Bøger | 1999

Weekendavisens Litteraturpris 1998. Læserne stemte Anne Marie Løns »Dværgenes dans « til sejr, og i festligt lag i går aftes fik forfatteren overrakt prisen på 25.000 kr. Ulrik Høy holdt denne tale:

Af Ulrik Høy

Titaniske Tyge

Stuckenberg som motto, Viggo Stuckenberg, hun er ikke ked af det. Det var min første indskydelse, da jeg slog op i »Dværgenes dans «.

Verden jeg ser

med blomster besat

ved, Lykken kræver

en uvejrsnat

Jamen, det gør den, lykken. Den kræver en uvejrsnat, anno 1899 eller 1799, for i 1999 er uvejrsnætter noget, der indgår i 5-døgnsprognosen på TV og varetages af en vis hr. Voldborg og konsorter. Jo, vi har også boet på landet, i mange år, og uvejr, det var noget, vi så frem til med forventning.

Torden, oh hygge i den stråtækte. Og sidder man i bilen på vej hjem, og uvejret bryder løs, jamen så er hyggen intens, under de mest komfortable omstændigheder. Man tænder for P 1 og får en litterat ud natten, uvejrsnatten, man tager et kassettebånd med den herre Wolfgang Amadeus Mozart. Så meget om uvejrsnætter anno 1999. Blomster? Det er sådan noget, man skvatter over ude på fortovet hos den tyrkiske grønthandler. Blomster? De produceres i kæmpestore telte af plastfolie med kunstvanding, kunstigt lys og termostater, og de fragtes i kølebiler ud til grossisten på grønttorvet, som hedder GASA. Blomster anno 1999, det er én buket for 20 kroner, to for 30, og blomsterhandleren kan være af bosnisk herkomst, det er hun ude hos os på Frederiksberg. Så meget om blomster anno 1999. Lykken? Den trækkes i automaten, det har man krav på. Lykken koster det, jeg betaler i skat, og det er alt for meget, alt, alt for meget. Hvad fanden bilder politikere, myndigheder og styrelse sig ind?! Hvad jeg ønsker mig, har jeg krav på - og ret til. Anno 1999, og det er i grunden det eneste, den kommende Grundlovs-revision skal tage stilling til. Den Grundlovssikrede lykke, som naturligvis skal indføjes i den lokale version af FN's menneskerettigheder. Så meget om lykke, blomster og uvejrsnætter anno 1999. Selv uden karikatur er springet stort fra dengang til nu. Det ved forfatteren, der har fordybet sig i verden af i går, det ved læserne, som ikke desto mindre har stemt »Dværgenes dans « ind på førstepladsen i afstemningen om Weekendavisen's litteraturpris. Læserne har nydt det, thi dette er læsefrugter af ypperlig bonitet. Passionsfrugter, for »Dværgenes dans « er en smukt passioneret - platonisk - kærlighedshistorie. Det vender vi tilbage til, det platoniske. Forfatteren har også nydt det. At gå ind ad Stuckenbergs portal og opslå fantasiens paulun på godset Willhofsgave, hos den danske landadel, den ædelt uddøende stamhusfamilie Willhof-Holm med de syv prægtige langlemmede og overordentlig ugifte søstre, den smukke broder med den pinlige tilbøjelighed og denne særling af en yngstesøn med den ikke mindre alarmerende genetik i form af dværgvækst, achondroplastiker kaldet. 136 1/2 cm, langt under Toulouse-Lautrec på 152. Forfatteren har nydt det. Der er et velvære i stilen, en smukt inddæmmet viden om verden af i går, et dejligt ubesvær i fortællingen. Læsere fornemmer det intuitivt og går om bord, anmeldere med medicintasken fuld af analysepræparater springer på med fuld musik. Alt imens de noterer og doktorerer. Her skal ikke doktoreres, blot noteres, at for musikmennesker er dette en herlig bog, der klinger af musik i mange afskygninger og forståelse for spændvidden i det musikalske gemyt, fra svenske sømandsviser, danske kirkelige salmer, britiske bævrende gospler af typen »Nærmere Gud til dig« over Griegs »Dværgenes dans « - meget apropos - til Schuberts 600 dårende lieder, plus Pilgrimskoret af Wagner og Ludolf Nielsens sindsoprivende 3. Symfoni. Det hed han, Ludolf. Der er musik i bogen, for værkets hovedperson, Tyge Willhof-Holm, er professionel musiker - organist, pianist, kammermusiker - og der er stilistisk musik i bogen, en musikalsk bærebølge, der sender læseren mange steder hen. Miljøet er den danske landadel omkring skæbneåret 1919, hvor de arvede privilegier fik nådestødet i loven om stamhus og len, stedet det smukke, gamle, ærværdige og stedse mere forfaldne gods, Willhofsgave, med atmosfære af stiligt forfald og resignation over tidens gang og det moderne samfunds ubønhørlige fremmarch. En selvomsluttende verden, skrøbelig, disse mennesker er på vej ud af historien, og smerten ligger i det stort udfoldede tilbageblik, for fremtid er der ingen af, kun fortid, lutter fortid. Og dog. Slægtens åndelige gejst er udtalt, man følger med, man diskuterer, man har gehør for tidens tanker og videnskabelige rørelser, man passiarer blufærdigt, på upåtrængende vis, og man undgår vanskelige emner såsom homoseksualitet, døtres ugifthed, slægtens indgifthed, elendig