Bøger | 2003

Vinder! Læserne har givet Bent Jensen Weekendavisens Litteraturpris. De 50.000 kroner blev overrakt ved den årlige Litteraturprismiddag i aftes. Og sådan her sagde Anne Knudsen til vinderen.

Af Anne Knudsen

Sorte kapitler

Bent Jensen har længe været en af Danmarks kendteste historikere. Det betyder ikke nødvendigvis, at han har været en af Danmarks mest læste historikere. Sorte Bent var en mand, mange havde hørt om. Ikke en, hvis bøger mange havde læst. Bent Jensen skrev nemlig ikke hyggelige bøger om Christian IV eller opbyggelige artikler om bondens frigørelse eller klædedragtens historie. Han skrev væmmelige bøger og artikler om et land, der enten forekom fjernt og uvedkommende eller tog sig ud som et behjertet om end måske ikke helt vellykket forsøg på at skabe en bedre verden. Folk, der interesserede sig for Sovjetunionen, var tilbøjelige til at se på landet med en vis overbærenhed - men de fleste interesserede sig simpelthen slet ikke for det.

For de interesserede var det urimeligt at kritisere det velmente eksperiment med socialismen. Og for de uinteresserede ødelagde Bent Jensens anbringender bare den gode stemning. Man ville jo blive i dårligt humør, hvis man skulle gå og tænke på et land, hvor flere hundrede millioner mennesker i dagliglivet befandt sig i et veritabelt krigsfangenskab, mens dusinvis af millioner enten var blevet myrdet af Staten eller var i færd med at slide sig op som slavearbejdere i fangelejrene. Og hvis det så endda havde været det eneste! Men Bent Jensen skrev ikke bare om det Sovjet. Han nærede en usund interesse for de meninger om landet, danske forfattere, politikere og åndspersonligheder havde givet udtryk for i tidens løb. Hvis manden nu havde kunnet holde sig til Sovjethistorien, så ville man måske endda have kunnet holde det ud. Men at han partout også skulle skrive danmarkshistorie! Og sammenligne læsningen af de danske kilder med de til rådighed stående kilder om, hvordan det sådan gik for sig, da Rusland blev Sovjetunionen. Dét var ikke bare uvedkommende eller upassende - det var direkte uopdragent. Fornærmeligt mod pæne mennesker, der i den allerbedste mening af verden havde holdt øjnene lukket, når de kørte gennem det hærgede sovjetiske landskab med de mørke ruiner, hvori magre, pjaltede, grå og bange mennesker boede. På indersiden af de lukkede øjenlåg havde de besøgende til gengæld set smilende, muntre fabrikspiger og arbejdets ubekymrede helte, leende børn og hyggelige stuer. For det gik jo alt sammen til et godt formål. Udbredelsen af socialismens glade budskab i den vestlige verden.

Nu har Bent Jensen fået læsernes litteraturpris. Weekendavisens læsere har bestemt, at den mand, der ødelagde den gode stemning og fornærmede pæne venstreorienterede folk, skal have Weekendavisens litteraturpris for bogen Gulag og Glemsel . Det er en meget stor ære at få denne pris. Weekendavisens litteraturpris har man nemlig ikke fået af nogen, man nok har mødt ved en reception. Vi anmeldere på avisen indstiller bare en halv snes bøger, som vi selv har fundet fortræffelige. Og så vælger læserne. Måske skal vi opholde os en smule ved læserne. De ligner nemlig ikke helt det billede, mange har af dem; for eksempel fordeler de sig omtrent som befolkningen over hele det politiske spektrum. Og Weekendavisen har Europa-rekord i unge læsere. Hver tredje af vore læsere er under 30 år - og mere end 4 ud af ti er under 40. De resterende 57 procent fordeler sig over de næste fire årtiers fødselsårgange, og halvdelen af læserne er naturligvis kvinder, ligesom i befolkningen. Det er blandt sådan et publikum, Bent Jensens bog er blevet valgt som årets bedste. Det er ikke nogen ringe ting.

