Bøger

Prisværdigt. Tale ved uddelingen af Weekendavisens Litteraturpris 2017 til Naja Marie Aidt.

Lars Bukdahl

Sommerfuglemor

Man kan holde så meget af et menneske, at man ikke må anmelde de bøger, han eller hun skriver.

Irriterende nok, for ofte er det jo de bøger, man er mest ivrig efter at gøre sig selv og andre klogere på.

Heldigvis gælder de samme regler ikke for taler. Ergo er det i orden, at jeg i mangel af anmelderen holder talen for Naja Marie Aidt, der i år helt vildt fortjent blev læsernes valg som vinder af Weekendavisens Litteraturpris for hendes lige så generøse som genreløse bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage med undertitlen - som, har jeg lagt mærke til, er den titel, Naja selv benytter - Carls bog.

Det bliver garanteret ikke den sidste pris, bogen præmieres med, ligesom den stensikkert vil udkomme i flere oplag end det ottende, den lige nu er ude i. Det er fedt og sjældent, at en fremragende bog bliver en bestseller, og det er endnu federe og sjældnere, vel faktisk helt unikt, at en så kompromisløst fragmenteret og hybrid og polyfon bog bliver en bestseller. Sidst jeg holdt pristalen, var det for Yahya Hassan og hans debutbog af samme navn, som talte i ret mange tunger, men til syvende og sidst og med stolthed var en digtsamling.

Der er ikke noget syvende og sidst i genredefinitionen af Har døden taget noget fra dig, på intet tidspunkt falder den til ro i nogen fast og tryg boglig identitet.

Det er ikke bogens mindste kunst, at selv en smalhedspropagandist som mig ikke skænker det en tanke, at han sidder med et formelt set genuint avantgardeværk, ikke så længe læsningen ubændigt pågår i hvert fald.

Når bogen i passager forekommer mig og andre ulæselig, er det jo ikke på grund af dens umulige form, men på grund af dens ubærlige stof: Najas næstældste søn Carl Emils død i den urimeligt unge alder af 25 år. Og når man ikke studser over formen, er det jo, fordi den form med påtrængende selvfølgelighed præsenterer sig som den eneste rigtige og nødvendige til det stof, som det meget mod Najas vilje er pinedød nødvendigt at give et kunstnerisk svar. Fordi hun er digter, hendes job og liv er at skrive, så sandt og skønt som muligt.

Og den sande og skønne måde at skrive om sorgen på, viser det sig, er at skrive om den i ringe af flerstemmighed. I Freuds klassiske, terapeutiske model gennemlever man som sørgende - og BØR man gennemleve - fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og (med et uhyggeligt ord) nyorientering. Har døden taget noget fra dig siger finger til Freud og opererer med stemmer i stedet for faser, ikke stemmer, der afløser hinanden, men stemmer, der knopskyder og bliver flere og flere. Heller ikke kronologien i denne stemmeudvidelse, fra én til fem til ti, adlyder bogen imidlertid.

I stedet insisteres der hele vejen igennem på et simultant, distinkt kakofonisk stemmevirvar.

Bortset lige fra den inderste ring, der er den kursiverede, på sig selv stammende føljeton om det ulideligt udstrakte nu, der går, fra telefonen ringer i sommerhuset med meddelelsen om, at Carl ligger dødeligt forslået på Rigshospitalet, til at han halvandet døgn senere erklæres død. Det er chokkets og skrigets nu, hvorfra al anden tale og alle andre stemmer udgår og vender tilbage, dér starter bogen, og dér slutter den, med at døden forbandet sker.

De andre stemmer er for det første alle Najas egne stemmer: Da hun skrev dagbog om barnet Carl, da hun efter Carls død langsomt, men sikkert overvandt sin aversion mod overhovedet at skrive, når hun refererer sine drømme om Carl, og når hun i bogskrivende nu veksler mellem besværgelser af mindet om Carl og refleksioner over sorgprocessen. Og ikke i den rækkefølge, i hede hule hulter til bulter, og aldrig i form af formfuldendte digte eller essays eller aforismer, aldrig i nogen form for formfuldendthed, altid pivåbent og meget ofte brat og brutalt afsnubbet.

