Ideer uge 2 | 2018

Klima. Hvad har de senere års ekstreme kulde over Nordamerika og Rusland at gøre med global opvarmning?

Af Jens Olaf Pepke Pedersen

Forstyrret vintervejr

DTU space

Det nordøstlige USA er de seneste par uger blevet ramt af store mængder sne og ekstrem kulde, hvor temperaturen flere steder har været nede på omkring 40 frostgrader. I byen Watertown, som ligger i den nordlige del af staten New York tæt ved Ontariosøen, blev der nytårsdag målt 39 minusgrader, hvilket var tæt på byens kulderekord på minus 42 grader, og helt ned til det nordlige Florida var der temperaturer til omkring frysepunktet.

I byen Tallahassee i det nordlige Florida faldt der for første gang i 28 år et tyndt lag sne, og det var ikke kun sne, der dryssede ned på jorden, for rundt omkring i delstaten var der også beretninger om, at det regnede med grønne leguaner, der faldt ned fra træerne. Leguanens kropstemperatur følger omgivelserne, og når temperaturen bliver lavere end fem grader, begynder dens blodomløb at gå i stå, og så kan dyret ikke længere holde fast i grenene.

Mens krybdyrene gik i dvale, blev fronterne i klimadebatten til gengæld aktiveret. Præsident Trump, der holdt juleferie i Florida, tweetede, at nu kunne han godt bruge lidt global opvarmning. Donald Trump har tidligere brugt episoder med ekstrem kulde som argument for, at der ikke er global opvarmning, men dermed begår han samme fejl som de debattører, der forveksler vejr og klima og hævder, at alle ekstreme vejrfænomener som orkaner eller oversvømmelser er et tegn på den globale opvarmning. Tidligere vicepræsident Al Gore var således også ude med en påstand om, at den ekstreme kulde lige præcist var, hvad man kunne forvente af den globale opvarming. Det argument ser heller ikke ud til at være korrekt, men det vender vi tilbage til.

Med vanlig sans for hype elsker de amerikanske medier at bruge udtrykket »cyklonbombe« for det kolde vejrfænomen, som jævnligt rammer USA om vinteren. Selvom udtrykket bombe lyder dramatisk, er det et anerkendt meteorologisk udtryk, som blot beskriver et lavtryk, der uddybes meget hurtigt. På nordamerikanske breddegrader skal luftrykket falde med mindst 24 millibar på et døgn for, at lavtrykket kan kvalificere til at være en cyklonbombe. Der er således ikke noget, der er ved at eksplodere i atmosfæren, og traditionelt er det kun amerikanske meteorologer, der bruger udtrykket. Fænomenet forekommer typisk over havet i vintermånederne, og selvom de dybe lavtryk giver anledning til meget kraftige vinde, er det ikke mere usædvanligt, end at der i løbet af et år udvikler sig 40-50 af disse »vejrbomber« på den nordlige halvkugle. Cyklonerne er desuden en del af de naturlige strømninger i atmosfæren, som er med til at stabilisere klodens klima.

Da de fleste cykloner raser ud langt ude over havet, bliver de ikke bemærket i samme omfang som dem, der rammer det kontinentale USA. Her trækker cyklonerne om vinteren kold luft ned fra Arktis, og hvis luftmasserne forinden har optaget fugtighed fra havet, giver det også anledning til store mængder sne. Det er heller ikke kun USA, der døjer med ekstrem kulde. I 2012 frøs mange russere ihjel, da landet oplevede den strengeste vinter i 70 år med temperaturer ned til minus 50 grader, og sidste vinter blev Stockholm ramt af voldsomme snefald, hvor der på en enkelt dag i november 2016 faldt 39 centimeter sne.

Har Al Gore så ret i, at ekstremt vintervejr ligefrem er et forventeligt resultat af et varmere klima? Det var i hvert fald ikke, hvad klimaforskerne forventede for 15-20 år siden, hvor mange af dem udtalte, at fremover ville snevejr høre til sjældenhederne og kun være noget, som børn ville opleve i fjernsynet. I 1999 offentliggjorde NASAs klimaforskere i tidsskriftet Nature undersøgelser, som viste, at især vintrene var blevet varmere på den nordlige halvkugle. På 30 år var vintertemperaturerne flere steder steget med fem grader, hvilket var ti gange så meget som det globale gennemsnit på en halv grads stigning. Forskernes computermodeller forklarede dette med stigende mængder drivhusgas, der havde ændret cirkulationsmønstre i atmosfæren omkring Arktis, og modellerne forudsagde også, at udviklingen ville fortsætte mod endnu varmere vintertemperaturer. I sin rapport fra 2001 forudså FN’s klimapanel, at de mildere vintre fremover ville dæmpe de store snestorme, selvom risikoen for isslag dog kunne stige, hvis temperaturerne kom til at ligge omkring frysepunktet.

