Bøger uge 38 | 2017

Clinton. Hvordan kunne »den mest kvalificerede præsidentkandidat i USAs historie« tabe til karnevalsfiguren Trump? Kandidaten giver selv et overraskende velskrevet bud.

Af Ole Nyeng

Ligsyn over en knust kampagne

Hillary Rodham Clinton: What Happened. 512 sider. 199,95 kr. på saxo.com. Simon & Schuster.

Jonathan Allen og Amie Parnes: Shattered – Inside Hillary Clinton’s Doomed Campaign. 480 sider. 319,95 kr. på saxo.com. Crown.

I flere uger op til 8. november sidste år havde Hillary Clinton forberedt sig på den valgsejr, hun fuldt og fast troede var hjemme. Hun havde udpeget sit overgangs-team, havde i tankerne besat nøgleposterne i sin nye administration og var begyndt at lægge planer for, hvilke lovinitiativer hun først ville forsøge at få skubbet gennem Kongressen – en stor infrastruktur-pakke, der skulle forbedre amerikanernes veje, jernbaner, lufthavne og bredbåndsnet og samtidig skabe masser af jobs, stod øverst på listen.

Fuldstændig klædt i hvidt – som suffragetterne for 100 år siden – skulle hun under Javits-centrets glaskuppel på Manhattan have holdt den sejrstale, der markerede, at USA for første gang havde valgt en kvinde til politisk leder og øverstkommanderende.

Clinton kunne – i lighed med de fleste af os andre – ikke forestille sig, at hun – »den mest kvalificerede præsidentkandidat i USAs historie«, som præsident Obama havde kaldt hende – kunne ende med at tabe til en mand, som havde zero politisk erfaring, løj dagligt, pralede af sine seksuelle overgreb og med jævne mellemrum kom med verbale angreb på kvinder, immigranter, muslimer, mexicanere og folk med handicaps.

Clinton fik da også næsten tre millioner stemmer flere end Donald Trump, men da alt var talt op, viste det sig, at i alt 77.744 stemmer (ud af 136 millioner i alt) i staterne Wisconsin, Michigan og Pennsylvania havde sikret Trump flertallet i det valgmandskollegium, der afgør amerikanske præsidentvalg.

DER er allerede kommet flere kvalificerede bud på ligsyn over Clintons forliste valgkampagne. Det bedste er journalisterne Jonathan Allens og Amie Parnes’ Shattered – Inside Hillary Clinton’s Doomed Campaign, hvor forfatterne ud fra interviews med omkring 200 anonymiserede kilder tilknyttet Clintons stab sammenstykker historien om en datastyret, men visionsløs kampagne.

Men heller ikke Hillary Clintons egen, netop udkomne skildring med den rammende titel What Happened, er et dårligt bud på en forklaring. Clinton lover i forordet at »sænke paraderne« – og det må man sige, hun gør: Bogen forekommer ærlig, lejlighedsvis bitter, til tider humoristisk – og dertil velskrevet.

Man fristes til at sige, at hvis den Hillary Clinton, som boltrer sig i What Happened, havde stillet op til præsidentvalget i stedet for den sædvanligvis reserverede, kontrollerede figur, vi oplevede, så havde USAs præsident i dag formentlig ikke heddet Donald J. Trump.

Hillary Clinton er klar over sine mangler som kampagne-politiker. »For mig er politiske valgkampagner noget, jeg skal igennem for at vinde prisen: at blive i stand til at regere. Jeg er ikke nogen født politiker,« skriver hun. Og efter at valgnederlaget er en realitet, røber hun, at hendes »værste frygt, hvad angår mine begrænsninger som kandidat, er blevet til virkelighed (...) Jeg var ude af stand til at forbinde mig med den dybfølte vrede, som så mange amerikanere følte, eller rokke ved opfattelsen af mig som en status quo-kandidat.«

Allen og Parnes nævner i Shattered, at Hillary i nære sammenhænge er »generøs, tankefuld og morsom«, og at hun også i mere intime møder med vælgerne slår igennem som lyttende og oprigtigt interesseret. Men i store forsamlinger er det, som om kontrolgenet tager over, hendes taler er monotone, uden overraskelsesmomenter eller oratoriske højdepunkter, og alt, fra musik, heppekor til spørgsmål-svar-seancer med salen, er koreograferet ned til mindste detalje. Det var – kan jeg sige ud fra egen erfaring – tusind gange mere underholdende at gå til et af Donald Trumps uforudsigelige valgmøder.

