1 Sektion uge 29 | 2017

Takt og tone. Hvide danskere skal føle skam over den vestlige imperialisme, mens mørke mennesker må opføre sig, som det passer dem. Det er ikke rimeligt, mener debattøren Tom Andkjær.

Af Inger Holst

N-manden

Anna Neye følte sig udstillet, da hun var barn i 70erne. Folk kom hen til hende og ville ugle hendes krøllede hår. De kommenterede hendes hudfarve. De blev fornærmede, når hun ikke ville kaldes neger.

I dag er hun skuespiller og manuskriptforfatter. Men somme tider bliver hun stadig kaldt neger. Derfor har hun skrevet en bog, hvor hun beder alle hvide danskere om at opføre sig ordentligt. Emma Gad for hvide. Bogens forfatter er født i Danmark af en hvid mor. Og dog oplever hun at blive betragtet som en fremmed. Fordi hendes far er afrikaner.

Den 1. juni var Anna Neye i Aftenshowet i DR. Hun fortalte, hvorfor hun har skrevet sin bog.

På et tidspunkt dukkede en mørk mand op på fladskærmen i studiet. Det var bloggeren og debattøren Tom Andkjær. Han sagde, at han var stolt af at være neger. Og at Anna Neye ikke talte på hans vegne.

Hun forsikrede, at hun kun talte på egne vegne. Udsendelsen endte med, at både Anna Neye og studieværten kaldte på Tom Andkjær, som havde forladt sin fladskærm. »Tom, Tom,« råbte de til kameraet. »Læs den!«

Det har Tom Andkjær gjort. Det er stilistisk set en fin bog, mener han. Den er rigtig sjov, men indholdet er tyndt.

»Jeg sad med en fornemmelse, som var jeg kommet ind på en fin og forkromet restaurant – og fik serveret en rød pølse.«

Men frem for alt mener han, at dette kursus i god opførsel er meget uhøfligt over for en stor befolkningsgruppe:

»Hvis der var kommet en bog, der hed Emma Gad for negre – der var blevet et ramaskrig!«

Tom Andkjær kalder sig selv Negeren fra Kolding, og det er ikke noget, han er begyndt på for nylig.

»Da jeg voksede op i Kolding, var jeg den eneste neger i min generation. Og da vi var to, som hed Tom i min omgangskreds, blev mit kælenavn Negeren eller Neger Tom. Det ord har altid været positivt for mig. Jeg synes, det er fedt at være neger.«

Han mener ikke, som Anna Neye, at det danske flertal mentalt og strukturelt befinder sig i 1905, da den gode opførsels dronning, Emma Gad, arrangerede en stor koloniudstilling i Tivoli. Og satte to vestindiske børn i bur.

»Vi negre blev for kort tid siden behandlet som dyr. I dag er vi mennesker som alle andre, med samme rettigheder og muligheder. Tænk, at det er gået så hurtigt! Alligevel bombarderes hvide danskere med anklager. De skal sige undskyld for slaveriet på De Vestindiske Øer. De skal føle sig skamfulde over hele den vestlige imperialismes historie. Men mørke mennesker må opføre sig, som det passer dem, og sige alt, hvad der falder dem ind om folk, der er lyse i huden. Der er slet ingen grænser.«

Modermælk

Tom Andkjær føler sig ikke undertrykt af hvide koloniherrer. Han har prøvet lidt af hvert i sit 47-årige liv og har ikke været begrænset af sin hudfarve.

Han har været model, Grand Prix- og tv-stjerne, coach og forfatter med selvudvikling som hovedtema. Han lever af et job som sælger. Og er i dag kendt som bloggeren, der taler tidens antiracistiske trend imod.

»Den eneste begrænsning, jeg har mødt, er, at jeg gik arbejdsløs et helt år. Det var, efter at jeg var gået ind i racismedebatten. Så jeg fik flere gange at vide, at jeg var kvalificeret. Men at mine meninger var for kontroversielle.«

Nu har Tom Andkjær arbejde igen. Han er vokset op i en arbejderfamilie. Dansk debatkultur har han fået ind med modermælken, bogstaveligt talt: Hans mor var voldsomt diskussionslysten. Denne danske tradition har sønnen fået i arv.

Men Tom Andkjær er ikke genetisk beslægtet med sine danske forældre. Da han var et halvt år gammel, blev han adopteret fra Brasilien. Han føler sig som dansker. Og alligevel ikke helt.

For nogle år siden fandt han sine rødder, i form af fem brasilianske søskende.

»Min far var ukendt, og min biologiske mor var død.«

Tom Andkjær mener, at der kunne have været et problem, hvis de havde mødt hinanden:

»Hun ville formentlig stadig have betragtet mig som sit barn. Men jeg er fuldt og helt mine danske forældres søn.«

Hans biologiske mor ville have været en fremmed for ham. En fattig kvinde, som måtte sende sit sidste og sjette barn til et andet land. Men til de fem søskende har han en god relation. I forhold til dem og til sit fødeland kan han godt mærke, at han ikke kun er fra Kolding.