For det andet er stemmerne de nærmestes, Carls brødre og fætter, og frem for alt Carl selv i hans mails og de notater og - i en vild og sød overrumpling - digte, Naja finder efter hans død. Med stor poetisk retfærdighed står den bedste beskrivelse af bogens metode at læse i Carls ansøgning til Filmskolen: »Processen fra det rå materiale kommer frem og til finklip er utrolig, fordi værket skifter ham mange gange som brikkerne falder på plads.« For det tredje er stemmerne de store ånder, primært digtere naturligvis, som bogen samler i en eksklusiv VIP-master class i sorg. Thi hvorfor dog tale med og høre på andre end de til alle tider smukkest og sandest talende om det, der ikke kan tales om: H. C. Andersen, Anne Carson, Inger Christensen, Emily Dickinson, Jan Kochanowski, C. S. Lewis, Stéphane Mallarmé, Platon, Denise Riley, Rainer Maria Rilke, Jacques Roubaud, Walt Whitman og det urgamle epos Gilgamesh? For det fjerde er stemmerne definitioner af ord og begreber, fra »hår« til »væsen«, hentet i Ordbog over det danske sprog, Store medicinske leksikon, Den store danske encyklopædi og Wikipedia, som en svalende nøgtern modvægt til og redningskrans midt den kogende følelsesfuldhed.

For det femte er stemmerne de nærmest kriminalistiske dokumenter om omstændighederne ved Carls død, politiets utilladeligt sjuskede rapporter, advokatens påpegning af politiets fejl og fordomme, som pant på det værre rod, vilkårligt og/eller forbryderisk, døden også er.

To centrale poler i bogen og i sorgen er ensomhed og fællesskab. Konstant opsøger og opsøges Naja af mennesker, der står hende og Carl nær, en hel sorggruppe dannes, der støtter hinanden, laver mad til Naja og hendes familie og får hende ud i noget luft. Men igen og igen søger Naja også væk fra fællesskabet, løber fra kirken ind i en sidegade, for at være utrøsteligt alene med sorgen. På samme måde er der tekster i bogen, der bare vil skrige og rase, begræde og besværge helt indelukket (kursivføljetonen er først og fremmest sådan en tekst, egetskrig) side om side med tekster, der forsøger at transmittere til Carl, bogens du, og tekster, der vil kommunikere til os, fortælle om, hvad der er sket, og hvordan det er, og hvem Carl var, og teksterne af de store ånder, der lyttes til sammen med os for at blive klogere på det, man ikke kan blive klog på.

Det er det smarte og sande og skønne ved det requiem, der er Carls bog: at det kan rumme både blindgyderne og gennembruddene i den umådelige sorg, der aldrig nogensinde får ende, men i et ægte paradoks bliver rigere og dybere.

Og så behøver jeg ikke holde fatningen så meget længere og kan derfor læse et længere stykke op fra sidst i bogen: »Jeg skrev i min dagbog:/27. januar 2016./jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så Carl. Var det den 24. januar sidste år? Var det i februar? Jeg tror det. Men klarer ikke at læse de e-mails, som han og jeg skrev til hinanden, for at finde ud af det. Solen brager ned og smelter sneen. I morges fik jeg to fotografier af mindepladen fra stenhuggeren. Den kommer op i morgen. Sommerfuglen er smuk. Der er plads til mange flere plader på muren, min egen f. eks. Jeg satte mig ned på en stol og græd. At se hans navn i strålende guld på den kolde marmorplade, der ligner hud. Grå hud med sorte årer. Død hud. At se hans navn. Og datoerne. Årstallene, hvoraf det første er vidunderligt, og det sidste så frygteligt, at sproget ikke rækker. Jeg er ved at sprænges af raseri og fortvivlelse. Følelser hjælper ikke. Der lægges låg på graven med denne plade. Nu er han en del af evigheden.«

Der findes ravnemødre, og der findes hønemødre, og så findes der sommerfuglemødre, der flyvende stråler til og for og om deres barn, sådan en mor er forfatteren til Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Tillykke med prisen, kære Naja!.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533