1 Sektion uge 25 | 2017

Sankthansaften. »Heksejagten på Donald Trump er uden ende, al fairness er røget sig en tur, alle standarder skrottet, og danske medier tager livlig del.« Ulrik Høy holder årets båltale.

Af Ulrik Høy

Den elitære pøbel

Det er sankthansaften. Vi tænder bål, vi sætter ild til heksen, og heksen hedder Donald, efternavn Trump. Det er godt nok en mand, men pyt med det, når manden opfylder alle krav som populistisk slyngel. Han er hvid, har er rig, han er rødhåret, han har TV-tække, og ingen gør ham rangen stridig i TV-arenaen. Trump kan folde en journalist sammen i begge ender og trille ham/hende ud i kulissen.

Lad os også se stort på de geografiske afstande. Kloden er et sogn, og fly bringer os hurtigere rundt i klodesognet, end dagvognen gjorde, dengang der var sogne til. »Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,« som Holger Drachmann digtede i eventyrkomedien Der var engang, 1885, og det statement kan med sindsro overføres til klodesognet af i dag.

Der er hekse og trolde overalt. I den analoge verden, i den digitale. Internettet – det nye univers – flyder over med trolde og fortroldede fænomener, og vi sidder som forheksede foran smartphonen. Vi er først lige begyndt. Arvesynden har fået et flot comeback med helt nye arbejdsvilkår. Det bobler af innovativ nederdrægtighed og gedigen sjofelhed suppleret af svindel og humbug i lange baner. Det havde Fanden fandme ikke regnet med, da Vorherre satte et par analoge væsner i verden, men han kan dårligt erklære sig skuffet. Fanden altså. Kun fantasien sætter grænser for den kriminelle, og kald så bare det andet for det kreative menneskes triumf. Der går ikke noget fra nogen af den grund.

Afstande er ophævet, samtidigheden næsten absolut, så det giver unægtelig et stort udbud af hekse og trolde og begivenheder. Og sludder og vrøvl på nettet. I dag hedder det »breaking news«. Engang var det bare »fodnoter« i papiravisen, og sådan går verden frem i outstanding performance. Med hekse og trolde overalt som sagt, så hvem skal man vælge? Hvem er værst? Det afhænger af, om man er borger i et demokrati eller i et land med de talrigt varierende former for diktatur, oligarki, kleptokrati, uoplyst enevælde med autoritære regimer eller noget femte og sjette med én ting fælles: brutaliteten.

Siger man fri tale og ret til at ytre sig, som man vil, falder de fleste nationer igennem: Rusland, Kina, de afrikanske lande, Nordkorea, uha, Nordafrika, Mellemøsten, den arabiske verden i det hele taget og en del latinamerikanske og sydamerikanske med. Nationer uden offentlighed, uden debat i medierne, uden kritik af magthaverne. Den, der forsøger sig, kommer galt af sted. Magthaverne på de kanter tåler ingen kritik, de vil ikke finde sig i det. Tyrkiet er det seneste eksempel. Der er censur på alle medier, og oppositionen lever livet farligt. Vi kan tage Indien og Pakistan med. Tilbage er der en håndfuld nationer med debat og civiliseret borgerkrig, og de 57 muslimske lande er ikke iblandt. I FN – man gider dårligt udtale bogstaverne – er tre ud af fire lande ikke-demokratiske regimer.

HVOR kommer Trump ind i billedet? Han kommer ind som det mest uregerlige eksemplar af en demokratisk valgt leder i den demokratiske del af verden. For han er ikke politiker, netop ikke, og alligevel blev han valgt til det højeste politiske embede i verdens største demokrati. Et mirakel, siger nogle. En skandale, mener andre, for det særlige ved Trump er ustyrligheden. Præsidenter er alle dage blevet forfulgt af pressen. Det er ingen nyhed. Præsidenter har lagt sig ud med medierne, hvad enten de var demokrater eller republikanere. Historien er fuld af historier om det, men: ingen præsident har nogensinde skændtes så meget med pressen og lagt i kakkelovnen til sig selv. Det er det særlige ved Trump.

