Læserbreve

Tredje Verdenskrig?

Morten Østergaard Nielsen, læser

Mikkel Vedby Rasmussen beskriver i WA #06 en parallel mellem den aktuelle situation i Ukraine og perioden mellem 1. september 1939 og 9. april 1940, dengang Frankrig og Storbritannien havde erklæret Tyskland krig, uden at foretage sig noget for at hjælpe polakkerne efter Tysklands overfald.

Vi europæere har erklæret vores fulde støtte til ukrainerne i deres forsvar imod aggressoren Rusland – både i form af våben, indførelse af sanktioner og ved at modtage flygtninge. Vi siger, at ukrainerne også kæmper for os, og alligevel leverer vi ikke den lovede mængde ammunition og våben. Ruslands evne til at omstille sig til krigsøkonomi og -produktion er kommet bag på mange, og i flere europæiske lande tales der nu om, at man kun har et vindue på få år til at få militærproduktionen op i samme gear.

Under Anden Verdenskrig kunne USA ikke hjælpe Storbritannien, fordi de var bundet af en neutralitetspolitik, der blev vedtaget for at forhindre USA i at blive trukket ind i udenlandske konflikter. Derfor skulle der et japansk angreb på Pearl Harbor til, før USA officielt gik ind i krigen og begyndte at yde omfattende støtte til Storbritannien og de allierede.

Nu kan bevægelsen blive den omvendte. Med Donald Trump som præsident er risikoen, at USA vil trække støtten til Ukraine. Jeg frygter, at de europæiske politikere ikke evner at etablere den nødvendige militære produktionskapacitet, som kan levere den ammunition og de våben, der skal til for at presse russerne ud af Ukraine.

Jesus vs. Gud

Carsten Bisgaard, læser

I lyset af blasfemiloven mod afbrænding af koraner rejser spørgsmålet sig om værdien af religionskritik. Har vi netop ikke brug for kritik og dialog for at udvikle vor forståelse af religionen? Til det vil jeg svare bekræftende, eftersom religion netop ikke er en statisk størrelse. Kritikken skal selvfølgelig ske i en tone, der respekterer de adresserede holdninger.

Religion bygger på tolkninger foretaget af troende gennem tiden. Således er den danske folkekirke baseret på Luthers kristendomsforståelse, som på mange punkter var et opgør med katolicismen. Men spørgsmålet er, om denne tolkning fra 1500-tallet stadig er tidsvarende og i tråd med vor tids etiske og religiøse opfattelser?

Som kristen er der for mig en række af kirkens nedarvede opfattelser, som virker selvmodsigende og derfor rejser kritiske spørgsmål til kristendommen i dens lutherske form. Det gælder for eksempel det centrale domsmotiv og soningsdøden, som begge udspringer af en gudsopfattelse, der ikke harmonerer med opfattelsen af Gud som kærlighed.

Jeg vil pege på modsætningen mellem på den ene side Jesus, der står for tilgivelse og ikkedom, og på den anden side kirkens fastholdelse af en dømmende Gud. Begge positioner findes i evangelierne, men da udsagnet om Guds ubetingede kærlighed – for mig at se – er det vigtigste og altdominerende udsagn fra Jesus, mener jeg, at alt andet må læses herudfra.

For mig er Guds kærlighed ubetinget og gælder ethvert menneske. Derfor er bortdømmelse til Helvede ikke i tråd med kærligheden. Jeg mener i forlængelse heraf, at et kritisk syn på evangelierne og den afledte kristendomsopfattelse er påkrævet. Der er god grund til et opgør med Luther og hans teologi for derved at ændre kirkens forkyndelse. Det vil være til opbyggelse for alle med et tilhørsforhold til kirken.

Overbefolket klode

Lars Nielsen, civilingeniør

Weekendavisens Aske Munck stiller i WA #07 spørgsmålet, om det er fornuftigt af europæerne at øge befolkningerne i en tid, hvor kloden trues af overbefolkning. Svaret er, at europæerne for 100 år siden emigrerede til andre kontinenter, fordi vores befolkninger voksede hurtigere end deres. Nu er det omvendt.

Det vil utvivlsomt være en god idé, hvis verden reducerer sin samlede befolkning. Men hvis nogle lande reducerer befolkningen, mens andre øger deres, vil førstnævnte ende med at blive koloniseret af sidstnævnte. Nøjagtig ligesom de lande, der omstiller deres økonomi til grønne løsninger, der reducerer produktionen, vil sakke agterud i forhold til de lande, som fortsætter deres økonomiske vækst.

Antropocentrisme

Jonathan Haahr Oehlenschläger, stud.theol.

