Jurnalister billede

Ulrik Høy

(1945-2020) var journalist, klummeskribent, debattør og forfatter, og uddannet cand.mag. i nordisk litteratur og musik. Var kulturredaktør på Weekendavisen fra 1984-90 og derefter journalist og klummeskribent frem til 2012. I 1999 blev Ulrik Høy tildelt Berlingske Journalisters Hæderspris.
Valfart. En nogenlunde verdslig pilgrimsrejse fra Klampenborg til Valby og tebaws igen under ledelse af himmelkommunisten Bernhard Severin Ingemann.

Pendlere og pilgrimme

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 23. december 1993.

DER er afgang tre gange i timen, minuttallene 16,36 og 56, og jeg kan lige nå en burger i kiosken. Da jeg smutter ind i den tomme vogn, forlader en ældre kvinde diskret sit sæde og træder ud på perronen. Vognen var altså ikke ganske tom, og selvom det er midt på dagen, Klampenborg Station et tilforladeligt sted, så har den fremmede herre åbenbart udløst refleksen, S- togsrefleksen, der gør alle til en del af problemet, ingen til en del af løsningen. Det må være hatten, den grå Borsalino, der har skræmt hende. Det kan også være det røde halstørklæde, de let flanøragtige slyngninger, der virker truende. Hvor mange damer er monstro kvalt i dem? Eller er det frakken, den store, lyse vinterfrakke, der buler mistænkeligt og hvert øjeblik kan åbenbare byens værste blotter i ekshibitionistisk storform? Eller er det øjnene, den skulende uhygge fra stumfilmens dage, et blik midtvejs mellem politigårdens forbryderalbum og Blindeinstituttet? Det er umuligt at sige og bliver næppe nogensinde opklaret.

Frygten er som influenza. Smittekilden er medierne, ofrene de modtagelige, dem med nedsat immunforsvar, og det er både børn og gamle. Det kom bag på mig - for 20 år siden, da jeg begyndte at undervise på højskolen - at så mange ældre kvinder var bange, eller i alt fald gav udtryk for det. Jeg nåede aldrig at træffe en kursist, som selv var blevet overfaldet, selv var blevet frarøvet en taske, selv var blevet antastet, generet, udsat for vold, men jeg lagde øre til en del ængstelige beretninger. Vaccinen hedder fornuftige forklaringer, indsigt i den reelle, ikke indbildte trussel. Desværre rækker vaccinen ikke til det næste udbrud af influenza, selvom det nye mord, det nye knivoverfald, nye taskerøveri ligner det foregående til forveksling. Medierne skruer det ikke nødvendigvis op, de nævner det bare, igen og igen, og tilsammen virker det som et bombardement, en kanonade af gru lukt ind i det blottede sind. Jeg har ingen bodsmidler, ingen virkningsfuld vaccine. Var jeg fulgt efter kvinden, havde det måske givet anledning til misforståelser. Han forfølger mig, den fremmede herre med hatten og den lyse cottoncoat følger efter mig! Dér sidder man så - ikke som julemand - men som repræsentant for Mørkets Fyrste, for de kræfter der tilsyneladende ikke lader sig tøjle. Og så ved højlys dag, aldeles højlys, på Klampenborg Station.

Ingen siger et kvæk

Et minut før afgang, et halvt minut, strømmer passagererne ind. To britiske piger, der snadrer som vandfald, en mor og hendes søn på 8-9 år, en ung mand, der virker utrolig glad for sit udseende og et par studerende, der bare glider ned på sædet overfor. Mere skal der ikke til, så er vognen klædt på, friseret, civiliseret. Også med konvention. Man taler ikke til hinanden, henvender sig ikke i »det offentlige rum«. Vil danskere tale med hinanden, må de gøre det i fjernsynet, derhjemme, eller når man inviterer folk. Jeg vil ikke hævde, det opleves som byrdefuldt - man vænner sig til det - og hvad der gælder i danske byer og storbyen er et vedtaget fænomén overalt i verden.

