1 Sektion uge 33 | 2017

Mistrivsel. Skolereformen har forvandlet den danske folkeskole til et koldt, ekskluderende og forjaget sted, hvor volden mod lærere er i kraftig stigning.

Af Niels Sauer

Folkeskolens forråelse

Arbejdstilsynet melder om en markant vækst i antallet af sager om vold mod lærere i folkeskolen. Tallene kan måske synes små: 40 gange måtte tilsynet rykke ud i 2013, og 19 gange resulterede det i påbud, imod 75 udrykninger og 48 påbud i 2016; men dels er forøgelserne (henholdsvis 88 og 152 procent) stærkt opsigtsvækkende, dels ser vi her kun toppen af isbjerget. Under vandlinjen ligger et mørketal af uanmeldte hændelser samt en generel forråelse af klimaet i skolen, som ikke umiddelbart er en del af tilsynets arbejdsområde.

Lige så opsigtsvækkende er en netop offentliggjort undersøgelse af udviklingen i gruppen af elever med særlige behov. Undersøgelsen viser, at 30 procent af drengene og 17 procent af pigerne, i snit 24 procent af alle elever, mistrives i folkeskolen i dag i en sådan grad, at de tildeles speciel støtte, enten som supplement til almenundervisningen eller som decideret specialundervisning i rasende dyre, segregerende foranstaltninger såsom specialklasser og -skoler. Det er i sig selv rystende høje tal, men hvad værre er: Stik imod hensigten med skolereformen er tallene vokset siden dens ikrafttræden. Og hvad endnu værre er: Væksten er sket på netop det område, hvor reformen for alvor skulle gøre en forskel, nemlig på forekomsten af elever med alvorlige adfærdsforstyrrelser.

Rapporten giver intet bud på årsagerne hertil, og vi savner i det hele taget autoritativ viden på feltet. Professor Niels Egelund har dog, sin vane tro, været ude med nogle skud fra hoften. Han peger på flere overlevende tidligt fødte børn med handicap, konsekvenser af forurening samt flere skilsmisser og resursesvage forældre. Hvordan det skulle kunne forklare en vækst siden 2014, forekommer dog temmelig uforståeligt.

Andre, herunder en del borgerlige politikere, søger forklaringen i en generel samfundsudvikling. Heller ikke det giver imidlertid megen mening, al den stund andelen af unge, der kommer i konflikt med loven, notorisk har været faldende i samme periode. I folkeskolen er andelen af forældre, der mener, at der er for meget uro i deres barns klasse, ifølge SFI til gengæld vokset voldsomt: fra 43 procent i 2014 til 62 procent i 2016.

Der synes dog at være udbredt enighed om, at fejlslagen inklusion, navnlig i indskolingen, må være forklaringen. Javist; det er der bare ikke meget forklaringskraft i. At sige, at en elevs voldelige angreb på læreren er udtryk for, at den pågældende elev ikke føler sig inkluderet, er vel nærmest at betragte som en pleonasme, altså en »dobbeltkonfekt«. Vi skal et spadestik dybere. Hvad var det lige, der skete i skolen fra 2013 til 2016?

Der skete først og fremmest det, at lærerne – i kølvandet på en historisk nedtromling i 2013 – under protest blev påtvunget en skolereform, som i den grad vanskeliggør deres livsvigtige relationsarbejde. Ja, reformen tager faktisk relationsarbejdet fra dem og udliciterer det til en anden personalegruppe, pædagogerne, med den erklærede hensigt at skabe bedre trivsel og færre konflikter i skolen. Hvad vi nu kan konstatere, er, at der er sket det stik modsatte, og det skal vel at mærke ses i lyset af, at øget trivsel med deraf følgende styrket faglighed og reduceret negativ social arv er reformens erklærede, centrale formål. Reformen synes hermed at være røget på gulvet.

Det kommer ikke bag på lærerne, som har advaret imod dette fra dag 1. De peger især på to faktorer som årsag til dette nedslående resultat.

For det første har reformen medført en forøgelse af skolens undervisning i størrelsesordenen 25 procent, finansieret alene ved en øget opgavemængde for den enkelte lærer. Det har bevirket, at det overskud og den tid, som læreren før reformen brugte til at opbygge relationer til såvel den enkelte elev som til klassen som helhed, er væk. Efter reformen har læreren under ti minutter per lektion til den allermest nødtørftige forberedelse og efterbehandling. Dertil kommer, at aftensamtaler med forældre til børn i krise er blevet no-go, efter at lærernes arbejdstid er blevet låst i et 8-16-mønster.

Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat opstår relationer mellem lærere og elever. Undervisningen er til enhver tid relationsbåret, men når læreren ikke længere kan lægge tid og kræfter i denne del af sit arbejde, bliver relationerne svagere og mere tilfældige, hvorfor læreren lettere mister grebet om såvel den enkelte elev som klassen som helhed. Og så hjælper det fedt, at en anden voksen, en pædagog, måske kan træde til med noget mere eller mindre vellykket brandslukning nogle timer om ugen. Pædagogen er uddannet til at se det enkelte barn i en fritidssammenhæng og opnår kun yderst sjældent den nære relation til klassen, som læreren, der er til stede konstant og kommer tæt på den enkelte elev og hjemmet i et langt mere forpligtende forhold, gør. Hvis han eller hun altså har tid til det.

For det andet skærper den drastiske forlængelse af skoledagen, navnlig i de yngste klasser, enhver konflikt i skolen. Man kan leve med mangt og meget, især hvis det kun er kortvarigt, og man i øvrigt er et nogenlunde modent menneske med styr på sig selv. Men når man er et lille, impulsstyret barn, så gør det himmelvid forskel, om et pres skal bæres i fire eller seks timer. Frustrationerne akkumuleres, indtil barnet når bristepunktet, og så kollapser paraderne. Så kommer amokløbet. I en undersøgelse foretaget af Politiken i 2016 blandt alle landets børnehaveklasseledere angav fire ud af fem, at reformen har skabt decideret mistrivsel blandt børnene i form af voldsomme konflikter, gråd og ufrivillig vandladning.

Der er flere andre forhold, der medvirker til skolens forråelse. Lad mig i hurtig rækkefølge nævne nogle af dem:

Afmontering af klasselærerrollen, der erstattes med en kontaktlærerfunktion, hvor lærerne deler eleverne mellem sig, således at hver lærer kun har ansvar for eksempelvis fem eller ti elever, hvorefter ingen længere har noget blik for de dynamikker, der er på spil i klassen som helhed.

Opløsning af den faste klasse til fordel for hyppige, varierende holddannelser på tværs af en langt større børnegruppe, ofte på baggrund af fagligt niveau, med brudte relationer, forvirring og utryghed blandt eleverne til følge.

Lukning af små skoler, klassesammenlægninger og forøgelse af klassekvotienter, såkaldt »klasseoptimering«, der i sig selv medvirker til at gøre den enkelte elev mere usynlig. Omkring 150.000 elever svarende til cirka 27 procent af alle elever går i dag i klasser med mere end 24 elever.

Kommunale strukturomlægninger, der kaster elever og lærere rundt mellem matriklerne og skaber en opbrudsstemning, hvor ansvaret forflygtiges og ingen reelt har styr på sagerne. Men det bliver bedre til næste år. Eller næste år igen. Hvorefter alt igen skal omkalfatres.

Styrket fokus på testresultater, hvorved eleverne måles og vejes op mod hinanden og for en dels vedkommende diskvalifiiceres råt for usødet i skriftlige, computergenerede bedømmelser udsendt fra undervisningsministeriet med afleveringspligt til hjemmet.

Centraliseret læringsmålstyringsregime, der fratager læreren retten til at vælge læringsmål i samarbejde med den enkelte elev (selvom det står i folkeskolelovens § 18. stk 4, at det SKAL hun!) og pålægger hende uafladeligt at holde elevens præstationer op imod de fastsatte krav.

Individuelle skriftlige elevplaner, der reelt fungerer som skudsmålsbøger med en slags karaktergivning i samtlige fag på samtlige klassetrin og dermed uvægerligt bliver en udstilling af de svage elevers fejl og mangler.

Tilsammen medvirker alle disse forhold til langsomt, men sikkert at forvandle det trygge og varme fællesskab, som den danske folkeskole er blevet verdensberømt for, til et koldt, ekskluderende og forjaget sted, hvor frustrerede elever i stigende grad går amok på magtesløse, nedkørte lærere. Hvor længe skal det vare, før magthaverne indser, at denne reform på nogle områder er et fejlgreb af historiske dimensioner, og begynder at foretage de nødvendige justeringer?

Niels Sauer er pensioneret lærer.

Hvor længe skal det vare, før magthaverne indser, at denne reform på nogle områder er et fejlgreb af historiske dimensioner, og begynder at foretage de nødvendige justeringer?

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533