FOLKETINGSVALGET 2022 afholdes i en fragmenteret og historisk usikker politisk situation. Der er stort pres på det repræsentative demokrati, som vi kender det i Danmark. I en kort treårig valgperiode har vores del af verden undergået en forvandling. Vi har haft en global pandemi. Vi står i tre store kriser, der med et slag har forandret den sorgløse måde, vi er gået til verden på: inflation, energikrise og en europæisk krig, vi er aktiv part i. At klimakrisen bliver skubbet så brutalt i baggrunden, siger alt om den aktuelle situation. Samtidig har vi haft en regering, der har forandret den måde, der udøves magt på i Danmark. Men trods disse komplicerede, omfattende spørgsmål, fremstår valget 1. november for mange som simpelt: for eller imod statsminister Mette Frederiksen. I de seneste måneder har regeringen og statsministeren rammesat valget netop på den måde: En statsminister, der har personificeret regeringen, ja, inkarneret staten og på blot tre år transformeret statsministerfiguren i Danmark: fra regeringsleder for kaotiske koalitioner til en præsidentiel skikkelse, der samler al magt og beslutningskraft. Det er fascinerende, men også paradoksalt: I en tid med splittelse og politisk opbrud træder statsministeren frem som en figur, der forener præsidenten og landsmoderen. Ved valgudskrivelsen har hun endda formået også at forvandle sig selv: Nu er hun en mild og tålmodig leder, der kan bringe landet gennem usikre tider og samle land og by, rød og blå, baby og boomer.
ER Frederiksen vred over at være blevet tvunget til at udskrive valget nu, fornemmer man det ikke på hende. Hun har taget initiativet og igangsætter valgkampen på sine egne præmisser. Den aktuelle krise kan ikke løses med fællessang, opskrifter på surdej og fortællinger fra hjemmekontoret. Inflationen æder folks værdier som borebiller i fugtigt træ; vi går ikke bare enorme varmeregninger i møde, men egentlige energirationeringer, og den sikkerhedspolitiske situation er uoverskuelig. Coronakrisen virker som et skvulp i forhold til de iskolde bølger, der nærmer sig. For Mette Frederiksen er det simpelt og overbevisende: Det handler om ledelse og beslutningskraft. Om at skabe en fornemmelse, en følelse af at have en leder, der bruger sin magt til at skabe tryghed.
ALLEREDE nu er denne slagmark tydelig, og de blå spiller med. Også for de borgerlige partier er valget en afstemning for eller imod Mette Frederiksen. På mange måder har de jo ret; der er substans i kritikken. Statsministeren har ledet en etpartiregering, hun har regeret, som var hun alene på broen. Minksagen og FE-sagen er resultater af en konstitutionel minirevolution, hvor magtudøvelsen har neutraliseret folketing og embedsværk, selv de øvrige ministre; de historiske balancer og modvægte her i landet. Men den borgerlige kritik af Frederiksen er samtidig udtryk for svaghed. Magt udøves, indtil den stoppes af modmagt og overbevisende modfortælling, og her er oppositionen påfaldende svag. Det er et politisk mesterstykke, at Mette Frederiksen har vendt anklagen om magtfuldkommenhed til et modspørgsmål: Vil man mon hellere have magtesløshed?
HISTORISK er dette valg, fordi Mette Frederiksen er så sjælden en figur i dansk kontekst. Det har hun kunnet blive, fordi politik næsten udelukkende handler om at håndtere kriser og afværge katastrofer. Tilsammen udgør inflation, energikrise og krigen en vulkan, ved hvis fod det lille danske kongerige nu bedst må skærme sig mod det udbrud, der allerede er i gang. Vælgerne vil i de kommende uger ikke være så optaget af langvarige helhedsplaner eller præcise stigningstakster for det offentlige som af at møde politikere, der forstår situationen og er i stand til at give følelsen af usikkerhed en politisk mening.
