1 Sektion uge 38 | 2017

Krig. Inden regeringen begynder at bruge militæret til at løse indenrigsopgaver, burde man undersøge erfaringerne fra vores krigsindsatser. Men det ønsker man ikke, på trods af procedurerne hos vores allierede i Norge og Storbritannien.

Af Henning Sørensen

Soldater i gaderne

»bag lukkede døre arbejder regeringen på lettere at kunne sende soldater i gaderne«. Det kundgjorde Berlingske den 18. juni og mente, at der snarest vil komme et lovforslag herom. Fem dage senere er avisens Opinion-overskrift: »Vi må vænne os til soldater i gaderne«. Nu henviste avisen til den session på folkemødet på Bornholm den 16. juni, hvor »forsvarschefen... forberedte både befolkning og forsvaret på muligheden«. Avisen anførte dog som »en afgørende forudsætning for at sende soldater på gaden, at de er tilstrækkeligt uddannet til den svære opgave i lyset af erfaringerne fra danske soldaters indsats i Irak og Afghanistan, hvor den mindste tvivl om antallet af tilbageholdte og behandlingen af dem udløste en storm af kritik fra dele af Folketinget og Danmarks Radio og omegn«.

Berlingske opregner to problemer med soldater i gaderne: Uddannelse og tvivlsom kritik af deres indsats, hvoraf det sidste dog er et mindre relevant forbehold. For danske soldaters indsats i og uden for Danmark bør og skal vurderes kritisk. Også den længstvarende og mest kostbare, den i Afghanistan.

Udgifterne til indsatsen i Afghanistan løber op i over 21 milliarder kroner. Indsatsen har også været kostbar i soldaterliv. For Norge er det 10, for Sverige fem (heraf to dræbt af egne), mens 43 danske soldater er dræbt, heraf 25 eller knap 60 procent af vejsidebomber. Den drabeligste måned for danske soldater er marts. I den måned omkom i alt ni af de 43, knap 20 procent, mens ingen dansk soldat omkom i april og kun én i februar og i maj. De tilsvarende tal for Storbritannien og USA udviser ikke et sådant månedsmønster. Alene beløb og menneskeliv forpligter til undersøgelse.

Alligevel konstateres her et erfaringsfravær. Det skal ikke forhindre, at danske soldater undtagelsesvis indsættes i Danmark på baggrund af ekstraordinære situationer: Katastrofe, ulykke, stormskader etc. Men en generel, omfattende indsættelse af soldater i gaderne skal nøje overvejes og ikke kun ud fra et uddannelses- og kritikperspektiv. Og slet ikke på baggrund af lukkede møder, utilgængelige rapporter, endsige en lettere henkastet bemærkning fra en topembedsmand på et folkemøde, men på et oplyst grundlag for politikere og befolkning. Det er her, kæden hopper af. For både folkevalgte, forsvar og forskere har undladt at levere lessons learned-analyser af danske soldaters indsats i udlandet. Den manglende erfaringsopsamling vidner om en uforberedthed på at indsætte danske soldater i gaderne i Danmark.

Før en indsættelse sker generelt, bør dens formål, varighed, betingelser, effekt og pris afklares. Hvilket regelsæt skal gælde: Soldatens eller betjentens? For en grundlæggende forskel på soldatens og betjentens arbejde er volden. En soldat må/skal dræbe, betjenten skal undlade det. En betjent er altid på arbejde, soldaten ikke. Danske soldater er til stede nationalt, men opererer internationalt, betjenten normalt kun nationalt. Betjenten kender nogenlunde antallet af indsatser i fremtiden (antal af drab, vold, røveri etc.), soldatens dag er grundlæggende ukendt. Disse forskelle kan ikke reduceres/fjernes gennem »uddannelse«. Den funktionelle forskel smitter også af på de to beskæftigelsers identitet. Soldaten har sin opfattelse af ære, broderskab, loyalitet, professionalisme, betjenten en anden. Hvad sker der med disse identiteter ved at sammenblande dem? Og hvordan skal en fejlslagen indsats i forhold til borgerne behandles/bedømmes? Efter militære eller civilsamfundets regler?

Den næste erfaringsopsamling må være at undersøge hvad en indsættelse af soldater i gaderne i vestlige lande har forudsat, kostet og haft af konsekvenser. Tre eksempler: Britiske styrker blev indsat i Nordirland-konflikten 1968-1998 og hilst velkommen af både protestanter og katolikker, men i januar 1972 skød de mod katolske demonstranter, dræbte 13 og blev herefter set som protestanternes soldater. I USA blev nationalgarden indsat i Arkansas i 1957 på guvernørens ordre for at forhindre farvede studenter i at blive indskrevet på universitetet. Præsident Eisenhower greb ind, omdefinerede nationalgarden til føderale soldater, og sikrede deres indskrivning. Et vellykket eksempel på soldater i gaderne. Det modsatte var tilfældet med nationalgardens deployering på Kentucky State University i 1970, der endte med drab på fire ubevæbnede studenter, der demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Så erfaringer med soldater i gaderne i de vestlige demokratier er ikke entydige.

