Kultur uge 33 | 2017

Juelsberg. Sagen om det umistelige tæppe er det endelige opgør mellem far og søn. Et klassisk drama om penge, stædighed og blodets bånd.

Af Poul Pilgaard Johnsen

Adeligt tæppeland

Der er en verden til forskel mellem Lyngby Rets ferske kontormiljø og det nærmest mytologiske opgør mellem far og søn af dimensioner som en græsk tragedie, der onsdag udspiller sig i retssal 3.6. I det lyddæmpede og institutionsagtige lokale lytter tre kvindelige dommere i tavshed til en kamp mellem to generationer, der er endt i hævn og had og uden hensyn til opgørets omkostninger. Også helt bogstaveligt, for de utallige retssager, som gennem mere end et årti er blevet ført mellem godsejer Gregers Juel og hans fader, hofjægermester Erik Juel, har allerede kostet slægtsgodset Juelsberg millioner af kroner.

Den langvarige strid har sået splid i familien og udhulet adelsslægtens værdier, og retssagen i Lyngby er på en måde kulminationen på det hele. Sagens genstand er denne gang herregårdens dyrebareste stykke inventar – et tæppe til en værdi af knap 50 millioner kroner – men dommerne kommer også til at afgøre, om far og søn én gang for alle har bundet sig uløseligt til hinanden, økonomisk og juridisk.

Det er en celeber sag med både baroner og baronesser i vidneskranken – og finansmanden Fritz Schur.

Tæppet har Erik Juel overdraget til sin kone som en gave, og med sin mands velsignelse indleverede Lise-Lotte Juel det til salg hos auktionshuset Christie’s. Hun er Erik Juels tredje ægtefælle, de har ingen børn sammen, og Gregers Juel, der er søn af andet ægteskab og udpeget som arving til godset, fik ved en henvendelse til auktionshuset i London sidste år stoppet salget i sidste øjeblik.

Han hævder med henvisning til en familieoverenskomst fra 1999 med tilhørende testamenter, skøde og aftaler, som med tiden skulle sikre hans overtagelse af ejendommen i sin helhed, at faderen slet ikke har juridisk ret til at forære tæppet bort. Sønnen stævnede derfor samtidig både faderen, stedmoderen og deres advokat, Karoly Németh, og Christie’s meddelte, at salget ville blive stillet i bero, indtil ejerskabet er endeligt afgjort ved en domstol.

Det franske tæppe blev givet som en gave af Solkongen, Ludvig XIV, til en dansk minister i 1600-tallet og er skabt på den berømte Savonnerie-fabrik. I 2015 erklærede det statslige Kulturværdiudvalg tæppet for en »umistelig kulturværdi af afgørende national betydning«, men udvalget kunne ikke skaffe de 47 millioner kroner, som det sjældne tæppe er vurderet til, og måtte derfor modvilligt give tilladelse til, at tæppet kunne føres ud af landet og sælges.

Første mand i vidneskranken er Gregers Juel. Hans vigtigste argument er, at både aftalen mellem ham og faderen og faderens testamente i 1999 bestemte, at Gregers Juel har fortrinsret til at overtage det historiske indbo. Samme år overtog han det meste af godset efter sin far, men af skattemæssige årsager var det bedst, at Erik Juel indtil sin død beholdt hovedbygningen med park og inventar.

At hele herligheden en dag skulle samles hos Gregers Juel og således gå samlet i arv, som det er sket siden 1771, var der dengang ingen tvivl om, men efter talrige stridigheder mellem far og søn siden 2003 har Erik Juel i dag lavet sit testamente om og gjort Gregers Juel arveløs i det omfang, lovgivningen giver mulighed for det.

Ifølge Erik Juels advokat, Karoly Németh, blev testamentet ikke gjort uigenkaldeligt, og derfor kan faderen selv bestemme, om han vil lave det om.

