Ideer uge 42 | 2017

Jomfruhinde. Den findes ikke, men fortællingen om den lever videre hos fagfolk og i lærebøgerne til forvirring, svie og smerte for alverdens kvinder. Vi taler stadig om det, der er en hymen, som en hinde.

Af Anne Jensen Sand

Frynserne ved åbningen

Et få uger gammelt pigefoster er ikke andet end celler og væv. Heri udvikler der sig rørstrukturer, hvoraf nogle udvider sig til et hulrum, der bliver starten på vagina. Cirka fem måneder senere bevæger de nedre urin-organer og kønsorganer sig mod denne spæde vagina. I mødet dannes en membran. Det er måske her, at fortællingen om den ikke-eksisterende jomfruhinde starter.

»Der er en hinde, men når pigen bliver født, er der kun rester tilbage af den, og det er det levn, vi kalder for hymen. Der går hul på fosterets hinde på et tidspunkt, men man ved ikke præcist hvornår eller hvorfor,« siger den 73-årige professor emeritus Jørgen Lange Thomsen, der startede som retsmediciner i 1972, og derefter var tilknyttet Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i 25 år som professor og institutleder. Som retsmediciner har han set hymener i alle aldre og er den ene af forfatterne til bogen Mødommen, der udkommer på onsdag.

Måske hinden punkteres under selve fødslen, men det ville sandsynligvis give læsioner, og nyfødte piger bløder sjældent. Måske der dannes sekret i vagina, som lægger pres på membranen, der brister, fortæller han. Men væk er den altså ved fødslen, og kun hymen er tilbage.

»Bogen opstod ud fra en fælles irritation over, at begrebet jomfruhinde stadig bliver brugt i faglitteratur og videreformidlet til kvinderne. Hymen derimod mangler at blive sat på det kropslige landkort. Vi har ledt og ledt bare for at kunne komme med forklaringerne i denne her bog. Derfor håber vi, at langt flere vil forske videre i dens oprindelse og udvikling,« siger den 42-årige jordemoder Gry Stevens Senderovitz, bogens anden forfatter. Hun har også lært kvindens hymen indgående at kende, først på en forsknings-afdeling på Frederiksberg Hospital og senere i sin lægepraksis i Hellerup.

Hymen er en slimhindebeklædt bindevævs-struktur med frynser, som omkranser skedens åbning. Den er så særegen som den enkelte kvinde og minder måske allermest om en blomst. For dens blade kan ligge på vidt forskellige måder. Den kan ligne en halvmåne, der kan være en skillevæg i midten, eller den kan være hullet. Hos små piger kan den gendannes og forandres indtil puberteten. Den er eftergivende og hos nogle meget sårbar. Livet igennem »slides« den tyndere og tyndere, og alle kvinder er født med en. Flere af dem, der har været til konsultation hos Gry Senderovitz, er gået hjem med et smil på læben og har fortalt deres partner, at deres ligner en marguerit efter et kig op i underlivet. Andre en rose, eller en orkidé.

I 2013 arrangerede Dansk Sprognævn et seminar, hvor man skulle finde på et nyt navn, der kunne erstatte den fejlagtige betegnelse »jomfruhinde«, som giver membranlignende konnotationer. Det var her, at bogens to forfattere mødte hinanden. På seminaret blev deltagerne enige om at indføre ordene hymen og kønskrans.

»Jeg synes personligt, at ordet kønskrans er grimt,« siger Jørgen Thomsen. »Det kratter sprogligt med de der to k’er, og det giver mig associationer til vaniljekranse og laurbærkranse. Hymen derimod, er en smuk reference til den oldgræske gud for ægteskab, Hymenaios.«

»Lægerne kender den som hymen, og jordemødrene som hymenalrenden, der skal sutureres, altså sys sammen, efter en fødsel. Jeg fandt på ordet kønskrans for at give danskerne et mere mundret ord. Men det er egentlig ligegyldigt, hvad vi kalder den, så længe vi kender til den. Så sent som i dag havde jeg en konsultation med en kvinde, der troede, at hendes var en mutation eller kønsvorter,« siger Gry Senderovitz.

Fortællingen om en jomfruhinde, der brister, lever videre i bedste velgående hos fagfolk og i befolkningen, siger de. En artikel på Videnskab.dk fra 2013 beskriver da også, hvordan jomfruhinden, »...er den, der i mange tilfælde brister og bløder, når en kvinde har samleje for første gang,« og at »mange unge kvinder mister deres jomfruhinde, før de har samleje for første gang. For eksempel hvis de rider på en hest.« I samme artikel bekræfter en overlæge, at »...piger har en lille slimhinde et par centimeter oppe i skeden – den såkaldte ’jomfruhinde’.« På sundhed.dk står der mere nuanceret, at »jomfruhinden (hymen) er en tynd hinde med et eller flere huller, som delvis dækker for indgangen til skeden,« men også at den »...i tilslutning til det første samleje (kan) bløde lidt, og nogle kan føle en kortvarig, let smerte eller et ubehag, når jomfruhinden brister.«

For fem år siden underviste Gry Senderovitz en gymnasieklasse, hvis biologi-bog beskrev en hinde et par centimeter oppe i skeden. Senere har hun hørt samme forklaring på adskillige konferencer, og det er først for nylig, at Sex og Samfund har moderniseret deres folder, der beskrev en hinde som normalen.

