Læserbreve

Krigens arv

Lone Skov Al Awssi, journalist

Selvom jeg har tænkt meget over den hæslige dag den 7. oktober 2023, hvor terrororganisationen Hamas angreb, havde jeg lovet mig selv ikke at skrive om krigen mellem Israel og Hamas. Ikke et ord. Debatten er polariseret, ond og uden nuancer. Jeg har betragtet demonstrationerne på afstand, men er ikke gået med. Råbene og teksten på enkelte plakater virker ekskluderende.

Men så huskede jeg en dag, da min søn var 12 år gammel. Han kom hjem fra skole og var trist, de havde talt om den også dengang voldsomme krig mellem Israel og Hamas, samme aften insisterede han på at se tv-nyhederne. Det gjorde det ikke bedre.

»Er der ikke nogen, der kan standse det?« spurgte han.

Vi satte os ved spisebordet, og jeg vidste for første gang ikke, hvad jeg skulle svare. Begyndte at forklare om udenrigspolitik, FN og stormagter. Det virkede ikke. Så sad vi tavse lidt. Han så på mig med skuffelse. Jeg tror, det var der, det gik op for ham, at de voksne ikke kan klare alt.

»Kan vi gøre noget?« Spørgsmålet hang i luften, og magtesløsheden var tydelig. Jeg fortalte om vores demokratiske rettigheder, at når han blev 18 år, kunne han stemme på de politikere, han havde tillid til, om vigtigheden i proportionalitet og vores ret til fredelige demonstrationer samt ytringsfriheden, at man har lov til at udtrykke sig og for eksempel skrive læserbreve.

»Så skriver jeg et i morgen,« svarede han. Og det gjorde han, og hans læserbrev blev trykt i Politiken. Nu sidder vi her igen, ved det samme spisebord. Han er blevet 28 år og har arvet den krig, som hverken hans bedsteforældres eller forældres generation har kunnet løse. Det er mere håbløst end nogensinde.

Vi ser os om, der er ingen statsmænd eller -kvinder, som synes at være oprigtigt engageret i Mellemøsten. De er borte. Ingen Clinton, Barak, Arafat. Der er ingen forhandlinger, ingen, som virkelig træder i karakter. Alle har glemt Mahatma Gandhis kloge ord om, at »et øje for øje ender med at gøre hele verden blind«. Jeg har stadig ikke noget svar, men vi taler sammen, og det hjælper.

Den svagestes ret

Astrid Kjems, underviser og master i IT

Debatten om legalisering af selvvalgt livsafslutning bør som alle andre debatter hvile så meget som muligt på evidens, hvilket der i øvrigt er en del af. For eksempel fra Belgien, hvor den danske læge Nina Kjeldahl har hjulpet lidende patienter til at dø. Hun fortæller, hvordan bekymringen for, at den lidende skal føle sig tilskyndet af omgivelserne eller føle sig til besvær, ikke er relevant, eftersom det slet ikke er i bevidstheden hos den meget syge, som i stedet lukker sig om sig selv i sin lidelse.

Erfaringer med at hjælpe patienter til Schweiz for at dø viser også, at de pårørende ofte modarbejder den syges ønske. Jacob Birkler, tidligere formand for Det Etiske Råd, skriver i et læserbrev (WA #04), at den døende ved legalisering af selvvalgt livsafslutning bliver nødt til at forholde sig til muligheden. Hvorfor? Vi har eksempelvis også mulighed for at fravælge genoplivning ved hjertestop.

Birkler henviser til undersøgelser blandt uafvendeligt døende, fordi disse angiveligt skulle være imod legalisering. Hvordan er de uafvendeligt døende blevet spurgt? Er de blevet spurgt, om de selv vil have hjælp til at dø, eller er de blevet spurgt, om det skal legaliseres for dem, der har ubærlige og udsigtsløse lidelser og derfor ønsker at dø?

Personligt tror jeg ikke, at jeg ønsker at modtage hjælp til selvvalgt livsafslutning, hvis jeg skulle komme i målgruppen. Jeg tror snarere, jeg vil kæmpe, også selvom det måtte være udsigtsløst. Men jeg mener, at rettigheden skal være der, så patienter med ubærlige lidelser ved, at de kan få fred og dermed ret til ro i den sidste tid. På den måde vil de terminalt syge, som trives rimeligt, kunne nyde den sidste tid så meget som muligt sammen med deres kære. Og dermed leve, til de dør.

Hvis kun få blandt de uafvendeligt døende ønsker selvvalgt livsafslutning, tyder det også på, at det er en meget lille gruppe, der ønsker at dø på denne måde, og at det dermed lige præcis ikke åbner sluserne for mange dødsfald, sådan som modstandere af legalisering udtrykker bekymring for.

Birkler skriver endvidere, at »såfremt vi skal begynde at tage livet af dem, vi føler har det svært i Danmark, så får vi meget travlt«, men det er jo på ingen måde det, legalisering af selvvalgt livsafslutning handler om. Formuleringen er dermed stærkt vildledende. Ønsket skal kun kunne komme fra den lidende selv, og patienter med ubærlige, udsigtsløse lidelser må i sagens natur være nogle af de svageste medborgere, vi har.