Læs også Poul Pilgaard Johnsens nekrolog over Ulrik Høy: »Det virtuose jordskælv«

Er den én eller to generationer gammel, denne separation i det offentlige rum? Skilsmissen er for længst fuldbyrdet, og vi har vænnet os til at være alene, vænnet os til at opholde os i hver sin usynlige glasboble. Det fælles rum dementerer alt fællesskab. Her sidder vi op ad hinanden, store og små, smukke og grimme, gamle og unge, rige og fattige, bumser og kontorchefer, og ingen mæler et kuk. Den indiske antropolog, som opholdt sig i Danmark nogle år og lavede en lille film om et dansk landsbymiljø, bemærkede, at »danskerne opdrager deres børn til ensomhed og selvstændighed«. Det er sandt. Vore børn er ensomme og selvstændige, oplever i korte hug fællesskabets pift - i skolen, gymnasiet, på læreanstalten, til koncerten, på stadion, i heppekoret - før de kastes tilbage til sig selv, til ensomheden og den vedtagne selvstændighed. Som sagt, man vænner sig til det, lærer sågar at sætte pris på det.

Den tyste vogn, de tyste passagerer, den tyste udsigt, denne behagelige, let affjedrende transport, hvad forlanger man i grunden? Min gamle nabo, husmand Arnt Andersen i Gerlev, havde sin opskrift på forvandlingen: »Engang kunne man snakke med folk inde i Slagelse, det kan man ikke mere. Nu har de sat bænke op i gågaden, og hvis man sætter sig og siger goddag, bliver folk forskrækkede og tror, man er stukket af fra plejehjemmet«. Det fortalte Arnt Andersen for 20 år siden og refererede til en udvikling, der fandt sted i 60erne i de danske landbodistrikter. »Santa, for helvede..!« Vi passerer Østerbro, Nørreport, ruller gennem tunnelen mod Hovedbanegården og videre til Enghave Station og Valby. Her står jeg ud for at strække benene, og idiot som jeg er, præsenil idiot, glemmer jeg mine handsker. Fanden i fænghullet, så står man dér, midt i den glemte samtale og sine ikke mindre glemte handsker.

»Santa« afbryder mig, for »Santa« vimser omkring på perronen, bedøvende ligeglad med sin herres udråb. Herren er en forvokset hiphopper, ikke under to meter, med kasketskygge i nakken, et større antal T- shirts og collegejakker hængt på overkroppen, sorte blafrende guffibukser og enorme basketballstøvler. »Santa, for helvede«, vræler han igen, »kom her for satan, sæt dig for helvede, for helvede Santa, kom nu her«. Den forvoksede hiphopper skiftevis truer og trygler »Santa«, men det nytter ikke. »Santa« vil hellere hilse på de nyankommende passagerer, og da hunden omsider fanges i et hjørne, går der total signalforvirring i dyret. Den lægger sig på den ene side, så den anden, kravler rundt om sig selv og pludselig breder der sig en sø under hunden. »Santa, for helvede hund«, og nu arbejder ejermanden sig op i raseriets højder, mens hunden ruller med hovedet, dypper bagen i asfalten og spurter videre med tungen ud af flaben.

Er det sådan det starter, et eller andet sted, langt tilbage, inde i hovedet på et barn? Stemmer der vræler noget uforståeligt, noget stort der rusker, slag der hamres ind, ovenfra, fra langt over hovedhøjde, eller foregår det på en helt anden måde? Er det bare ingenting, et hul i luften på størrelse med nogen, der skulle være der, år efter år? Et fravær på heltid, der bare vokser og vokser? Det er svært at sige. Hjælperne kommer altid for sent. Formynderne, behandlerne, de behjertede professionelle, eksperter og mediefolk med vand ud af øret. Skal det skrives i forsømmelsernes bog, eller findes der også en genetisk forvirring, der giver skæve signaler fra starten? På Valby Station er det under alle omstændigheder for sent. En uhellig alliance mellem »Santa« på den ene side og det ødelagte barn på det andet, to gange signalforvirring, og hvem kan tilbyde noget bedre? Statistisk set er der ikke ret mange »yngre enlige mænd m. hund«, de er bare pokkers synlige, så vi snakker mere og mere om dem. Kan vi tilbyde dem andet end fordømmelse og slet skjult foragt? Har vi andet end analyser på lager, analyser af deres situation, deres opvækst, deres miljø, deres særlige baggrund etc., kort sagt en masse gylle de ikke kan bruge til noget. Eller rettere: Som kun kan bruges af dem, der ansætter nye medarbejdere til at analysere?

