Kultur uge 49 | 2017

Mindeord. Den lavmælte elegantier Henning Jensen står tilbage som en af dansk fodbolds største, også selv om han blev født fem år for tidligt.

Af Asker Hedegaard Boye

Fodboldenglen

3. januar 1973 scorede Henning Jensen et mål, der både eksisterer og ikke eksisterer. Danskeren var udtaget til et gallaopgør på Wembley mellem et mandskab af spillere fra de tre nye EF-nationer, Storbritannien, Irland og Danmark, og et sammenbragt hold bestående af Kul- og Stålunionens seks stiftende medlemmer. Det nye Europa besejrede det gamle med 2-0, og Jensens svævende, ikaroske hovedstødsmål efter 49 minutter endte på avisernes sportssider over hele Europa.

»Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser,« skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen (1979).

Det er fortælleren Frands, der betragter et avisfoto af sin barndomsven Frankes scoring på Wembley. Men målet er Henning Jensens, også selv om det ingen steder er at finde i de autoritative statistikker. EF-kampen var uofficiel, men billedet af den flyvende fodboldspiller med det koncentrerede blik indvarslede en ny tid. Et halvt år tidligere havde 22-årige Jensen forladt Danmarksserien og Nørresundby Boldklub til fordel for tilværelsen som professionel i Vesttyskland. Han, der som dreng havde fået lægeligt forbud mod at spille fodbold på grund af sine platte fødder, fik landsholdsdebut i maj 1972 på et hold, der kvalificerede sig til OL og talte andre unge talenter som Morten Olsen og Allan Simonsen.

Alle tre drog de udenlands samme sommer; Olsen til Cercle Brugge, Simonsen og Jensen til Borussia Mönchengladbach. I fire store sæsoner mellem 1972 og 1976 udgjorde de to danskere et drømmeangreb i den vesttyske storklub, hvorefter Jensen, nu betragtet som en af Europas bedste offensivspillere, skiftede til Real Madrid for godt fire millioner kroner. Hans årsløn befandt sig på den pæne side af en million kroner, og holdkammeraterne talte José-Antonio Camacho, Paul Breitner, Carlos Santillana og José Pirri. Det var svimlende summer, det var svimlende navne.

I Madrid nød han og hustruen, Ulla, de lidt løsere rammer, og på banen fik den danske profil en mere tilbagetrukket rolle, hvorfra han kunne udnytte sit eminente blik for medspillerne. Allerede efter danskerens debut slog en lokal avis fast, at »det, andre kan præstere i shorts og korte ærmer, kan Jensen udføre iført smoking«. Den nonchalante elegance stod i skærende kontrast til hans høflige, diskrete facon uden for banen. Efter tre år og to mesterskaber i den spanske hovedstad fortsatte Den tavse Blonde karrieren i den hollandske mesterklub Ajax, før han i 1981 vendte tilbage til Danmark. Her blev det til to flotte sæsoner i AGF og en række optrædener for barndomsklubben i Nørresundby.

Landsholdskarrieren forblev derimod uforløst. Jensen, der blev mester i tre lande, spillede regelmæssigt under Rudi Strittich og Kurt Nielsen, men DBU (der først i 1971 havde ophævet forbuddet mod professionelle på landsholdet) tog ikke højde for de udenlandske klubbers program, hvorfor de danske topspillere i Bundesligaen ofte var forhindret i at vende hjem. Dette ændrede sig med ansættelsen af tyske Sepp Piontek i 1979, men da havde Jensen rundet 30 år. Efter yderligere seks landskampe var det slut: Det triste 0-1-nederlag til Grækenland i Idrætsparken i oktober 1980 jordfæstede de danske drømme om VM i Spanien og blev Jensens 21. og sidste landskamp.

»Hvis han ville blive tysk statsborger, var han sikret en plads på det tyske hold, som skal forsvare verdensmesterskabet i Argentina,« udtalte Vesttysklands landstræner Helmut Schön et par år tidligere. Men Jensen var dansk og blev født fem år for tidligt til at tage del i det rød/hvide landsholds største succeser. I disse dage flokkes de største om at prise fodboldikonet, der døde mandag efter kort tids kræftsygdom. »Det sødeste menneske, det største talent,« skrev Preben Elkjær på Twitter. Også han ved, at 1980ernes opsving står på skuldrene af 1970ernes hjemløse udlandsfarere. Det var Allan Simonsens rappe driblinger og Henning Jensens raffinerede overblik, der gav det danske fodboldpublikum den første, spæde følelse af – med Hans-Jørgen Nielsens ord – »at virkeligheden er føjelig, at den lader sig blødgøre, sætte i uendelig bevægelse, eftergivende og modtagelig.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533