1 Sektion uge 38 | 2017

Interview. Intern kritik blev ikke tolereret i Islamisk Trossamfund. Det fortæller den tidligere sekretær Mohamed Selfati, der i dag har ændret holdning til Muhammed-tegningerne.

Af Leny Malacinski

Jeg vil ikke lukke munden

Endnu et tidligere medlem af Islamisk Trossamfund tager nu bladet fra munden. Mohamed Selfati var med til at bygge foreningen op og fungerede som sekretær og rådgiver i omkring 17 år frem til 2007. I dag fortæller han, hvordan han forsøgte at skubbe Islamisk Trossamfund i en mere moderat retning, ikke mindst hvad angik synet på kvinder, og om den modstand han mødte, indtil han endeligt opgav og forlod stedet.

»I dag tænker jeg, at jeg skulle have sagt tingene ligeud fra starten, men så var jeg blevet smidt ud. I Islamisk Trossamfund turde folk ikke sige, hvad de tænkte. Men vi muslimer skal ikke være bange for at kritisere. Vi er de bagerste i vognen, når det gælder udvikling. Arabere og muslimer klager over diktatoriske regimer, men hver eneste af os, som mænd, er et lille diktatur i vores egne hjem. Vi har en bagage, som vi er bange for at udskifte med noget mere menneskeligt. Mere moderne, mere gavnligt for vores børn. Desværre,« siger han i dag.

Mohamed Selfati sidder på McDonalds i Hvidovre, det tætteste sted vi kan mødes på hans hjem. Han er iført en lyserød ternet skjorte med en løsnet krave, et bredt bordeaux slips og en grå habitjakke. Han taler et energisk dansk med arabisk accent og er en uhøjtidelig, jovial mand, der fortæller vitser. Han kalder Hvidovre for Whiteovre og siger, man kan huske hans navn ved at sige, jeg er »selv fattig«. I offentligheden blev han aldrig noget kendt ansigt og udtalte sig kun sjældent, ifølge ham selv fordi Islamisk Trossamfund mente, han var for liberal.

»Men nu føler jeg, at jeg kan sige, hvad jeg mener. Jeg vil ikke lukke munden,« siger han.

Dermed er Mohamed Selfati det tredje medlem, der offentligt tager afstand fra det, der er blevet prædiket og praktiseret i Islamisk Trossamfund. I 2014 smed tidligere talsmand Ahmed Akkari en bombe over miljøet med bogen Min afsked med islamismen, og i sidste uges Weekendavisen fortalte den tidligere imam Mostafa Chendid, hvordan han havde opildnet til vrede fra talerstolen, men i dag bekender sig til sekularismen. Mohamed Selfati har i modsætning til de to aldrig opfattet sig selv som islamist. Han fortæller, at han igennem sine år i Islamisk Trossamfund forsøgte at opbløde den konservative linje, men at hans forsøg blev bremset. Med tiden holdt han stadigt lavere profil af frygt for at blive sendt ud i kulden, fortæller han. Mange af hans tabte kampe gjaldt foreningens kvindesyn.

»Kvinderne er et af de farligste områder, fordi det handler om ære. Muslimer har brugt så mange år på at diskutere kvinders påklædning og tørklæder og burkaer, men det er ikke vores kamp. Selv om vi vinder den kamp, har vi tabt i sidste ende. Vi har brugt så meget energi på noget meningsløst,« siger han.

Han fortæller, at han omkring midten af 1990erne overtog undervisningen af en gruppe piger. Efter et par weekender fik han at vide, at der var et problem. Pigerne var klædt som almindelige teenagere i stramme bukser uden tørklæder.

»Der kom en fra Islamisk Trossamfund og sagde, at hvis pigerne skulle have undervisning i islam, skulle de have tørklæde og anstændigt tøj på. Jeg sagde, at vi ikke kunne fortælle pigerne, hvilket tøj de skal have på, men det ville de ikke finde sig i. Dengang var jeg en revolutionær, så jeg tog pigerne med ud på en græsplæne ved Bellahøjbadet. Så sad de der i solen med deres bøger. Men undervisningen gik i vasken til sidst,« siger Mohamed Selfati.

Kvindesynet fik ham igen i problemer, da han i 2005 sagde til Jyllands-Posten, at mange muslimske mænd ikke lader deres kvinder arbejde.

»Det gav et stort brag internt, og så skulle jeg forsvare mig. Men jeg syntes ikke, jeg var forkert på den. Hvem siger, at kvinderne ikke må få en uddannelse? Hvem siger, at de bare skal gå derhjemme og lave mad til deres mand?« siger han og fastholder på samme måde, at flerkoneri er at holde kvinderne tilbage.