På det tidspunkt havde der i to årtier været en klar tendens mod varmere vintre i Europa, Østasien og USA, mens der ikke var sket de store ændringer i Arktis. I nogle områder, blandt andet i Grønland, havde der i samme periode ligefrem været faldende temperaturer, hvilket der ikke blev talt så meget om. Omkring årtusindskiftet skete der imidlertid et skifte i klimaet, hvor Arktis hurtigt er blevet varmere, mens klimaet flere steder uden for Arktis er blevet koldere, blandt andet i områder i Centralasien og det østlige Sibirien. Især vintertemperaturerne i store dele af Nordamerika og Centralasien er blevet koldere siden 1998, og sidste år viste en amerikansk undersøgelse ledet af klimaforskere fra Stanford University, at ekstreme vintre også er blevet mere normale i USA.

Når nogle klimaforskere nu mener, at de kan forklare vinterkulden med global opvarmning, ligner det en efterrationalisering, hvilket dog ikke nødvendigvis behøver at betyde, at den er forkert. Der er til gengæld ikke enighed om, hvilken mekanisme der bevirker det kolde vintervejr, men der er nok at vælge imellem. Flere klimaforskere har påpeget, at de kolde vintre falder sammen med aftagende havis i Arktis, hvor især sommerisen har været mindre siden 2007, og at der derfor er en korrelation. En korrelation er imidertid ikke det samme som en årsag, og der var også episoder med ekstrem kulde i USA i starten af 1960erne, sidst i 1970erne (især i 1977) og igen i 1983, hvor havisen både var tykkere og dækkede et større areal end i dag.

Andre forklaringer involverer, at opvarmningen i hele Arktisområdet har været større end på lavere breddegrader. Det betyder, at temperaturforskellen mellem Arktis og de tempererede egne er blevet mindre, og da vindhastighederne afhænger af temperaturforskelle i atmosfæren, skulle det alt andet lige give anledning til svagere vinde. Her samler interessen sig om den polare jetstrøm, hvor en kraftig vestenvind i omkring ti kilometers højde blæser rundt om Arktis og populært sagt sørger for, at de kolde luftmasser bliver liggende over Arktis.

Jetstrømmen har ikke et fast mønster, men bugter sig som en slange, og teorien er, at hvis jetstrømmen svækkes, bliver den mere sårbar over for forstyrrelser som for eksempel højtryk. Disse højtryk kan ligge i lang tid og blokere for jetstrømmen, hvilket tvinger den til at slå nogle større sving i sin bane, og så kan de kolde luftmasser fra Arktis slippe ud og strømme sydover.

I efteråret offentliggjorde et tysk-amerikansk forskerteam ledet fra instituttet for klimaforskning i Potsdam et studie af 40 års klimadata for Europa og Rusland, som konkluderede, at jetstrømmen i løbet af perioden oftere og i længere tidsrum var blevet svagere. Forskerne fandt også, at der var en korrelation mellem den svage jetstrøm og kolde vintre i Europa og Rusland.

Klimaforskere fra Sydkorea offentliggjorde i 2015, at de havde fundet en korrelation mellem de kolde vintre og havtemperaturen i bestemte områder af Det Arktiske Ocean. Kolde vintre i Østasien viste sig at hænge sammen med varmere temperaturer i Barents- og Karahavet, mens kolde vintre i Nordamerika korrelerede med varmere temperaturer i Tjuktjerhavet. De foreslog også, at den fysiske mekanisme kunne være, at varmere havtemperaturer om efteråret ændrer cirkulationerne i atmosfæren, hvilket igen forstyrrer jetstrømmen og giver anledning til, at kold luft strømmer sydover i den efterfølgende vinter.

Problemet med forklaringerne er, at der er mange og komplekse faktorer, som påvirker jetstrømmen, og ligesom det er svært at forudsige udviklingen i tropiske orkaner, er det også svært at forudsige jetstrømmens opførsel i fremtiden. Langsomme naturlige variationer i havtemperaturen selv langt væk i troperne har betydning, ligesom mængden af sne og jordens fugtighed har betydning. Derfor ser konklusionen ud til at være, at der er enighed om, at opvarmning i Arktis kan have betydning for, hvad der sker på lavere breddegrader, men den præcise sammenhæng med klimaændringer er fortsat et åbent spørgsmål.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533