Bøger | 1991

Weekendavisens litteraturpris 1990. De 25.00 kr., skænket af Den Berlingske Fond, går i år til Peter Seeberg for novelle-samlingen "rejsen til Ribe ". Erik Aalbæk Jensens roman "herrens mark" blev nr. 2 og Ebbe Kløvedal Reichs "En engels vinger" nr. 3.

Af Bjørn Bredal

Virkelig vigtigt

Det begyndte med en jeremiade »Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste«. Dette motto bar Peter Seebergs debutroman Bipersonerne, da den udkom i 1956. Jeremias 8,20. Fra et sådant urmørke kan man vel kun arbejde sig op. Eller give op. I dag er 34 år gået, og der står et forfatterskab. En række rige bøger fra Seebergs hånd, værker der nok til stadighed vedkender sig jeremiadens afgrundstomhed - og gør det så meget desto dristigere, som rædselen nedlægges i mild hverdagsgråhed og netop aldrig orkestreres med profetens gammeltestamentlige patos; men samtidig bøger, der ved at gå lukt ind i tomheden, ikke udenom, bryder igennem til en livsfylde, der er ægte, for den er lutret. Årene er gået, og den lune humor, der altid har rumlet et sted på bunden af hullerne, har sat sig stadig stærkere igennem. Den vedvarende søgen efter det ægte, som ikke sjældent har givet anledning til fornøjelse ved tingenes faktiske finurlighed, er stadig oftere slået ud i brusende glæde ved det nære og virkelige, ja til tider rent boblet over i balstyrisk begejstring. Fra det sorteste til det lyseste: om ikke forfatterskabets løbebane, så et snit, der kan lægges i det.

Et kendetegn ved ægte kunst er, at den er sig selv bevidst; at der i selve udtrykket ligger en diskussion af udtrykket. Indbygget poetik, kunne man kalde det. Hos Seeberg møder man poetikken overalt. Hans projekt er en poetik. Mest åbenlyst udtrykkes det i nyklassikeren, romanen Fugls Føde, om forfatteren, fattigrøven Tom, hvis liv i udpræget grad er som hans navn, og som i øvrigt har bundet sin forsvindende identitet op på en roman, han aldrig får skrevet. Tom møder en gammel bekendt, Hiffs, der tilbyder ham ti tusind kroner: »- Du skal skrive noget, der er vigtigt, sagde Hiffs. - Hvad mener du med det, sagde Tom, - har du tænkt dig at udgive det? - Det er ikke det, det drejer sig om, sagde Hiffs, - har du hørt, hvad jeg har sagt? - Ja, sagde Tom, - noget virkeligt;(...)« - Noget vigtigt, og virkeligt: at skrive dette ud er ikke noget lille projekt. Tom, den impotente, klarer det ikke - men Seeberg gør. Under stadig inddragelse af ny virkemidler og genrer - roman, drama, novelle, prosadigt - gør han det mere og mere klart for sig selv og andre, hvad i et interview her i avisen i september måned blev udtrykt således: »At fastholde tilstedeværelsen i det jordiske, nærheden, er det eneste, der er værd at satse på.« Interviewet gav Seeberg i anledning af den ny novellesamling, Rejsen til Ribe - den, han i dag får Weekendavisens litteraturpris for. I denne samling er der en novelle, »Orinoco-Amazon«, der begynder således: »Sir William Faulkner skulle ikke have dryppet sin lillefinger i Amazonflodens algegrønne vand, i det minste ikke den dag, hvor ekspeditionen, der havde fundet Orinocoflodens kilder, var kommet over i den mægtige Amazonflod (...)« - Her kunne man jo tro sig et stykke vej fra »tilstedeværelsen i det jordiske, nærheden«, men kun indtil det øjeblik, da en af de hårdkogte ekspeditionsdeltagere, ved navn Jules Verne, ser »ud over engene, hvor julilyset stod i blålig dis« - og i øvrigt meddeler, at han skal hjem, for klokken er fem. Skredet fra den drabelige virkelighed til den barnlige fantasi, eller fra den drabelige fantasi til den barnlige virkelighed, er blot endnu en formulering af Seebergs nærheds-poetik - en formulering, der dukker stadig hyppigere op, som årene går. Det »vigtige og virkelige« bliver ikke sjældent synonymt med det barnlige, ikke mindst, naturligvis, i det børnebogsforfatterskab, der får lov at vokse frem. Sidste skud kom forleden, »En dag med Svava«, en forunderligt charmerende lille historie om pigen, der »var lige ved at kede sig«. Seeberg kan sådan en pige, han har hende inde i sig ligesom den elastikpen, en af personerne i »Rejsen til Ribe « anmoder lægerne ved Århus kommunehospital om at efterspore, når hans lig engang skal opskæres: »Se, om der i mavevæggen eller i tyndtarmen sidder indkapslet en såkaldt elastikpen, som jeg slugte i otte-årsalderen i raseri over, at jeg ikke kunne stave mit eget navn. Den er aldrig kommet ud, måske er den vandret andre steder hen i min krop, som man jo har tilfælde af.« Barnet sidder i Seeberg, og han kan også - alias pigen Svava - huske, hvad der bare var det allerværste: (...)når moderen ikke hørte på hende, men bladrede i ugebladet.«

