1 Sektion uge 25 | 2017

Kulturkamp. Folkekirkekristendommen og kulturradikalismen har fordelt året mellem sig. Førstnævnte ejer julen. Sidstnævnte sidder tungt på sankthans. I baggrunden spøger islam.

Af Kasper Bro Larsen

En kulturradikal jul

Sankthansaften er sommerens juleaften, ladet med kulturradikal mytologi. I Danmark har de to store åndsretninger, folkekirkekristendommen og kulturradikalismen, fordelt året mellem sig. I decemberjulens mørke fejrer vi den kristne grundfortælling om Guds søns fødsel og om glæden på trods. Sankthans finder derimod sted i de lyse nætters tid og vedligeholder myten om det lykkeligt gudløse midsommermenneske, som har nok i solskin og brunet hud. I decemberjulen drømmer vi med englene om det himmelske paradis; til sankthans fejres den jordiske paradistilstand, som J.F. Willumsen forevigede på sit velkendte kulturradikale ikon med de ekstatiske, badende børn. Sankthans kalder tilbage til naturen og væk fra kulturens og religionens byrde; den vækker det nøgne menneske. Som Poul Henningsen bad: »Åh abe, gid jeg var li’som dig!«

Jul og sankthans spejler hinanden som vintersolhverv og sommersolhverv. I decembers julemørke udgør hver kirke i landet en replika af det oplyste krybberum i Betlehem. Ved midsommer copypastes et eventyrligt Skagen ud på hver en strand i kongeriget. Ved synet af bålene langs kysten går sjælens glade pilgrimsgang op til Skagens gamle vippefyr. I vinterjulen synger vi Brorsons pietistiske salmer, mens kulturradikale naturhymner af Holger Drachmann og Thøger Larsen lyder ved sankthansbålet. Og ligesom de kristne i sin tid stjal julen fra hedenskabet, har de kulturradikale approprieret en gammel kristen fest for den hellige Sankt Hans (Johannes Døberen) og tømt den for gudeligt indhold. Snart er sikkert også heksen på bålet forduftet.

Jul og sankthans illustrerer tilsammen balancen i 1900-tallets danske kulturkamp. Siden det moderne gennembrud har dansk intellektuel debat været præget af både konfrontation og våbenstilstand mellem to hinanden overlappende åndsretninger: sognekirkens folkekirkekristendom og gymnasieskolens kulturradikalisme. Med førstnævnte tænker jeg på grundtvigianisme, Indre Mission og Tidehverv, med sidstnævnte på oplysningstraditionen i dens danske aftapning, det vil sige alt fra progressiv, radikal oplysning til økologisk humanisme. Det lykkelige har været, at der også har været tale om et symbiotisk forhold. Ligesom den kulturradikale gymnasielærer går i kirke juleaften, kommer kirkegængeren naturligvis til byens sankthansbål.

De fleste af os er nemlig både kulturkristne og kultur-kulturradikale. En kulturradikal forfatter som Carsten Jensen fortæller stolt om sin passion for juletræspynt. Og jeg tør æde min hat på, at selv Søren Krarups lejlighed er indrettet med kulturradikale relikvier som PH-lampen. Højskolesangbogen har som sådan status af kulturelt totemsymbol. Dens kanoniske repertoire rummer både kristne salmer og kulturradikale antisalmer.

Danskerne har tilsyneladende to religioner, som vi skifter med samme frekvens som dækkene på bilen. Vi holder kristen vinterjul på vinterdæk og kulturradikal sommerjul på sommerdæk. Selv går jeg jævnligt i kirke i vinterhalvåret, mens sommerhalvåret mest tilbringes i naturens katedral. Det er ikke konsekvent, men det er dansk. Vi har en folkekirkekristen grundlov, som vi administrerer kulturradikalt.

Tilsvarende har vi to statskirker. Der er Folkekirken, som optager medlemmer gennem dåb, og Danmarks Radio, som man indlemmes i gennem DAB. Hvor det første medlemskab er frivilligt, er det andet praktisk taget umuligt at komme ud af. Den første statskirke indøver kristne værdier som taknemmelighed, næstekærlighed, og tilgivelse. Den anden forkynder kulturradikale dogmer som individets frihed, mangfoldighed og menneskerettigheder. Tilsammen danner de to statskirker danskernes synkretistiske civilreligion.

Terrorangrebene i USA 11. september 2001 markerede et jordskred for kulturkampen, også i Danmark. I det 21. århundrede er debatten derfor ikke længere et stormfuldt parforhold mellem kristendom og kulturradikalisme, men et trekantsdrama. Den nye tredje faktor er naturligvis islam. Reaktionen på det nye har ikke været forbrødring mellem de to gamle konkurrenter – mod en fælles angivelig fjende – men polarisering. Kulturkampen er i dag præget af, at man I alle tre lejre nærer den ulykkelige tro, at ekstremisterne i egen lejr repræsenterer det autentiske, at det er dem, der kan redde os fra de andre. Vi tror alle, at vi står i en akut åndelig overlevelseskamp.

