Bøger uge 2 | 2018

Trump. Det er ikke til at sige, om underholdningsværdien overstiger sandhedsværdien i Michael Wolffs vildt omtalte bog om hans halve år i Det Hvide Hus.

Af Klaus Wivel

En kosmisk joke

Michael Wolff: Fire and Fury – Inside the Trump White House. 328 sider. 189,95 kr. på saxo.com. Henry Holt & Co.

»Jeg valgte det forkerte stykke, den forkerte instruktør, det forkerte ensemble af skuespillere – hvad gjorde jeg rigtigt?« siger den desperate, aldrende, fallerede og korrupte producer Max Bialystock i Mel Brooks’ berømte film The Producers fra 1967. Som læseren måske husker, får Bialystock den idé at lokke penge ud af investorer for at lave det billigste og mest håbløst elendige Broadway-teaterstykke, en hyldest til Adolf Hitler, der vil blive så massiv og pinlig en fiasko, at ingen af dem vil turde at kræve pengene retur. Stykket bliver naturligvis en grufuld succes, der sender Max og hans medsammensvorne direkte i fængsel.

Den amerikanske journalist Michael Wolff bringer sammenligningen i munter erindring i sin skræmmende underholdende bog om Donald Trump, Fire and Fury, der på mindre end en uge ifølge Wall Street Journal har solgt en million eksemplarer. Få bøger er i moderne tid blevet debatteret mere heftigt og ikke uden grund. Det er lykkedes Wolff at tilbringe et halvt år i Det Hvide Hus’ korridorer, hvor han på daglig vis kan bevidne den hvirvelvind af uduelighed og gensidig ringeagt, Trump og hans stadig mere fortvivlede stab lever i, og hvor journalisten med sit indsmigrende og godmodige væsen tilsyneladende får lokket de mest utrolige citater ud af præsidenten og hans rådgivere.

Bogen begynder hos Trump og hans snævre entourage af outrerede kampagnefolk inden valget, hvor de alle befinder sig i den sikre overbevisning, at han ikke har en kinamands chance for at vinde. Det forklarer, hvorfor de handler så skødesløst og på en måde, de stadig i dag betaler prisen for, eksempelvis i deres letsindige omgang med russerne og deres stjålne e-mails. Trump fører valgkamp, fordi den vil gøre ham og hans kreds verdensberømte. Der ligger uanede muligheder for at etablere TV-programmer, måske ligefrem TV-stationer eller sikre sig lukrative stillinger efter et nederlag til Hillary Clinton. Brandet Trump vil være sin egen vægt værd i guld.

Præsidentkandidaten lover sin triste, tavst skulende hustru, Melania, der som den eneste gruer for, at forudsigelserne ikke holder stik, at han under ingen omstændigheder vil vinde. Det var et af de løfter, denne »kronisk utro husbond var overbevist om at kunne holde«, som Wolff skriver. På valgnatten ligner Trump en mand, der har set »et spøgelse«, mens tårerne løber ned ad Melanias ansigt. »Ikke glædens tårer,« skriver journalisten.

Det meste af bogen foregår i Det Hvide Hus med en mand i spidsen, der som et andet orakel i Delfi udsteder befalinger, ingen forstår, og som alle derfor må forsøge at tolke. Han nægter at læse rapporter, og lytte gider han ikke, hvorfor det stort set er umuligt at overbringe ham beskeder. Han næres udelukkende af sine egne indskud og krav om opmærksomhed og tilbringer store dele af dagen foran de tre TV-skærme, han får etableret i sit soveværelse. Ellers jamrer han højlydt og konstant om, hvem af sine ansatte han burde fyre. »Det krævede total disciplin ikke at erkende, hvad enhver kunne se,« skriver Wolff om de embedsmænd, som heroisk forsøger at skabe mening i kaosset og få den vigtigste institution på kloden til at fungere på trods af chefen.

Vi følger i særlig grad hans tre nærmeste rådgivere, som alle bagtaler hinanden, gerne anonymt i pressen, og som vil præge direktøren for det hele i vidt forskellige retninger: Svigersønnen Jared Kushner (gift med hans yndlingsbarn, Ivanka), en hovedrig og politisk set komplet uerfaren Wall Street-demokrat; Reince Priebus, en evangelikal og pæn stabschef, som den republikanske ledelse får plantet, og som Trump omtaler som »dværgen«; og chefstrateg Steve Bannon, den ildsprudende revolutionære, der ligner en hjemløs – en højrefløjsagitator, der ønsker at lægge begge de to store partier i graven, og hvis hele idé om politik er at skabe tumult og konflikt. Intet menneske med fornuften i behold ville hyre dette titaniske rodehoved til et job, der »inkluderer at få togene til at gå til tiden«, bemærker Wolff.