Fjernheden er det værste, som nærheden er det bedste. Og det værste har det med at knytte sig til de voksne, til selve det at være voksen. Eller som Svava udtrykker det: »Kedelige var de. Som aspargessuppe.« Men barnet er i den voksne, som det også fremgår af den allerede citerede, helt suveræne tekst, »Den anatomiske tegning«, der indleder Rejsen til Ribe . Obduktionslægerne anmodes om at "Se, om der hen over mit hjerte er en mørkhed efter en svejseflamme, sådan har jeg ofte følt det var. Det er skammen, der har brændt sig ind i hjertet, ikke over store forbrydelser, men over alle de små forseelser, som er det mest ydmygende af alt. Og det begynder allerede i barndommen. Og det holder aldrig op. Ja, jeg er vist død af skam, selvom jeg har levet længe.« Et stort tema i forfatterskabet rammes her fortættet og finurligt. Seeberg beskæftiger sig meget med spørgsmål om selv-ansvar og skam - det at man ikke synes, man kan være sig selv bekendt. Manden med obduktions-begæringen er sig tilmed en dunkel skyld bevidst: »Se også efter om der er en indsnøring på min hals forvoldt af den påvirkning som min frygt for at blive henrettet ved hængning må have fremkaldt. Ja, jeg har altid troet, at der måtte eksistere instanser, som ikke ville tøve med at henrette mig og have gode grunde dertil.« Om de mere eller mindre gode grunde til henretning og anden straf diskuterede Seeberg også indgående i novellesamlingen »Argumenter for benådning«, hvor de største forbrydelser måske/måske ikke hævdedes udbalanceret af menneskelige kvaliteter og formildende omstændigheder. Der går i Seebergs forfatterskab en lige linje fra den æstetiske beskæftigelse med det virkelige og vigtige til en moralsk diskussion af det virkelig vigtige.

Seeberg strør heller ikke om sig med bøger. Der er en alvor og en redelighed over hans arbejdsform, noget fortættet, omhyggeligt forarbejdet helt ned i den enkelte sætning. Der kan gå ti år mellem hver bog, men så tæller hver enkelt også, når den kommer. Seeberg har sit liv og levebrød som leder af Stiftmuseet i Viborg, litteraturen har hos ham kun sin egen nødvendighed. Og dog bliver han læst, solgt og prisbelønnet som kun få hertillands. Af alle tænkelige hædersbevisninger var vel kun boghandlernes gyldne laurbær og Weekendavisens litteraturpris tilbage - de blev begge udløst af Rejsen til Ribe . Begge disse priser, der jo uddeles efter læserafstemninger, udtrykker mere end blot nogle smagsdommeres kendelse: de beviser, at Seeberg har et stort og taknemmeligt publikum. En dansk og international læserskare, der har fulgt ham fra den første jeremiade til den foreløbig sidste, nære livsbekræftelse, lille Svavas sidste ønske i børnebogen, der udkom forleden: "Bare hun kunne gå ned til enkefru Pedersen lige med det samme og høre hende fortælle alt, hvad hun havde oplevet i sit lange liv, mens hun aede katten, der spandt og snurrede på hendes skød."

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533