Islam har tydeligvis sine farlige ekstremister, der ønsker død over både kristendom og sekularisme. De skal naturligvis bekæmpes. Men også de kulturradikale lader i disse år deres purister tegne firmaet: ytringsfrihedsidealister, scientister og Richard Dawkins-kloner i Ateistisk Selskab. Kulturradikalismens frontsoldater har i disse år succes med at udnytte islams aktuelle ekstremismeproblem til at marginalisere al religion, herunder folkekirkekristendommen. Det ses blandt andet, når gymnasier ekskluderer religiøs praksis blandt ellers tilladte fritidsaktiviteter, når jødisk omskæringstradition ønskes forbudt, når DR nedlægger trosprogrammer på stribe, når folkeskolereformen tromler hen over konfirmationsundervisningen, og når politikerne vedtager en diskriminerende og stigmatiserende imamlov. Man hævder ganske vist, at der er mere religion i det offentlige rum end for halvtreds år siden. Men måske er der bare mere offentligt rum. Og mere frygt for religion. Det er tankevækkende, at 1970ernes marxistiske terrorisme ikke førte til den tilsvarende konklusion, at der var for meget politik i det offentlige rum.

De folkekirkekristne gør som de kulturradikale: Lader sig repræsentere af yderfløjen. I hvert fald lykkes det sjældent den brede grundtvigske midtbane, eksempelvis biskopperne, at overdøve familieforetagendet Tidehverv, Inc. Biskopperne repræsenterer jo en form for kulturradikal kristendom og går som sådan i et med tapetet. Og så har Folkekirken brug for en stemme som Tidehvervs, som faktisk tør forsvare den – også selv om en kristelig pointe eller to skulle gå fløjten i den handel. Tidehvervsfløjen benytter islam til at tilbagevise tesen om den irreversible sekularisering, mens der skues mod Putins Rusland efter et kristent idealsamfund uden kulturradikalisme og uden islam. Oh, at have det offentlige rum for sig selv! Det er den samme totalitære drøm i alle lejre. Man dyrker myten om en tabt guldalder, som de andre har taget fra en, og kalder til forsvarskamp for det rene samfund: Et islamisk Mellemøsten, en ateistisk modernitet, eller et kristent Europa. Men det er ikke vejen frem at tro, at vi kan have det hele for os selv.

Kulturkampens lejre består i dag af tre hinanden overlappende cirkler: folkekirkekristendom, kulturradikalisme og islam. Den gordiske knude består af det faktum, at den ene lejrs frygt er lige netop det, som de to øvrige lejre har til fælles. Muslimsk livsform trues af det, som folkekirkekristne og kulturradikale er sammen om: Dansk kultur, historie og tradition. Sankthans er jo ikke rigtig for muslimer, hvis menuen står på fadbamser og hotdogs. Kulturradikale ser derimod religionen som roden til alt ondt – hvilket er netop det, som folkekirkekristne og muslimer har til fælles. Det var for eksempel pointen ved mindehøjtideligheden efter terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Hvis der dog bare ikke fandtes religion, lød den kulturradikale salmesang i form af John Lennons »Imagine«. Endelig frygter de folkekirkekristne globalismen, som til gengæld er fællesnævner for islam og kulturradikalisme. Begge repræsenterer et kosmopolitisk udsyn. Folkekirken er derimod først og fremmest en lokalt forankret nationalkirke, hvis identitet udfordres af det multikulturelle.

Kulturkampen defineres i dag af dommedagsprofeter i alle lejre. Og værdipolitikken indrettes efter deres sirenesang. Men der er næppe nogen af de tre lejre, der vil sejre foreløbig. Der er næppe heller nogen af parterne, der vil forsvinde. Som sagt er de fleste danskere både kulturkristne og kultur-kulturradikale, men vi skal til at lære også at være kulturmuslimer i det små – ligesom muslimer skal inkorporere de to første identiteter. At sterilisere eller ensrette det offentlige rum er til gengæld et eklatant brud på dansk frihedstradition. Her gives kun den gamle, besværlige opskrift: at vi tør tale med og ikke kun om hinanden. Tillad mig en personlig erindring. Som barn boede jeg i Bangladesh, hvor mine legekammerater var muslimer, og min søster foretrak eid fremfor jul. Ahmed og Fatima kunne til gengæld bedst lide den kristne jul. Sådan skal det være. Glædelig kulturradikal jul i aften! Og eid mubarak, i øvrigt, når ramadanen slutter senere denne weekend!

Kasper Bro Larsen er teolog, ph.d. og lektor på Aarhus Universitet med speciale i Det Nye Testamente og kristendommens tilblivelse.

I vinterjulen synger vi Brorsons pietistiske salmer, mens kulturradikale naturhymner af Holger Drachmann og Thøger Larsen lyder ved sankthansbålet.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533