Dagen ifølge Søren K. Villemoes

God formiddag!

Jeg har i mange år været fascineret af den amerikanske debat om migration. Den vidner om et mærkeligt paradoks. På den ene side er der intet andet folkefærd i den vestlige verden, der har mere erfaring med migration end amerikanerne. Landet er jo skabt af indvandrere. Og ser man tilbage på historien, har det været en vedvarende kilde til politiske konflikter i landet.

Alligevel er det, som om den amerikanske debat om migration mangler meget af den dyrt købte erfaring, som Europa har tilegnet sig over de seneste årtier. Det har været tydeligt længe, når amerikanske aviser lejlighedsvis har skullet dække indvandringsdebatten i Danmark og ikke har kunnet forstå, hvad i alverden der foregik i vores ellers så lighedsorienterede velfærdsparadis. En forståelseskløft hen over Atlanten åbenbarede sig i denne dækning.

Her på vores kontinent har migration været et helt centralt politisk emne i de fleste lande i mange år. Gamle idealistiske forestillinger om asylmigrationens moralske imperativer har mistet deres tidligere politiske kursværdi, mens det, der for få år siden blev anset for radikale og »fremmedfjendske« bud på løsninger, nu er mainstream ned igennem Europa. Se blot Rwanda-modellen, der for få år siden blev behandlet af mange som en skør idé i det danske Socialdemokrati. I dag arbejder adskillige europæiske lande og beslutningstagere i Bruxelles med at udvikle varianter af denne model.

I USA er man først lige begyndt for alvor at forholde sig til, hvad asylmigration er for en størrelse. Det er afstedkommet af en udvikling ved landets sydlige grænse, der i rene tal er svimlende. Alene i december måned ankom der over 300.000 migranter til USA, de fleste af dem asylansøgere. Til sammenligning kom der cirka 1,3 millioner asylansøgere til Europa under flygtningekrisen i 2015.

1. Amerikansk grænseballade

Asylmigration er således blevet det helt store emne i amerikansk politik. Og det vil med garanti blive en central del af årets præsidentvalgkamp, hvor Donald Trump håber at kunne tæske Joe Biden i hovedet med de groteske tal fra den sydlige grænse. Det har også direkte betydning for os i Europa, da Republikanerne i Kongressen har insisteret på, at de ikke vil sende så meget som en bøjet femøre til Ukraine, før der er fundet en løsning på problemet.

I denne uge har Demokraterne foreslået en vidtgående lovgivning, der blandt andet vil give præsidenten mulighed for at afvise potentielle asylansøgere ved grænsen, hvis der ankommer mere end 5.000 om dagen, og arbejdspresset på myndighederne vurderes at være for stort. Samtidig vil man sende for 60 milliarder dollar støtte til Ukraines forsvar, der er ved at løbe tør for ammunition.

Loven er hård kost for Demokraternes venstrefløj. Og det er endnu uklart, om Republikanerne overhovedet er interesserede i at løse problemet sammen med Demokraterne, da det i så fald vil gøre skade på Donald Trumps forsøg på at udpege Biden som aldeles uduelig til at løse grænseproblemerne. Meget er på spil i denne sag, der bliver interessant at følge.

2. Rørte vande

Siden september har jeg været bådejer, og i weekenden fik jeg endelig færdiggjort mit duelighedsbevis. Som lystsejler udvikler man typisk et meget forestillet fællesskab med betydningsfulde karakterer fra søfartens historie. Jeg er bestemt ingen undtagelse og læser derfor samtlige nyheder, jeg falder over, der har en eller anden relation til havet.

Og der er sket en bemærkelsesværdig udvikling gennem de seneste måneder. To af den internationale søfarts mest betydningsfulde passager er under ekstraordinært pres. Den ene, Suezkanalen, er udsat, efter at Yemens houthibevægelse i solidaritet med palæstinenserne i Gaza, begyndte at angribe vestlige handelsskibe i Rødehavet. I 2022 passerede over 22.000 skibe igennem kanalen, cirka 40 procent af verdens handelsskibe. Siden houthierne indledte deres angreb, er trafikken faldet med omkring 45 procent.

På den anden side af Atlanten er Panama-kanalen også under pres. Det skyldes ikke angreb fra militser, men historisk lave vandstande. Også her er mængden af skibe, der kan passere kanalen, næsten halveret.

Pludselig er verden ved at vende tilbage til før år 1869, hvor man var nødt til at tage søvejen syd om Kap Det Gode Håb i Sydafrika, og før Panamakanalens færdiggørelse i 1914, hvor man måtte lægge ruten forbi de farlige vande ud fra Kap Horn i Sydamerika. En mærkelig tid at leve i. Berlingske har bragt en udmærket artikel om udviklingen, hvis man vil vide mere om situationen på de syv verdenshave.

3. FN-organ under inspektion

I fredagens avis havde vi en forsideartikel om det udskældte FN-organ for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, der beskyldes af Israel for at have haft 12 ansatte, der deltog i Hamas-angrebet 7. oktober. Mindst 15 lande har siden indstillet deres fremtidige økonomiske støtte til organisationen og afventer nærmere undersøgelser, før de træffer en endelig beslutning om, hvorvidt de fremover vil sende penge deres vej.

Nu har FNs generalsekretær, António Guterres, og UNRWAs chef, Philippe Lazzarini, nedsat en uafhængig gruppe, der skal vurdere, om der er hold i anklagerne. Gruppen består af tre organisationer fra Danmark, Norge og Sverige, nærmere bestemt Institut for Menneskerettigheder i Danmark, Raoul Wallenberg-instituttet i Sverige og Chr. Michelsens Institut i Bergen. Deres rapport skal færdiggøres til april.

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.