Dagen ifølge Christoffer Zieler

Da Jon Stewart og hans satiriske nyhedsprogram The Daily Show blev opdaget i min omgangskreds for 15-16 år siden, var jeg en øjeblikkelig fan, men jeg undrede mig over en ting ved formatet, nemlig publikums groteske og pattede hvin, hyl og råb.

Det var så mærkeligt, dengang i 2007-8, at se politisk satire tilsat voksne menneskers skingre skrig.

Da jeg i samme periode var i New York i et par uger, havde jeg forinden bestilt billet (gratis) til The Daily Show, så jeg på den udvalgte dag kunne traske hen til studiet, som lå i et lidt kedeligt område af Manhattan og forekom undervældende. Komikeren, der skulle fyre op under publikum før optagelsen, var heller ikke ret sjov, og da Jon Stewart selv kom ud og snakkede lidt med os på sæderækkerne, var det en høflig seance, der hev stemningen yderligere et halvt hak ned.

Men så begyndte det. Musikken kværnede. Og alle i publikum begyndte at hyle som sindssyge, og også mine arme fløj op, idet jeg lettede fra sædet, og fra min åbne mund lød et pinligt, skingrende hvin. Sådan fungerer amerikansk kulturel soft power.

1. Jon Stewart er tilbage

Jeg så The Daily Show med fanatisk regelmæssighed i den periode. Gæsterne var ofte top-notch. Hvis Christopher Hitchens var med, var det ekstra fedt. Da Hitchens opdagede, at han var dødssyg af kræft, var det umiddelbart inden en planlagt optræden hos netop Jon Stewart, som Hitchens valgte at gennemføre efter først at have brækket sig, som han senere skrev, med en »ekstraordinær kombination af akkuratesse, ordentlighed, voldsomhed og vælde«. Hvor nobelt og passende, at Hitchens nåede at få denne optræden med.

Senere, i 2015, stoppede Jon Stewart, netop som verden skulle til at blive endnu mere vanvittig med Trump som præsident, og først i denne uge er han så vendt tilbage, længe efter at den kedsommelige Trevor Noah blev træt af at være trættende reservevært for det engang så funklende program. Eftersom Trump nok snart er præsident igen, kan man få fornemmelsen af, at der ingen tid er gået.

Men herhjemme har meget ændret sig. For eksempel har Jonatan Spang lært danskerne at hyle som amerikanere. Et satirisk nyhedsshow med stille studielyd ville være uhyggeligt nu. Og på visse punkter overgår Spangs Tæt på sandheden faktisk sit amerikanske forlæg ved at være mere anarkistisk og vildt end Stewarts – basalt set – verdensbilledebevarende, konstruktive komik.

Stewart ER sjov. Han er virkelig sjov. Mandagens udsendelse, der kan ses på hjemmesiden Pluto TV, var et kært, begavet, velskrevet og lovende gensyn. Jeg vil følge Stewart og hans nye hold af falske korrespondenter og se, hvor det bærer hen.

Men Spangs satire er mere retningsløs og skør. Tæt på sandheden er for eksempel ganske konspiratorisk i sin satire om afviklingen af den danske minkpelsindustri. Den redaktionelle proces er ikke så vandtæt hos Spang, fornemmer man. Man arbejder med det, man har, og resultatet er uforudsigeligt og dermed potentielt farligt.

Ja. Jon Stewart er tilbage efter mange, mange år. Og han er i god form. Men fornemmelsen af deja-vu er alligevel også ... urovækkende.

2. Køb et leksikon

I går foreslog jeg læseren at slette internettet. I dagens avis foreslår Emil Leth Beiter at skifte det ud med en encyklopædi. Man kan købe et kæmpe leksikon for en slik, og der er rigeligt med viden i, sikkert mere end de fleste kan bruge. Det er sådan en fed tekst.

3. Frustrerede mennesker på landet

Som Steen Nørskov, DR-korrespondent, påpeger i den seneste udgave af Verden ifølge Gram, valgte tyskerne sidste år »Krisenmodus« som »Årets ord« – foran Antisemitismus (antisemitisme) og leseunfähig, (manglende læseevne), fordi tyske børn ikke kan læse. »Det beskriver det meget godt. Der er krise,« siger Nørskov.

Krisen manifesterer sig i Tyskland – som i Frankrig, Belgien, Holland – i et traktordrevet bondeoprør. Det kan man gøre nar ad (som i Tæt på sandheden), eller vrisse ad, eller frygte. Men man bør nok, selvom det er så artigt, forsøge at forstå.

Blandt gæsterne hos Steffen Gram er også Weekendavisens Jesper Vind, som blandt meget andet forklarer, hvorfor yderfløjene i Tyskland har tur i den. Her i avisen har Vind for nylig skrevet om det tyske bondeoprør, og det er en tekst, som er god at studere forud for næste uges ventede præsentation af den klimaafgift, som regeringen så vidt vides stadig agter at pålægge landbruget. Det skriver Hans Mortensen om i denne uge.

Berlingske har mødt en bonde, som er klar til oprør herhjemme også. »I byboere skulle prøve at komme ned til en tom køledisk. Så kunne det sgu godt være, at I så lidt anderledes på det,« siger han, der hedder Jens Peter Aggesen, til avisen.

Dansk landbrug har ikke ret god presse, men jeg tror ikke, man skal undervurdere befolkningens dybere fornemmelser for erhvervet. Prøv blot at tage på dyrskue – det gør mange tusind hver sommer. Jeg har selv skrevet om det. Det er sværere at hade landbruget, når man møder det.

Hvad skal der til for at forlige land og by og fremme udviklingen af et, forhåbentlig, mindre forurenende Europa?

Svaret er en politik, der tilsikrer, at den enkelte borger kan føle sig i kontrol over sin egen skæbne. Sådan argumenterer i hvert fald den franske professor i sociologi Nicolas Duvoux, som Aske Munck interviewede til sidste uges udgave af Weekendavisen:

»Min påstand er grundlæggende, at den mest afgørende ressource ikke så meget er det målbare velstandsniveau – som dog vejer tungt – men mere, hvorvidt det giver individet mulighed for at beherske sin egen skæbne; have fuld kontrol med sin tilværelse, sin karriere og sine børns fremtidige muligheder. Og hvis folk ikke føler, de har det, risikerer man at se flere oprør i stil med De Gule Veste, eller som nu med de europæiske landmænd. Vi er altså nødt til at se på det, jeg kalder 'den oplevede fattigdom'. Man er nødt til at inddrage den subjektive opfattelse for at kunne belyse problemerne fyldestgørende,« siger Duvoux.

4. Brugerinddragende tegneserier

I mandags skrev jeg og bad om hjælp. Eller, som en kommunal intelligens ville formulere det, rakte jeg ud i forhold til at inddrage brugerne i det fremadrettede borgernære arbejde omkring den tegneserie, som jeg i ugen, vi kiggede ind i, havde leverance af i forhold til avisens bogsektion.

En læser, Claus Sølvsteen, sendte mig et foto af sig selv, og jeg har derfor tegnet ham i ugens avis.

PS: Jeg kender godt Sølvsteen, ikke privat, men fordi han i en årrække var partner i et it-firma, som var leverandør til Uniavisen, hvor jeg arbejdede.