I Weekendavisen (WA #03) kan man læse, hvordan ideen om menneskets fremtidige udryddelse er blevet populær hos filosoffer som Patricia MacCormack og John Gray. Ud over at tankegangen umiddelbart virker morbid, er den også dybt tragikomisk: I forsøget på at undslippe en antropocentrisk tankegang bliver den nemlig selv dybt antropocentrisk.

Ligesom al anden antropocentrisme er ideens underliggende præmis nemlig en hardcore dualisme mellem menneske og natur, hvor mennesket ses som fundamentalt anderledes end al anden natur. MacCormack og Gray ser godt nok den menneskelige udnyttelse af naturen som negativ frem for positiv, men tankegangen bliver stadig, at mennesket på en eller anden måde anskues som noget, der er adskilt fra al anden natur. Et ægte opgør med antropocentrismen må i stedet findes i en tankegang, hvor mennesket i højere grad tænkes i slægtskab med anden natur – et bud på en sådan tankegang kommer fra for eksempel filosoffen Donna Haraway, men findes også i kristendommen.

Grays påstand om, at kristendommen er skyld i menneske/natur-dualismen, er blevet gentaget heftigt siden den amerikanske middelalderhistoriker Lynn White Jr.s artikel »The Historical Roots of Our Ecological Crisis« (1967), og der har sikkert også været en overbetoning af denne dualisme i dele af den kristne tradition, men påstanden kan komme til at skygge for, at den kristne tænkning i langt højere grad er præget af en dualisme mellem skaberen og skaberværket.

At have denne skaber/skaberværks-dualisme som udgangspunkt for menneskets relation til anden natur er langt mere konstruktiv end Grays og MacCormacks posthumane fantasier, da den stadig har en plads for mennesket, men på en sådan måde, at mennesket ikke bliver fundamentalt adskilt fra resten af naturen, men ses som i slægtskab med den – fordi ophavet til mennesket og al anden natur er det samme, nemlig en skaber, der tillægger hele sit skaberværk værdi, og  opfordrer os til at gøre det samme.

Stop ikke dansen

Malgorzata Hansen, konservator og grafiker

Dolphinarium, natklub i Tel Aviv (2001): 21 dræbt af Hamas-selvmordsbomber, 120 alvorligt såret. Bataclan, spillested i Paris (2015): 89 dræbt af ISIS-dødspatrulje, +200 såret. Manchester Arena, Ariana Grande-koncert (2017): 22 dræbt af ISIS-selvmordsbomber, 239 alvorligt såret. Supernova Techno Festival i Re’im (2023): 364 dræbt af Hamas. 40 bortført.

Mange artikler, kommentarer og læserbreve er blevet skrevet om Israels krig mod Hamas, og vi bevæger os længere og længere væk fra terroraktionen den 7. oktober, også i Weekendavisen. Mange stemmer, heriblandt 400 fra den danske musikbranche, opfordrer til, at Israel udelukkes fra Eurovision.

Ole Tøpholm, der skal kommentere MGP-showet for DR og Lisanne Wilken, som er lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet, er enige om at muligheden for, at Israel kan forhindres i at deltage i musikfestivalen i Malmø findes i, at Sverige melder sikkerhedsopgaven for israeleres ophold for umulig.

Wilken tilføjer til DR, at »EBU kan ende med at smide Israel ud med den begrundelse, at Eurovision er en upolitisk begivenhed. Men der skal meget til, før bægeret flyder over på den front. Hvis Israel ’bare’ vælger at sende en sangerinde i en hvid kjole, der synger om fred, så er det ikke nok til, at de kan blive udelukket«.

Jeg håber at Eden Golan, der skal repræsentere Israel, iklædt hvidt og blåt eller regnbuefarver, vil synge på vegne af alle festivalers ofre. Som der står skrevet på mindestenen for teenageofrene fra Dolphinarium: »Vi vil aldrig stoppe med at danse.« Det er terroren og boykotvanviddet, der må stoppe.

Hvad er alder?

Henning Kirk, seniorkonsulent og dr.med.

I denne tid fyger det med påstande om Joe Bidens kognitive funktioner. Er han for gammel til at fortsætte som præsident? På nettet kan man finde en medicinsk rapport om hans helbred og funktionsevne, forfattet af egen læge. Rapporten bygger desuden på undersøgelser foretaget af en række speciallæger.

Iagttager man Bidens stive gang og mimik, kunne man få den tanke, at han lider af Parkinsons. Det afvises imidlertid i lægerapporten, som forklarer den stive gang med slidgigt i ryggen og et ankelbrud – perifer nervebetændelse. Biden er ikke for gammel, men hans alder er en faktor, hvis der skulle støde noget til. Hans kognitive færdigheder fejler dog ikke noget, og han har jo gjort det godt i sin embedsperiode.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk