Bøger uge 29 | 2017

Læselaster. Gode fortællinger kan man læse igen og igen; jeg har et større antal, jeg ofte vender tilbage til. Men der er en helt særlig lyst forbundet med litterære nydelser, som andre finder forargelige.

Af Anne Knudsen

Gennem spejlet, garderobeskabet og væggen

Ingen ville jo drømme om at indvende, at »den har jeg hørt«, hvis man lagde Verdis Aïda med Maria Callas på Scalaoperaen dirigeret af Tullio Serafin på cd-spilleren. Den kan man tåle at høre igen og igen, selv om man kender hver intonation. På akkurat samme måde er der store romaner, man kan læse den ene gang efter den anden, mens sproget og de fiktive personers omskiftelige skæbner folder sig ud nøjagtig som sidste gang. En hel del af de bøger, man kan nyde på denne måde, er imidlertid syndige.

Mens verden nemlig er fuld af bøger, som nogen mener, andre burde læse – enten fordi de er mesterværker eller for at udvide horisonten – så er der også en hel del bøger, nogen mener, andre absolut ikke bør læse. Det skyldes sjældent, at disse bøger er dårligt skrevet og en fornærmelse mod sproget, eller at de ikke kunne udvide læserens horisont. Nej, oftest er det, fordi de advarende røster finder forfatterens formodede synspunkter forkastelige.

Jeg læser for min fornøjelses skyld hvert evige år en af de mest kendte blandt disse forfattere, som ingen rettænkende læser bør lege med: Rudyard Kipling. Det er en nydelse, en glæde, en sproglig og dramaturgisk lyst.

Jeg læser dem i dansk oversættelse på samme måde, som jeg foretrækker Aïda med la Callas, selv om andre siden har sunget partiet mindst lige så godt; fordi jeg tilfældigvis først faldt for netop dén udgave. Jeg læste første gang Kiplings Stilk & Co., da jeg var ni, Kim året efter, og derefter Havets Helte, mens Junglebogen, Den Nye Junglebog og Eventyrene hører til min tidligste, højtlæste børnelærdom: »Min ven – i meget fjerne og gamle Tider havde Elefanten ingen Snabel.«

Siden kom Engelskmænd i Indien og Tre Soldater. Jeg har de 18 smukke bind Kipling fra Mellemkrigstiden, der hedder Værker i Udvalg, ja, faktisk har jeg de fleste i to eksemplarer, det ene vandskadet, et i sommerhuset og ét derhjemme. Det ville nemlig være skrækkeligt at få lyst til at læse Kim uden at kunne få fat i den. Min udgave af Kim er oversat af Jesper Ewald, og Stilk & Co. af A. Halling, revideret af Arne Stevns, der også har stået for Junglebogen. Og de gengiver Kiplings pragtfulde sprog på et dansk, så man ikke kan drømme det bedre, så smukt, så velsmagende, så frydefuldt. Hør blot, hvordan Stilk & Co. begynder:

»Om Sommeren byggede alle rigtige Drenge Hytter på den tornbladklædte Bakke bag Skolen. Smaa, velskjulte Tilflugtssteder, som de møjsommeligt havde hugget og snittet midt inde i de tornede Buske. De var fulde af Stubbe, Rodender og spidse Torne, men saasom de var strengt forbudt, blev de i Drengenes Øjne ganske uforlignelige.«

Titelpersonen og hans to venner, heriblandt Kiplings alter ego Beetle, driver deres uvornhed meget langt videre end til de forbudte hytter på skrænten bag kostskolen. Når man læser bogen som barn, er det naturligvis deres udspekulerede oprørskhed, der gør bogen til en fryd. Og hvis man vil påstå, at en pige umuligt kan identificere sig med »rigtige Drenge«, kan jeg kun svare, at selvfølgelig kan hun dét; under de rette litterære omstændigheder kan man identificere sig med en hest, en hund eller en snøvs.

De tre venner spiller deres opblæste latinlærer de mest vidunderlige puds, og de spanskrørsprygl, de får hos rektor, er inderligt fortjente. Men både drengene og vi læsere mener, det er en beskeden pris at betale for glæden ved at plage Mr. King. Som nu, da de ved en henrivende intrige har fået Kaninæg (bare navnet!) til at kaste sten på den hyacint-dyrkende lærers vindue, så hans lyserøde porcelænsskål smadres med sine malede kattekillinger, silkebånd og hele filistrøse udstyr.

Stilk & Co. er, som Tom Kristensen skriver i sit 26 sider lange forord til Værker i Udvalg, på overfladen en roman om oprørere og afvigere, utilpassede modstandere af autoriteterne. Men i grunden fortæller den, at det er netop disse respektløse, selvstændigt tænkende personligheder, der gør den angelsaksiske civilisation andre magter overlegen. Dobbeltmeddelelsen er lige ufordøjelig for de verdensrevolutionære og de postkoloniale, eftersom den er både arrogant, ironisk og sentimental. Det grinagtigste er, at det officielle Britiske Imperium var lige så forarget.