I forvejen har Erik Juel ifølge gaveægtepagter siden 2004 foræret sin kone 7,5 millioner kroner. Disse gaver er uangribelige, men med tæppet forholder det sig anderledes, mener sønnen og hans advokat, Karsten Henriksen. For det kan godt være, at testamentet ikke formelt er udstyret med betegnelsen »uigenkaldeligt«, men derfor kan det ifølge dem alligevel godt være det reelt. For meningen med hele manøvren i 1999 var jo udtrykkeligt, at godset i sin helhed – med det historiske indbo – med tiden skulle overdrages fra far til søn, og i familieoverenskomsten står det sort på hvidt, at alle aftaler i forbindelse med generationsskiftet skal fortolkes i lyset af dette overordnede formål.

Németh fnyser ad argumentationen, men er i øvrigt ligeglad, for i virkeligheden er Savonnerie-tæppet slet ikke en del af det historiske indbo, hævder han på Erik Juels vegne. Udtrykket »historisk« drejer sig derimod i denne sag om det inventar, som ved opførelsen af hovedbygningen blev skabt til stedet, og det blev tæppet ikke, argumenterer de. Det er kommet til nogle årtier senere.

Sagen kompliceres af, at Erik Juel efter de indledende bataljer – især udløst af en bestemmelse om, at faderen skulle have det sidste ord i tilfælde af uenighed om også den del af godset, som sønnen allerede havde overtaget – i 2005 overdrog alt det historiske indbo til en fond. Den blev oprettet af ham selv og skal til evig tid eje indboet på Juelsberg. Da balladen om tæppet begyndte, udtrykte Erik Juel og hans advokat tvivl om, hvorvidt fonden overhovedet eksisterer i juridisk forstand, fordi den aldrig rigtig er trådt i kraft. Hvis fonden ikke eksisterer, er man helt ude over spørgsmålet, om tæppet er en del af en fond. Det er et vigtigt spørgsmål, for værdier, der af fondens stifter er overdraget til en fond, kan aldrig tilbageføres til stifteren. Heller ikke et tæppe, man en dag vil forære bort.

Gregers Juel hævder selvfølgelig, at fonden eksisterer og ejer tæppet. I sin tid blev Karoly Németh udpeget af Erik Juel til at sidde i fondens bestyrelse, og derfor optræder han i retssagen i Lyngby noget usædvanligt både som advokat for Erik og Lise-Lotte Juel og samtidig som medsagsøgt af Gregers Juel. Németh har derfor selv hyret en advokat. Det er Knud Foldschack, der som advokat for både bz’ere og fristaden Christiania plejer at repræsentere et noget andet klientel.

Iført briller med orange stænger og tjavset hår viser den ellers så rummelige og »bløde« Foldschack nye sider af sig selv og går hårdt til Gregers Juel, der på et tidspunkt i vidneskranken skal anstrenge sig for at styre sit temperament.

»Må jeg tale færdig!,« udbryder Gregers Juel, da djævelens advokat i skikkelse af Németh selv har taget over.

»Du skal bare svare ja eller nej,« vrisser Németh til Gregers Juel:

»Jeg bestemmer vel selv, hvordan jeg svarer.«

I pausen bagefter har Fritz Schurs medbragte sikkerhedsfolk taget strategisk opstilling i retsbygningen. De kortklippede yngre mænd er udstyrede med sorte jakkesæt og øresnegle med ledning.

Fritz Schur er indkaldt som vidne, fordi et 15 millioner kroner stort lån i hovedbygningen, som Erik Juel optog i 2009, tilsyneladende er sket med hans mellemkomst. Inden Schur gik ind i sagen, havde Erik Juel fået nej fra banken. Under sit vidneudsagn fortalte Gregers Juel, at han i 2007 af en advokat var blevet spurgt, om han var interesseret i at afhænde Juelsbergs land- og skovbrug til Schur. Det ligger i luften, at Fritz Schur – ifølge Gregers Juel og hans advokat – har forsøgt at få fingre i den gamle slægtsgård på Østfyn, og at Erik Juel har været rede til at lade gården glide slægten af hænde.

