Dagen ifølge Christoffer Zieler

Det er så let på Hogwarts, kære læser. En magisk hat fordeler børnene til de forskellige skolefløje i henhold til de pædagogiske principper, som grundskolens troldmandsundervisning baserer sig på. 

De modige og dumdristige børn sendes derfor til Gryffindor, de kloge til Ravenclaw, de onde børn ryger ned i kælderen til Slytherin, og på Hufflepuff-afdelingen anbringes ... æh, restgruppen.

Mangen en skoleleder kunne nok ønske sig, at det var lige så enkelt at drive den danske folkeskole.

Men det er det ikke.

1. En helt skrækkelig sag

På Borup Skole i Køge Kommune har en gruppe på fire elever angiveligt terroriseret andre elever i en grad, så det i går var TV 2s store nyhedshistorie. 

Det kunne dårligt være værre. Som TV 2 skriver: »Ifølge lægejournaler, underretninger og forældre til børn på skolen er flere børn i alderen 6 til 11 år igennem cirka to år blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb begået af en gruppe jævnaldrende børn på Borup Skole.«

I dag ruller historien videre. Fornemmelsen er, at der rundtom i landet findes mange eksempler på, at skolen ikke er det trygge sted, som et lille barn har al mulig rimelig grund til at forvente.

I Køge Kommune, hvor rådhuslokummerne i dag står i flammer, har man iværksat det udredningsarbejde, der nok en dag vil placere et ansvar hos nogle af de voksne, som skulle have draget omsorg for børnene på Borup Skole. Men på brushovedernes sociale medie, X, er tålmodigheden mindre. Kulturministeren vil have de skyldige børn smidt ud. 

»Køge: Børn på 6-11 år bliver udsat for overgreb og voldtægter. Skoleledelsen smider ikke eleverne ud – et ansvars- og omsorgssvigt af kæmpe dimensioner,« x'er Jakob Engel-Schmidt.

Kan man smide børn ud, hvis de gør alvorlig skade på deres skolekammerater? Nej, ikke helt. I sidste ende bliver disse børn en anden skoles problem. 

Udgangspunktet er, at landets kommuner har pligt til at tilbyde alle børn skolegang. Folkeskolelovens paragraf 52 giver dog mulighed for at flytte en elev til en anden skole, hvis barnet ikke overholder skolens ordensregler. Dette er uddybet i vejledningen til bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.

Det er interessant at læse denne vejledning. Den rummer en større historie om, hvordan man håndterer konflikter i de fællesskaber, vi ikke rigtig kan unddrage os. 

Således betones vigtigheden af dialog med forældre til de børn, der opfører sig skidt (et udtryk, som vejledningen ikke indeholder), og generelt pålægges det skoleledere at fare med lempe. 

Eftersidninger kan for eksempel kun gives, hvis forældrene er orienteret om det i forvejen. Det vidste jeg ikke. Skolen må heller ikke hindre hjemtransporten for den elev, der skal have en sveder (et ord, der heller ikke optræder). 

Til gengæld kan skoleledere i grove tilfælde sende en elev hjem fra skole i en kort periode: »Udelukkelse kan normalt finde sted to gange og maksimalt i 7 skoledage sammenlagt inden for samme skoleår. I særligt grove tilfælde kan udelukkelse dog finde sted flere gange og op til 10 skoledage sammenlagt inden for samme skoleår.«

Hvis en gruppe elever i en klasse opfører sig dårligt, har skolelederen mulighed for at anbringe dem i parallelklasserne, eksempelvis for at skille dem ad.

Og endelig kan en skoleleder – også uden forældrenes accept – beslutte helt at overføre en elev til en anden skole. Kan to skoleledere ikke enes om, hvem der skal have aben – hvis man må udtrykke det på den måde – skal kommunalbestyrelsen bestemme:

»Beslutning træffes på grundlag af indstilling fra de involverede skoleledere og efter samråd med eleven og forældrene.«

Læser man vejledningen, får man indtryk af, at skoleelever ikke ret ofte ekskluderes fra det inkluderende fællesskab. Måske skal der mere til end voldtægt.

Angående dette begreb – inklusion – kunne jeg ikke lade være med at læse lidt op på, hvad Borup Skole skriver om sig selv.

Udefra ser skolen helt almindelig ud. Måske er den almindelig? De 603 elever klarer sig med et snit på 7,3 på niveau med resten af landets skoler. Fraværet er lidt i den høje ende, men til gengæld fortsætter 93,9 procent af eleverne på en ungdomsuddannelse, hvilket er flere end gennemsnittet, ifølge det oplyste.

Af skolens værdigrundlag fremgår, at »på Borup Skole tillægges begrebet ordentlighed stor værdi«.

Skolen anser også samarbejde for at være vigtigt: »Man kan sige, at vi ønsker en samarbejdskultur frem for en individuel kultur,« står der på hjemmesiden.

Endelig er skolen optaget af inklusion, som man kalder et »fællesbegreb«, der »dækker over en ambition om, at alle elever skal føle sig som en del af fællesskabet«, og: »For at fremme inklusion bruger Borup Skole mange ressourcer på at skabe et godt undervisningsmiljø for alle elever. Når man arbejder med et godt undervisningsmiljø i klassen, indebærer det også, at man tager særlige hensyn og yder særlige indsatser i forhold til børns forskellige behov.«

Det kan der måske være brug for.

2. Granater og patroner

Jeg var værnepligtig efter gymnasiet i knap et år, og på sovesalen havde et par af mine soldaterkammerater et tomt patronhylster stående i et skab. Det var et ret flot, stort hylster fra en maskingeværpatron, og på et tidspunkt fyldte de det med krudt fra andre patroner, som de havde tømt, sådan at de kunne gemme dem som souvenirs. En dag stillede de cylinderen med krudt på gulvet og satte en tændstik til, så en flamme skød op og satte et sodet aftryk i loftet.

Det siger sig selv, at det var en dum, farlig og strengt forbudt måde at håndtere krudt på. Men episoden gav et indblik i, at ammunition basalt er en ret simpel ting. Man har noget krudt i et hylster, som skubber et projektil ud ad mundingen på et våben. Der er ikke meget mekanik eller kreativ klasse i det, ærlig talt. Her er et link til en mildt overstadig video fra en britisk patronfabrik, hvis man vil se, hvordan det foregår. Det fremgår, at man på fabrikken pusler med at gøre patronerne lettere – så kan en Chinook-helikopter nemlig potentielt medbringe 100.000 ekstra skud pr. tur.

Alligevel kan Europas lande for tiden ikke finde ud af at fremstille ammunition i mængder, som Ukraine har brug for, hvilket i weekenden fik NATO-generalsekretær Stoltenberg til at opfordre til, at man ruller de gamle bøssemager-ærmer op og kommer i sving. I går deltog statsminister Mette Frederiksen så i spadestiksceremonien for en kommende tysk våbenfabrik.

Donald Trump, den venlige mand, gjorde også sit for at bidrage til fornemmelsen af, at det haster. På et valgmøde fortalte han i weekenden om at være blevet opsøgt af en europæisk leder, der spurgte, om USA under Trump ville komme til undsætning, selvom hans land ikke lige havde betalt det fulde NATO-kontingent, den dag russerne måtte rulle ind:

»Nej,« svarer Trump ifølge sin egen anekdote. »Jeg ville ikke beskytte jer. Faktisk ville jeg opfordre dem [russerne] til at gøre lige, hvad fanden de vil. I skal betale. I skal betale jeres regninger.«

3. Optur og nedtur

To mænd, der indædt hader alt, hvad den anden står for, men som nu har bundet deres venstrehænder sammen, så de kan gennemføre en hektisk knivkamp på argumenter til gavn for den offentlige meningsdannelse – dét er konceptet, godt og vel, for podcastserien Lykkeberg og Corydon.

Som efternavnene indikerer, er der tale om et samtaleprogram mellem de to frenemies Rune Lykkeberg og Bjarne Corydon, som i skiftende uger sætter hinanden stævne i hinandens redaktionslokaler for at være fordrageligt uenige om tidens store emner.

Information er rød og klog, og Børsen er blå (nå nej, neutral) og rig. Lykkeberg har en lys og gennemtrængende stemme, og Corydon taler som mørkebrun belgisk øl. 

Lykkeberg er idealistisk og begejstret – et fast element i Informations ugentlige podcast er hans »optur«, en lettere eksalteret formuleret hyldest til noget godt, der er sket i verden; Corydon er pragmatisk og indleder sine sætninger med »helt nøgternt« eller »tillad mig i al stilfærdighed at påpege, at …«.

Jeg kan godt lide de to værters selskab i podcasten, skønt man nok kan anfægte præmissen om, at de udgør et verdensbilledemæssigt yin og yang. Hver især er de jo veltalende, velbetalt, intellektuel jysk mand på omkring 50 og chefredaktør for et københavnsk nichemedie.

Alex Vanopslagh er »en socialdemokratisk udgave af Jordan Peterson«, siger Lykkeberg. Corydon brummer enigt og tilføjer, at LA-lederen hæver sig over »pop-up-fænomener som Naser Khader«, hvorefter de sammenligner tidens borgerlige higen efter et »projekt« med venstrefløjen, sådan som den var for en generation siden.

Min eneste anke er, at de forsømte at kalde programmet Optur og nedtur.

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.