Kultur uge 38 | 2017

Debat. Er vi alle racister, fortidsbenægtere, hyklere? Bølgerne fik skum på til et ellers civiliseret arrangement på Gl. Holtegaard om vores fortid i Vestindien.

Af Katja Kvaale

Sukkersød undskyldning

Den sorte – hermed racialiserede, ’afrikanergjorte’ – buschauffør på linje 150 har ingen anelse om, hvor Gl. Holtegaard ligger, men stopper det rigtige sted på Helsingørmotorvejen. Cirkusteltet foran museet er fuldt af velholdte nordsjællændere i deres bedste alder klar til debatweekend på baggrund af udstillingen Kolonihistorier – magt og afmagt. Udstillingen her – og ikke mindst debatweekenden – er et af mange gode initiativer på mindre museer, som opstod i det museale vakuum efter Nationalmuseets aflysning af den nationale hovedfortælling om det tidligere Dansk Vestindien i 100-året for salget af øerne.

Christoffer Emil Bruun er hyret til at styre os gennem to dages debatoplæg om (manglende) undskyldning og postkoloniale nationale traumer. Bruuns gode manerer og opdragelse i Politikens og DRs debatkultur betyder en ferm og diskursivt tryg styring af mødet, ligesom hans fysiske fremtoning – herlovianerlook med hvid skjorte, marineblå blazer samt hans storsmilende og afvæbnende og dermed også lettere skyld-immuniserede væsen – spiller aktivt ind i mødets fænomenologi.

Anledningen er, at museet er bygget for sukkerrørspenge i den indirekte forstand, at Lauritz de Thurah opførte Gl. Holtegaard som sit sommerlyststed ved at tegne Frederiksstaden, som for en stor del er opført for penge tjent ved slavebaseret plantagedrift. »Vi står midt i den resulterende velstand!« siger Bruun.

Tre kunstnere fra udstillingen har Artist Talk. La Vaughn Belle, nu bosat på St. Croix, har på paptallerkner dekonstrueret et testel, Frederik VI bestilte på Den Kgl. Porcelænsfabrik i 1835 med motiver fra kongeriget, troperne inklusive. Orkanen Irma har tydeliggjort arven fra kolonitiden; medierne interviewer hvide turister, mens de sorte vises som butiksplyndrere, siger hun. Vestinderne blev efterladt uden stemmeret i 1917 og har ingen adgang til de katastrofefonde, som stormramte i Florida har. Det er en »amazing opportunity«, at Irma hærgede netop i 100-året, siger Belle.

Danske Jeannette Ehlers, hvis far er fra Trinidad, bidrager med videoværket Black Magic in the White House, oprindelig lavet, da Obama blev valgt. Hun danser afrikanske voodoo-danse i et palæ, der skal forestille »det hvide hus« i bred forstand, for eksempel Marienborg, som også er opført for sukkerrørspenge.

Belle og Ehlers arbejder sammen på en statue af Queen Mary, arbejderoprørslederen, der endte i kvindefængslet på Christianshavn for at have sat ild til plantagerne på St. Croix i 1878, altså 30 år efter slaveriets formelle ophævelse. Statuen skal opstilles ved siden af kopien af Michelangelos David foran Det Vestindiske Pakhus. Ehlers vinker venligt den tredje kunstner, John Kørner, hen til sig. Han virker lettere utilpas i sammenhængen og siger i sin selvpræsentation: »Jeg er en hvid mand. En meget høj hvid mand.« Derved sætter han ord på det fænomenologiske aspekt ved debatten, hvor hudfarve i sig selv har ordløs argumentatorisk kapital.