Det vil være synd at sige, at Clintons version af, hvad der skete, er blevet mødt med nogen særlig begejstring i den amerikanske offentlighed, især ikke blandt Demokraterne. »Hun burde bare knytte sylten (zip it),« siger en af Demokraternes top-donorer til webmagasinet Politico. »Hillary, jeg elsker dig, men vær venlig at gå,« hedder det i en kommentar i Los Angeles Times, og en ironisk overskrift i Vanity Fair lyder: »En kort liste over folk, som Clinton giver skylden for sit valgnederlag, del 3.« Ingen elsker en taber – og i den fløjkamp mellem moderate og radikale, der lige nu foregår blandt de post-traumatiske Demokrater, har ingen brug for, at Hillary blander sig.

Men kritikken af Hillary Clinton for at være uærlig og uden selvindsigt synes lige så forudprogrammeret som Hillarys egne taler. Hun skåner ikke sig selv i What Happened: »Jeg er kommet overens med den kendsgerning, at en masse mennesker – millioner og millioner af mennesker – har besluttet, at de simpelt hen ikke kan lide mig. Forestil dig, hvordan det føles. Det gør ondt og er hårdt at acceptere. Men der er ingen vej uden om det,« hedder det.

Hun konstaterer, at det i valgkampen ikke lykkedes for hende at knytte bånd til den hvide arbejderklasse og beklager dybt bemærkninger som »vi vil overflødiggøre en hel del minearbejdere og kulmineselskaber« – sagt under et valgmøde i Ohios kuldistrikt.

Udtalelsen kørte i båndsløjfe hos Fox News og andre ultra-konservative medier, som naturligvis ikke bragte tilføjelsen: At Clinton samtidig ville arbejde på at skabe en hel masse arbejdspladser inden for alternativ energi i kulminestaterne.

Fra samme skuffe kom Clintons nok så kendte karakteristik af halvdelen af Trumps vælgere som »ynkværdige«. »At bruge generaliseringer af en bred gruppe mennesker er næsten altid uklogt. Jeg fortryder, at jeg gav Trump en politisk gave med min kommentar,« hedder det i bogen.

Der var andre, mere strategiske fejl, der gjorde, at Clinton klarede sig så dårligt blandt hvide arbejderklassevælgere, og dem kommer hun ikke ind på. Men det gør Allen og Parnes i Shattered. De påpeger, at strategien, udtænkt af kampagnechefen Robby Mook med Clintons godkendelse, var at satse på at genoplive den koalition af etniske mindretal, unge og kvinder, der gav Barack Obama valgsejrene i 2008 og 2012. Mooks data-baserede kampagne forudsatte, at denne regnbue- koalition var nok til at styre Clinton mod sejren, og at kampagnen ikke behøvede at gøre noget særligt for at fastholde den svindende vælgergruppe, som hvide arbejdere er.

Men dels straffede hvide vælgere Clinton for at føre en kampagne så ensidigt fokuseret på mindretallene, dels mødte især de sorte og de unge vælgere ikke frem til stemmeurnerne i samme omfang, som da Obama stod på stemmesedlen – hvilket altså kostede Clinton sejren i de traditionelt demokratiske industri-stater i Midtvesten.

Der er naturligvis også udefrakommende faktorer, der er skyld i valgets overraskende resultat. Clinton giver en sober og detaljeret gennemgang af sagen om hendes berømte private server, som hun også brugte til sin professionelle email-korrespondance i sin tid som udenrigsminister. Hun erkender, at hun begik en fejl, men påpeger også det absurde i, at email-sagen fik tre gange så megen dækning på de nationale tv-kanaler i 2016 som alle andre politiske sager – tilsammen.

Og hun fastholder – støttet af meningsmålinger – at FBI-direktør James Comeys beslutning om at genoptage efterforskningen af email-sagen kun 11 dage før valget var den enkeltfaktor, der i sidste ende gav Trump valgsejren.

Uhyggeligt er kapitlet om den russiske indblanding i valgkampen, som har vist sig langt mere omfattende end oprindelig troet – med hacking af Demokraternes partiorganisation og kampagne-direktør John Podestas email-konti og omfattende interventioner på Facebook og andre sociale medier vendt imod Clinton. Det hele muligvis aftalt og koordineret med Trumps kampagne – det forhold efterforsker den særlige undersøger Robert Mueller for tiden.

»Ingen udenlandsk magt i nyere historisk tid har angrebet os med så få konsekvenser, og det bringer os alle i fare,« skriver Clinton og tilføjer bogens eneste kritik af præsident Obama: »Jeg tænker på, hvad der ville være sket, hvis præsident Obama i en tv-tale til nationen i efteråret 2016 havde advaret om, at vores demokrati var under angreb. Måske ville flere amerikanere være vågnet op og have imødegået truslen i tide.«

Men Obama undlod at fortælle sin viden videre – af frygt for at blive beskyldt for at ville påvirke valgkampen. Og Putin fik held med sit forehavende.

»Jeg er kommet overens med den kendsgerning, at en masse mennesker – millioner og millioner af mennesker – har besluttet, at de simpelt hen ikke kan lide mig.«

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533