Som lystlæser kan man imidlertid være ganske ligeglad; man kan bare lege, at det er fantasi og foregår på en planet X i en parallel virkelighed, som overhovedet ikke er indrettet med henblik på at bearbejde ens politiske forestillingsverden. Bøger kan jo ikke alle sammen være opskrifter på et dydigt levned.

Som de fleste storlæsende mennesker begyndte jeg tidligt og uden fordomme eller hæmninger; den første historie, jeg kan huske selv at have læst fra ende til anden, var Knold og Tot over en halvside i Hjemmet. Da den var forstået, gik jeg videre til Gyldenspjæt, som stod på den nederste halvdel af siden, og da også den var i hus, gik jeg ud til min mor i køkkenet og sagde: »Nu kan jeg læse. Giv mig en bog.« Min stakkels mor må være gået i panik, og min far var ikke hjemme; hun gav mig B.S. Ingemanns Valdemar Sejr, »National-Udgave« fra 1913 i rødt lærredsbind. Efter at have læst dén – det tog hele vinteren – lod jeg mig ikke forfærde af noget. Den står i dag på min reol og begynder sådan her:

»Fra et lille, afrundet Cellevindue i den sydlige Fløj af Klosterbygningen i Sorø skinnede en stjernelys Efteraarsnat i Aaret 1204 en stille, enlig Lampe gennem de halvafbladede Linde ud paa Søen.«

Så er vi ligesom i gang. Og det fortsætter på samme dvælende facon indtil side 10, da nogen omsider træder ind i cellen til Saxo. Ikke helt enkelt for en syvårig, og ikke blandt de tekster, jeg jævnlig genlæser, skønt jeg er Ingemann evigt taknemmelig for at have givet mig ord som statelig, højagtet, undseelig, rolighed, beskærmende, forstilt, lønkammer, heftig, silde, lyksalighed – og Trækvinden, som jeg først fik knækket, da hun kom i ubestemt form på side 50.

Men Kim læser jeg hvert år, og undertiden læser jeg ham bagefter på engelsk, bare for også at nyde originalens ordvalg. Bogen er et hovedværk i Kiplings forfatterskab og udviser den samme dobbelthed som Stilk & Co. Hovedpersonen er alt det, en englænder ikke er, og afskyr de hvides skikke, klæder, mad og ubehøvlethed. Alligevel ender han med at tjene Imperiet i Det Store Spil, intet mindre, sammen med afghaneren Mahbub Ali, en persisk perlehandler, en overvægtig bengaler med hang til patentmedicin – og en af de få briter i Indien, der forstår noget, etnografen oberst Creighton.

Folk, der ikke vil røre Kipling med en lang kæp for ikke at få besmittet deres retsind, går glip af, hvor ubarmhjertigt – vekselvis morsomt og fortvivlet – Kipling kritiserer englænderne og deres fremfærd i Indien. Af alle hans bøger med indisk emne fremgår tydeligt, at de europæiske koloniherrer er filistre à la King, forbryderisk uvidende og skandaløst fordomsfulde. Ifølge forfatteren såvel som hans hovedpersoner. I Kim får vi også lejlighed til at nyde russernes alternativ til det britiske styre, da de falske trofæjægere, som spionerer i Himalaya – »vi forstaar de Indfødte« – forløber sig over for en hellig mand. Endnu en frydefuld fortælling om, hvordan hovmod står for fald.

Kim er forældreløs og lever et frit og lykkeligt liv på gaden, da bogen begynder, men »Kim var Hvid, en fattig hvid Dreng af de aller fattigste«. Og netop det øjeblik, da fortællingen begynder, sidder han – nej, lad os hellere citere øjeblikket:

»Paa Trods af Borgerraadets Befalinger sad han overskrævs paa Kanonen Zam-Zammah paa Murstens Fundamentet over for det gamle Ajaib-Gher – ’Vidunderhuset’ – som de Indfødte kalder Museet i Lahore. Den, der er Herre over Zam-Zammah, denne ’ildsprudende Drage’, er Herre over Punjab, for det store, irrede Bronzeskyts var alle Dage Erobrerens første Bytte.«

Det hele dramatiske landskab udfoldet allerede på de første linjer! Latente konflikter, storpolitisk historie, indfødte med deres eget blik, vidundere – og ikke mindst de sære, velduftende ord, umærkeligt forklarede: Zam-Zammah!

Netop den dag får Vidunderhuset besøg af en mand, der ikke ligner nogen anden: en lama fra Tibet. Han er kommet ned fra de høje bjerge for at søge den underfulde flod, der ifølge en af de hellige fortællinger sprang op af jorden, hvor Buddhas pil faldt. Kims nysgerrighed får ham til at falde i snak med lamaen, og før dagen er forbi, har han besluttet sig for at følge den gamle mand på hans søgen. Ligesom læseren allerede har besluttet at følge Kim som en skygge. Hver gang.

Dobbeltmeddelelsen er lige ufordøjelig for de verdensrevolutionære og de postkoloniale, eftersom den er både arrogant, ironisk og sentimental.

Folk, der ikke vil røre Kipling med en lang kæp for ikke at få besmittet deres retsind, går glip af, hvor ubarmhjertigt – vekselvis morsomt og fortvivlet – Kipling kritiserer englænderne og deres fremfærd i Indien.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533