1 Sektion uge 2 | 2018

Kronik. Børn har for meget magt i familierne, lyder det. Det er noget vrøvl. Børns ret til autonomi og legekultur trues i stigende grad af voksnes travle dagsordener. Et varsel om, hvor vi er på vej hen, kan man finde på de californiske legepladser.

Af Thomas Enemark Lundtofte Og Johanne Laulund-Poulsen

I helikopter-forældrenes regime

Danmarks børne- og socialminister Mai Mercado har varslet debat om opdragelse i 2018. I Politiken kunne man den 25. december 2017 læse, at 71 procent af danskerne mener, at børn har for lidt respekt for autoriteter. Hvor vi i Danmark diskuterer curlingforældre, taler man i USA om »helikopterforældrene«, der svæver over børnene, når de færdes i det offentlige rum.

Som henholdsvis ph.d.-studerende og antropolog på barsel har vi opholdt os i en forstad nord for San Diego siden starten af september. Sammen med vores to små døtre har vi gennemført en mindre turné af sydcaliforniske legepladser. Her følger en anekdotisk beretning om den offentlige legekultur og børneopdragelse i de velstilledes USA.

Om man forestiller sig en slags Karlsson på Taget, en frygtindgydende Apache-helikopter eller noget derimellem, synes at være op til fri fortolkning. Udtrykket peger på en tendens i den offentlige opdragelseskultur i USA, hvor de voksne følger efter børnene og deltager opdragende med deres tilstedeværelse.

Det bliver for et par danske forældre særligt tydeligt på legepladsen, hvor afstanden mellem voksne og børn føles betydelig mindre end vanligt. Mødre og barnepiger er de typiske voksne på legepladserne i hverdagene. I weekenderne er fædrene repræsenteret på lige fod med mødrene, mens barnepigerne holder fri.

Kaoskontrol er, hvad det ligner på overfladen. Leg og legepladser kan, på trods af deres kuraterede udformninger, virke uoverskuelige og kaotiske. Det gælder både for voksne og børn, men på forskellige måder. Mens børnenes fokus er på leg, spekulerer de voksne på sikkerhed og sociale spilleregler.

På en legeplads i Balboa Park i det centrale San Diego er vores datter i færd med at lege på en plasticflodhest. Hun inkluderede os i sin leg, så vi sidder også på flodhesten. En lille pige ankommer for at være med i legen, hvilket vi, som forældre, anser for et kærkomment påskud for, at vores datter kan lege videre med et andet barn.

Vi flytter os derfor fra flodhesten, så den lille pige kan komme til. Kort efter ankommer hendes far. »Did she say excuse me?« spørger han lettere højlydt på vej hen til os. Vi bliver en smule lamslåede af spørgsmålet og fremstammer »it’s okay«. Før vi får sagt mere, mister pigen lysten til at lege på flodhesten og går videre. »I’m sorry,« siger faren og skynder sig efter sin datter.

Hvad mon han egentlig undskyldte for? Måske var det sin datters opførsel. Det kan også være, han var pinligt berørt over ikke at have haft komplet styr på hendes færden. Han havde undladt at svæve over hende for en kort bemærkning, og nu havde hun muligvis opført sig uhøfligt.

På andre legepladser oplevede vi lignende henstillinger. Børnene skulle for eksempel huske at sige tak, når de fik lov at låne et stykke legetøj af et andet barn, og hvis de havde begået uret var det forældrene magtpåliggende at få en undskyldning over barnets læber. Forhåbningen er velsagtens, at man ender op med nogle særdeles velopdragne børn.

Vi er til middagsselskab hos vores naboer i Solana Beach. De har også inviteret nogle af deres lokale venner; en familie med to store børn, hvor faren er fra Danmark. Han har gjort sig nogle tanker om de sociale fællesskaber, man som forælder i Californien ønsker for sine børn. Han mener, det afspejler sig i legepladsernes og legeaftalernes fællesskaber.

Der skelnes mellem børn med helikopterforældre og dem uden, fortæller han. Det er i tråd med konceptet om at »lige børn leger bedst«, når helikopterforældrene vælger og vrager i potentielle legekammerater. Børn, der leger på egen hånd, og som måske kan finde på at indføre blade, grene og jord på legepladsen, bliver automatisk uattraktive for helikopterforældrene.

Helikopterforældrene danner kulturelle fællesskaber, hvor det forventes, at man bakker op om at prioritere orden og den gode opdragelse. Det er en kultur forankret i de voksnes ideer om god opførsel og, ikke mindst, de voksnes ideer om god legekultur for børn.

Et barn, der leger uden sine forældre lige bag sig kommer til at fremstå ustyret og derfor potentielt ustyrligt. Som helikopterforælder formidler man sit barns høflighed og kræver det af barnet. Dog er det på mange måder også en kommunikation mellem forældrene vedrørende børnene. Det er således ikke en del af konceptet, at man opdrager på andres børn. Det er på sin vis en individualiseret opdragelse ud fra strikse sociale spilleregler.

