Kultur uge 46 | 2017

VM-klar!. Playoff-kampene mod Irland viste, at herrelandsholdets styrker er væsentligere end dets svagheder, og at Danmark råder over en af Europas bedste fodboldspillere.

Af Asker Hedegaard Boye

Smuk pragmatisme

Oven på sidste weekends hjemmekamp mod Irland havde landstræner Åge Hareide indprentet sine folk et mantra, der skulle dække over en forkrampet indsats. Både i de sene aftentimer lørdag og hele søndag og mandag flokkedes landsholdsspillerne, unge som erfarne, ved pressens mikrofoner for at fastslå, at 0-0 var et virkelig gunstigt resultat, og at Danmark nu blot var én scoring i Dublin fra en VM-billet. Og man måtte give dem, at logikken var pålidelig: Scorede danskerne, skulle irerne score to for at gå videre, og dette havde Martin O’Neills mandskab trods alt kun gjort to gange på tre år på hjemmebane i en betydende landskamp.

Men tirsdag aften i returmødet på Aviva Stadium var der hverken brug for lommeregner eller reglen om udebanemål. Det danske landshold sprængte sin egen forsvarstale i stumper og stykker med en smittende smuk 5-1-sejr, den største på udebane i 16 år. Danskerne sikrede sig adgang til næste sommers VM i Rusland efter et opgør, der spejlede kvalifikationsturneringen. Begyndelsen var kreperlig, slutningen var euforisk. Efter seks minutter bragte Shane Duffy Irland foran efter en fejl af Nicolai Jørgensen, og et kvarter senere var Daryl Murphy tæt på at fordoble føringen, da han flugtede et indlæg tæt forbi mål. Men snart gjorde danskernes større kvalitet sig gældende.

Først førte Pione Sistos mesterdribling og Andreas Christensens smarte løb i feltet til udligningen, og dernæst tog Christian Eriksen over. Med tre scoringer – en hammer via overliggeren, et følt spark med venstrefoden og en nådesløs vrist – spillede Tottenham-profilen en storslået kamp. »En sand verdensklassespiller,« skrev Bild om den 25-årige dansker, der generøst lod Nicklas Bendtner sparke det afsluttende straffe (Eriksen kunne være blevet den første danske firemålsskytte i 40 år), og som ifølge The Guardian »på smukkeste vis demonstrerede, at han tilhører den absolutte elite«.

Kampen i Dublin understregede, at herrelandsholdet næsten 20 år efter Laudrup-brødrenes exit nu igen råder over en af Europas bedste spillere. Men storsejren var ikke blot en enkelt mands værk. Alt det, der ikke virkede i den første kamp i København, fungerede således til punkt og prikke i Dublin, og forvandlingen var næppe tilfældig.

Lørdag efterlod de defensive irere Danmark med valget mellem at spille tålmodigt og at forivre sig med lange, planløse bolde. Værterne gjorde begge dele, og lige lidt hjalp det. Forsvaret lossede langt, midtbanen spillede baglæns, og Sisto og Eriksen befandt sig ofte alt for langt fra det irske mål. Tirsdag på Aviva Stadium foran 50.000 fans var irerne tvunget til at komme ud af busken, og ikke mindst efter udligningen formåede danskerne – fra Simon Kjær over William Kvist og Thomas Delaney til Eriksen – at spille hurtigt og fladt gennem deres modstandere.

Hareides mandskab er bedst, når tempoet er højest, og modstanderen har lyst til og mod på at spille med. Det havde hverken montenegrinerne eller rumænerne i oktober eller irerne i Parken, og derfor resulterede de tre kampe i bare tre mål, heraf to til danskerne. Det havde til gengæld polakkerne og armenierne i september og irerne i Dublin. Derfor fik de bank: 4-0, 4-1, 5-1. Det er næppe kun ønsketænkning at forestille sig, at Danmark også til VM vil få fornøjelsen af mindst et par af disse ambitiøse, men sårbare hold.

Tilbage står, at landsholdets kollektive styrker for første gang i umindelige tider er væsentligere end dets svagheder. Danmark har scoret 40 mål i Hareides foreløbig 19 kampe (til sammenligning har England scoret 35 mål i 24 kampe i samme periode), og selv på en dårlig dag får man point. De rød-hvide har ikke tabt i 11 kampe i streg, den længste serie som ubesejret siden 1995.

Det var, som om der var et mellemværende, der skulle gøres op i Dublin. Under Morten Olsens ledelse lykkedes det aldrig at besejre øboerne, hverken Irland eller Nordirland. I seks forsøg blev de danske idealer kvast af den prunkløse, krasbørstige modstand. Men i tirsdags var det irerne, der blev løbet over ende. Under Olsen forsøgte landsholdet oftest at gøre banen bred, under Hareide er målet snarere at gøre banen lang. Modstanderen skal strækkes til bristepunktet som på en ond pinebænk.

Det handler ikke længere om at skabe kampen, men om at skabe kaos. Det handler ikke længere om indøvede skabeloner, men om sammenhold og gejst. Det var anfører Kjær, der før kampen i Irland endnu en gang talte om den »frihed under ansvar«, som er blevet landsholdets kendemærke under Hareide, og det var Bendtner, som efter triumfen gav landstræneren kredit for at have skabt »en fantastisk kultur både på og uden for fodboldbanen«.

Nordmanden har bestyret det danske landshold i 600 dage. Han har ændret formation i flere omgange. Han har stolet på de unge, for siden at indse vigtigheden af erfaring. Hans hold har spillet kort og fladt, og det har spillet højt og langt. 21-årige Andreas Christensen er blevet symbolet på en trup, der er villig til at tilsidesætte de fine fornemmelser til fordel for det fælles bedste. Sidste år indledte yngstemanden som sweeper i et tremandsforsvar, og siden landede han på bænken uden at kny. Mod Irland var han så tilbage i startopstillingen – som højreback, gudhjælpemig – og scorede karrierens første landskampsmål. Det er denne seværdige pragmatisme, der har bragt Danmark til verdensmesterskabet for femte gang i historien.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533