Debat

Islams vantro tempelvogtere
Skyklapper. Islameksperter som Jakob Skovgaard-Petersen går mere op i, hvad man må sige om islam, end hvorfor religionen er forbundet med uhyrligheder.

AF HANNA ZIADEH

Det er på tide, at vi indser, at der i de sidste fire årtier har været utallige angreb på vesterlændinge og ikke mindst på muslimer, der har været støttet af talrige islamiske lærde. Men vi får stadig ikke lov til at drage den logiske konsekvens: Jihadismen er ikke et perifært fænomen inden for islam, men et udtryk for en indgroet tradition.

Når islamismens voldelige bevægelser styrkes overalt, hvor islam findes, må den være et udtryk for noget funderet i den religiøse tradition og den hellige tekst. Den vold og undertrykkelse, som vi har oplevet siden den såkaldte islamiske sahwa i slutningen af 1970erne, er ikke en bevægelse af marginale grupper eller af et radikaliseret mindretal, der misfortolker religionen. Det er et udtryk for den stigende centralitet af islam og dets lærer, al-mukawin al-asasi.

Når Martin Krasnik råber efter endnu et islamisk attentat: Islam er ikke fredens religion. Det er rettere ufredens religion. Så gør han op med en tradition for at påstå, at vi ikke skal skyde skylden for volden begået i islams navn på alle muslimer. Den eksisterer for at forhindre, at voldelige islamister får lov til at tale på hele religionens vegne. Islam har en af de højeste andele af selverklærede troende. At tale på vegne af islam giver en magt over millioner af muslimer. Derfor er tendensen til at rense islam for den vold, der bliver begået i dens navn, udbredt og omfatter politikere, meningsdannere og forskere.

Krasnik vidste, at hans opgør ville få en hård modtagelse, idet »religion er et emne, vi har svært ved at diskutere. Sund fornuft og dømmekraft kortsluttes, forstand fortrænges af ønsketænkning«. Han fik ret.

Den sunde fornuft blev hårdt afprøvet, da en respekteret islamforsker, Jakob Skovgaard-Petersen, følte sig så oprørt, at han tog til genmæle på Facebook. Her bestemmer Skovgaard-Petersen (må gud vide med hvilken autoritet), at hverken forskere eller redaktører har ret til at definere, om islam er fredens eller ufredens religion. Men hvad med de tusinder af arabiske redaktører og journalister og herboende muslimske meningsdannere, som vedvarende betegner islam som fredens religion? Har Skovgaard-Petersen mon nogensinde taget et opgør mod dem? Nej, det kan jeg forsikre jer.

Skovgaard-Petersen beskylder Krasnik for, at han med sine argumenter går jihadisternes ærinde og »kanoniserer jihadisternes islam som den rigtige udlægning af islam« og »de-legitimiserer de muslimer, der afviser, at det har noget at gøre med islam«. Men kan det ikke være lige så farligt at hylde »fredselskende muslimer« (her må man godt generalisere) i en illusion om, at islam er fredens religion, i stedet for at tage det farlige, men nødvendige opgør med de traditioner og troslærer, som disse muslimer deler med jihadister, og som bliver brugt til at retfærdiggøre deres uhyrligheder? Den ellers begavede Skovgaard-Petersen synes at være uimodtagelig for det argument, at problemet med islam rækker meget længere end forkerte fortolkninger.

I sine udgivelser om islam forholder Skovgaard-Petersen sig ikke til to kardinal-problemstillinger i islams læresystem. Dette læresystem fastholdes og udbredes af en »bærergruppe, de muslimske lærde« (hans egne betegnelser): 1. At religionen islam er perfekt. Det er jo Guds egne befalinger, og det er Guds egen religion. Når islams lære findes i dens rigtige form, som den gjorde i profetens tid, er det det ypperste, menneskeheden kan opnå eller efterstræbe, det kan omfatte alt fra kvantefysik til ægteskabelige relationer. 2. At findes der fejl, så skyldes det, at muslimerne har misforstået eller fejlfortolket læren eller er blevet vildledt.

Den selverklærede kristne Skovgaard-Petersen skriver det selv: Det er muslimerne, der definerer islam i deres valg og handlinger. Således får vi at vide, at islam har »sådanne modsatartede tolkninger af islam, som hver har deres fortaler blandt muslimerne, hver med henvisninger til skriften og historien«.

Selv om Skovgaard-Petersen mange steder accepterer, at religion er mere end bare en elastisk størrelse, der bliver formet af »millioner af muslimer og deres ledere«, har jeg igennem årtiers bekendtskab med Skovgaard-Petersens udlægning af islam aldrig fået vist de steder, der i sig selv er problematiske, eller hvor det ikke er fortolkningen eller muslimerne, der er gal på den. Jeg tænker på verset om, at mænd kan slå kvinder, eller de talrige vers om at slå de vantro ihjel eller det vers, der tildeler kvinderne det halve af, hvad mændene får i arv. Mon islam-eksperten giver os sit bud på, hvor fredsskabende de er?