En tredje er at undersøge andre landes erfaringer med deployering af soldater i gaderne i udlandet. To lande, Storbritannien og Norge, har fremlagt officielle analyser af deres militære indsats i henholdsvis Irak og Afghanistan. Den britiske The Report of the Iraq Inquery, 2016 gennemgår de beslutninger, der førte til landets deltagelse i Irak-krigen 2003-2009, og spørger, om den lagte strategi blev fulgt militær-taktisk. Denne lessons learned-analyse konkluderer, at det politiske beslutningsgrundlag for indtræden i krigen var forkert, at diverse embedsmænd hverken før eller under krigen fremkom med modspil/alternativt input hertil, at »UKs og USAs strategier for krigsførelsen næsten øjeblikkeligt begyndte at afvige indbyrdes...«, at »der mellem 2003 og 2009 ikke var nogen sammenhængende US/UK strategi for Sikkerhedssektor-reformprogrammet«, og at »næsten lige fra begyndelsen var den væsentligste strategi for UK at reducere sine styrker«. Danmark arbejdede tæt sammen med Storbritannien, både i Irak og i Afghanistan. Hvad var Danmarks strategi og taktik? At følge USA eller Storbritannien? Erfaringer herfra er afgørende for at afklare om vi skal vænne os til soldater i gaderne.

Den norske Godal-rapport, En god alliert, også fra 2016, skal »gennemføre en helhetlig evaluering af den totale norske innsatsen (i Afghanistan) og fremlegge en rapport som skal kunne offentliggøres i sin helhet«. Bemærk, at norske politikeres eksplicitte formål er at fremlægge de militære erfaringer »i sin helhet« for offentligheden. Norge indsatte i alt 9.000 soldater i Afghanistan 2001–2014, 10 norske soldater dræbtes og 20 milliarder norske kroner har det kostet. Rapporten erkender, at kun ét af indsatsens tre mål blev opnået, nemlig at Norge fremstod/-står som »en god alliert« over for USA. Derimod blev det militære formål at bekæmpe international terror og hindre Afghanistan i at blive et nyt arnested for terror ikke indfriet og det politisk-økonomiske mål, at opbygge en demokratisk og stabil økonomisk stat, kun halvt. De britiske og norske rapporters åbne og ærlige militære lessons learned-analyse sætter fraværet af en ditto dansk i relief.

Et fjerde sted for erfaringsopsamling, er så de lessons-learned-analyser som offentligheden indirekte har fået om danske soldaters indsats i udlandet, som f.eks. Annemette Hommel-sagen fra 2004. Hun blev anklaget for sin afhøringsmetode af irakiske fanger i strid med Genève-konventionens regler for behandling af krigsfanger. Som bekendt blev hun frifundet, da forsvaret blev tillagt ansvaret for en utilstrækkelig uddannelse af egne soldater forud for udsendelse. Aben havnede berettiget hos forsvarsledelsen. Alene på den baggrund bør overvejelsen af en generel indsættelse af soldater i gaderne mødes med et spørgsmål til forsvarschef Bjørn Bisserup: Er dansk forsvar gearet hertil? På hvilket grundlag kan det argumenteres? Ikke på egne erfaringer.

Konklusionen er, at danske politikere bevidst har fravalgt informationer om vor militære indsats i udlandet. Det fremgår af flere forhold: Regeringen og det blå flertal har lukket Irak-kommissionen, om end man med Alternativet har vedtaget en udredning af »baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan«, »for at blive klogere på beslutningerne om Danmarks militære engagement«. Det er således ikke den militære lessons-learned, der skal udredes, men kun baggrunden og det alene ud fra skriftlige, ikke-klassificerede kilder. Altså heller ikke ud fra interviews. Den politiske modvilje mod erfaringsopsamling stopper ikke her. For den Afghanistan-undersøgelse, som regering og folketing har vedtaget og fået Danmarks Institut for Internationale studier, del I og II, og Forsvarsakademiet, del III, til at foretage og publicere, kræver direkte i sit kommissorium, at »erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktisk/operative niveau«.

Så politikerne vil hverken kende eller vedkende sig et ansvar for den førte Afghanistan-politik, endsige indvie befolkningen heri. Man slører den manglende erfaringsopsamling ved kun at fokusere på noget så overfladisk og forudgående som »samtænkningen af politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2014«. Så al information om den militære og civile indsats under udsendelse udelukkes og dermed også en vurdering af dens effekt efterfølgende. Den effektbegrænsning erkender DIIS-rapporten fra 2016, »Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001 – 2014« da også: »Fokus i dette studium har vedvarende været på sammenhængen mellem indsatserne og ikke effekten af indsatserne«. Men heller ikke selve den militære indsats belyses. Der er altså tale om falsk varedeklaration. Det vedgås i del III, Erfaringer fra den samtænkte indsats Afghanistan 2001-2014: Forsvarets stabiliserings- og CIMIC-projekter, 2016: »Rapporten… beskæftiger sig ikke med militære aktiviteter på det taktiske og det operative niveau«. Men hvordan kan man bedømme en samtænkningsindsats’ effekt på den daglige militære indsats uden at måle den i sig selv? For del III er det især selvmodsigende. Man skal på den ene side bedømme den begrænsede militære indsats, kaldet CIMIC-projekter (CIvil-MIlitary Cooperation), der kun har kostet syv mio. kr., der har understøttet de daglige militære operationer, der har kostet ca. 15 mia. kr. Den erfaringsopsamling er ligegyldig. Forskerne havde stået sig ved at erkende opgavens uløselighed. Skal vi vænne os til danske soldater i gaderne, så må de folkevalgte, forsvar og forskere levere erfaringsopsamlinger, ellers sker indsættelsen for uforberedt.

Henning Sørensen er militærsociolog.

De britiske og norske rapporters åbne og ærlige militære lessons learned-analyse sætter fraværet af en ditto dansk i relief.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533