1 Sektion uge 25 | 2017

Af Martin Krasnik

Kære studenter

I får nok ikke lige læst disse ord i dag. Det er okay. I er ved at gøre jer klar til en af livets helt store dage: I får huen på og papir på jeres studentereksamen. Rektor giver hånd, der holdes taler, og jeres forældre og bonusforældre står omme bagi og bliver rørte og pinlige helt efter bogen. Jeres familier disker op med chokoladedyppede jordbær og mousserende vin, og vi andre dytter efter jer, når I kører forbi i vognene. Om nogle år kan I huske enkelte vigtige detaljer; hvem I kyssede til festen i aften for eksempel. Andre ting er glemt; hvorfor I fik syv og ikke ti i samfundsfag. Eller rektors formanende ord til translokationen. I kan ikke engang huske, hvor I har lagt jeres eksamensbevis.

På vej rundt i studentervognene har I nok mest blik for jer selv og hinanden, men I kan måske mærke, at dagen betyder noget for alle omkring jer. Vi deltager alle i festen. Traditionen er en typisk dansk kombination af højtidelighed, fest og ballade, men også helt speciel, fordi hele samfundet i dag hylder dannelse og uddannelse; at fordybe sig, blive klogere på sine omgivelser – og sig selv.

SELVFØLGELIG er det vigtigt, hvad der står på eksamensbeviset. Det behøver man nok ikke fortælle jer flere gange, for det har I vidst, siden den første nationale læsetest i anden klasse. Og hvis I alligevel, muligvis under indtagelse af diverse rusmidler, skulle have glemt det lige præcis i dag, skal jeres forældre nok minde jer om det.

Facebook har hele ugen været fyldt op til randen med opslag fra forældre, der fortæller alle i hele verden, at deres barn blev student med et flot 12-tal. Der er også nogle, der fortæller om flotte 10-taller. Men der er ikke så mange Facebook-opslag med teksten: »Student med et flot fire-tal. Tillykke til min skat.« Så til alle firetallerne: Et stort tillykke til jer – der er cirka 200.000 læsere af denne artikel, der liker det ved at knitre lidt ekstra med avisen.

Når forældre lægger billeder af deres dygtige børn ud på sociale medier, svarer det nogenlunde til at hænge et kæmpestort banner med et foto ud af vinduet med teksten: Her er mit barn – se hvor dygtige vi er. Det er knald i låget, ikke sandt?

Gode karakterer er en fin ting og oftest resultat af flid og hårdt arbejde. Men den måde, vi omgås dem, er også en del af vor tids helt mærkværdige og ret uhyggelige jagt på anerkendelse og likes, som begynder meget tidligt i folkeskolen. Og det er sært. For det er den største opgave i livet at kunne det modsatte og vriste netop dét fænomen af sig: forestillingen om at skulle leve op til andres forventninger om, hvem man skal være, hvad man skal lave, hvordan man skal tænke. Og her får I ikke den store hjælp fra jeres forældre: De har alt for travlt med at fortælle deres Facebook-venner om jeres flotte karakterer. Men skidt med det. Lad dem bare. I er jo selv voksne mennesker og behøver ikke gøre som dem.

KÆRE studenter – jeg forstår godt, at umiddelbar anerkendelse er dejlig. I har allerede taget en doktorgrad i cand.like med speciale i Moderne Anerkendelse og fået højeste udmærkelse og 12 med pil opad. Men denne skøre verden af konstant bifald og skulderklap er nået et niveau og et tempo, der hele tiden blotter en sørgelig bagside: For hvad hvis man nu ikke bliver set og liket og anerkendt og får 12? Er det så ikke synd for én?

Nej, det er det ikke, og det er vigtigt, at det bliver sagt med eftertryk: Det er ikke synd for jer. Selv om I ikke er udstyret med virkelig opsigtsvækkende egenskaber eller særlige evner, så hører I faktisk til blandt de mest privilegerede mennesker, der findes. I ikke bare lever på den heldigste plet på Jorden, nej, selv på denne lille plet er I de heldigste.

