Læserbreve

Palæstina

Kurt Finsten, læser

Den 11. februar bragte Weekendavisen en onlinekommentar af chefredaktør Martin Krasnik, kaldet »Israel – jews points«, om, at nogen vil udelukke Israel fra det kommende Eurovision. Om sangkonkurrencens betydning for Israels national- og identitetsfølelse skriver Krasnik: »Deltagelsen i internationale konkurrencer var fra landets grundlæggelse overhovedet det fremmeste tegn på, at man nu var en anerkendt nationalstat, der kunne dyste på lige fod med alle andre.«

Og efter en noget overraskende gennemgang af den israelske fodboldhistorie konkluderer chefredaktøren: »Måske skulle man bare lade dem synge og håbe, at vi snart kan nyde et storslået Melodi Grand Prix med deltagelse af både Israel, Libanon, Iran – og Palæstina.« Så meget om den aktuelle krig. Palæstina bliver nævnt med et »– og«.

Kommentaren er desværre symptomatisk for Krasniks enøjede syn på Israels krig mod palæstinenserne. Lad mig derfor kort folde ud, hvad det, der står efter tankestregen, dækker over.

Ifølge Amnesty International er flere end 26.000 palæstinensere indtil videre blevet dræbt i krigen i Gaza. 70 procent af de dræbte rapporteres at være kvinder og børn. Omkring 10.000 menes stadig at være savnet under murbrokkerne.

Israels stramning af den ulovlige blokade af Gaza har desuden efterladt to millioner palæstinensere uden adgang til rent drikkevand, mad, husly, lægehjælp, medicinske forsyninger og brændstof, hvilket har ført til et sammenbrud af sundhedssystemet på et tidspunkt, hvor antallet af sårede har passeret 62.000. UNICEF vurderer i dag, at omkring 17.000 børn i Gaza er uledsagede eller separeret fra deres familier.

Jeg synes, at det på denne baggrund er kækt smagløst at skrive om det tab, Israel har lidt, fordi der er folk, som vil udelukke landet fra et melodigrandprix.

Vandalisme

Bo Thomassen, cand.mag., pensionist

To kunstnere, Firoozeh Bazrafkan og Augusta Atla, mener (WA #06) åbenbart, at den såkaldte koranlov er en indskrænkning af deres kunstneriske ytringsfrihed. Det er den ikke.

En forfatter ytrer noget i sin tekst, som man kan forholde sig til, men ødelæggelse af teksten/bogen ved at brænde den, rive den i stykker eller nedsænke den i væsker er hverken kunst eller religionskritik, men vandalisme, en uartikuleret provokation, der kan sammenlignes med, at miljøaktivister kaster suppe i ansigtet på Mona Lisa, eller at kunststuderende stjæler en buste og kaster den i havnen.

Det er forbudt at ødelægge kunstværker, og med koranloven bliver det nu også forbudt at ødelægge Koranen eller andre hellige skrifter. Det er ikke en indskrænkning af ytringsfriheden, som er garanteret i Grundlovens paragraf 77: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.«

Det er i stedet blot en indskrænkning af vandalisme og idioti. Og tak for det. En mere konstruktiv behandling af Koranen ville være at læse den og lidt om dens tilblivelse samt noget om skabelsen af en ny religion efter store arabiske erobringer. En klar og letlæst introduktion, baseret på tysk forskning, er Morten Rydals Muhammed. Da imperiet fandt sin profet (2020). God læselyst.

Tomatsovs

Martin Fredberg, læser

Desværre bliver der efterhånden kun sjældent åbnet op for hverdagsgastronomiens glæder og evne til at fremkalde minder og inspiration i min tidligere så imødesete madklumme i Weekendavisen. I sidste uge (WA #06) endog gjort ufatteligt fattig af en vanligt selvsikker skribent, der informerer om en næsten selvlært perfektioneret opskrift på at lave én eneste ret, opnået igennem en pseudodeduktiv proces, der har strakt sig over halvandet år!

Klummen om tomatsovsen var, på trods af et muligt argument om italiensk enkelhed, et pragteksemplar og lavpunkt på en i bedste fald gennemsnitlig udgave af en ret befriet for inspiration, variation og sanselighed. I en avis, der ellers stræber efter et højt niveau inden for så meget andet, håber jeg en dag, at ordene om hverdagsmåltidet igen vil fremkalde andet end smagen af papir.

