Kultur uge 2 | 2018

Kommentar. Oprah Winfreys tale til Golden Globe Awards slog #metoo fast som årtiets vigtigste sociale bevægelse og gjorde det sværere at anklage feminismen for at være elitær.

Af Johanne Mygind

Tiden er inde

Helt uventet fik jeg gåsehud mandag morgen, da Oprah Winfreys tale til Golden Globe Awards gled gennem mit Facebook-feed.

Søndag aften modtog hun Cecil B. DeMille-æresprisen, og pludselig blev endnu en af Hollywoods prisuddelinger til en historisk begivenhed.

»Jeg ved, at der i dette øjeblik er nogle små sorte piger, som ser med, når jeg nu bliver den første sorte kvinde, som får denne pris,« sagde Winfrey i en tale, som blev kulminationen på en aften, der ikke bare slog #metoo-bevægelsen fast som en af de vigtigste sociale bevægelser i vores tid, men også at politik for længst har flyttet sig fra parlament og præsidentvalg til showbusiness.

Oprah Winfreys tale vil blive husket sammen med Martin Luther Kings tale om at have en drøm og Obamas understregning af, at ja, vi kan. Men Oprah nøjedes ikke med at drømme. Hun erklærede simpelthen den hvide patriarkalske kultur for færdig: »Alt for længe er kvinder ikke blevet hørt, hvis de fortalte deres sandhed om de magtfulde mænd, men nu er deres tid ovre. Deres tid er forbi!« sagde hun – ikke bare til Golden Globes’ vildt applauderende publikum, men også til de millioner af mennesker, som så med under transmissionen, og de mange, som i dagene efter delte talen på de sociale medier.

En tid er forbi, og en tid er inde. Det er et grandiost budskab, ladet med retorik, og trækker tråde til baptistkirkens ekstatiske prædikener. Det sorte USA, det kvindelige USA, det fattige USA drømmer ikke længere om den dag, »hvor tidligere slavers børn kan sidde sammen med tidligere slaveejeres børn«, som Martin Luther King sagde. Nej, tiden er simpelthen kommet til, at man ikke længere skal finde sig i voldelige overfald og seksuelle krænkelser, fordi man har »børn at brødføde, regninger at betale og drømme, som man vil forfølge«, som Oprah Winfrey slog fast.

Med den sætning løftede Oprah #metoo ud af diskussionen om flirt, seksuelle spil og de personlige grænser og op på det niveau, hvor den faktisk hører hjemme. Hun gjorde #metoo til et spørgsmål om kvinders ret til social, økonomisk og politisk ligestilling, mens hun beskrev et USA, hvor store dele af befolkningen lever på magtfulde mænds nåde og derfor må finde sig i alt fra elendige ansættelsesforhold til deciderede voldtægter.

Oprah erklærede sig solidarisk med alle de kvinder, »hvis navne vi aldrig vil kende«: rengøringskonerne, forskerne, soldaterne og den sorte landarbejder Recy Taylor, som døde i sidste uge i en alder af næsten 98 uden at opleve retfærdigheden ske fyldest for de seks hvide bevæbnede mænd, som i 1944 overfaldt og voldtog hende.

Det er ironisk, at Twitter og de amerikanske medier siden talen er flydt over med diskussioner af, hvorvidt Oprah bør stille op som præsident, for hendes budskab var klassisk feministisk og basisdemokratisk: Alle kvinder skal have mulighed for at fortælle om deres oplevelser, og alle stemmer skal høres. Hendes tale viste også en vej ud af det problem, som har plaget feminismen, siden de første kvinder kæmpede for at få stemmeret.

I modsætning til Betty Friedan, Erica Jong, Gloria Steinem, Hillary Clinton og danske Suzanne Brøgger er Oprah Winfrey trods sin status som mediemogul og multimillionær sværere at anklage for bare at være endnu en ’elitefeminist’, som tager udgangspunkt i hvide, heteroseksuelle middelklasseproblemer og mangler forståelse for sorte, lesbiske eller arbejderkvinders kampe.

Netop derfor lykkedes det Oprah Winfrey at popularisere et kompliceret feministisk budskab: At undertrykkelsen er intersektionel – at klasse, køn og race ikke kan adskilles, men at vi kun kan skabe et reelt demokrati, hvis vi på én gang gør op med racisme, sexisme og økonomisk ulighed.

»Jeg vil have, at alle de piger, som ser med her, ved, at en ny dag gryer i horisonten (...) En dag, hvor ingen nogensinde skal sige #metoo igen,« sluttede Oprah sin tale til stående applaus i et lokale, hvor de kvindelige skuespillere havde klædt sig i sort i protest mod den evige fokusering på deres tøj frem for deres kunstneriske præstation. Hollywoods kvinder har aldrig fået samme hæder, løn eller magt som deres mandlige kolleger. Nu kritiserer de endelig spillets regler frem for at bebrejde sig selv for ikke at have vundet og opfordrer andre kvinder til at gøre det samme.

»Her er alle de mandlige nominerede,« sagde skuespilleren Natalie Portman frækt, da hun skulle udråbe vinderen af årets bedste instruktør lige efter Oprahs tale. Hun syntes tydeligvis også, at tiden var inde til forandring.

I 2018, hvor det er 33 år siden, at Barbra Streisand som den første og sidste kvindelige instruktør fik en Golden Globe, hvor mindre end ti procent af alle amerikanske voldtægtssager fører til dom, og hvor otte hvide mænd ejer det samme som verdens 3,6 milliarder fattigste mennesker, heraf størstedelen kvinder, er det ikke så mærkeligt, at Oprah Winfreys løfte om en ny dag gav mig gåsehud.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533