Vi er på udflugt til New Children’s Museum i San Diego. Vores ældste datter leger med noget udklædningstøj. Et stykke væk står en dreng på cirka halvandet år. Han kaster en bog. Den lander dog cirka en meter fra hende. Moren reagerer prompte. Hun tager drengen i armen, marcherer hen til vores datter, og pålægger sin søn at sige undskyld.

Da vi bliver præsenteret for morens ønske om, at drengen skal sige undskyld, siger vi, at vi ikke tror, han var ude på at ramme hende, og at der ikke skete hende noget. En anden forælder siger til drengens mor, at hun forstår hendes ønske om at opdrage på ham. De skal jo lære at have gode manerer, siger hun.

Som forældre ønskede vi at forsikre moren til den bogkastende dreng om, at han ikke havde forurettet vores datter. Således fik vi overskredet den grænse, der sikrer, at det er hende, der bestemmer, hvornår hendes barn skal opdrages. Det var, ud fra helikopterforældrenes principper, vores opgave at bakke hende op.

Vi bragte moren i en situation, hvor hun risikerede at tabe ansigt. Heldigvis for hende var der dog en anden helikopterforælder til stede, der kunne støtte hendes kamp for opdragelse. Det er en oplevelse af, at børnene bliver en ganske konkret forlængelse af forældrenes identiteter og værdier. De samme værdier, der skal reproducere fællesskaberne i børnenes generation.

Det er også en oplevelse af, at børnene konstant er i færd med at lære noget konstruktivt. Den debat vi til tider har om legens berettigelse til at være, uden at skulle være der for noget bestemt, forekommer yderst aktuel i Sydcaliforniens legearenaer. Her skal børnene lære god opførsel – og en hel masse andet.

Uniformen synes velkendt og havde det ikke været for de skiftende danske årstider, var vi måske gået samme vej som i Sydcalifornien. Mødre i løbe-lycra og fædre i tilsvarende sportsbeklædning samt kasketter og store vanddunke. Forældre, der befinder sig i et sportsligt modus med fokus på sundhed og fri bevægelighed.

Børnene skal øve sig på ting. Træne, om man vil. Forældrene forventer, at de prøver kræfter med de forskellige elementer af legepladsens udfordringer. Man ser dem løbe engagerede rundt sammen med børnene, mens de viser dem, hvordan de skal bestige, klatre og springe. Så ringer en alarm på telefonen, og det er tid til at køre videre til dagens øvrige gøremål.

Måske lyder det bekendt. Man forsøger at få ungerne til at røre sig lidt i en ellers travl hverdag og weekend. De voksnes blik på legepladsen som en agility-bane sætter dagsordenen for de aktiviteter, de forventer af børnene. Det udmønter sig i en fysisk og kulturel retorik, hvor børnenes adfærd formaliseres i retning af de voksnes verden.

Ved legepladsen i Moonlight Beach nord for San Diego har vi slået en parasol op på græsplænen. Vores ældste datter har fået kontakt til en pige, som følger med hende hen til vores parasol for at få lidt frugt. Pigen bliver holdt øje med af sin morfar, der holder længere afstand end helikopterforældrene har for vane.

På et tidspunkt spørger pigen om vores datter har »learnt her manners«. Vi kæmper med at oversætte konceptet. Har hun lært at opføre sig ordentligt? Hvad mener hun egentlig selv om det? Og hvad vil det sige? Vi fortæller pigen, at vores datter som regel er god til at opføre sig ordentligt.

Helikopterforældrenes univers indeholder nogle interessante paradokser. Det er en kultur, hvor man – gennem et formaliseret sprog – ønsker at fremstå ekstrovert. Det er den samme adfærd forældrene afkræver deres børn. De skal svare høfligt, sige undskyld og mange tak, men de får ikke mulighed for at prøve at begå sig helt selv. Idealet om det velopdragne barn er på mange måder prisværdigt. Børn har brug for gode, empatiske voksne at spejle sig i. De har ikke mistet respekten for autoriteter. Det var aldrig deres ansvar at finde den, men derimod de voksnes at gå forrest. Helikopterforældrenes strategi er at følge efter deres børn og korrigere deres adfærd.

Et hovedargument i debatten fra Politiken handler om, at børn har for meget magt i familierne. Det er noget vrøvl. Børns ret til autonomi og legekultur trues i stigende grad af voksnes travle dagsordener. Det er den slags dagsordener, der viser sig på de californiske legepladser, hvor høflighed og opdragelse er et individualistisk projekt. Spørgsmålet er derfor, om helikopteropdragelsens fokus på høflighed gør børn i stand til at begå sig i sociale fællesskaber på længere sigt.

Thomas Enemark Lundtofte er ph.d.-studerende i medievidenskab ved Syddansk Universitet. Johanne Laulund-Poulsen er antropolog på barsel.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533