra hun skriver om indisk litteratur, kultur, opbrud og udvikling. Særligt optaget af historier, der udfordrer Vestens verdensopfattelse og de sandheder, vi fortæller hinanden. Uddannet cand.mag. i Journalistik fra Syddansk Universitet og forfatter til debatbogen Unormale mennesker, (2022). Twitter/Instagram: @sonjafuru.
Monumentmagt. Modi bruger arkitektur til at omskrive Indiens historie. Senest har han genopført et historisk hindutempel, hvor der plejede at ligge en moske. Weekendavisen var med, da helligdommen blev indviet.

Indiens nye tempelridder

AYODHYA, NORDINDIEN – Manjor Kumar forsvinder i mylderet, drejer ned ad en gyde med geder og mudder og op ad en støvet trappe i sit nymalede hus. Fra taget kan man svagt skimte det nyopførte hindutempel Ram Mandir. Disen gør det vanskeligt at se mere end et omrids, men sigtbarheden ser ikke ud til at genere Kumar det mindste, han ser en lys fremtid for sig: Den beskedne bolig skal renoveres, pudses og omdannes til et hotel med temple view.

Kumar er vokset op i den religiøse by Ayodhya med gravsteder, bedesteder, templer, moskeer, trange passager og små pladser. Den, som begiver sig herind på egen hånd, finder aldrig ud igen, tænker jeg. Men mon ikke kræmmere som Kumar vil ane en god forretning i at blive guider i det, der snart vil være destination for millioner af pilgrimsrejsende.

Tågen ligger kold og tung. Kumar skutter sig i sin tynde dunjakke. »Vi har ventet i 500 år,« siger han. Sådan siger mange.

Flere end 500.000 mennesker er draget mod Ayodhya for at overvære indvielsen af det enorme tempel, som strækker sig over 30.000 kvadratmeter. Nogle har tilbagelagt vejen til fods, gået flere hundrede kilometer. Da jeg nærmede mig byen, lignede det en folkevandring. Festklædte mennesker med faner og glødende blikke. Jeg forstår bedre nu, hvorfor indvielsen bliver kaldt »det vigtigste øjeblik« i moderne Indiens historie.

Men templet er også et af de mest kontroversielle. Anerkendte historikere er påpasselige med at udtale sig kritisk. »Jeg må hellere afstå. Det nye Indien …« skriver én, da han afviser min interviewanmodning. 

FOR OVER 30 år siden lå moskeen Babri her, hvor man nu kan skimte Ram Mandir. I årtier har det været et ønske for hinduer at få bygget et tempel på samme sted – eller genopbygget, som Swadesh Singh, forfatter til et værk om templets historie, siger til mig. Hinduerne mener, at der inden moskeen lå et hindutempel, og at guden Ram blev født netop her.

I 1980erne opstod der en bevægelse for at rive moskeen ned og genopføre gudens fødested, og en decemberdag i ‘92 besluttede grupper af højrenationalistiske hinduer at køre mod Ayodhya. Da horderne nåede byen, kravlede de op på kuplerne af den 500 år gamle moské og brugte, hvad de havde i hænderne, indtil moskeen faldt sammen under dem.

Ødelæggelserne udløste de mest voldelige optøjer siden landets uafhængighed, flere tusinde blev dræbt på åben gade. Størstedelen af dem muslimer. Hinduer udtalte efterfølgende, at de var »stolte« af nedrivningen. Jorden tilhørte jo dem. En konklusion, som højesteret i Indien tilsluttede sig i 2019. Efter årtier uden enighed besluttede dommerne ganske opsigtsvækkende, at et nyt tempel kunne opføres, hvor den ødelagte Babri-moské lå. Højesteret tildelte grunden i Ayodhya til hinduer og gav muslimer et mindre stykke land til en moské omtrent 20 kilometer derfra.

TIL INDVIELSEN AF Ram Mandir er blodet og volden i ‘92 fortrængt. Ingen vil tale om optøjerne. Spørgsmål bliver affejet og opfattet som upassende midt på festdagen. Som en udefrakommende, der graver i en gammel familiekonflikt, alle for længst er videre fra. Templet forener, folkefesten er for alle, lyder det.

