Dagen ifølge Mads Staghøj

Godformiddag!

I går erklærede jeg frisk, at jeg var på vej ud i verden for at slås. Hvert år rejser titusinder af vestlige mænd til Thailand for at leve som en slags krigermunke på træningslejre, hvor de dyrker kampsporten Muay Thai. Om en lille måneds tid følger jeg trop i et ugelangt feltarbejde, som jeg kommer til at skrive om i avisen. Jeg har nemlig mistanke om, at fænomenet afslører en dybere sandhed om den tid, vi lever i. Om teknologiflugt – og om vores behov for askese og nærvær.

Min kæreste siger, at mit projekt i virkeligheden handler om en endnu uerkendt buldrende midttrediverkrise. Og at jeg vil forstå, hvad hun mener, når jeg står og svimler med blodnæse i en boksering i en forstad til Bangkok. Jeg siger, at det naturligvis bare handler om journalistik. Men jeg er løbet ind i et meget praktisk problem under min forberedelse. Mere om det, når jeg bladrer op i min notesbog til sidst.

Først en rejse til Amerika, Fredericia og Dubai – her er de tre historier, som optager mig allermest i dag:

1. New Hampshire

Den legendariske forfatter Norman Mailer skrev engang, at amerikanerne altid står over for samme dilemma, når de skal vælge deres præsidentkandidat: Skal de satse på det sikre kort, der bevarer nationen i sit nuværende billede – eller kaste sig ud i en vild og uregerlig flod og lade strømmen føre dem mod ukendte horisonter? Efter Trumps sejr over Nikki Haley i primærvalget i New Hampshire i går tyder meget på, at republikanerne vælger det sidste.

I en dugfrisk reportage fra delstaten skriver vores USA-korrespondent Markus Bernsen, at afgørelsen i New Hampshire meget vel kan være endnu et stop på vejen mod det opgør mellem Trump og Biden, som et flertal af amerikanerne siger, de ikke ønsker sig. Det ser ikke lyst ud for Nikki Haley. Men i det mindste har Trumps eneste tilbageværende modstander i det republikanske kandidatfelt fundet modet til højt og tydeligt at kritisere den tidligere præsident. Næste slag står i Nikki Haleys hjemstat, South Carolina, den 23. februar – hvis hun da ikke har kastet håndklædet i ringen til den tid.

2. Erritsøhusbørnene

I sidste uge skrev jeg her i avisen om børnene fra Erritsøhus. Sammen med min kollega Laura Hattens fortalte jeg, at syv tidligere beboere sagsøger staten efter påstande om overgreb på det nu lukkede børnehjem ved Fredericia. Sagen handler om fysisk og psykisk vold – og seksuelle overgreb.

De syv boede på Erritsøhus i perioden 1953-1977, og deres vidnesbyrd viser, at Godhavndrengene ikke var alene om deres oplevelser i statens varetægt. Vi fortæller også den større historie om, hvordan systemet slet ikke er gearet til at håndtere myriaden af sager om overgreb i den periode, der vælter frem i disse år.

Nu tager flere medier historien op. I Fredericia Dagblad stiller en af de syv tidligere beboere sig frem og fortæller sin version.

»Det var ikke et godt liv,« siger Vibeke Nielsen. Til os sagde en af de andre om tiden på Erritsøhus: »De tog min barndom, ja faktisk hele mit liv.«

3. Prinsesseflugt

Elvira Pitzner har et problem. Den 26-årige realitystjerne fra en hovedrig dansk diamanthandler-familie sidder fast i Dubai. Der er hun offer for en bizar retssag, som begyndte i december, da hun blev anklaget for utroskab af sin mand, den iranske bokser Milad Saadati. Trods protester fra danske politikere har Dubais myndigheder inddraget hendes pas. Kendes hun skyldig, risikerer hun fængselsstraf.

Bag Pitzner-sagen gemmer sig imidlertid en opsigtsvækkende historie om Dubais hersker sheik Mohammed – en af verdens rigeste og mest magtfulde mænd – og hans helt igennem skøre forhold til kvinder. Den folder The New Yorker ud over fire afsnit i den spritnye podcast The Runaway Princesses.

To af sheikens døtre har således forsøgt at flygte fra Dubai under vildt dramatiske omstændigheder. Den yngste datter har efterladt båndoptagelser og et spor af dokumentation, der gør det muligt at fortælle hendes vidnesbyrd, som står tilbage som et stærkt kvinderettighedsmanifest mod et af Mellemøstens værste patriarkater. Selv benægter sheiken beskyldningerne.

Lyt til podcasten her (betalingsmur), eller læs historien kvit og frit i sin fulde længde. Og befri Elvira Pitzner!

I min notesbog …

Har jeg noteret mig et meget praktisk problem med min plan om at tage på feltarbejde i en Muay Thai-træningslejr. For at kunne udføre den form for deltagende journalistik, jeg har i tankerne, kræver det, at jeg kommer i form. Ikke bare som i jeg-tager-mine-10.000-skridt-om-dagen-og dyrker-yoga-form, men i seriøst god form. Min 35-årige krop skal holde til en hel uge med løbeture ved solopgang og to daglige træningspas. Tiden rinder ud. Der er kun fire uger, til jeg står i ringen med blodnæse.

Og jeg har lært min lektie: Sidst jeg prøvede kræfter med Muay Thai, var i en klub i København, hvor jeg til den første træning blev parret op med en velvoksen politielev ved navn Stig, der uddelte kaskader af ukontrollerede spark mod min brystkasse. Jeg holdt ikke timen ud, og det må ikke ske igen.

Tiden går også med at genlæse den bedste deltagende journalistik, der findes. I dagens anbefaling skal vi tilbage til 1967, hvor Joan Didion tog til Haight Street i San Francisco for at undersøge, hvad der var fat med den tilstrømning af unge fra hele USA, som så småt var ved at blive kendt som »hippierne«. Om sin fremgangsmåde skriver Didion, at hun ikke helt vidste, hvad hun var på udkig efter, men »at hun bare blev hængende et stykke tid og fik nogle venner«. Resultatet blev den fantastiske tekst »Slouching Towards Bethlehem«. God fornøjelse!

Det var alt fra i dag. Tak for at læse med.

Mads Staghøj

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.