»Der er imamer her i Danmark, der har to og tre koner. Mændene siger, at det er tilladt, fordi de får flere børn, og at det har at gøre med profeten. Men det skal de ikke bilde mig ind. Det er kun for at dække over deres egne seksuelle lyster,« siger han. På samme måde giver trossamfundet, ifølge ham selv, et pænere billede af ligestilling, end der er belæg for.

»I medierne vil man gerne have kvinder med på billederne og siger, at de har samme rettigheder som mænd. Men i praksis er det noget helt andet. Når vi gik forbi kvinderne på trappen op til moskéen, drejede mændene hovedet væk for ikke at se på dem. Jeg sagde: ’Hvorfor kan I ikke se på en kvinde? Hvad gør I, når I går i Netto?’« forklarer han.

Karismatisk leder

Ahmed Abu Laban var en afgørende grund til, at Mohamed Selfati blev i Islamisk Trossamfund. Han havde stor personlig beundring for den palæstinensiske imam, der var en karismatisk leder og højt respekteret i miljøet.

Selfati er selv fra Tangier i Marokko, hvor han gik på en kristen skole, lærte fransk og blev undervist af præster, blandt andet i guitarspil. Han spillede fodbold med sine jødiske naboer og var vant til kirkeklokker om søndagen. Det var først i Danmark, at islam blev til andet for ham end et forbud mod alkohol og svinekød. Han fortæller, at han havnede i Danmark i 1977 som del af en marokkansk akrobat-trup ved navn Hassani-truppen. Her blev han gift med en dansk kvinde og fik sit første barn, men blev skilt efter kort tid. Da han fik statsborgerskab, blev han indkaldt til at aftjene værnepligt, fortæller han, og hiver en fotokopi frem fra sin mappe. Det er et årgangsfoto af danske rekrutter med længere hår, end man i dag ville tillade.

»M. Selfati« står der under hans foto. Han aftjente værnepligt på kaserner i Middelfart og Hedehusene. Han lærte Abu Laban at kende via nogle palæstinensere.

»Han kaldte mig militærmanden, fordi jeg kom til fredagsbøn i hans moské på Vesterbro i min uniform. Det hele foregik på arabisk, og jeg følte mig hjemme. Min barndom dukkede pludselig op igen,« siger han.

I modsætning til Abu Laban talte Selfati dansk og var integreret, hvilket Abu Laban havde brug for i sin nye forening. Han begyndte at arbejde frivilligt som sekretær og trivedes i starten, mens han læste om islam og modtog undervisning. Men det blev klart, at de fleste abonnerede på en vredere form for islam. Mange havde en konservativ, politisk udlægning, der lænede sig op af det Muslimske Broderskab i Egypten og udgjorde et kultursammenstød.

»Marokko er et moderne land med forståelse for europæere. Vi har en mere liberal islam. Men palæstinenserne kom fra flygtningelejre i konfliktområder, der havde Vesten som fjendebillede. De talte om Israel, om at verden var imod dem, om at de havde været i krig og var blevet beskudt. Det var barsk for mig bare at høre om det. Jeg vidste ikke noget om Israel eller konflikten. Jeg var fra en anden verden, den civiliserede verden, men Abu Laban var som en far for palæstinenserne. Han samlede dem,« siger han.

Han følte også, at han og hans mere moderate tanker stod under Abu Labans beskyttelse. Den dag i dag får man ham ikke til at sige et ondt ord om Abu Laban.

»Han betød utroligt meget for mig. Da han døde, efterlod han et tomrum, og jeg var klar over, at tingene ikke ville bevæge sig i retning af moderat islam. Så jeg gik. Jeg følte mig nøgen uden ham,« siger Selfati i dag.

Abu Laban lærte aldrig at tale dansk, kun arabisk og engelsk, og det opfattede Selfati ikke som et problem. Først i dag kritiserer han fremmedsprogede imamer, der indtager talerstolene i de danske moskéer. Staten bør stille krav om, at man mestrer dansk på mindst 10. klasses niveau, hvis man vil prædike i Danmark, mener han. »Det er så pinligt, at imamer går på talerstolen, når de ikke engang kan tale landets sprog. De kan ikke lære vores børn om islam, for de ved ikke, hvad børnene har i hovedet. De kommer med 1400 år gamle svar på de unges spørgsmål. Det skal være forbudt,« siger han.

Ifølge ham lukrerer udenlandske imamer på, at mange muslimer lever så isoleret, at de nærmest er hjælpeløse i hverdagen.

»Muslimer tror, at en imam kan løse alverdens problemer. De tror, han er læge. Hvis de har ondt i kroppen, går de til imamen. Det er så primitivt. Når en mand og en kvinde har en konflikt, tager de til en imam. Enten taler han emotionelt og siger, at Allah ikke kan lide, at man bliver skilt, og at kvinden kommer i paradis, hvis hun adlyder sin mand. Det sluger hun. Den anden løsning er skilsmisse. Hvorfor henvender de sig ikke til en psykolog ligesom danskerne? Manden kan have et misbrug. Kvinden har måske en depression, fordi hun sidder derhjemme. Men det ville imamerne ikke lytte til,« siger han og advarer imod at undervurdere deres påvirkning.

