Bøger uge 25 | 2017

Magi. Den bebrillede troldkarl har både fået børn til at læse og ændret synet på børnelitteraturen. Nu fylder fænomenet Harry Potter 20.

Af Anna Karlskov Skyggebjerg

Alohomora!

Harry Potter. Ikke blot den onde Lord Voldemort bliver rystet i sin grundvold, når han hører netop dét navn. Selvom navnet er blevet repeteret en del gange inden for de seneste to årtier, rykker Harry Potter-serien stadigvæk, og både bøger, fysiske festivaler og internet-sites trækker børn og unge til.

Den 26. juni 1997 udkom J.K. Rowlings Harry Potter and the Philosopher’s Stone i England. Bogen er den første i en serie på syv tykke bind om troldmandssønnen Harry, som hele verden siden skulle lære at kende og komme på fornavn med. Serien blev officielt afsluttet ti år senere, men siden er der udkommet en hel stribe sidehistorier og illustrerede udgaver.

Fra begyndelsen introducerede Rowling sin karakter som en typisk helt med affinitet til klassisk børnelitteratur, kendte mytologier og eventyr: Harry er som mange børnelitterære forgængere forældreløs, og han strider sig frem i livet på trods af ihærdig modstand fra den usympatiske stedfamilie alias de dovne og dumme Dursley-mugglere, betegnelsen for folk uden magi og fantasi. Heldigvis er Harry forsynet med et helt usædvanligt talent, der gør ham i stand til at overskride alle fysiske barrierer. Evnerne viser sig ikke blot at række til bekæmpelse af ordinær muggler-dumhed, idet Harry er prædestineret til at indtræde i den vedvarende kamp mod inkarneret og udspekuleret ondskab. Den unævnelige eller »Du-Ved-Hvem« er altid lige i nærheden og truer ikke bare Harrys, men hele universets eksistens. Harry bliver en selvstændig og lærenem elev på kostskolen Hogwarts, en talentfuld quidditch-spiller og bedste ven med Ron og Hermione, men herudover også den onde Voldemorts fjende nummer ét.

To velafprøvede genrer inden for den angelsaksiske børnelitteratur har været Rowlings inspirationskilder: Fantasygenren og kostskoleromanen, og selvom kostskolefantasy faktisk ikke var Rowlings opfindelse, var hendes formel ny. Den nærmest magiske cocktail af fantastiske og realistiske elementer i Harry Potter-bøgerne har en tempofyldt fortælling, nye ord og ikke mindst humor som signifikante ingredienser. Serien var ikke færdigplanlagt fra begyndelsen, men Rowling hævder at have udtænkt hovedplottet med det samme, og derefter har opgaven været at udfylde de mange sider med dage og begivenheder i Harrys forunderlige liv. For hver bog er han et år ældre, og de intriger og udfordringer, han stilles over for, er blevet mere komplekse. Følgelig vokser bindene i længde, så flere af dem nærmer sig tusind sider.

Det første kapitel i Harry Potter og de vises sten, som titlen kom til at lyde i den danske oversættelse fra 1998, hedder »Drengen, der ikke kan slås ihjel«, og den overskrift må siges at være noget af en forudsigelse. Ganske få børnelitterære værker har på den måde holdt populariteten i top hen over flere årtier, så genoptryk må flyde i en lind strøm, og de unge lånere på bibliotekerne stadigvæk må udsættes for månedlange reservationstider. Læserne af Harry Potter-bøgerne dækker over et meget stort aldersspænd – fra seks-syvårige børn til granvoksne mennesker. I USA udkom Harry Potter-serien i starten med flere forskellige smudsomslag, så de voksne kunne skjule, at de læste en børnebog, men i dag er det ikke længere flovt at læse Harry Potter som voksen.

Særligt til de yngste læsere er der de seneste år produceret nogle ganske ambitiøse gennemillustrerede udgaver, så børn også kan nyde billeder under (op)læsningen af serien. Læsere fra 10-11 år foretrækker at læse romanerne selv, og de kan benytte sig af Hanna Lützens fine danske oversættelser, som afbalanceret bevarer det britiske islæt og samtidig oversætter navne og steder i de tilfælde, hvor der indgår betydningsfulde ordspil, som målgruppen ikke kan forventes at regne ud. De bare lidt ældre og dedikerede fans læser naturligvis det hele på originalsproget, og godt hjulpet af filmatiseringerne kan alle pubertetsbørn udtale navne, steder og fænomener fra Harry Potter-universet på et korrekt og smukt engelsk. Omgangen med Harry Potter taler ind i og har måske endda også medvirket til at gøre engelsk til et verdensomspændende lingua franca.

De, der har fulgt Harry hele vejen fra begyndelsen i 1997, er i dag omkring 30 år gamle, og de er i stor stil loyale mod karakteren og universet. Der findes ikke noget tal på antallet af fans i verden, men angiveligt gælder det for flere hundrede millioner af børn og unge fra Japan over Polen til Mexico, at de har læst alle bøger, set alle film og spillet et utal af fysiske og elektroniske Harry Potter-spil. Ydermere har mange af dem besøgt filmstudierne og andre betydningsfulde steder, set teaterforestillinger, hørt koncerter, deltaget i events og måske også forsøgt sig med at skrive, tegne og filme fan fiction. Børne- og ungdomslitteratur har altid været i dialog med andre udtryksformer (billedkunst, musik og drama), men den digitale tidsalder har muliggjort transmediale fortællinger og koncepter af hidtil usete dimensioner.