Jeg tilslutter mig Supermules udlægning af teksten hos Per Højholt: Samfundet mangler ti centimeter forneden.

Hiphop

Bortset fra det findes der også hiphoppere i Klampenborg. Hiphoppere? Jeg ved ikke, om »Santa«s ejermand var hiphopper. Klæder man sig ud som julemand, risikerer man at blive anset for julemand. Jeg tager S-toget tilbage, og hele vejen op til Klampenborg spekulerer jeg over det mildt sagt omdiskuterede fænomen, hiphop. Helt ærligt, der er ting, som er værre i dette land. Isoleret set er det frygteligt med de knivdrab, og døden er en hård pædagog, i visse tilfælde den eneste. Man kan ikke generalisere ud fra enkelte tilfælde af vold og knivdrab.

Kriminaliteten har aldrig været lavere blandt de unge, det er facts, og den særlige mode med knive i bæltet hører hjemme i marginale miljøer. Ikke desto mindre møder 400 unge op til begravelse, det går aldrig i glemmebogen. Og stormøde på skolen, indkaldelse af forældre, debat på hjemmefronten, ingen går upåvirket ud af det. Isoleret set aldeles modbydelige hændelser. Som samfundsfænomen ikke det mest bekymringsvækkende. At tage på vej som en leder i Ekstra Bladet gjorde og skrive, at nu skal vi tage os af vores børn, nu skal vi være forældre igen, det er forfejlet - fordi det er overflødigt. Fire ud af fem forældrepar, måske fem ud af seks har skik på situationen, ved hvad der foregår, lever tæt nok på deres børn til at reagere. At der mangler normer, almindelig hensyntagen, god moral, etik osv. osv., det kan man diskutere. De triste begivenheder giver al mulig grund til det.

Læs også Bo Bjørnvigs mindeord over Ulrik Høy: »Platuglen«

Det er andre hiphoppere, der kalder på betænkelighed. Vi passerer Ordrup, vi triller gennem de dyre stationer nu, snart er vi i Klampenborg. Her bor de velsituerede danskere, og jeg synes stadig det gamle ord gælder, at af dem, der har meget, bør man også forlange meget. Samfundet har lov til at forlange noget af de privilegerede, og de privilegerede har pligt til at forlange noget af sig selv. Samfundssind. En historie i Berlingske Tidende gjorde mig så harm, at jeg flere dage efter havde lyst til at stige af S-toget og give de formastelige julemandens store skideballe. Samfundssind eller økonomisk hiphop? Det var en reportage af journalist John Jakobsen i Berlingske »Erhverv« onsdag den 15. december, der satte gang i adrenalinproduktionen, jeg har nævnt den i en kommentar, og den er værd at gentage. Historien handlede om to meget dygtige, særdeles veluddannede mænd i 40rne, der havde tjent styrtende med penge som finansrådgivere. De havde ikke skabt noget, ikke bygget noget op, ikke tjent mindre privilegerede medborgere med deres penge og begavelse.