I kan derfor også glæde jer over, at huen på hovedet forpligter. Til at bidrage til resten af samfundet, udvise largesse og ordentlighed over for mennesker, der ikke er lige så heldige som jer selv. Eller sagt på en anden måde: til at være gode borgere.

Og hvad er så det?

I har selvfølgelig gået i skole for at lære noget, muligvis har I ikke lært nok, og muligvis burde nogle af jer slet ikke have gået i gymnasiet, men lad nu det ligge i dag. Man fortryder aldrig at have tilegnet sig viden, og I kommer aldrig til at fortryde det, I har lært og aldrig helt kan huske om biokemiske processer eller det moderne gennembrud. Men det vigtigste formål med den uddannelse, I nu har taget, er ikke de såkaldt faglige kompetencer i naturvidenskab og dansk.

Når I hører politikerne tale bekymret om »samfundets sammenhængskraft«, skal I vide, at den ikke primært afhænger af de institutioner, I har lært om i samfundsfag og historie, men af jer selv. Af at I ser jer som borgere og folk omkring jer som medborgere. Det er nemlig den helt fantastiske, stærke, magiske ingrediens i vores samfund, som har skabt det fundament, I står på. Som I nok ved, er det noget, vi har fået overleveret fra de gamle grækere og derfor gør klogt i at passe på.

Medborgere går ikke og bekræfter hinanden i, at det er lidt synd for os, eller at alting er mere forvirrende og uoverskueligt end nogensinde før. Forvirring er godt. Uoverskuelighed er godt. Modsætninger er godt. Faktisk er et godt samfund det modsatte af det, der sker, når I liker hinandens opslag på Facebook. Konflikter, modsætninger, uenighed og forskellighed blandt medborgere er nemlig både civiliserende og godt for fællesskabet.

DET med forskellighed er nok det vigtigste at huske, når I står dér med huen på hovedet. Indtil nu har I gjort nogenlunde som alle andre med jeres baggrund. Det er nu, I skal finde jeres egen vej videre. Heller ikke her er det en god idé at navigere efter andres påskønnelse og likes, faktisk er det decideret livsfarligt at lytte for meget til andre.

I skal vælge uddannelse nogenlunde på samme måde, som I vælger jeres kæreste: efter lyst og kærlighed. Vi har brugt århundreder på at fravriste samfundet og forældrene retten til at bestemme, hvem unge mennesker må gifte sig med. Nu prøver man at gøre det samme med jeres uddannelse. Lyt ikke! Vælg ikke med fornuften! Ingen kan forudsige, hvad der er brug for, når I engang er færdige. Det eneste, I kan være sikre på, er, at selvstændige og engagerede mennesker, der er gode til at lære noget nyt, klarer sig godt. Der er op- og nedture i ethvert kærlighedsforhold, men vælger I et fag, I ikke virkelig elsker, bliver I aldrig nogensinde gode til det. Har I lyst til det, har I også lyst til at fordybe jer i det, gøre jer umage og blive gode til det – måske endda de bedste. Og lad mig hér afsløre noget vigtigt: Det er absolut ikke altid, at de, der fik lutter 12-taller til eksamen, også får de mest spændende job.

LYST, fordybelse, ansvar og kærlighed. Det lyder da ikke så dårligt!

I dag går I rundt og ligner hinanden i jeres huer og fine tøj. Sådan skal det være. Og læg det så fra jer, når sommeren er slut. At leve efter andres forventninger – eller endnu værre: efter hvad I tror, at andre forventer – gør ikke bare jeres liv kedeligt, nej, det gør faktisk hele vores samfund trist og ensrettet.

Nu er I studenter, og I behøver ikke gå den vej, andre forventer af jer. Tag en omvej. Begå gerne nogle store bommerter undervejs. I kommer til at lære noget af det hele, særligt om jer selv. Uanset hvor uoverskueligt og svært, det tager sig ud, så husk: Det gør ikke så meget. Det hele bidrager til dét, I er. En karakter er jo egentlig slet ikke noget, man kan få til en eksamen. Karakter er noget, man selv har og selv skaber. Tillykke med huen!

.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533