Hvad er det så for en bog, der har vundet? Hvad har læserne set i den - og hvad har vi set i den? Jeg tror, at bogen først og fremmest er blevet årets vinder på grund af den fabelagtige indsigt i Ruslands historie i de første tres år af det 20. årh., som de nye kilder har givet, og den ligefremme, forfærdende fortælling, der kommer ud af dem. Det er kildernes gruopvækkende beretninger, der springer op fra siderne og gør bogen vanskelig at slippe. Man kan jo næppe tale om fortælle-»glæde«, når det, der er at fortælle, er så forfærdeligt som her - men ikke desto mindre er viljen til at berette en af de store kvaliteter ved Gulag og Glemsel . Og viljen til at vise kilderne frem, som nu et brev fra 1930rne: »Jeg meddeler Det kommunistiske Partis Petrovskij-distriktskomité, at min far er blevet arresteret og min mor er meget syg. Landsbysovjetten sælger alle vore ejendele og lader ikke os tre mindreårige børn beholde blot en ko. Jeg er selv ni år, min søster er tre år, og min lillebror er et halvt år. Min mor har indgivet ansøgning om at måtte blive optaget i kollektivbruget, men landsbysovjetten har besluttet ikke at optage os i kollektivet. Nu beder jeg, skoledrengen Kolkoev, Petrovskij distriktskomité om at tillade os tre børn at blive optaget i kollektivbruget i vores landsby.« Hårene rejser sig først for alvor på hovedet, når man får at vide, at der ikke her var tale om en uhørt grusomhed fra landsbysovjettens side. Det var helt normalt og officiel politik, at »kulakker«s børn fik lov at dø af sult for øjnene af naboerne. Som i øvrigt selv manglede næsten alt, fordi myndighederne med vold tog dyr og afgrøder fra dem. Og som levede i rædsel for at blive udpeget som »forhenværende mennesker« og således dødsdømt ligesom de tre børn og deres syge mor. Brevet var forgæves. Primærkilderne er det, der gør størst indtryk, for tallene - millionerne, der døde af sult, mens Sovjetunionens korneksport satte nye rekorder, millionerne, der blev torteret og henrettet - er svære at forestille sig. En million mennesker, hvordan ser sådan én ud? Hvordan ser ti millioner ud? Hvordan skulle man kunne forestille sig de 23 til 30 millioner mennesker, der døde for bolsjevikkernes hånd mellem 1918 og 1953? Men drengen, der skrev til distrikskomiteen, ham kan man forestille sig. MEN Gulag og Glemsel forholder sig også til de forudfattede meninger om Sovjetunionen og bolsjevikkerne, der er i omløb. Særligt dem, der vil undskylde eller forklare Sovjetunionens ufattelige grusomheder med det særligt russiske - hvad enten det nu er den russiske bondekultur eller zarismens formodet totalitære karakter. De russiske bønder var på ingen måde nedsunket i den stupide grusomhed eller i den urgamle kollektivisme, mange har foreslået. Om russiske bønder havde større hang til grusomhed end andre, lader sig dårligt demonstrere - men det står fast, at rædselsregimet blev udtænkt og etableret af vestligt uddannede intellektuelle i den bolsjevikiske top. Det var partitoppen, der bevidst sultede hele befolkninger ihjel og fastholdt denne politik selv under intern kritik i partiet. Kritikerne blev arresteret og myrdet. Hvad angår kollektivismen, havde de russiske bønder ivrigt kastet sig over de muligheder, moderniseringspolitikken efter 1905 havde opmuntret, og det, de forsvarede til døden, var netop den private ejendomsret til jorden. Bent Jensens kilder viser til overmål, at også arbejderklassen i Rusland blev nedkæmpet med hård hånd. Fagforeningsledere blev myrdet, hele fabrikker tømt for arbejdere, der krævede demokrati og ytringsfrihed, arbejdernes sammenslutninger kriminaliseret og udryddet.

Det er altså min fornemmelse, at det er de russiske kilder, der for alvor har fået tag i læserne. Men naturligvis er den del af bogen også interessant, der demonstrerer den forbryderiske løgnagtighed, vestlige sovjettilhængere lagde for dagen. Og endelig er Bent Jensens analyse af tiltrækningskraften ved den totalitære, socialistiske mønsterstat interessant. Sovjetunionens mål blev især under opbygningsfasen fremstillet som oprydning, udluftning osv. Der skulle ryddes op i dit og dat, renses ud, gøres orden, skaffes overblik, hensigtsmæssighed, fornuft. Alt dét var lutter plusord blandt datidens moderne mennesker i Europa. De kæmpede selv mod det indeklemte, det fortrængte, skumle og irrationelle i tilværelsen, fra kønslivet over byplanerne til filosofien og boligindretningen. Men der er en verden til forskel på at argumentere for rene linjer, orden, klarhed og udluftning i et demokratisk samfund på demokratiets betingelser - og så at gå ind for et regime, der med tvang, vold og massemord giver sig af med at skabe orden i et samfund, hvor man først har frataget borgerne alle rettigheder. De sovjetbegejstrede så bort fra denne forskel, og deri bestod deres moralske fallit. Selv den mest hengivne modernist burde kunne se forskel på mennesker og ting. Bent Jensens kildenære Sovjethistorie udmærker sig netop ved at handle om mennesker. Onde mennesker og deres talløse ofre. I Gulag og Glemsel får ofrene ansigter og stemmer. Jeg tror, det er derfor, læserne i dag har givet bogen Weekendavisens Litteraturpris. Tillykke.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533