1 Sektion uge 7 | 2018

Af Martin Krasnik

Den store prins

Prins Henrik skrev for 21 år siden en erindringsbog med titlen Skæbne forpligter. Det er en fin, meget velskrevet og helt igennem prins henriksk bog, hvor han med fuldt åbne sanser fortæller om sit liv og næsten forundret reflekterer over, hvordan det mon egentlig skete: Fra den lette, åbenlyst lykkelige barndom i Fransk Indokina i 1930rne og de tungere år på jesuitter-skole i et mørkt hjørne af det tysk besatte Frankrig, fra tiden som gymnasiast i Hanoi, studerende i både Paris, Hong Kong og Saigon, værnepligtig i Algeriet, et liv lagt an til en karriere som fransk diplomat i Asien, og så alligevel mærkeligt, næsten mystisk: til den junidag, 10. juni 1967, da han i Holmens Kirke sagde ja til den danske tronfølger, Margrethe, og denne franskmand af verden fik navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

Henrik af Danmark døde tirsdag aften, 83 år gammel, og vi skylder ham stor tak: For det var jo lige netop ikke hans skæbne, der forpligtede ham; han var ikke født til et liv ved siden af tronen i et lille, nordisk kongerige, han var ikke bestemt til en funktion, der krævede, at han som 33-årig lagde sit eget liv til side. Nej, han valgte det, det var hans helt personlige valg og kærligheden til en ung dansk prinsesse, der forpligtede.

Af prins Henrik får vi dermed fint illustreret noget om vores kongehus og historie, vi bør sætte højt: At vores styreform, det meget sjældne konstitutionelle monarki, betyder mere, end vi lader os mærke med til daglig. Det har i de seneste dage været tydeligt, hvor berørte prins Henriks nærmeste har været, samlet omkring mand, far og bedstefar som enhver anden familie, et lille, tæt fællesskab med sin helt egen historie. Men deres historie er selvfølgelig større, hele det nationale fællesskabs historie. Uanset hvor skeptisk og relativistisk man går til sagen, er det åbenlyst, at det danske kongehus betyder noget for danskerne. Ikke bare i disse dage, men som en konstant og diskret påmindelse om en historisk samhørighed. Kongehuset værdsættes. Det er hverken fantasi eller påtvungen virkelighed, nej, det giver en faktisk fornemmelse af et rigtigt fællesskab med en lang historie, der udspiller sig lige her mellem os.

HELE kongehuset og den kongelige familie er jo symboler, men det er ikke en abstraktion; poesien har brug for helt konkrete billeder for at kunne læses og forstås: Bygninger, traditioner, mennesker, mærkedage. Vores fælles fornemmelse for Danmark bindes netop sammen af steder og historier, som Anne Knudsen skrev det i en af sine fødselsdagshilsner til dronning Margrethe i denne spalte. H.C. Andersens I Danmark er jeg født er fyldt med rigtige steder; friske strande, oldtids kæmpegrave, svanereder, æblegårde og humlehaver, præcis som andre sange og eventyr er det. Kongehuset er sådan et sted, bygningerne, statuerne, ja, kongefamiliens konkrete fysik, Dronningens ansigt, prins Henriks statur, er sådanne fikspunkter i den virkelige danske forestilling om, at der findes noget at være fælles om. Man kan sige, at det er særligt vigtigt for en velfærdsstat, at borgerne føler en samhørighed med mennesker, man ikke kender, men det er meget dybere end som så: Den er betingelsen for at have et velfungerende samfund. Det er en af de mest forunderlige ting i Danmarks historie, at borgerne i så mange hundrede år har haft et forhold til monarken. I republikker har de altid meget travlt med at opfinde fænomener, der skaber nationale fællesskaber. I Danmark har vi kongehuset. Det er en gave, der er givet videre til os.