»Forleden fortalte nogle læger på en konfe-rence, at de på medicinstudiet var blevet undervist i kvindens ’mødom’ med så vagt formulerede vendinger, at det åbnede for en individuel fortolkning af en mulig tilstedeværelse af en hinde. Den fortolkning bliver så hængt op på deres personlige historie, eller hvad de måske lærte i folderen til seksualundervisning i folkeskolen. Jeg har et indtryk af, at det er forbeholdt gynækologer og rets-medicinere at komme helt tæt på hymen,« siger Gry Senderovitz.

»Da vi skulle illustrere bogen, kunne jeg ikke engang finde et mikroskoperet billede af en hymen. Det er helt umuligt at støve op. Til slut fik jeg en hymenprøve af en kollega, som vi så kunne lægge under et mikroskop og tage et billede af. Vi vidste ikke, hvordan hymen ser ud mikroskopisk. Og altså heller ikke makroskopisk,« siger Jørgen Thomsen.

Men hvis der ingen hinde er – hvad er det så, der bløder, den første gang man har sex? Bløder det overhovedet?

I bogen har de spurgt 100 kvinder om netop dette. 30 af dem svarer, at de blødte første gang. 11 er i tvivl, og nogle kan ikke huske det. For flere af dem har den manglende blødning haft konsekvenser. En kvinde fra en religiøs familie, med store forventninger til jomfruelighed på bryllupsnatten, indvilliger i at have samleje forinden med kæresten, fordi han har lovet at gifte sig med hende. Da hun ikke bløder, tror han ikke på, at hun er jomfru, og han vil ikke giftes alligevel. En kvinde fra Saudi-Arabien fortæller, at hendes mand prøver at trænge ind i hende syv gange på bryllupsnatten, og efter hver gang kommer hans mor med en klud og tjekker hende for blod. Til sidst bløder hun en smule.

Men det er ikke en bristet hinde, som kan give blodpletter på lagenet, og man kan ikke »miste sin mødom« ved en ridetur eller gymnastik, siger Gry Senderovitz og Jørgen Thomsen. Hvis man bløder under første samleje, kan det være kontaktblødning fra cellerne omkring livmoderhalsen, som penis støder imod, forklarer de. Det kan også bløde fra slimhinden i vulva og skede, hvis kvinden ikke er våd nok, eller fra hymen hvis den ikke er fuldt opblødt, altså foldet ud. Eller hvis kvinden spænder bækken-bundens muskler enten reflektorisk, eller fordi hun er nervøs for, at det kommer til at gøre ondt. Det kan få hende til at »lukke til« og bløde, ligesom hvis man prøver at proppe noget ind i munden på en, der kniber læberne sammen.

I deres ministudie var der meget sigende intet sammenfald mellem dem, som sagde, at det havde gjort ondt første gang, og dem der havde blødt.

»Det er en vigtig pointe, at der som regel er rigelig plads. Hymen kan se vidt forskellig ud og kan også være lukket til, men hvis man slapper af og vinkler penis rigtigt, så er det smertefrit, for hymen er meget eftergivende,« siger Jørgen Thomsen.

Det bekræfter den 15-årige Emma i bogen, som fortæller, at »hver gang det gjorde ondt, tænkte jeg på, at jeg ikke gik i stykker af det, tog en dyb vejrtrækning og fortsatte. Så holdt det op med at gøre ondt, og pludselig var han helt inde i mig.« Derimod kalder andre af pigerne i bogen deres første gang for »grænse-overskridende,« eller konkluderer, at de »… bare gerne ville have det overstået.«

»Hvordan ville verden se ud, hvis piger og kvinder fik fortalt, at når de har lyst og ikke længere kan være i sig selv, så skal de tage ham ind i sig? I modsætning til, at første gang kommer til at gøre ondt, og at det bare er noget, man skal igennem,« siger Gry Senderovitz.

»resultatet vil være som fra naturen; der vil ikke kunne skelnes fra det oprindelige,« står der på hjemmesiden for et dansk privathospital om deres rekonstruktioner af jomfruhinden. En privat gynækolog, der tilbyder samme indgreb, skriver, at det er til pigernes eget bedste især dem fra muslimske miljøer, hvor konsekvenserne af en manglende blødning på bryllupsnatten overstiger farerne ved operationen. Selvom der er færre og færre fagfolk, som tilbyder indgrebet, foregår det stadig herhjemme, siger Gry Senderovitz og Jørgen Thomsen.