Skærme

Anders Fuglkjær, læser

Også i Weekendavisen har debatten om børns skærmforbrug og de skadelige effekter på koncentrationen fyldt. Der findes ikke noget entydigt svar, men en mangel i debatten har været den unuancerede fællesbetegnelse »skærm«, som vel blot betyder, at børnene sidder foran en lysende firkant, og ikke siger noget om, hvad de foretager sig med denne. Det svarer lidt til, at børn skal have »mad«, selvom der altså er forskel på slik og gulerødder.

DRs Ramasjang og TV 2s Oiii er fremragende børnefjernsyn, der fungerer som tv-kanaler (med et irriterende udtryk er det kommet til at hedde »flow-tv«). I den modsatte ende finder vi YouTube, hvor skærmforbruget ofte er en evig skiften i tisekunders-intervaller. Mange spil er endda udviklet til at udsætte børnene for flest mulige reklamer i form af fiktive belønninger. Dette har afhængighedsskabende konsekvenser, og meget af den lovgivning, vi har om børnereklamer, er sat ud af spillet.

Der findes også glimrende spil til skærm, men børnene bør blive præsenteret for et kontrolleret udvalg, og ofte betaler det sig at købe spil, som derved ikke er designet til at tjene på reklamering, men til at give en god spiloplevelse. Vi bør i højere grad fokusere på, hvad børnene foretager på skærmen, og mindre på hvor meget.

Særrettigheder

Lars H. Hansen, læser

Kunstneren Augusta Atla er i kronikken (WA #06) utilfreds med, at også kunstnere rammes af koranloven. Nu troede jeg ellers, at særrettigheder blev afskaffet med Grundloven anno 1849. Hvorfor skal kunstudøvere have særlige rettigheder? Der er da ikke noget, der tyder på, at de hverken er mere vidende eller indsigtsfulde end andre mennesker. Tværtom efter min erfaring. Hvis man har glemt kravet om ligestilling, kunne man passende opdatere sig på FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne (artikel 1):

»Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.«

Orbáns stemmeret

Katrine Platon Skyum, politisk sekretær for Europæisk Ungdom, og Asmus Knigge Vilster, medlem af EU-og Udenrigsudvalget for Radikal Ungdom

I EU står vi over for en principiel udfordring. Diskussionen om at fratage Ungarn stemmeretten gennem EU-traktatens artikel 7, fordi landet har handlingslammet unionen, har vakt opsigt. Vi mener, at denne fremgangsmåde rejser et væsentligt spørgsmål: Er det virkelig i demokratiets ånd at fratage et medlemsland dets stemmeret?

Selvom Ungarns obstruktion af EUs bestræbelser på at støtte Ukraine er frustrerende, afslører det negative politiske klima en dybere problemstilling i unionens struktur og traktater: Anvendelsen af artikel 7 er urealistisk, hvilket understreges af, at medlemslandene aldrig har opnået konsensus om at benytte sig af artiklen. Dette illustreres af Slovakiets premierminister Robert Fico – ungarske Viktor Orbáns allierede – som netop har udtrykt modstand mod kritikken af Ungarn.

Vetoretten er åbenlyst den egentlige barriere for et effektivt europæisk sammenhold, og fokus bør derfor være på reformbestræbelser, ikke artikel 7. Nogle vil måske argumentere for, at tiden til reformer ikke er nu, men vi mener det modsatte.

De fleste har hørt om de kritisable manøvrer og den modstand, Orbán har givet EUs forhandlinger om støtte og EU-medlemskab til Ukraine. Her var vetoretten den direkte årsag til, at forhandlingerne blev trukket i langdrag og undermineret af afpresning fra ungarsk side.

Som unge, engagerede EU-borgere mener vi, at tiden er kommet til reformer, der fremtidssikrer et EU til de næste generationer. Det kortsigtede fokus på at fjerne Ungarns stemmeret kan risikere at styrke Orbáns narrativ om EU som skurken og desuden styrke hans position ved det kommende europaparlamentsvalg. Et scenarie, der kan gavne de yderligtgående højrefløjskræfter og dermed svække det europæiske sammenhold.

Rettelse

I vores kulturanbefaling af Radionauterne (WA #05) gav vi DR æren for den videnskabelige podcast. Det er imidlertid ikke korrekt. Podcasten er skrevet, tilrettelagt og produceret af Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay. Vi beklager fejlen.