Weekendavisens udsendte blev stoppet fire gange på vej til indvielsen af det kontroversielle tempel. Fejringen var overvældende. Det samme var sikkerheden. Foto: Ali Monis Naqvi
Weekendavisens udsendte blev stoppet fire gange på vej til indvielsen af det kontroversielle tempel. Fejringen var overvældende. Det samme var sikkerheden. Foto: Ali Monis Naqvi

Sikkerhedsopbuddet på stedet vidner om en anden vurdering: Fire gange på vejen mod Ayodhya blev jeg stoppet for at vise mine papirer. Selve byen er delt op i sikkerhedszoner, og løfter man blikket, aner man specialstyrker på hustage; droner, helikoptere og videoovervågning. Beredskabet er på sit højeste.

Her er trangt. Alligevel lykkes det mig ikke at få øje på fremmødte med synlige, muslimske symboler. Min lokale guide kender heller ikke til en muslimsk inder i byen, som tør udtale sig om templet.

Indiens muslimske minoritet består af 200 millioner, og dem, jeg talte med, inden turen til Ayodhya, er nervøse. I en fælles Whatsapp-tråd holder de hinanden opdateret. De er urolige for, hvad Ram Mandir symboliserer; hvilke konsekvenser det storslåede tempel kan få. Og ikke uden grund: Forberedelserne til indvielsen har ført til optøjer så langt sydpå som i Mumbai, hvor en muslimsk rickshawchauffør er blevet overfaldet. Et filminstitut i millionbyen er blevet stormet og plakater af Babri-moskeen revet ned og brændt af en gruppe mænd, som råbte: »Jai Shri Ram!« – »Længe leve Ram!«

I Mumbai er hver femte indbygger muslim, det er den indiske storby med flest muslimer. Stemningen er tilspidset, skræmmende, som en fuldskægget rickshawchauffør med muslimsk baggrund siger, da jeg besøger byen et par dage senere. Han foretrækker at holde lav profil. »For hvad hjælper det at råbe højt?« spørger han. »Kampen er tabt.«

Eller som en historiker, der heller ikke ønsker at få sit navn i avisen på grund af den anspændte situation, formulerer det over telefonen: »Ingen taler om Babri-moskeen eller den nye moské, som skal bygges,« siger han. »Det hele handler om Ram Mandir-templet, om hinduernes historie og kamp.«

Optøjerne i ‘92 var skelsættende for det moderne Indien. Måske mere skelsættende end da Narendra Modi kom til magten for ti år siden. De antimuslimske handlinger og holdninger blev normaliseret, efter at man rev Babri-moskeen ned. Samtidig blev det starten på regeringspartiet BJPs storhedstid i indisk politik, partiet vandt momentum med sin hindunationalistiske ideologi og voksede fra to pladser i parlamentet i 1984 til 161 sæder i 1996. I partiets valgmanifest er opførelsen af Ram Mandir nedfældet som et konkret løfte til vælgerne: »Denne drøm bevæger millioner af mennesker i vores land; Ram er en stor del af vores bevidsthed,« står der i manifestet fra ‘96.

Modi har gjort det til en af sine politiske mærkesager at opføre templet i Ayodhya. Byggeriet er endnu ikke færdigt, men premierministeren afholdt alligevel en storslået indvielse. Og det er næppe tilfældigt. Om få måneder går inderne nemlig til valg. Foto: Ali Monis Naqvi
Modi har gjort det til en af sine politiske mærkesager at opføre templet i Ayodhya. Byggeriet er endnu ikke færdigt, men premierministeren afholdt alligevel en storslået indvielse. Og det er næppe tilfældigt. Om få måneder går inderne nemlig til valg. Foto: Ali Monis Naqvi

Nedrivningen af Babri-moskeen var med til at hjælpe BJP og senere Modi til magten. Og opførelsen af Ram Mandir-templet skal efter alt at dømme sikre, at premierministeren forbliver dér.

I AYODHYA INDVIER premierminister Modi Ram Mandir i en overdådig ceremoni, og adskillige delstater erklærer helligdag. Barer lukker, ingen alkohol, det er dry day. Safranfarvede flag med guden Ram hænger overalt, fra busser, rickshaws, tage. Indvielsen sendes på storskærme allevegne: Klædt i cremehvid kurta træder Modi op på templets trappe og begynder den længe ventede Prana Pratishtha. En ceremoni, hvor en afgud af Ram placeres i templet. Hindupræster udfører ritualer og messer hellige skrifter. På tilskuerrækkerne sidder ministre og bollywoodstjerner iført blomsterkranse og solbriller. Pressen er henvist til et isoleret mediecenter, premierministerens egne folk kommunikerer det, han vil sige.