»Staten kræver, at du skal have et diplom for at være læge. Hvis du vil være mekaniker, skal du have et svendebrev. Men hvis du reparerer en bil forkert, er det ikke lige så skadeligt, som hvis du reparerer et menneske forkert og får det menneske til at slå sig selv og andre ihjel. Det er vi nødt til at sige. Hvis jeg ikke kommer med en kritik, vil der aldrig ske en ændring,« siger han.

– Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor du var i Islamisk Trossamfund, hvis du har de holdninger.

»Jeg havde et håb om at lave en drejning. Min mission var at lære de unge at være frie i deres hoveder. At tænke selv. Men jeg var ikke blevet så længe, hvis det ikke havde været for Abu Laban.«

Også de muslimske friskoler advarer han imod. »I den danske folkeskole kan barnet blive stærkt og lære rigtig meget. På de muslimske friskoler vil dit barn kun gå i skole med børn, hvoraf de flestes forældre er på bistand. Og selv om deres forældre er i beskæftigelse, er det ikke et arbejde, som man kan se i danske folkeskoler, hvor forældrene er læger, sygeplejersker, lærere, ingeniører. De børn har en større viden. Niveauet er meget lavt på friskolerne. De, der driver skolerne, er ikke faglige,« siger han og fortæller, at han selv har undervist på Sjællands Privatskole.

– Hvorfor er der angst for kritik og debat i muslimske miljøer?

»Alle er bange for at være en dårlig muslim. Man bliver stemplet som en forræder mod islam. Vi lever ikke som individer, vi lever i grupper, og de unge betaler prisen. I dag kan de unge ikke gå i moskéen og høre om fysik for eksempel. Hvad ved du om Einstein? Hvad er hans relativitetsteori? Jeg ønsker, at vores unge en dag vil finde ikke bare religiøse bøger i moskéen, men også bøger om anatomi, geografi og historie.«

I 2005 blev Mohamed Selfati afsløret af B.T., da en pige, der udgav sig for at være 17 år, ringede og spurgte, om han kunne vie hende islamisk. »Vi kan godt få jer til at blive gift,« lød svaret.

I dag siger han, at det ikke gjaldt et ægteskab, men hans egen opfindelse, halal-kærester, der skulle give unge mulighed for at være kærester uden at gøre noget forbudt. Det krævede familiernes accept, en medgift i form af en ring eller en parfume og to vidner. »Jeg sagde altid til forældrene: ’Hvad tror du, dit barn gør angående det med kærester? Jeg er ikke dum. Jeg har selv været 18 år. Halal-kærester er et forhold, der kan afsluttes. Vi skal vise dem den brede vej, ikke den smalle’. Men det blev ikke accepteret i Islamisk Trossamfund,« siger han.

Muhammedkrisen

Islamisk Trossamfund var afgørende for, at Muhammedkrisen blev global og kom ud af kontrol i 2006. Der blev udsendt delegationer til Egypten og Libanon, og ifølge Ahmed Akkaris bog tog man også kontakt til terrorbevægelserne Hamas og Hizbollah. Dengang mente Mohamed Selfati, at Jyllands-Posten burde være straffet juridisk for tegningerne, men sådan ser han ikke på det i dag.

»Jeg mente, at der var en grænse, for hvad man måtte sige, men det mener jeg ikke længere. Det er en del af ens frihed. Også hvis man vil tale grimt,« siger han.

Selfati mener, at det var en fejl af trossamfundet at gå ind i sagen. »Mine tanker var saglige. Jeg tænkte shit, nu er vi gået i fælden. Jyllands-Posten smed den bombe, fordi de vidste, at muslimerne var så dumme, at vi ville reagere på det. Jeg syntes, det var en meningsløs sag, men det turde jeg ikke sige højt. Så ville de igen have sagt til mig, at jeg ikke har nogen følelser for profeten. Jeg var bange for at blive stemplet, som om jeg var med Vesten, imod muslimer. En forræder.«

I hans øjne var det muslimerne selv, der udløste balladen.

»Muhammed-krisen viste, hvor voldelige vi er. Jeg ser på den muslimske, arabiske verden, og jeg tror ikke på, at vi er så fredelige og tolerante. Vi er sådan, fordi staten har hånd på det, men så snart den hånd er væk, kan du se, hvordan muslimer slagter hinanden. Det viser, hvor voldelig en mentalitet vi har opbygget gennem årene. Vi bruger politik med en religiøs maske.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Islamisk Trossamfund.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533