»Jeg er mere musikalsk end mine danske forældre. Ja, jeg har rytmen i blodet,« siger han. Vel vidende, at det er et tabu at tale om sorte menneskers medfødte sans for dans. Manden, der har både afrikansk, europæisk og indiansk baggrund, har ingen problemer med, at han ikke alene stammer fra den østjyske fjordby:

»Alle mine brasilianske søskende er musikere. Og når jeg kommer over til dem, kan jeg udfolde sider af mig selv, som ikke er danske. Brasilien er også mit land. Vi mennesker er ikke ens. Det kan man da se. Jamen – så lad os bruge den forskellighed som en styrke!«

Forskelligheden kommer også til udtryk på en anden måde. Tom Andkjær har ikke fortalt sine brasilianske søskende ret meget om den racisme-debat, som han hyppigt deltager i herhjemme.

»Derovre ligger folk og dør på gaden. Og her i Danmark snakker vi om negerboller. Det giver ingen mening for en brasilianer.«

Kanøfling af de aparte

I sin barndom og tidligste ungdom havde Tom Andkjær problemer med sin hudfarve. Han havde oplevet at blive kaldt et sort svin, og han var flere gange blevet bedt om at rejse hjem til ’Abeland’.

»Dengang troede jeg, at alt ville være godt, hvis jeg bare var hvid som alle andre i Kolding på det tidspunkt.«

Men hans mor rådede ham til ikke at gemme sig bag sin hudfarve. Og han var alligevel stolt af sin herkomst, når han læste Pippi Langstrømpe. Hendes far var jo negerkonge.

»Jeg tænkte, at negrene var de stærkeste mennesker i verden. Hvis man kunne være konge over dem, så var man stor!«

Tom Andkjær har ingen forståelse for, at Astrid Lindgrens bog nu bliver censureret og skrevet om. Han fatter ikke, hvorfor det ord, Martin Luther King brugte om sig selv, nu er blevet negativt.

»Det er det kun, hvis man selv gør det negativt!«

Det bliver Tom Andkjær aldrig træt af at gentage. Han mener ikke, at racismen hærger blandt flertallet af danskere. Ord som ’sorte svin’ og ’Abeland’ opfatter han som kanøfling af de aparte. En form for diskrimination, der også rammer de rødhårede, de fregnede og de bebrillede.

»Rigtig racisme har jeg kun oplevet som barn fra et par sprittere, der sad og hang ved Kolding Banegård. De var meget hadefulde. Og så har jeg oplevet det i USA, hvor mange mennesker er opdraget til det. Rigtig racist er man, når man hader alle mennesker med en bestemt hudfarve. Den form for had møder man sjældent i Danmark.«

Tom Andkjær ved godt, at behandlingen af mennesker med afrikansk baggrund har været grusom.

Men i modsætning til mange andre i racisme-debatten mener han ikke, at historien om slaverne på De Vestindiske Øer spiller en rolle i den danske hverdag i 2017. Han mener ikke, at nutiden er gennemsyret af det, de kalder ’raciale strukturer’ fra kolonitiden.

»Jeg møder tit mørke mennesker med den holdning, at slavernes lidelser på De Vestindiske Øer er en vigtig del af deres egen identitet. Og at alle danskere med lys hud har et medansvar. Jeg minder dem om, at hvis det er tilfældet, så må både ofrene og de skyldige være 200 år gamle.«

Tom Andkjær nægter ikke, at ægte racisme stadig florerer – blandt andet i USA. Hvorfra en stor del af nutidens danske racisme-debat er direkte importeret.

»Men det er noget andet her i landet. Den amerikanske historie er ikke dansk! Og jeg har kontakt både med danskere og amerikanere med afrikansk baggrund, der ikke tør åbne munden i denne meget hårde debat. De er glade for min indsats.«

Abekat, jeg smadrer dig

Den danske racismedebat handler ikke om mennesker med afrikansk hudfarve alene. I virkeligheden handler den måske ikke ret meget om dem. Debatten har fokus på muslimer fra Mellemøsten. Også i denne debat har Tom Andkjær været aktiv. En dag i Kolding Storcenter blev han sprunget over i køen af en flok drenge med indvandrer-baggrund. Som straks gik til angreb, da han påtalte det. »Fuck dig. Fuck din mor. Abekat. Jeg smadrer dig!«

Det fik Tom Andkjær til at lægge en filmet blog ud på Facebook. Bare for at få luft.

Indlægget handlede om takt og tone. Budskabet var, at hvis man opfører sig som en idiot, bliver man behandlet som en idiot.

Den lille, spontane opsang blev delt 400.000 gange. Mange danskere var glade for det. Men det har også betydet, at Tom Andkjær er blevet kaldt både Onkel Tom og racist. Med de sædvanlige ord og begreber fra den amerikanske racisme-debat.

Men det her handler ikke om hudfarve, siger Tom Andkjær. Det handler om god eller dårlig opførsel.

»Kommer man drønende i en stor Mercedes, med kasket-skyggen i nakken og skuler efter en patrulje-vogn – så tror da pokker, at politiet bliver interesseret. Selv er jeg kun blevet standset én gang. Det var, fordi jeg kørte for stærkt. Jeg betalte min bøde og mente ikke, jeg fik den på grund af min hudfarve.«

»Takt og aggressiv tone«. Ideer side 7.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533