Bannons fysiske fremtoning afspejler i løbet af de måneder, der går, det frie fald, Det Hvide Hus er inde i. Og det siger noget om det vanvid, der hersker, at Bannon, formentlig forfatterens mest generøse kilde, udvikler sig til at blive husets mest præcise analytiker. Han ser klart, hvad der kommer til at ske, ansporet af skuffelsen over at Trump ikke rigtig bliver til den trumpist, Bannon troede, han kunne modellere ham som. Djævlepagten går hurtigt i opløsning, og præsidenten forstøder ham mere og mere i fornærmelse over, at Bannon i pressen portrætteres som hans hjerne. Trump evner ikke eller gider ikke blive usurpatorens hammer mod systemet.

Det er Jared og Ivanka, der overtager Trumps opmærksomhed – Jarvanka, som Bannon hånligt kalder dem. De anbefaler Trump at fyre FBI-lederen James Comey, en beslutning, Bannon med det samme ved kan koste Trump præsidentposten. »Datteren fælder faderen,« som Bannon »i sit shakespeareske hjørne« noterer sig.

Det er også Jarvanka, der i ti balstyriske dage i sommer hyrer festoriginalen Anthony The Mooch Scaramucci som Det Hvide Hus’ pressetalsmand, og som Bannon straks og rigtigt forudser vil selvantænde for åben skærm i løbet af et par dage. Bannon ryger selv ud af huset kort efter, hvorefter Wolff også beslutter sig for at tage afsked for at sætte sig ved tasterne. Hans primære kilde er tørret ind.

I en fortælling, hvor ironier står i kø, er det kosteligt, at Bannon er bogens første egentlige offer. Hans udtalelser om Trumps ældste søn, som Bannon i bogen kalder »forræder« for sit møde i Trump Tower den 9. juni 2016 med de gedulgte russere, kostede forleden stilling-en som chef for højrefløjsorganet Breitbart News – også selv om han noget sent forsøgte at lægge afstand til citatet uden dog at hævde, at det var forkert. Revolutionen æder som bekendt sine egne børn.

Også Trump er utilfreds. Han forsøgte at få bogen bremset og kalder Wolff »en total taber«, mens han karakteriserer værket som »kedeligt« og »usandt«. Nu truer han med at stramme den amerikanske injurielovgivning.

DET er Wolffs mange regibemærkninger, der giver hele bogen et skær af Mel Brooks, hvorfor den også af mere seriøse journalister kritiseres for at være upræcis og upålidelig. Fejl er da også fundet, dog ikke af afgørende art. Der er et element af slapstick og gonzo i beskrivelserne, som ofte er forrygende morsomme, og der er ingen kildeangivelser sidst i bogen. Vi aner ikke, hvornår han selv er til stede, og hvornår han stykker scener sammen på baggrund af, hvad andre har sagt. Vi må stole på, at Wolff refererer så ærligt så muligt. Enhver, der læser bogen, må hurtigt indstille sig på, at det er journalistens syn på farcen, man køber. Om man holder af den genre, må forblive en smagssag, mere puritanske reportere har forkastet bogen: USA befinder sig i en eksistentiel krise, den slags kan ikke forvaltes, som var der tale om en kosmisk joke. Så nej, man bekæmper ikke Trump ved at synke ned på hans niveau, forklarer de.

Andre mener, at Trump har fået den bog, han fortjener. Til den gruppe hører jeg. Wolff, der senest har skrevet for Hollywood Reporter, får adgang til Det Hvide Hus, fordi han ikke hører til den faste kreds af Washington-journalister, og fordi han ikke havde ry for at være Trump-kritiker. Han kommer udefra og har udtalt, at han med glæde ville have skrevet en bog om, hvor overbevisende Trump ledte landet, og hvor fejlanbragt dommedagshysteriet omkring ham var, hvis det var det, han havde oplevet. Det er formentlig også derfor, staben i Det Hvide Hus tilsyneladende ikke aner uråd. Og så er han skruppelløs nok til at lade sine kilder svæve i den tro, at de taler off the record, hvilket de fleste nok i dag fortryder.

Det taler til hans fordel, at traditionelle journalister aldrig var kommet i nærheden af den indsigt, han får. De var blevet afvist i døren, hvis ikke deres journalistiske moral og deres mediers frygt for juridiske repressalier havde nægtet dem at gøre, hvad Wolff gør. Men god presseskik bringer os ikke ind i den inderste kerne. Og hvad dér foregår, har mildest talt offentlighedens interesse.

Så må man tage svagheden ved Wolffs metode med: Alt for meget af debatten er kommet til at handle om hans troværdighed.

1. sektion side 9

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533