Kørner bidrager med et kommissioneret værk; en fældet palme som flagstang for Dannebrog og et gruppebillede med en sort mand blandt en flok hvidklædte hvide kvinder, Victor Cornelins’ hvide kor. Cornelins kom som lille dreng fra St. Criox for at blive udstillet i Tivoli, men blev skolelærer i Nakskov, Kørners barndomsby. Den tunge symbolik i Tivoli-udstillingen interesserer ikke Kørner så meget som mennesket Cornelins, som Kørner husker cyklede rundt i Nakskov som ældre mand. Cornelins dannede og dirigerede »Det hvide kor« for byens sygeplejersker, heriblandt Kørners egen mor. Kørner ymter, at han nu bor på multikulturelle Nørrebro, så langt så godt, men helt ærligt mest hænger ud med »my white dudes«; en trodsig uartighed, som hastigt forbigås her i teltet i Gammel Holte.

Lørdag slutter med en museumskurator-snak, hvor Anne-Birgitte Fonsmark får ret i sin antagelse om, at hun nok er hidkaldt som skurken, fordi hun i Ordrupgaards udstilling om unge Pissarro er solidarisk med hans æstetiske blik på datidens Vestindien, snarere end hun påtaler den nationalromantiske selvforherligelse, som Bruun synes billederne rummer. Heroverfor fremstår Gl. Holtegaards Maria Gadegaard som den korrektive antitese ved at invitere mere eller mindre slavegjorte stemmer ind i de Thurahs sukkerpalæ. Har Fonsmark dog ikke tænkt over, hvad Pissarro har fravalgt i sit menneskesyn i datiden? Nej, svarer hun, for hans folkelivsskildringer af slavefamilier rummer empati og respekt omend ikke ligefrem indignation.

Ulla Tofte fra Museet for Søfart står fast som en dæksgast i storm i sin insisteren på, at den postmoderne kritik ikke skal klappes sammen med de oprindelige kilder til et syntetiseret moralsk facit. Hun vil ikke rette i 1700-tals-sømændenes djærve maskuline verdenssyn og sprog, inklusive »neger« og »kinamand«, men bevare det som værdifuldt kildemateriale parallelt med nutidens kritiske formidlingskontekst. Tofte advarer mod det tab af den grundtvigianske og kulturradikale dannelsestradition, der levner tillid til folks egen dømmekraft, som fremvækst af den angelsaksiske tradition – der er almindelig i England, USA og Sverige – vil medføre, fordi sidstnævnte lægger moralske og politiske domme ind som del af udstillingen.

Søndag handler om den manglende undskyldning til Vestindien. Henrik Marstal er mandfolk nok – en betegnelse, han nok ville betakke sig for – til at møde historiker Thorkild Kjærgaard og sociolog Ulla Holm. Ifølge Kjærgaard var disciplinen i sukkerrørsplantagerne helt nødvendig, fordi der ikke var en centralmagt i baggrunden; det var ikke racisme, for 100.000 europæiske søfolk levede under samme disciplin på skibene: »Europæisk imperialisme var et tilbud til de afrikanske folk, og hvis vi havde fået lov til at gøre det færdigt, havde vi ikke haft det kaos, vi har i dag.« Undskyldninger er absurde; skulle vi så også undskylde for Norge 1380-1814, hoveriet og stavns- båndet, spørger Kjærgaard. »Ja!« råber flere i teltet.

Ulla Holm kommer på via Skype fra Accra, Ghana – udskibningsstedet for de danske slaver. Hun siger, at undskyldningsdebatten kun foregår i Danmark. I Afrika diskuterer man alene den traditionelle interne slavehandel, som europæerne blot koblede sig på med de transatlantiske transporter. Slavehandlen gjorde ashanti-folket i Ghana og hele Vestafrika rigt, de ønskede ikke, at det stoppede. Alle i Afrika har blod på hænderne. Elendigheder i dagens Afrika skyldes failed states uden retsstatskultur, det er ikke Danmarks skyld, siger hun. Marstal siger, at »begrebet ’offergørelse’ er en ukonstruktiv modfortælling«. Målet er lige forhold for alle uanset baggrund. En undskyldning er på høje tid, så Danmark kan afslutte det ulige forhold til kolonierne og påbegynde et mere ligeværdigt forhold. At afrikanerne solgte slaver retfærdiggør ikke, at vi også gjorde det. Det er relativisering, siger han.