En af de mest ubetvivlede grundsætninger i islams læresystem er, at Guds ord står højere end alt andet, i al evighed. Magna Carta, den Franske Revolutions eller FNs Menneskerettighedserklæring må lægge sig. Koranen er Allahs evige sandfærdige ord. Uanset hvem du taler med af troende muslimer, om de er Skovgaard-Petersens fredselskende slags eller Krasniks pro-jihadister, så tror de på den basale troslære, der står krystalklart i Bogen, al-mushaf, og som uanset hvor meget de vender og drejer eller fortolker det »korrekt«, nutidigt eller metaforisk åndeligt, strider mod både sund fornuft og menneskerettigheder.

Enhver muslim skal for eksempel tro på usynlige væsener, djinni, ifølge Sura al-Djin og al-Hajr, og andre mindre sjove ting: såsom at mænd er kvindernes overmyndige, at Allah fordømmer homoseksualitet, at jøderne er svin, at muslimerne skal udbrede islam, selv med sværdet hvis nødvendigt, at dødsstraf er den retfærdige belønning for at forkaste islam. Og det er kun de jordiske straffe. Helvedes evige ild venter alle os andre, fordi vi ikke er født muslimer!

Det er disse lærer, som rettroende muslimer holder fast i, og som ’bærergruppen’ docerer dagligt. ’Fredselskende’ troende muslimer finder ofte dispensationer for ikke at efterleve alle disse problematiske guddommelige befalinger her og nu. Til gengæld insisterer de muslimske jihadister både på at efterleve dem selv og på, at de har ret til at tvinge andre muslimer til at gøre det ved brug af vold.

Jeg påstår, at den praktisk-teologiske forskel mellem de to grupper ikke er større end det. Jeg mener, at Krasniks tilføjelse af det lille »u« foran det ofte misbrugte »fredens religion« forsøger at råbe de muslimer op, der har valgt den lette vej og »afviser«, at jihadisternes tekst-slaviske og traditions-befæstede udlevelse af islam er lige så islamisk som deres. De burde i stedet tage kampen op og arbejde for at integrere islam, så det er foreneligt med de universelle værdier: Religionerne er ikke fuldkomne og skal ikke adlydes slavisk. Religiøse overbevisninger er også personlige valg, og dermed må det følge, at disse trosbekendelser ikke må stride mod menneskerettighederne med henvisning til, at Allahs ord er overalt.

Problemet med islam og dets læresystem er ikke abstrakte filosofiske overvejelser. Islams lære skaber den muslimske virkelighed. I Libyen affærdigede formanden for Rådet for Menneskerettigheder mine protester over for et forslag om at indføre sharialovgivning med argumentet: »Bestemmer vores parlament og vores mufti, at hudud-afstraffelser er islamisk og skal indføres, vil jeg også stå for det.« Mon det er det, som Krasnik mener, når han siger, at fornuften kortsluttes, når man taler religion? Hvordan kan en menneskerettighedsaktivist ellers gå ind for legemsafhugninger?

Islams læresystem forener fredselskende muslimer og voldelige jihadister i den samme islamiske umma. Selv det indflydelsesrige, såkaldt moderate Al-Azhar-universitet i Egypten, som Skovgaard-Petersen er ekspert i, har nægtet at ekskommunikere muslimer, der sælger tilfangetagne tiårige yazidi-piger på slavemarkedet og brænder fanger levende og filmer det! Den selvsamme prestigiøse og mandsdominerede institution har igennem tiderne erklæret en del fritænkere som frafaldne muslimer (der derfor i teorien kan fratages retten til liv), blot fordi de skrev eller mente noget andet end det, som al-Azhar mente er det sande islam. Skovgaard-Petersen undlader selv at følge de anbefalinger, han gerne giver andre: Han forveksler islam som civilisation med islam som lære. Værst går det, når han henviser til den arabiske Nahda (renæssance) i 1800-tallet som en islamisk reform! I mine 50 år som araber og 30 år som vidensøgende om den arabiske verden har jeg ikke hørt om 1800-tallets islamiske oplysningstid, reformation eller Nahda.

Taler man om den arabiske verdens oplysningstid eller renæssance, så er der tale om en kristenledet bevægelse, der udsprang i Libanon, hvor kontakten til den vestlige civilisation var stærkest. Den var ledet af lærde, digtere og filologer, som troede på og kæmpede for en renæssance af den arabiske nation forenet af sprog og ikke af religion.

De var inspireret af Europas oplysningstid. De var det modsatte af den islamiske umma og dens påståede reformation. Her bruger Skovgaard-Petersen den civilisatoriske effekt af de multikulturelle samfund i den islamiske verden til at male et glansbillede over et læresystem, som forblev ureformeret, ja, fossileret i sin tro på usynlige væsener, hellig ret til at bortgifte tiårige piger, myrde homoseksuelle og gifte sig med fire kvinder.

Skovgaard-Petersen skriver, at det er »en skam at en fornuftig og redelig mand som Krasnik« stempler de mennesker, der ikke ser ufreden i islam, som »ønsketænkere«. Er det ikke en skam, at en begavet forsker som Skovgaard-Petersen synes, at det er vigtigere at optræde som en tempelvogter, der påbyder os, hvad vi skal sige om islam, og hvilke ord det er tilladt at bruge, end at han sammen med os stræber efter at finde ud af, hvad der gør, at islam, dens lære og dens troende muslimer er associeret med nogle af de værste uhyrligheder i vores tidsalder?

Hanna Ziadeh er ph.d. i arabisk historie og menneske­rettigheder.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533