Der er selvfølgelig politiske grunde, og der er grunde funderet i krænkelser. Visse kvinder føler sig krænket, visse mænd føler sig krænket, visse religiøse personer føler sig krænket, visse sorte medborgere føler sig krænket, visse fattige mennesker føler sig krænket, og alle har de advokater i ryggen. Visse advokater. Det er big business i Guds eget land: krænkelser + advokater = en millionforretning. Med et orgie af reklame, der avler sit eget univers, for det er lækkert at føle sig krænket og i disse selfietider ekstraordinært lækkert for lille mig og min store navle. Ligesom klimaet, der også er offer. Åh, stakkels klima. Kloden er en potteplante, der skal vandes og plejes og tales dæmpet til den udslagne dag, for ellers bliver kloden ked af det og visner. Trump fnyser ad den slags og mere til. Han er ikke sentimental, men halvdelen af amerikanerne er det og alle danskere.

Så Trump er mildt sagt provokerende, men selvom han lægger sig ud med alt og alle, så er det noget andet, der udløser vreden, styrtvreden, den frådende aggression, der har fulgt ham fra første færd. Hvad det er? Det er, at Donald Trump svarer igen. Han svarer uforskammet igen, og svaret sidder lige i masken. Pressens selvudnævnte orakler får en tur, de aldrig glemmer, for de ydmyges for åben skærm. I TV-studiet. Det kan ingen lide. Det huskes, så det er pressefolkets nag og kernen i den afsindige forfølgelse af den mand, der i dag er USAs præsident.

Hvad der begyndte som en behagelig spøg set med presseøjne, det ændrede karakter og voksede i omfang. Det var da meget skægt med den klovn fra byggebranchen. Lad bare klovnen tumle omkring i manegen, det har sin tid. Han er ikke til fare for nogen, og republikanerne skal nok vide at vælge den rette som kandidat til præsidentposten. Mente medieeliten. Det pudsige var bare – og pudsigheden blev snart ildevarslende – at folk ville se Trump. Gemene folk. Almindelige mennesker, for Trump var sjov, Trump havde gennemslagskraft, og Trump kunne sige tingene, som de gerne selv ville sige dem. Det var dem, der valgte ham til USAs præsident.

TV-seerne strømmede til, de store seertal trak reklamer til, og reklamer er penge. De toneangivende medier derimod, de fik ingen penge, de fik en lang næse. CNN, The New York Times, Washington Post, og det gjorde dem rasende. Vi er de bedste, de sagkyndige og kloge, og vi tjener ikke penge på det. Det gør Trump derimod, populisten, der tromler gennem de øvrige medier og laver ravage i fødekæden. Før de fine medier fik set sig om, var løbet kørt. Bortset fra det var Trump glad for at snakke med journalister. Han var mester i punch-lines og forrykte udfald, der ikke behøvede en halv kronik som afsæt.

Det blev Trumps varemærke ligesom de 140 tegn på twitter (inkl. mellemrum), for det kan enhver forstå. Reagan var mester i A 5 ark, altså halve A 4 ark, det kunne han overskue, huske, læse op fra med sin udmærkede replikkunst. Trump skar det ned til 140 enheder og meddelte sig til den ganske verden. Da mainstream-medierne forstod, hvad de var oppe imod, smed de alle hæmninger. Michael Goodwin, mangeårig medarbejder på flagskibet The New York Times, kalder det et syndefald i amerikansk pressehistorie. Al fairness røg sig en tur, alle standarder blev skrottet, for nu skulle Donald Trump ned med nakken.

Måske Goodwin endda er så meget hædersmand, at han ser bataljerne uden helt at erkende drivkræfterne i pressens reakioner. Som er? Forfængelighed. Magtbegær. Pressen er en magthaver. De førende amerikanske journalister er ekstremt forfængelige herrer – og damer – der tragter efter at afsløre noget stort, helst vælte præsidenten. Det ultimative mål: at få præsidenten ned med nakken og træde ind i den store arvefølge fra Watergate. At præsidenten er republikaner, hvid mand, i tilgift milliardær, det er fint nok, men det afgørende er forfængeligheden – at profilere sig selv.

Da det gik op for ’the gentlemen of the press’, at Donald Trump hører til den næsten ikke-eksisterende kategori af politikere, der svarer igen, gik det helt galt. Trump bød ikke bare forfængeligheden trods. Han udfordrede pressens magt. Pressens magthavere. Hvad vi har set og fortsat er vidne til, er derfor krigen mellem pressens magthavere og den politiske magthaver i Det Hvide Hus. Blandingen af forfængelighed og magtstræb er selvfølgelig ikke noget, pressen opererer med i egen selvforståelse, og så er det jo godt med en præsident, der afslører de sande forhold: pressen som magtmisbruger.

