Læserbreve

Tesfaye elsker Danmarks Radio

Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister

»Er det ikke dig fra Ultra Nyt?« spørger mange elever, når jeg besøger deres skole. Vi er mange forældre, som pludselig en dag opdager, at vores børn er særdeles velinformerede om aktuelle sager. Fordi de har set DRs fremragende nyhedsformidling til børn og unge.

På samme måde er figurerne hr. Skæg, Rosa fra Rouladegade, Onkel Reje og mange andre blevet folkeeje i en hel generation. De trækker på alt det bedste i dansk børnekultur, men får det oversat på en meningsfuld måde til 2025, hvor de konkurrerer med meget fladpandet bras på YouTube.

Jeg ved godt, at der selvfølgelig også produceres kvalitet i udlandet. Men både som far og som børneminister vil jeg gerne give et kæmpe klap på skulderen til de kreative sjæle, der fastholder et højt ambitionsniveau i lav børnehøjde. Og til den ledelse, som ikke bare har kastet håndklædet i ringen til TikTok og Disney Channel, men har fastholdt at prioritere public service til næste generation.

På mange måder er børne- og ungdomsproduktionerne endda eksempler til efterfølgelse. Tag den nuværende ungdomsserie Scooter Boys, som portrætterer en gruppe motorglade unge i en jysk provinsby på en måde, som DRs dramaproduktioner normalt sjældent lykkes med.

Eller musikkonkurrencen MGP, der for efterhånden mange år siden overhalede de voksnes melodigrandprix i både kunstnerisk kant og folkeligt gennemslag.

Eller hvordan en storsmilende Motor Mille bryder med forestillingerne om, hvordan rigtige piger og rigtige drenge leger og opfører sig på en måde, hvor det hverken er woke eller belærende.

Der er efterhånden mange, der taler om åndelig oprustning. Og godt for det. I en tid, hvor techoligarker sidder på den offentlige samtales infrastruktur, er der behov for en modvægt. En demokratisk, oplysende og kvalitetsbåret formidling af nyheder, underholdning og debat.

Techfirmaernes afhængighedsskabende algoritmer er skadelige og ødelægger vores børns liv. Danmarks Radio tager vores børn alvorligt.

Bevar bederum

Kristian S. Larsen, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Det er både glædeligt og tankevækkende, at statsminister Mette Frederiksen har sat begrebet »åndelig oprustning« på dagsordenen. Det er oplagt en invitation til folkekirken om at være til stede i det offentlige rum og være tydelig om sit budskab og sine værdier.

Den invitation må folkekirken tage imod som en stor og vigtig opgave og udfordring. Der synes altså at være andre tendenser, end da Anders Fogh Rasmussen talte om at få religion ud af det offentlige rum. Dét ville også stride mod kirkens væsen og dens intention om at delagtiggøre stadig flere i sin tro og sit fællesskab.

Tanken om åndelig oprustning harmonerer imidlertid dårligt med statsministerens ønske om at fjerne bederum på skoler og uddannelsesinstitutioner. Er sådanne rum ramme om en usund kultur og negativ social kontrol, må dét kunne håndteres lokalt.

Men i et frit og demokratisk samfund må tro have plads i det offentlige rum – sådan som den også har i Danmark blandt andet i form af 2.000 kirker ud over landet. Hver gang kirkeklokken ringer til morgen- eller aftenbøn eller indbyder til gudstjeneste, er det udtryk for tro i det offentlige rum.

Derfor må troen også have plads på skoler og uddannelsesinstitutioner. For eksempel må der være frihed til, at elever og studerende kan mødes til fællesskab om at synge en salme, læse et afsnit fra Bibelen og bede en bøn til Gud. Den slags er ikke noget problematisk, endsige noget farligt, men en ressource – ikke mindst i en tid med behov for åndelig oprustning.