De mange involverede medier, platforme og kilder virker side om side i et uoverskueligt samspil. På den ene side hærger de enorme kommercielle kræfter i underholdningsindustrien, og på den anden side bruger børn og unge mediesynergien og historierne ganske bevidst ved at være selektive og målrettede i deres interaktion med Harry Potter og andre af denne type universer. Med et ord fra kommunikationsforskningen kan børn og unge beskrives som »prosumere«, altså som både producenter og konsumenter, når de klæder sig ud, skaber deres egne lege eller skriver videre på de kendte karakterers skæbner. Der findes en meget stor mængde internetsites, hvor man blandt andet kan dedikere sig til at digte nye detaljer om et af Hogwarts’ kollegier: Gryffindor, Slytherin, Hufflepuff eller Ravenclaw, eller man kan spå om en mulig alternativ fremtid for Neville, Draco eller Ginny. Har man lidt god tid en dag, kan man fornøje sig over al den kreativitet, som udfoldes på diverse onlinefora, og man kan chokeres over alle de frække videredigtninger, som det originale univers slet ikke lægger op til.

Den første Harry Potter-bog blev dygtigt lanceret med en fortælling om forfatteren som enlig mor, der havde så elendige arbejdsforhold, at hun måtte sidde på en café og forfatte sin historie på et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine. Pengene til at kopiere manuskriptet måtte hun låne, og de første mange redaktører troede ikke på hendes idé om en ny fantasyserie for børn. Det var ikke noget, der var værd at satse på i en hårdt trængt bogbranche, hvor diskussionen om bogens død og (børne)læsernes flugt over i andre medier var i fuld gang. Men siden årtusindskiftet har enhver børnebogsredaktør med respekt for sig selv spejdet langt efter den nye J.K. Rowling. På den konto er der udkommet virkelig mange forkølede forsøg og billige efterligninger af intrigerne på Hogwarts.

Det er en slet skjult hemmelighed, at J.K. Rowling som følge af Harry Potter-succesen i dag er mangemilliardær og ydermere har modtaget adskillige hædersbevisninger for sin indsats for børn og unges læsning, herunder et antal æresdoktorgrader fra internationale universiteter. Med Harry Potter har J.K. Rowling været med til at støve fantasygenren af og give børnelitteraturen en selvstændig opmærksomhed blandt både forældre, formidlere, studerende og forskere. I de seneste 15-20 år er adskillige artikler blevet produceret og akademiske konferencer afholdt med det formål at belyse diverse aspekter af Harry Potter. Selv på dansk kan man finde universitetsspecialer og ph.d.-afhandlinger om genreforvaltningen, ideologien, karakterdannelsen og religiøse symboler i Rowlings forfatterskab. Det er per definition glædeligt, når voksne tager børnekulturen alvorligt og forholder sig både analytisk og kritisk diskuterende til den.

Imponerende er det dog først og fremmest at se, hvordan Harry Potter-bøgerne har givet de intenderede læsere, altså børnene, mod på at læse mere. For mange har serien været et magisk, dør-åbnende »Alohomora« til bøgernes verden og haft en målbar effekt på børns læselyst: Konsulterer man de seneste to årtiers danske undersøgelser af børns læsevaner og litterære præferencer, er det gennemgående, at Harry Potter udgør en af de serietitler, som allerflest børn har læst. Mange nævner også Harry Potter, når de skal pege på deres bedste læseoplevelser. For børn er der uden tvivl stor prestige i at kunne læse de tykke og meget omtalte Harry Potter-bøger. Bøgerne har angiveligt fået store grupper af børnelæsere i gang med den kontinuerlige læsning, som er vigtig at have med sig, hvis man skal være en kompetent læser, der både har en vis læsehastighed og mestrer fordybelse.

Om Harry Potter ligefrem har haft en positiv betydning for børns testresultater i læsning, kan man kun gisne om. I læsekredse har man tidligere talt en del om et bekymrende knæk i børns fritidslæsefrekvens i præpuberteten. Det problematiske var, at børn i stor stil holdt op med at læse, lige når de havde fået det lært, og at de derfor ikke fik øvet sig. Fra anden halvdel af nullerne har man kunnet registrere, at læseknækket har forskubbet sig opad til omkring 13-årsalderen, så de fleste børn i dag faktisk når at blive gode til at læse, før de kaster deres opmærksomhed på andre fritidsinteresser. Retfærdigvis har der i løbet af de seneste 20 år også været en hel del kampagner, som har påvirket børn til at læse mere, men det er helt evident, at udbuddet af spændende litteratur spiller en rolle for, om børn overhovedet gider at åbne en bog. Harry Potter-serien tilbyder interessante karakterer, spænding og humor, og bøgerne har såvel i et lokalt dansk som i et globalt perspektiv medvirket til at sætte nye standarder for børns læsning og læsestof.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533