KAMPEN er først lige begyndt, de første 100 dage er et overstået kapitel, men som det fremgår, er det en kamp på liv og død. Pressen kæmper for at overleve på markedet. Præsidenten kæmper for at overleve i embedet, så der udveksles dødsønsker som aldrig før.

Hvor den danske presse befinder sig? I afdelingen for lemminger, slædehunde og copycats. Danske journalister skriver mere eller mindre af efter de store forbilleder i USA. Danske TV-reportager præges af dyb forlegenhed, når det gælder Trumps tilhængere. De pyntesyge danske journalister færdes ikke blandt den slags mennesker i det daglige, så de er tydeligvis forlegne ved den defekte afvigelse fra normalkurven i DRTV og TV2. Som helhed er dansk presse veritabel anti-Trump, det gælder alle aviser, også såkaldt borgerlige, hvor udenrigsjournalister optræder i dobbeltrollen som journalist og lederskribent i samme artikel. En overskridelse set med danske øje. Et syndefald set med amerikanske, hvor man alle dage opretholdt det skarpe skel mellem objektiv reportage og private meninger. Det skel er skrottet. Trumps fjender tager alle midler i brug, og dansk presse følger trop.

I dag kaldes Donald Trump både løgner og psykopat, det kolporteres med største selvfølge i danske medier. BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, Danmarks Radio, TV 2, you name it, alle har de et horn i siden på Trump – på en varierende skala fra mild hovedrysten, direkte vrede til blæksort raseri. Og grin, det må ej forglemmes. Danmark er jo grinebidernes land.

Donald Trumps datter Ivanka brugte forleden udtrykket »et uventet niveau af ondskab«, og det uventede ligger måske i, at det normalt er de primitive skarer, ’basket of deplorables’, som Hillary Clinton yndefuldt benævnte dem, der leverer nederdrægtigheden. Her er det den elitære mediepøbel, der fører sig frem og leverer det, som en tidligere medarbejder på The New York Times, Michael Goodwin, kalder et presseetisk sammenbrud af aldrig før sete dimensioner. Hvor det ender, ved ingen, og så alligevel. Det ender galt. Trump er en kamphund, og den slags skal både styres, dirigeres og holdes i ave – af ejermanden, som også hedder Trump. The Donald har scoret flotte point i kulturkampen, i kampen mod pressen, men den sidste kamp – kampen mod systemet – kan han ikke vinde. Hvor diktaturet gør det af med folk på korporlig vis, klarer demokratiet sig med heksejagt og processer. Det bliver Trumps skæbne.

Han har ikke en jordisk chance for at hamle op med etablissementet i USA. Det har ingen, medmindre man stiller op med sit eget system, sin egen mod-regering og sin egen skare af eksperter, advokater og embedsmænd. Det kan Trump ikke mønstre. Det kan intet menneske, så Trump er dømt til at synke ned i en bundløs sump af processer – et amerikansk speciale. Allerede nu befinder vi os i forhalingsmanøvrernes sumpede delta, og så forsvinder sigtet med det at være præsident med ambition om at bruge magten til noget.

Bill Clinton ødelagde det for sig selv på sin egen måde. Clinton var som bekendt sexkleptoman, der rapsede hist og pist, og det blev han knaldet på. So to say. Med løgne og bortforklaringer til følge og et præsidentskab, der lå brak i to år. Skammeligt over for vælgerne, og det samme truer Trump.

VED Trump det selv? Ja og nej og delvis. En kamphund er dømt til at kæmpe, pr. instinkt, og det uanset hvad det er for en tæppetisser, der bjæffer. Det er ærgerligt, men alligevel til at bære for den, der er knap så betaget af jura og processer og høringer og kommissionsdomtole herfra til evigheden. Kulturkampen, kampen mod pressen, dér fik Donald Trump sat sit mærke. Forfølgelsen af ham, heksejagten på ham, den blev orkestreret af pressen, den fine del, den estimerede, der her gav prøver på den elitære pøbels formåen. Ved folk det? Ja, folk i USA. Folk i Danmark ved det næppe. De tror stadig, at skurken hedder Trump.

Vel så! »Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde«, nu som tilforn, her som hisset, i sogn som klodesogn. God sankthansaften!

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533