økonomi, katastrofale udsigter for morgendagen. Man taler udenom, indenom, ovenom, nedenom for at undgå ubehag. Det er virkelig blufærdighed som blokering, konventionssikret mentalblokering. Moderne direkthed og såkaldt fokusering for ikke at nævne moderne interview-teknik på TV har ikke fundet vej til Willhofsgave. En skrøbelig verden, for så vidt en anakronisme, skildret med stor pietet, stor omsorg, skønt læseren næppe er i tvivl: Dette er et sted, hvor man menneskeligt talt brænder inde. Willhofsgave er stedet for indebrændte følelser, indebrændte længsler, indebrændte forhåbninger, et sted for absolut ingen uddannelse til kvinder, som kun er sat i verden for at brænde inde og tage sig ud, et sted hvor ingenting bliver til noget, en verden hvor man heller ikke skal noget, ingen steder hen, intet nå, skønt tidens tanker, opdagelser, åndelige strømninger som sagt bliver livligt diskuteret. Kald det dekadence, udlevethed, det skildres med stor pietet og hvad værre er, man bliver grebet af det, indtaget i disse mennesker, forliebt i miljøet, betaget af denne besynderlige, landadelige tidslomme midt i demokratiets brutale opkomst. Sagde jeg indebrændt? De brænder jo disse mennesker, på deres egen stille, dybt trofaste, traditionsbundne, sorrigfulde og gribende facon. Dog, en anakronisme, hvis det ikke var for denne Tyge, yngstesøn med svært handicap, dværgvækst i fysikken, ikke psykisk, for Tyge er ingen åndspygmæ, tværtimod, han er stor i formatet, meget stor, titanisk, så lad os give ham en hånd - titaniske Tyge. Han er den, der bryder ud. Tyge er udbryderen, og som sådan åndelig tvilling til udbryderkongen Houdini, der brød de fysiske lænker og viklede sig ud af hvad som helst, der blev viklet om ham. Sådan er Tyge Willhof-Holm, 32 år, organist og dværg af ædel byrd - en udbryder. Han bryder ud fra sit miljø, og han bryder ud af sig selv og de sjælelige afgrænsninger, der trods al vitalitet, al suverænitet er lagt omkring ham. Måske netop det. Vitalitet, suverænitet, åndeligt overskud, prægtig evne til at børste denne verdens modgang af sig, tåbelige fordomme, notorisk idioti, dumme, DUMME mennesker der står i kø for at genere ham - selv denne overlegent orkestrerede duelighed har sin begrænsning. Tjekket hedder det i dag. Man har alting og mangler det hele - kærlighed. Man er tjekket, kontrolleret, assureret - og høneræd - for at miste. Mod det er der kun et bodemiddel, det hedder kærlighed, det ved vi, men jeg vidste ikke, at Anne Marie Løn var modig nok til at trække den ædleste af ædle gamle krikker af stalden, den platoniske kærlighed. Hvilken pruhest. Platonisk kærlighed, det er jo sådan én, hvor kroppene ikke mødes særlig meget, men sjælene forenes. Enormt. Platonisk kærlighed, det er jysk mesterskab i skolegårdsforelskelse anno 1955, det er Christian Winther, »Hun er sød, hun er blød, hun er smal om sit liv«, platonisk kærlighed, det er stakkels Morten Vinge, hvis skygge glider ind over den længselshøjtelskede frk. Sophie, mens de drøner ud over stepperne i kanefart, i vinternatten, i »En landsbydegns dagbog«. Platonisk kærlighed. Titaniske Tyge ser hende i spejlet, det lille spejl der hænger på orglet, og Tyge ser hende i sjælens spejl, hvori et billede er lagt - i kærlighed. Henriette, hedder hun, først ser Tyge sin Henriette i orgelspejlet, siden skuer han hende i sjælens spejl, og det er spændingen, højspændingen, til musik af Ludolf Nielsens 3. Symfoni. Jeg kan godt forstå, at læserne godt kan lide den historie, for selvom vi lever anno 1999, og det offentlige rum ikke er specielt platonisk, men tapetseret med pornografi - kopulations-kulturen breder sig - trods det er folk jo metafysisk anlagt. De drømmer, de længes, sjælen står dem ud af porerne, det mener jeg alvorligt, så man behøver ikke tage på fem måneders cølibat-kursus i Jylland for at indleve sig i dette univers. Så dette er en kærlighedsroman, med Tyges egne ord: »Aldrig på min evighedsø har jeg for alvor forsøgt at sprænge mine rammer,« hvad han følgelig gør, for Tyge ser Henriette, først i orglets spejl, siden i sjælens, og »hvis kærlighed er lidelse, længsel og savn, jeg sprænger mine rammer. Jeg giver den mit ja,« udbryder Tyge, udbryderen, solisten, der overvinder alle handicaps, inklusive jeg-eksklusivitetens pompøse handicap. »Mens jeg indtager mit enlige sengeleje, falder det mig ind, at denne nat kan blive min sidste alene under tagspærene på Willhofsgave, hvis jeg vil. Det må kunne arrangeres på Frederiksberg Rådhus inden sommerferien.« Det kan det, det ved vi, det bliver det, og lad det blive mellem læserne, som nu har bestemt, at Anne Marie Løn skal hædres med Weekendavisens litteraturpris. Til lykke og tak for musikken.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533