Oprør mod midten

Lørdag udløb fristen for at samle de nødvendige mandater bag en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag. I den anledning kunne man blandt andet på Enhedslistens chefideolog Pelle Dragsteds Facebook-profil se en annonce, der opregnede, hvem der var på forkert og rigtig side. På Dragsteds side kunne man foruden Alternativet finde Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

At de tre sidstnævnte er blevet Enhedslistens foretrukne alliancepartnere i kampen mod Socialdemokratiets påståede højredrejning, har sin egen løjerlige ironi.

Hvis man dertil lægger, at Enhedslisten forud for sidste uges afstemning i Folketinget valgte at bruge al kampkraften på et angreb på SF, er det svært at få øje på andet formål end et forsøg på et vælgerran internt på venstrefløjen. At Enhedslisten skulle have større chance for at trække Socialdemokratiet mod Venstre med et svækket SF, virker ikke overvældende sandsynligt.

Lige så usandsynligt virker det, at Danmark i overskuelig fremtid får en borgerlig regering, hvis ikke Venstre er en del af den. Det virker sådan set heller ikke videre sandsynligt, hvis Venstre skulle beslutte sig for at være med.

Alligevel var scenariet omdrejningspunkt i et større interview, som Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i weekenden gav til Berlingske.

I interviewet forsøger Vanopslagh at tegne konturerne af et nyt borgerligt projekt, som er en slags forlængelse af partiets valgkampstema: »Du kan godt.« Underforstået: Borgeren skal tage mere ansvar og lade være med at give andre skylden og ansvaret for egen ulykke eller lykke.

På den baggrund kan det måske opfattes som en mislyd, at Liberal Alliances formand placerer hovedansvaret for det borgerlige valgnederlag hos Venstre. De var ikke liberale nok, ikke tydelige nok og alt for defensive.

De borgerlige var faktisk tæt på at vinde, hvis man altså regner Moderaternes mandater med, og så havde vi fået en anden og mere ambitiøs reformkurs end den blegsottige udgave, som SVM har præsenteret.

Hvor inciterende forestillingen end må være for borgerlige sind, er der et par problematiske slutninger. For det første tyder intet på, at man på nogen måde kunne regne Lars Løkke Rasmussens mandater med til et borgerligt flertal omfattende Pelle Dragsteds aktuelle venner Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Formoder man det, kan det anbefales at genlæse Lars Løkke Rasmussens bog Befrielsens øjeblik fra valgkampen i 2019. Her argumenterer han med erfaringerne fra VLAK-regeringen for, at yderfløjene ikke kan bruges til at føre bæredygtig politik.

Det kan også være en god ting at læse Vanopslaghs tidligere partifælle Simon Emil Ammitzbøll-Billes netop udgivne erindringer fra VLAK-tiden, hvis man tror, at den samlede borgerlige opposition er vejen til liberale reformer. Er Dansk Folkeparti eksempelvis enig i Vanopslaghs rationale om, at man frem for afskaffelse af store bededag burde åbne for udenlandsk arbejdskraft? Også den lavtlønnede? Er Inger Støjberg og hendes tidligere DFere enige? Og hvad er Nye Borgerlige overhovedet enige i og om?

Hvor prisværdigt det end er, at Vanopslagh gør sig den ulejlighed at tegne konturerne af et nyt borgerligt projekt, forekommer det på det lange stræk at være et fatamorgana, indholdsmæssigt og mandatmæssigt.

Endnu mere problematisk set fra blå side er det, at hele analysen munder ud i endnu et angreb på Venstre. For nok er regeringen presset efter balladen om store bededag, men kigger de tre partier ud af vognborgen, vil Socialdemokratiet få øje på Enhedslisten, og Venstre og Moderaterne vil foruden Vanopslagh se Danmarksdemokraterne, der ikke kunne stå fast på afvisningen af en folkeafstemning, da de lette point glimtede i horisonten, de vil se Dansk Folkeparti, og de vil se Nye Borgerlige i en slags opløsningstilstand. De vil endda se, at de tre sidstnævnte for tiden har sluttet sig sammen med Enhedslisten.

Hele den udsigt kunne godt mane de tre regeringspartier til at blive i båden trods de aktuelle vindes ugunst.