»Nu bliver det klogt!« siger Bruun glad ved introduktionen af Rikke Andreassen, RUC, og Lene Myong, Universitetet i Stavanger. Og magtfuldt, kunne man tilføje, da de begge er professorer. Der er tale om postkolonial, identitetspolitisk queerteori og kritiske racialiseringsstudier. Lene Myong har indledningsvis »behov for at sige« til Kjærgaard, at hans påstand om, at imperialismen var et tilbud til kolonierne, svarer til at sige, at voldtægt er et tilbud til kvinder om sex. Andreassen erklærer sig enig. Bruun afbryder dem: De to har selv afvist at møde Kjærgaard i direkte debat, så det er »backstabbing« at sige det uden hans mulighed for respons. Da de to professorer åbenbart er enige om ikke at lade indlægget trues af debat og dialog grundet dets moralske superioritet, fremstår seancen lidt som ananas i egen juice. Myong bruger anledningen til at diagnosticere racisme over det hele: Folk tiltaler hende på engelsk i Magasin grundet hendes asiatiske udseende, og folk drukner i Middelhavet.

Debatweekenden slutter med en blandet flok af især historikere. Ifølge Astrid Nonbo Andersen fra DIIS har nutidens beboere på de tre øer lige så forskellige meninger, som vi har, men de er ikke ret optagede af at få en undskyldning. Deres demokratiske limbo uden stemmeret i USA og økonomiske udfordringer optager dem.

Uffe Østergård, professor ved AU og CBS, tilstår, at han frivilligt optræder som »professoren, der blev klogere«. Som herrefolk og kolonination havde danskerne nok den fornødne onde vilje, siger Østergård, men slet ikke evnerne til at gennemføre det. Selv i rigets storhedstid var det nordmænd, der sejlede, og slegsviske købmænd, der tjente pengene: »Vi er kun blevet svagere og svagere. Vi taler fra en svaghedsposition. Danmark har snart den størrelse, vi skal have; vi mangler bare også at komme af med Grønland og Færøerne.« Teltet fniser lidt.

Bo Lidegaard taler højt og tydeligt om, at forhold til kolonierne er mangefacetteret: »Vi har et lidt primitivt forhold til fortiden i dag, hvor vi jo har den moralsk rigtige indsigt og etik. Så hvordan kommer vores oldeforældre ud af dén eksamination? Dårligt!« Teltet fniser igen. »Og det er jo heldigt, for ellers var vi ikke de kloge. Men vi bliver ikke klogere af det historiesyn, snarere selvfede og bagkloge. Det interessante er at leve sig ind i, hvilke menneskesyn og interesser der var på spil dengang. Dét kan vi bruge til at forstå nutiden med migration, rigsfællesskab og vores aktuelle ansvar!« råber Lidegaard.

Østergård runder af med en galgenhumoristisk dystopi: Vi er på vej ned. Det handler kun om at finde en elegant måde at falde på. Vi mister magten til at definere situationen; at påtage os ansvar og skyld er derfor bare en måde at forlænge overlegenhedsfølelsen på – men vi er ikke overlegne længere.

Det flotte, tætte program i teltet foran Gl. Holtegaard levnede ikke tid til egentlig debat, men interessante positioner blev opridset. Glimtvis tænker man på Tom Wolfes berømte essay om »radical chic« – reportagen fra den elitære fundraiser-fest for Black Panthers i Leonard Bernsteins luksuslejlighed på Park Avenue i 1970 – når de velholdte borgere i teltet klapper begejstret over den moralsk fashionable caribiske vrede mod os.

I bus 150 hjem forekommer det, at en symbolsk selvoptaget undskyldning bør vige for reel katastrofehjælp efter Irma, hård politisk lobby for, at USA omsider tildeler øboerne stemmeret – og fuld adgang til alle Rigsarkivets arkivalier fra Dansk Vestindien – komplet med digitalisering, oversættelse og stipendier – så efterkommere af danske slaver i sukkerplantagerne endelig kan få indblik i egne rødder og vores fælles historie i al dens komplekse gru.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533