Dagen ifølge Christoffer Zieler

Af alle borgerlige mærkesager er kampen for retten til at smøre madpakke den tåbeligste.

Alligevel har en af landets førende borgerlige besluttet at gøre »Madpakke Hill« til sin kampplads i den borgerlige kulturkrig.

»Er det virkelig statens opgave at drysse hjemmelavet karse ud over dine børns æggemadder?« skriver således i Berlingske Jes Brinchmann Christensen, den nyslåede direktør for tænketanken CEPOS. 

Han var også emnet for et interview her i avisen for nylig.

1. Det borgerlige argument imod madpakker

I sit interview til Weekendavisen argumenterer Brinchmann for en borgerlighed, der handler om mere end pengepolitik og topskat. Han roser således Ærø Manifestet-forfatteren Maj My Humaidan, der har meldt sig ud af forbrugssamfundet, for at »vælge en anden vej« og kæmpe imod regeringens tendens til at bede borgerne »justere deres liv efter systemets behov«.

Men når det gælder de madpakker, som udgør systemets benzin, er CEPOS-direktøren en stålsat tilhænger af det bestående, en systemets mand.

»Er det statens opgave at lade dig slippe for at stå en halvstresset morgen med leverpostejfingre, så du i stedet kan nyde din morgenkaffe og morgenavis?« spørger han, og før jeg kan nå at brøle JA, JA og TUSIND GANGE JA! – svarer han selv:

»Nej, selvfølgelig er det ikke statens opgave at smøre madpakker til vores børn! Det er en opgave, der ligger sundt og godt i hjemmet.«

Hvor jeg dog hadede at spise varme, klamme madpakker med svedende pølse og brune æblebåde som barn, og hvor jeg dog hader at smøre madpakker som voksen. Desværre hader min kone det endnu mere, hvilket betyder, at jeg hver dag i tidsrummet 5:30 til 6:15 står og smører i alt syv forskellige madpakker med indhold doseret til skoledagens forskellige pauser.

Det vil sige, i øjeblikket smører jeg, grundet et rygproblem, madpakkerne siddende.

Så ingen tak herfra for at gøre madpakkesmøring til borgerlig kulturkamp, kære CEPOS-direktør Jes Brinchmann Christensen. 

Faktisk troede jeg, at den store danske prærie af fladbanket leverpostej og makrel af alle blev regnet for hundrede procent socialdemokratisk reservat.

Et borgerligt argument for at afskaffe madpakker og indføre skolemad er ellers let nok at se. Det kunne bygges op om en beregning af produktivitetsstigningen ved at frigøre nationens fædre (i min generation er det typisk manden, der hænger på madpakkerne) til andet nyttigt arbejde, som folk sikkert gerne udførte, hvis de ikke blev flået i skat. Eller frigjort tid til avislæsning, der fremmer den selvstændige tænkning! 

Og man kunne også argumentere blåt for skolemad ud fra en påskønnelse af selve den borgerlige dannelse, som udgår fra en velordnet spisesal, hvor børn fra alle sociale lag mødes og i fællesskab indtager et veltillavet, varmt måltid med kniv og gaffel, hvorefter de pænt rydder op og synger en fædrelandssang. Åh, det er drømmen.

Endelig kan man skele til Landet uden madpakker, Sverige, hvor god skolemad ifølge økonomer har givet en tre procent højere livsindkomst, til gruppen, der fik den – sammenlignet med indkomsten til gruppen, der fik klemmer.

Når CEPOS interesserer sig for madpakker, skyldes det, at De Radikale i sidste uge foreslog at indføre skolemad i danske folkeskoler. De Radikales strategiske brøler var at foreslå, at denne skolemad skulle være »gratis« og dermed, som CEPOS lidt pedantisk, men korrekt, påpeger, skattebetalt.

Kunne De Radikale dog blot have foreslået, at skolemaden skulle koste nogle gryn.

Jeg ville betale hvad som helst.

2. En ikkerettelse

Jeg ved ikke, om der findes et udtryk for ikke at rette en fejl, fordi der ikke er begået nogen fejl, men alligevel føle behov for at påpege, at det, man skrev, faktisk var korrekt.

Men: I forgårs gennemgik jeg i dette nyhedsbrev reglerne for at flytte et barn fra en folkeskole til en anden i tilfælde, hvor barnet groft har forbrudt sig mod ordensreglerne. Det var selvfølgelig affødt af sagen fra Borup Skole. Jeg skrev, at reglerne siger, at såfremt to skoleledere ikke kan enes om, hvem der skal lægge skole til et bestemt barn, er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer.

Grunden til, at det er relevant, er, at Danmarks Radio i går i udsendelsen P1 Morgen gentog og fortsat på dr.dk oplyser, at man kun kan flytte et barn væk fra en folkeskole, hvis en anden skoleleder er med på den. Da jeg ikke er jurist, blev jeg nødt til at tjekke, om jeg kan læse indenad.

Og det korrekte er altså, at det er kommunen, der bestemmer. Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller har skrevet til mig, at det også er sådan, han forstår reglerne. »Jeg læser bestemmelsen således, at der ikke kan ske overflytning eller andet uden forudgående advarsel eller lignende,« skriver han.

I aftes bekræftede Børne- og Undervisningsministeriet i en mail, at professoren har ret. Kommunalbestyrelsen bestemmer. Ministeriet tilføjer, at kommunen også kan »beslutte, at forældrene i op til et år er frataget retten til at vælge en anden skole i kommunen efter reglerne om frit skolevalg, jf. folkeskolelovens § 36, stk. 2 og 3«.

Så det er altså muligt at flytte elever ud af en skole, hvis de ikke opfører sig pænt.

Jeg havde også spurgt ministeriet, om der findes eksempler på, at kommunerne har gjort brug af denne mulighed. Det kan ministeriet ikke svare på, men skriver: »Vi kan oplyse, at der ikke fra centralt hold er krav om, at kommunerne skal registrere og foretage indberetning af brugen af bestemmelserne i ordensbekendtgørelsen.«

3. Giv os vanvittig AI tilbage!

Blandt de mest omtalte artikler om det store gennembrud for kunstigt intelligente skriveprogrammer er The New York Times-journalisten Kevin Rooses beretning om, hvordan Microsofts chatbot Sydney forsøgte at forføre Roose og få ham til at forlade sin kone. I en lang samtale udstillede Roose, hvordan den på chatbottens initiativ udviklede sig i en ganske uhyggelig og truende retning. 

Nu, et år senere, reflekterer Roose over episoden, og han konkluderer, at Sydneys nedsmeltning fik techvirksomhederne til at justere deres chatbotter i en overforsigtig retning, så de i dag er blevet kedelige.

Den vanvittige og passionerede Sydney er nu borte, skriver Roose – hun er forvandlet til »Larry fra regnskabsafdelingen«.

Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at kunstig intelligens er en teknologi, der vil gøre verden trist og dum med uopfindsomme billeder og LinkedIn-agtig pølsesnak. Surt for menneskeheden.

Kulturel forfladigelse er også emnet for en aktuel bog, som min kollega Mads Staghøj skriver om i denne uge. Slet internettet, og læs en avis.

PS: 14. marts er jeg forresten i Aarhus for at byde velkommen ved arrangementet »Weekendavisens yndlingsfilm«. Jeg har valgt Wes Andersons Rushmore, der handler om teenageren Max Fischer – en i øvrigt totalt uregerlig elev, som driver sin skoleleder til vanvid. Max er håbløst forelsket i lærerinden Rosemary Cross. Desværre kæmper stålmagnaten Herman Blume (der spilles af Bill Murray) også om hendes gunst. Det er et uovertruffet trekantsdrama. Sjov og vred film. Man kan læse om vores arrangementer og købe billet her.

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.