AFGØRENDE er det åbenlyst for Mette Frederiksen at iscenesætte denne fortælling. Ved åbningstalen i Folketinget sammenlignede hun direkte situationen med 1930erne: Dyb økonomisk krise og europæisk ustabilitet krævede stærkt lederskab. Frederiksen nævnte selv Kanslergadeforliget i 1933, indgået i Thorvald Staunings lejlighed: den politiske aftale mellem Socialdemokratiet og Venstre, der ikke bare søsatte store velfærds- og landbrugsreformer, men konsoliderede dansk demokrati og parlamentarisme. Forliget blev indgået, i det øjeblik Hitler blev udnævnt til tysk kansler. Det var det afgørende danske svar på den europæiske krise: Den danske modstandskraft var ikke et stærkt militær, men et afbalanceret samfund skabt af brede politiske aftaler. Det er ikke sidste gang, Mette Frederiksen i de næste uger vil nævne Stauning. Måske vil hun også minde om, at Stauning vandt det efterfølgende valg i 1935 overbevisende.
MEN det er ikke åbenlyst, at de borgerlige partier har forstået denne udfordring. At anerkende præmissen – et valg for eller imod Frederiksen – var for nogle måneder siden en brugbar taktik. Det er det ikke længere. Selvom skandalerne om mink og Forsvarets Efterretningstjeneste er store, er de åbenlyst ikke store nok til at matche den situation, landet står i.
IKKE så snart var valget udskrevet onsdag eftermiddag, før både Venstre og De Konservative indkaldte til pressemøde. Også her fremlagde Søren Pape Poulsen klassiske konservative forslag om topskattelettelser og flere penge i borgernes lomme. En sikker borgerlig stemme lyder slagordet. Herfra skal ikke lyde et ondt ord om skattelettelser, men heller ikke Søren Pape synes at have forstået den alvor, der omgiver dette folketingsvalg. Det forslår heller ikke at pege på en smørrebrødsseddel af gode liberale forslag, som Jakob Ellemann-Jensen så energisk prøver det. På bannere i landets største byer kan man se Ellemann flankeret af Venstres valgslogan: Mere frihed, flere muligheder. Det forekommer at være en tonedøv tilgang til den aktuelle situation. Mon ikke de færreste vælgere for tiden ser det som presserende, at de selv skal kunne bestemme, om de vil have pizza eller hakkebøf til aftensmad på plejehjemmet.
AFGJORT er valget ikke, før den sidste stemme er talt op. Men det bliver op ad bakke for den borgerlige opposition, hvis den ikke forstår kernen i dette folketingsvalg. Det er politologisk børnelærdom, at vælgerne i en økonomisk krise eller under stor sikkerhedspolitisk usikkerhed vil vende sig i retning af borgerlige partier. Her findes normalt en kølig og rationel tilgang til krisehåndtering. Sådan er det ikke nødvendigvis i Danmark, men borgerlige partiledere har dog historisk været i stand til at gribe muligheden. Poul Schlüter kom til magten som svar på en dyb økonomisk krise og midt i Den Kolde Krigs hårdeste tid. Han overbeviste danskerne om smertefulde reformer, der skulle bringe landet på ret køl. Anders Fogh Rasmussen blev statsminister på hård udlændingepolitik og markant værdipolitik. Både Schlüter og Fogh havde klare fortællinger om deres land og en solid politik, der bakkede den op.
ENDNU har vælgerne til gode at høre en opposition, der forstår kernen i dette folketingsvalg: at få Danmark sikkert gennem de kriser, der flyder sammen fra alle sider. Mette Frederiksen kalder det et tryghedsvalg, men det er nysprog for krisevalg. Situationen kræver både et stærkt politisk lederskab og aftaler hen over midten. Men den kræver først og fremmest politikere, der tør fortælle, at det vil koste os noget. At etablere et militær, der kan bidrage seriøst til at forsvare Danmark, bliver dyrt. At bekæmpe inflationen bliver dyrt. Og på lidt længere sigt: At sikre den velfærd, de allesammen taler så hjerteligt om, bliver dyrt. Det vil kræve hårde prioriteringer. At kunne tale ærligt om dem og sætte dem i en større fortælling om den nærmeste fremtid for dette lille land vil både være udtryk for politisk lederskab og udfordre forsøget på at gøre valget til en simpel afstemning om den siddende statsminister. kras.
Følg hele Weekendavisens valgdækning her.