Madfilm

Dan Bordal, pensioneret klinisk psykolog

Filmen Pot-au-feu (2023) får fine anmeldelser her i avisen (WA #04) af både film- og madanmelderen. Begge har de imidlertid overset, at det primære i filmen er et deltaljeret portræt af en lykkeligvis sjældent forekommende diagnose: en autistisk gourmet med et stort tvist af mandschauvinisme på toppen.

Den viser en mand med ekstreme færdigheder på ét område, det kulinariske, men med ekstreme mangler på et andet område: det empatiske! Han dyrker med andre ord kun det, der umiddelbart tilfredsstiller ham selv.

I det, som filmanmelderen rigtigt nok kalder nøglescenen, kommer det reelt frem, at kvinden i alle de 20 år, hun har arbejdet for ham, har drømt om ikke kun at være hans kokkepige og løse elskerinde. De mange års skuffelser, frustrationer og bristede drømme er jo forklaringen på hendes mystiske sygdom og død.

Forretningsmoral

Lars Anton Jensen, landinspektør

Jurist Christian Vinaa mener i et læserbrev (WA #04) ikke, at erhvervsliv og moral skal have noget med hinanden at gøre. Han må vist have overset, at der er adskillige brancher, herunder hans egen, der i høj grad er reguleret af »moral« i form af regler om for eksempel god advokatskik, god landinspektørskik, god skik for revisorer og endda, tro det eller ej, for finansielle virksomheder.

Det handler simpelthen om at prøve, så vidt muligt, at opføre sig ordentligt. At det for visse til tider har knebet gevaldigt, ændrer ikke på, at det for langt de fleste i erhvervslivet er daglige pejlemærker, man gør sit bedste for at leve op til. Som man i dramadokumentarserien Matadorerne lader stifter af Det Østasiatiske Kompagni, H.N. Andersen (1852-1937), udbryde: »Forretninger er altid personlige. Det handler om tillid.«

Israel og OL

Jacob Vest, læser

Den Internationale Olympiske Komité bør snarest udelukke Israel fra deltagelse i OL i Paris i år. Grunden er, at Israel ikke lever op til de olympiske værdier som fairplay, fred og harmoni. Det er ikke fairplay at udføre gentagne bombninger af civile borgere, heriblandt utallige kvinder og børn. 

Det vil desuden tage fokus fra sportsudøvernes præstationer, hvis de hele tiden skal forholde sig til Israels ret til at deltage. Og sidst, men ikke mindst lever Israel ikke op til ordsproget om, at »man ikke må slå på nogen, som er mindre end en selv«. Så ønsker vi fairplay, fred og harmoni i Paris, er der kun én løsning: Udeluk Israel!

Historiens brug

Thorsten Rørbæk, teologisk medarbejder, og Peter Lodberg, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Weekendavisens Frederik Stjernfelt skaber en historisk parallel mellem den nye koranlov og teologiprofessor Niels Hemmingsen, som i 1579 blev fyret efter pres fra udlandet (WA #03). Hemmingsens brøde var, at han udbredte en ny, reformert nadverlære i modstrid med den lutherske tro i Danmark. Desværre fortæller Stjernfelt ikke, at tiden i dag er en anden end i 1500-tallet. Reformerte og lutherske kirker har nu bilagt reformationstidens uenigheder. De kan i dag fejre fælles nadver i stedet for at rive hovederne af hinanden.

De første skridt mod forsoning blev taget i Tyskland. I reformationens hjemland dannede reformerte og lutherske kristne Bekendelseskirken og en fælles front mod nazismen i 1930erne. Fælles teologisk og kirkelig modstand mod Hitler var vigtigere end teologisk uenighed om nadverlæren. Samarbejdet havde indflydelse på dannelsen af den evangeliske kirke i Tyskland efter Anden Verdenskrig. De gode tyske erfaringer for samarbejde og fælles nadver blev udvidet under Den Kolde Krig, og i 1973 underskrev europæiske reformerte og lutherske kirker i Leuenberg en aftale om fuldt kirkeligt fællesskab.

I dag har Leuenberg-kirkefællesskabet omkring 95 deltagende kirker, herunder folkekirken og metodistkirker sammen med valdeserne og andre europæiske kirker. Nok er der fortsat kulturelle og teologiske forskelle mellem kirkerne, men alle er enige om, at de ikke længere har kirkeadskillende karakter.

Den lutherske kirke i Danmark på Hemmingsens tid hang sammen med udviklingen i Europa. Sådan er det fortsat. Dengang fik Hemmingsen mundkurv på. I dag taler lutherske og reformerte kristne med hinanden og bidrager til at sy et splittet Europa sammen. Den historie er også vigtig, fordi den fortæller, at nok hører religiøse forskelle med til det at være europæer, men de behøver ikke at stå i vejen for samarbejde.

Rettelse

I sidste uges forsideartikel »Kapitalisten uden ansigt« (WA #04) havde vi udstyret miljøministeren med fornavnet Mogens. Han hedder Magnus Heunicke. Vi beklager fejlen.