De har mødt adskillige piger fra forskellige dele af særligt det stærkt muslimske og katolske miljø, der er gået igennem smertefulde rekonstruktioner for at genskabe deres »uskyld«. Frygten for at bringe familien i vanære har fået nogle til at placere en ampul med blodlignende væske i vagina, som går i stykker, når den rammes af penis. I visse kulturer fremvises bryllupslagenerne for hele familien dagen efter, og er der intet blod at se, kommer pigen i problemer.

»Engang måtte jeg stoppe en gynækologisk undersøgelse af en pige fra Afghanistan. Jeg var i gang med at fortælle hende om hendes kønsdele, og at der altså findes en hymen og ingen jomfruhinde, og hun ser for første gang, hvad hun er lavet af. Tolken afbryder, begynder at græde og spørger mig hulkende: ’Hvad så med alle dem, der er blevet slået ihjel?’ og henviser til piger, der ikke har blødt på bryllupsnatten,« siger Gry Senderovitz, der har kontaktet gynækologer, som tilbyder indgrebet. Den ene beskrev, at hun skraber overfladen af hymenbladene, så der kommer en sårflade, som sys sammen. En anden fortalte, hvordan han klippede et V, som blev syet sammen til et I, hvilket Gry Senderovitz har sværere ved at forestille sig. Den ene vidste ikke, om det havde hjulpet kvinderne efterfølgende, og den anden informerede dem ikke om, at de fra naturens side ikke har en hinde, for »de er i en situation, hvor de ikke kan høre,« som vedkommende fortalte.

»Der er stadig danske læger, som påstår, at der er en hinde et par centimeter inde i skeden, og gynækologer, som syr den sammen, så myten holdes i live. I forhold til rekonstruktioner har gynækologerne ingen fælles viden, overblik, eller undersøgelser af, om operationen rent faktisk virker. Jeg håber, at der snart kommer fælles standarder og opfølgende konsultationer af kvinderne, ligesom læger normalt gør efter andre indgreb,« siger Gry Senderovitz.

Man kan i langt de fleste tilfælde ikke se på en kvinde, om hun er jomfru eller ej, siger de to. Vaginalåbningen og hymens udseende kan ændre sig en smule, men for at kunne konstatere det, skal man have set hymen forinden penetration. Desuden kan den gendanne sig selv.

Det afholder ikke eksempelvis religiøse overhoveder verden over fra at udføre jomfru-tests. I Indonesien skal piger, der vil i militæret eller politiet, igennem den. De udføres også i Afghanistan, Indien og Sydafrika. I vores del af verden som Sverige og England har der også været eksempler på praksissen, fortæller Gry Senderovitz og Jørgen Thomsen.

»Derfor var vi 35 retsmedicinere fra hele verden, der i 2015 skrev en erklæring, som fordømte de her tests. At jeg personligt ønsker, at visse kulturer holder op med det pjat med, at kvinder skal være jomfruer, er i og for sig ikke så vigtigt. Men kvinderne har ret til oplysning om tingenes rette sammenhæng,« siger Jørgen Thomsen.

DA Jørgen Thomsen var teenager, fortalte de i hans vennegruppe historier om ældre fyre, der havde erobret jomfruhinder. Det blev nærmest et trofæ at tage en piges mødom. De læste norske Agnar Mykles bog »Sangen om den røde rubin« om en ung drengs forsøg på at sprænge en piges jomfruhinde. Han prøvede tre gange, sidst med en fylde-pen, men lige lidt hjalp det. Det var først, da Jørgen Thomsen via sit virke som retsmediciner kom tæt på hymen, at forestillingen om en hinde forsvandt. Og det var først, da Gry Senderovitz i starten af sin jordemoderkarriere blev præsenteret for en kvinde, som spurgte hende: »Jamen hvor er min jomfruhinde så?« at hun begyndte at sætte spørgsmålstegn ved dens eksistens.

Der kan gå lang tid, før man betvivler indgroede opfattelser og praksisser selv inden for videnskaben, siger de. Det samme var tilfældet i starten af Jørgen Thomsens retsmedicinske karriere. Hvis en mand dengang skulle dømmes for voldtægt af en kvinde, skulle det bevises, at der havde været penetration. Det undersøgte man ved hjælp af en kegleformet konus, der målte hymens omkreds, altså omfanget af skedeåbningen. Var den under 10 centimer, havde en penis ikke kunnet passere.

»Men det mål giver ingen mening, for bare en time efter en voldtægt kan hymen have ændret sig. Og alt efter hvor meget kvinden spænder ved den retsmedicinske undersøgelse sammenlignet med under voldtægten, kan omkredsen også forandres. Som ung læge syntes jeg da godt nok, at den undersøgelse var lidt mærkelig, men jeg var ikke viljestærk nok til spørge: Hvad skal den egentlig til for? Det samme spørgsmål burde vi stille os selv i dag, når det gælder fortællingen om jomfruhinden.«

Mødommen, Jørgen Lange Thomsen og Gry Stevens Senderovitz, Gyldendal, 25. oktober

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533