DANMARK har gennem mange generationer haft en regent fra den samme familie siddende på tronen. Og prins Henrik var dronning Margrethes mand gennem 51 år. Da kongefamilien lige netop er en familie, må der jo familiemedlemmer til: Dronning Alexandrine, dronning Ingrid – prins Henrik, den første der ikke repræsenterede andet end sig selv. At påtage sig denne rolle, denne støttefunktion for det konstitutionelle monarki, betyder, at man accepterer en tilværelse, der både er helt uden rammer og fuldkommen rammet ind. »Hvad laver Prinsgemalen egentlig«, spurgte Henrik engang med adresse til den angivelige folkelige skepsis imod ham: »Måske ingenting? Han har jo ingen funktion.« Men det har han, det havde han: Henriks funktion var at skabe en kongefamilie, og det gjorde han, en velfungerende og ordentlig familie med stort overskud til at udfylde sin rolle. De danske familiemedlemmer har en funktion, der er givet i grundloven, og de har ikke haft noget valg. Det har deres ægtefæller. Hvilken respekt det bør fremkalde. Man kan blot kaste et blik på andre konstitutionelle monarkier for at konstatere, hvor svært det er.

HELE sin krop og personlighed kastede prins Henrik ind i rollen som Margrethes ledsager. På fotografierne er det oftest ham, der underholder, fortæller, slår ud med armene, morer sig. Han tog den skeptiske interesse for sin person med højt humør og overskud. Faktisk er det helt vidunderligt at tænke på, at denne skepsis måske nok gjorde ham nedtrykt af og til, men aldrig nogensinde gjorde kål på hans humoristiske sans og store glæde ved Danmark. Han kastede sit helt personlige lys på danskernes skizofrene forhold til den åbne verden, på én gang verdensmagt og bondeland. Han var et dannet menneske i solid europæisk tradition og var sammen med sin hustru noget så herligt som et lidt nørdet regentpar med sans for det skønne – eller som Dronningen sagde i sin nytårstale: Det unyttige. Det kunne ikke slides af ham! En virkelig europæer i lille Danmark.

FOLKET havde i Henrik en prins, som værdsatte mennesker. Han var vel den mest folkelige beboer på Amalienborg, altid åben, nysgerrig, positiv, hilsende, snakkende. Det var også et valg, sagde han, at møde verden med positiv energi. Han tilføjede et alvorstungt kongehus noget vigtigt: At kunne holde fest, fejre sig selv. Det er synd, at netop dét ikke blev mere påskønnet. »Det regnede over byen den dag, jeg kom til Danmark, og mit hjerte var fyldt med sol. Det er det stadig,« skrev han. For de generationer, der lever i dronning Margrethes tid, er kongehuset ikke det samme uden prins Henrik.

HELE Prinsens historie kan selvfølgelig ikke fortælles uden at nævne, at han også var frustreret over sit livsvalg. Skulle han have holdt det for sig selv? Ikke have delt sin frustration? Måske. Men det viser jo, hvor stort et offer han har bragt, og det er ikke så dårligt, at et moderne monarki ved, hvad det kræver af de mennesker, der helt frivilligt træder ind i det for at lade det leve. Kongehuset var ikke prins Henriks skæbne, det er vores.

HISTORIEN om prins Henrik kan kun forstås baglæns. Han skrev så dejligt, så lad os endelig lade ham selv forsøge - som her i sine egne erindringer: »Det er skæbnens natur at følge de mest forskelligartede forløb. Som karrierediplomat kunne jeg have været sendt til ... Tonga, Tananarive – eller København for at overrække mine akkreditiver. Jeg kunne have studeret musik, kompositionslære, eftersom der til stadighed kører al mulig mærkelig musik rundt i hovedet på mig; jeg kunne have trukket mig tilbage til verden for at hellige mig bøjningen af old-yunnanitiske verber; jeg kunne være draget på eventyr i Gobi-ørkenen og have mødt Danmarks kronprins, der har gennemrejst den på kryds og tværs og boet i telt i ugevis; jeg kunne endog være stødt på dronningen af Danmark ved at deltage i udgravningerne i Palmyras ruiner. Men skæbnen har, netop ved ikke at gøre mig til et stillesiddende menneske, for altid anbragt mig i det smukke Danmark og har kærligt omgivet mig med de mennesker, jeg netop har forestillet mig, på steder hvor deres skæbne måske ville have ladet dem møde mig«. Ære være prins Henriks minde..

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533