Dagen ifølge Mads Staghøj

Godformiddag!

I morges lagde en af mine yndlingspodcastere, den bryske kulturkommentator Chris Black, et foto ud på Twitter, han havde taget på gaden i San Francisco. »Tech destroys – digital life sucks,« stod der på et klistermærke et sted i techindustriens hovedstad.

Det fik mig til at tænke på et interview i Blacks podcast, How Long Gone, som jeg hørte forleden. Her var Kyle Chayka, som skriver om teknologi for The New Yorker, gæst for at fortælle om sin nye bog Filterworld: How Algorithms Flattened Culture.

Her fortæller han om det uskyldstab, som internettet led, da algoritmerne forvandlede de sociale medier. Og om hvordan kulturen lider under det.

Det vender jeg tilbage til. Først – her er de tre historier, der optager mig allermest i dag.

1. Apocalypse now

»Der kan blive krig i Sverige.« Og det bør alle svenskere forberede sig på. Sådan lød det fra landets civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, for et par uger siden, og på standere landet over hænger nu plakater, der skal gøre svenskerne bevidste om propaganda og disinformationskampagner fra fremmede magter, som Joakim Jakobsen skriver her til morgen.

Ruslands angrebskrig i Ukraine er både forklaringen på den uro og den beslutsomhed, der i maj 2022 fik svenskerne til at indsende ansøgning om NATO-medlemskab. I går godkendte Tyrkiets parlament ansøgningen efter en lang og pinefuld proces. Nu afventer Sverige præsident Erdogans endelige underskrift og Ungarns godkendelse.

Herhjemme er vi mindre årvågne end svenskerne: Faktisk er staten slet ikke tilstrækkeligt forberedt på krige og katastrofer, som Bo Bjørnvig har skrevet om myndighedernes »strudsetaktik«. Det er også derfor, »prepperne« her til lands har så travlt, som De kan læse i mit og Laura Hattens portræt af det voksende miljø af danskere, der forbereder sig på apokalypsen.  

2. Disney-vulkaner

Nogle billeder brænder sig fast på nethinden og ætser sig fast som størknet lava: Da jeg gik i fjerde, havde vi en temadag om Island, hvor min klasselærer viste os de syrede optagelser af vulkanudbruddet på den sydislandske ø Heimaey i 1973.

Efter at have ligget i dvale i årtusinder lagde vulkanen byer øde hen og sendte 5.000 islændinge på flugt til hovedøen, som den islandske dokumentarist og tidligere præsidentkandidat Andri Snær Magnason minder om i det her nye og forrygende essay i The Guardian.

I anledning af de senere måneders vulkanudbrud på halvøen Reykjanes tegner Magnason et portræt af Island. Befolkningens selvforståelse og skæbne er uløseligt forbundet med øens utilregnelige undergrund. Her diskuterer familier over middagsbordet, hvem der er ens yndlingsvulkanolog. Og så taler de selvfølgelig om den næste store katastrofe. For den lurer altid.

Men vulkanerne er også det stærkeste billede på landets udvikling: Da Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010 og lammede flytrafikken i Europa en hel uge, stod Island midt i en national krise oven på landets økonomiske crash efter finanskrisen. Frygten var, at udbruddet ville forværre situationen. Men det viste sig at være den perfekte reklamesøjle for Islands Disney-agtige vulkaner, og siden er antallet af turister steget fra under 500.000 til næsten to millioner. 

3. Årets bedste film

Tidligere på ugen blev årets Oscar-nomineringer afsløret. Nikolaj Arcels Bastarden løb desværre ikke med en nominering i kategorien Bedste Internationale Film. Til gengæld får danske Ridder Lykke chancen for at vinde Bedste Live Action-kortfilm.

Særlig interesse er der selvfølgelig for kategorien Bedste Film, og det får mig til at tænke på nogle af vores skribenters anmeldelser af årets største titler: Tag nu bare Linea Maja Ernsts take på Barbie: »En spadag for hjernen og en selvironisk, ideologikritisk metafilm,« som hun skrev. Klaus Wivel savnede en mere usminket Barbie – vi opnår nemlig først reel ligestilling, når vi lader kvinder værre lige så grumme som Ken, som Ryan Gosling i øvrigt er nomineret for at portrættere.

Johannes Fogtmann roste Martin Scorseses Killers of the Flower Moon, selvom den var lang, og Lasse Winther var vild med Emma Stone i Poor Things. Christopher Nolans Oppenheimer var et »bjergtagende, vaklende monstrum af en storfilm«, og Maestro et »respektindgydende« portræt af dirigenten Leonard Bernstein.

I min notesblok ...

Spørger jeg mig selv: Hvorfor ligner vi mere og mere hinanden?

Når jeg rejser ud i verden, får jeg ofte en syret følelse af deja-vu. Af at der ikke længere er forskel på den kaffe, jeg drikker i Amsterdam og København. I New York eller Berlin. Kaffen er selvfølgelig lysristet. Interiøret er det samme, baristaerne ligner hinanden og lader samme genre af let bobbende ambient musik flyde fra Spotify-playlisten. Samme oplevelse opstår, når jeg går på bar. Hvorfor smager alle øl, som om de er skænket på en craft beer-festival i Portland, selvom jeg har sat mig bag disken på en bar i Københavns nordvestkvarter i håbet om en ærlig pilsner?

Måske skyldes det den ensretning af kulturen, algoritmerne skaber. Det er hovedargumentet i Kyle Chykas Filterworld: How Algorithms Flattened Culture, som diskuteres flittigt i amerikanske medier i denne uge.

Og til sidst – dagens anbefaling af et stykke deltagende journalistik. En artikel, hvor skribenten bliver en del af det fænomen, de beskriver. Ligesom jeg har tænkt mig at gøre i næste måned, når jeg skal på Muay Thai-træningslejr i Thailand. Her er en uforlignelig artikel fra 2014, hvor Patricia Marx undersøger fænomenet emotional support animals. Og tager en skildpadde med på shoppingtur for at se, hvad der sker.

Det var alt fra mig i dag. Tak for at læse med.

Mads Staghøj