En velorkestreret valgkampagne er i gang: Ram Mandir-templet er endnu ikke færdigbygget, men premierministeren agerer, som var det tilfældet. Nøje tilrettelagt er det naturligvis: Om få måneder skal inderne til parlamentsvalg, og Modi skal vise, at han leverer. Foruden templet er Ayodhya udvidet med en lufthavn, en jernbane og en kommende forlystelsespark med hinduguden Ram som tema.

Oppositionen har boykottet hele showet med beskyldninger om, at premierministeren politiserer helligdommen. Og dybt troende hinduer hævder, at Modi begår helligbrøde ved at indvie templet, inden den sidste sten er lagt.

Men folkemasserne er ivrige og berørte og tilskriver Modi æren: »Nu sker det endelig. Ram kommer hjem, og Modi ji har fået det til at ske,« som en ung kvinde med en rubinrød bindi mellem øjenbrynene siger. Indien har fået sin egen tempelridder. 

Efter ceremonien indtager premierministeren talepodiet. Han fremhæver »en ny æra« for Indien. Han ser ud mod sit eksklusive publikum. Vip-gæsterne klapper. En mælkehvid dis ligger over Ram Mandir-templet og får det til at ligne noget eventyrligt, filmisk. Det kunne være en kulisse, det kunne være optagelserne til en ny, hypet over-the-top-bollywoodfilm.

»Kun ved at bryde fri fra lænkerne af slaveriet kan et land rejse sig og tage ved lære af historien,« fortsætter Modi. »Kun på den måde kan et land skrive ny historie.« Med det mener han, at templet også er et opgør med tidligere tiders årelange undertrykkelse af Indien. Allerede inden briterne nåede Indiens kyst, herskede mogulkejserne; de rev hindutempler ned og byggede monstrøse moskeer. Ram Mandir-templet symboliserer »en venden tilbage til rødderne«. En genrejsning af en ældgammel hinduistisk civilisation, som har været underlagt udefrakommende magter i århundreder.

Flere end 500.000 indere deltog i fejringen og drog til den lille religiøse by, som lyste op i hinduismens hellige safranfarve. Foto: Ali Monis Naqvi
Flere end 500.000 indere deltog i fejringen og drog til den lille religiøse by, som lyste op i hinduismens hellige safranfarve. Foto: Ali Monis Naqvi

I MODIS NYE historieskrivning er herredømmet over byers arkitektur blevet en uhyre effektiv og konkret måde at manifestere sin magt på. Indvielsen af Ram Mandir-templet er den foreløbige kulmination på premierminister Modis hindunationalistiske projekt: Det er kultur, religion, tro og blodig historie. Men så sent som i september indviede han en anden kontroversiel bygning, parlamentet i New Delhi. Premierministeren ønskede en ny parlamentsbygning, som repræsenterede »indiske værdier«, så landets folkevalgte ikke skulle lovgive fra højloftede sale udtænkt af kolonitidens arkitekter. Men bygningen modtog hård kritik for at være opført i Modis verdensbillede, tegnet ud fra urgamle hinduistiske templer. Kritikerne hæftede sig også ved, at man valgte at lægge indvielsen på fødselsdagen for Vinayak Damodar Savarkar, grundlæggeren af hindutva, en højrenational ideologi med det mål at skabe en etnoreligiøs hindustat.

Traditionelt har mange i Indien dyrket diversitet som en national stolthed. Det, som historiker Mukul Kesavan kalder en »zoologisk nationalisme«: Man har set Indien som en menneskelig jungle.

Kongrespartiet, som styrede Indien i årtierne efter uafhængigheden, sagde: Vi repræsenterer den indiske nation, fordi vi repræsenterer mangfoldigheden. Modi og hans parti afviser den pluralistiske nationalisme. De siger: Vi repræsenterer nationen, fordi vi repræsenterer majoriteten, hinduerne – os, der har været undertrykt af andres religioner i generationer. Nu er det vores tur.

Befinder man sig i Indien, er der ingen tvivl om, hvis tur det er.