Påstanden kommer de dog ikke langt med denne eftermiddag. Utvetydigt afviser Fritz Schur gang på gang, at han skulle have været interesseret i at overtage Juelsberg. Han afviser også, at han på nogen måde har kautioneret eller på anden måde involveret sig økonomisk med Erik Juel. Hans lyst til at hjælpe havde en helt anden årsag, forklarer han:

»I 2008, da jeg var til en middag på Ravnholt (et andet fynsk gods, red.), skete der det meget ubehagelige for en bordherre, at min borddame kom til at græde, da jeg stillede hende et spørgsmål. Borddamen var Lise-Lotte Juel, og ved den lejlighed hørte jeg så, at Erik Juels søn forsøgte at køre ham i sænk.«

Ifølge Fritz Schur rettede han efterfølgende henvendelse til både Danske Bank og Nykredit og fik at vide, at deres ulyst til at låne Erik Juel penge, skyldtes, at hans søn truede med at anlægge sag mod dem. Påstanden om at have truet pengeinstitutterne med sagsanlæg – hvis de lånte Erik Juel penge med pant i hovedbygningen, som sønnen efter den oprindelige plan skulle arve – afviste Gregers Juel, da han vidnede, men Schur holder fast.

»Jeg ringede til folk på direktionsniveau og sagde, at det ikke kan passe, at tredjemand skal kunne forhindre et lån,« siger han. Så fik Erik Juel lånet mod at indgå på en betingelse om selv at skulle betale advokatomkostningerne for banken, hvis Gregers Juel skulle finde på at anlægge sag. At Schur fik tilsendt kopi af disse dokumenter fra pengeinstituttet skyldtes kun, at han havde været Erik Juel behjælpelig og uden selv at have nogen fordel af det, forklarede han og tilføjede:

»Jeg har moret mig over, at der i sagsøgernes processkrift står, at ’man ikke kan forestille sig, at Fritz Schur har tid og lyst til den slags’. Men det har jeg altså.«

Dommerformanden gør opmærksom på, at Fritz Schur har ret til at få vidnegodtgørelse, men kravet på 80 kroner frafalder han.

Onsdagens sidste vidne er Erik Juel. I Lyngby Ret er der tre meter imellem ham og sønnen og alligevel en afgrund. Bag ham på tilhørerpladserne sidder hans andre børn, to døtre. Lige netop i spørgsmålet om tæppet er de mest på broderens side. I familien Juel har de altid sagt, halvt i sjov og halvt i alvor, at hvis det går helt galt, kan man jo altid sælge »gobelinen«, som de kalder Savonnerie-tæppet. Men at det skal sælges på den her måde og af faderens tredje kone var vist ikke lige meningen.

Hvem der skal arve millionerne fra tæppesalget, vil Lise-Lotte Juel, som har sine egne børn, ikke svare på, da hun senere vidner i sagen. Først er det hendes mands tur:

»I kæfter op om et tæppe, som måske nok er en kulturværdi, men som aldrig har været omfattet af det historiske indbo,« siger den 85-årige Erik Juel til sin søn og hans advokat. Han fastholder, at det aldrig har været hans mening, at tæppet hørte til blandt det inventar, som han har forpligtet sig til at lade falde i arv. Derfor indgår tæppet heller ikke i den samling af fotografier, som han har taget for at dokumentere, hvad der skal forstås som historisk indbo. Dog må han indrømme, at han i 1999 – da alt stadig var godt mellem ham og Gregers, og da han lavede sit første testamente – ikke skænkede det en tanke, at tæppet ikke skulle være omfattet af ordlyden i testamentet.

Den første retsdag af i alt tre går på hæld, da Erik Juel bliver spurgt om, hvorfor han nu har foræret tæppet til sin kone:

»Vi har kendt hinanden i 30 år, og vi har altid været enige om alting. Jeg tænkte på, at når jeg er død ... alt det besvær Lise-Lotte vil få.«

Den gamle og krogede hofjægermesters stemme knækker over.

»Så vil Gregers fortsætte sine retssager. Når hun så blev alene og skulle slås videre, skulle hun i hvert fald være økonomisk sikret. Der kan intet galt være i, at man vil sikre sin kone økonomisk.«

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533