De havde alene tjent sig selv og de velsitueredes interesser. I løbet af blot tre år kunne der bogføres en indkomst på 16 millioner kroner, minimalt 16 millioner, som John Jakobsen skriver, og det kunne være, hvad det var, hvis de to finansrådgivere havde betalt en passende andel i skat. Det ene år betalte de 60.000 kroner, og det er jo ingenting, et totalt latterligt beløb, men pointen er værre end som så. Det lykkedes at kreere et så tilpas udspekuleret regnskab, at der slet ikke skulle betales nogen skat, tværtimod. De to finansrådgivere skulle faktisk have penge retur. I alt fald blev der skabt et skattemæssigt underskud på 322.000 kroner. Det er hiphop, økonomisk hiphop, for med deres transaktioner er de to finansrådgivere med til at underminere ikke bare lovgivningen, men også retsbevidstheden.

De stikker små dolke i samfundslegemet, og de dolke er til større skade end de dolke, der stikkes med efter skolefester i Hillerød og Glostrup. Her er ikke tale om forsømte børn og ubefæstede sjæle, her drejer det sig om de bedste hjerner i landet, der uden at blinke sætter hele deres kunnen ind på at tjene sig selv. Det er sjofelt, og det er kun følgerigtigt, at Ole Stavad og hans skattepolitiske eksperter har sagt stop for numrene. De to finansrådgivere har tjent deres mange millioner på at rådgive et større antal personer, omkring 3.500, der har stukket penge i de såkaldte timands-anpartsselskaber, projekter af rendyrket spekulation. Selv mener de to finansrådgivere, at projekterne er uangribelige.

»Det her er en politisk sag startet af Ole Stavad. Det er en heksejagt på mennesker, der har investeret i fuld tillid til landets love«, udtaler den ene rådgiver. Investeret i fuld tillid til landets love? Kendsgerningen er, at de to finansrådgivere har brugt alle deres kræfter på at udnytte landets love. Den snedige kan altid finde huller i lovgivningen, den onde vilje kan altid finde en vej, en ond vej, hvis den vil. Det kan vi alle sammen, hvis vi vil. Sætter vi viljen ind, den onde vilje, på at nedbryde dette eller hint, så kan vi ogå bryde det. Breder den mentalitet sig til hele befolkningen, så skal vi nok få det sjovt. Så går samfundet nedenom og hjem.

Himmelkommunisten

Hvor kommer sjælen ind i billedet, for dette er jo blot en verdslig transport af krop & indignation. Den kommer ind i salmen, i Ingemanns »Dejlig er jorden«, som stod trykt i »Dansk Kirketidende« den 8. september 1850. Salmen står ikke trykt på togets sider, og der er ingen skilte med vers til støtte for hukommelsen, så her er et lille skilt:

Dejlig er jorden! Prægtig er Guds himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre riger på jorden
gå vi til paradis med sang!

Tider skal komme, tider skal henrulle
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød
Fred over jorden! Menneske, fryd dig
os er en evig frelser fød!

Så vidt Bernhard Severin Ingemann. Der er ingen kære mor i den vision, Ingemanns naivitet er skånselsløs, hans troskyldighed besat med udråbstegn, og det er måske lige i overkanten. Alle skal i paradis, uden forskel - standsforskel - måske i hvid natskjorte? Det er uvist, hvordan sjælen går klædt, men vi er mange om bord, vi er der faktisk alle sammen, og vi synger hele vejen. I Bernhard Severin Ingemanns himmelske S-tog er der plads til alle, og det er jo ren utopi, ja den rene skære himmelkommunisme. Og det var han jo, psalmisten fra Sorø, en from og troskyldig himmelkommunist. Vi skulle alle med, uden undtagelse, og vi skulle synge og gynge gennem de favre riger på Jorden lukt ind i Paradis. Det eneste krav var, at man skulle lade sine anparter blive udenfor. Dér stod den milde digter fast, for som skrevet står: De rige har fået deres løn, både dem i Sorø og Klampenborg.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 23. december 1993.

 

Læs også følgende arkivartikler af Ulrik Høy:

»Mest værst«

»Sexens patos«

»Mellem hundeglam og regeltyranni«

Side 10