Bøger | 1996

Portræt. »Overblik har altid interesseret mig,« siger Peter Schepelern som modtager Weekendavisens Litteraturpris 1995 for det fremragende »Filmleksikon «, han har redigeret og været med til at skrive.

Af Bo Green Jensen

Peters film

Peter Schepelern lægger ikke skjul på, at han sætter begrebet dannelse højt. For ham er polyhistorens panoramiske perspektiv det optimale udgangspunkt, og har man læst nogle af hans bøger og mange artikler om film og moderne kultur i øvrigt, vil man især huske dem for det fejende vue over feltet, den ekspansive og bjergtagende panorering, de næsten altid foretager. Han er født i 1945 og har således været her halvdelen af mediets, den syvende kunstarts levetid. Det er da også de store linjer, sammenskrivningens gyldne synteser, der udmærker Peter Schepelern som kritiker. Afhandlingen Film og genre fra 1981 peger med slet skjult stolthed på, at den inddrager eksempler fra mere end 700 film, og i Schepelerns afsnit af kompendiet Amerikansk kultur efter 1945, en bog fra 1992, kommer man på små 80 sider virkelig rundt om de fleste krumtapper og kardinalpunkter i amerikansk film og fjernsyns historie efter 1945, fra Welles og Ford til Gunsmoke og The Twilight Zone, for Schepelern har på sympatisk vis et blødt punkt for det perifere og trivielle, en kvalitet som gør ham mindre intolerant end mange af hans fæller fra det akademiske broderskab.

Skal han selv fremhæve en egenskab, som adskiller ham fra den 68- generation, han ikke kan løbe fra, at han tilhører, er det netop den mere nuancerede vej ind i det amerikanske, som han valgte at gå fra begyndelsen af. Mens de andre demonstrerede på Dag Hammerskjölds Alle, var Peter Scehepelern i biografen, for han kom sent i gang med at se film, og der var mange titler, som skulle indhentes, hvis det overblik han begærede skulle erobres. Han så endog John Waynes forkætrede oprustningsstrimmel om The Green Berets, mens hadet til denne forglemmelighed var på sit højeste. N dag måtte det hele kulminere i noget stort, som bliver stående. Det skete i november i fjor med det Filmleksikon , som netop nåede at komme til filmens fødselsdag sidst i december. Sammen med sin store stab af medforfattere og researchere lykkes det her Peter Schepelern at skrive og ikke mindst redigere den arvtager til Bjørn Rasmussens Filmens Hvem Hvad Hvor, som man har talt om og ventet på siden 1970, hvor syvende og sidste bind af Rasmussens værk forelå. Schepelern , der havde Rasmussen som lærer, formår ligesom denne at lægge en særlig dansk vinkel på sit i sagens natur meget udenlandsk orienterede stof. Derfor er Filmleksikon også blevet et reelt alternativ til de store udenlandske leksika og filmguides, som markedet formelig flyder over af og med. Udgivelsen af Filmleksikon var intet mindre end en begivenhed, og derfor var det naturligt at nominere redaktøren til Weekendavisens Litteraturpris 1995. Til gengæld er det vel mildt overraskende, at læserne kårede ham og hans bog. Det siger sikkert noget om den stadig større rolle, som filmen spiller i moderne menneskers liv. Film skal ses i biografen, som Ole Michelsen aldrig undlader at minde os om, når han runder Bogart af, men der er ingen tvivl om, at biografen med videoteknologien er blevet større. Nu ser man faktisk de film, som der skrives om, og man vil gerne vide noget om de kunstneriske og kommercielle sammenhænge, som de enkelte værker er forankret i. Derfor kunne leksikonets timing næppe have været bedre. Førsteoplaget på 5.000 eksemplarer var væk inden jul. Andetoplaget på 3.000 stykker bliver næppe det sidste, og selv om CD-ROM alternativet indtil videre er skrinlagt, kan man stadig nå at ændre mening. Det hele ligger på databasen, i 3.004 nummererede artikler.

Forfatteren har det ikke fra fremmede. Hans far, Gerhard Schepelern , står bag det til stadighed reviderede opslagsværk Operabogen, og Peter peger da også med nogen smerte på, at populærmusikken er et af hans få blinde punkter. Ellers er han forbløffende bredt orienteret. Han læste litteraturvidenskab, før filmen blev hans speciale. Moderne kunst er stadig et felt, som han beskæftiger sig indgående med, og også romankunsten har han prøvet kræfter med. Hr. Bidoulacs tavshed, en biografisk fortælling fra revolutionstidens Frankrig, var en af de varme nyheder fra Gyldendal i sæsonen 1980. Han har aldrig fulgt debuten op. Til gengæld er det blevet til en lang række essays om film og diverse, som nogen burde samle en dag. På ironisk vis kan den fiktive svale i øvrigt ses som repræsentant for en genre, det historiske udstyrsstykke, som Schepelern ved flere lejligheder har ytret sig stærkt polemisk om. For fire år siden skrev han her i avisen et indlæg, »Filmatiseringsfeber«, som gik i rette med de litterære versioneringer, der i hans øjne gør mere skade end gavn. En høring på Nationalmuseet blev resultatet, og ved den lejlighed sad hr. Scepelern meget alene yderst på scenen, mens de forsamlede instruktører tog afstand fra hans kritiske stikpille. Vi begynder med at tale lidt om dét, mens kopper og tallerkener fordeles. Siden bliver det mere og mere til en snak om glæden ved film, filmens ansigter og det vagt perverse liv man lever, når man bruger det meste af sin tid på at sidde i mørket og lytte til lysets musik. Vi snakker et par timer. Her følger en sporadisk udskrift. - Hvor begyndte din kærlighed til film? Og hvorfor og hvordan blev den ved med at vokse? »Den begyndte i virkeligheden ret sent. I modsætning til de fleste unge mennesker nu - mine studerende især og også mine sønner, som simpelt hen ikke kan huske andet, end at de kar kendt E.T. og Batman hele livet - var jeg qua min generation, men også qua mit miljø, som på ingen måde var filminteresseret, faktisk blevet temmelig stor, før jeg opdagede filmen«. - Du har altså ikke den dér kærlige erindring om dobbeltforestillingerne søndag eftermiddag, som de fleste bærer med sig med fra deres barndom? »Nej, men det tror jeg nu nok skyldtes den sådan mere kultiverede baggrund i mit hjem. Det var primært højkultur, der blev dyrket dér. Ikke at der var decideret modvilje mod film. Der var enkelte film, jeg så som barn og som selvfølgelig gjorde stort indtryk på mig, men mit rigtige filmgennembrud kom faktisk først, da jeg var færdig med gymnasiet og blandt andet gik på Krogerup Højskole og havde Niels Jensen som lærer. Niels Jensen har selv ret gode historier om mit filmsyn dengang, men de må til dels være konstruerede, for det sjove er, at jeg ikke gik til film hos ham. Jeg gik til nogle andre timer, om tysk efterkrigskultur, hvor jeg i øvrigt blev præsenteret for ting, som jeg blev meget begejstret for og som satte sig dybe spor i min kulturoplevelse, men jeg gik dog lidt og så nogen af de film, han i øvrigt viste«. »Dét interesserede mig, og det faldt nogenlunde sammen med, at jeg begyndte at læse de gamle numre af Kosmorama osv. Jeg læste religiously alt, hvad Erik Ulrichsen skrev - det var nogenlunde det år, 1965, hvor Filmangreb og filmpoesi, hans samlede lille kritikbog kom. Jeg gik ind i det stort set samtidig med, at jeg i øvrigt begyndte at studere litteraturvidenskab - og faktisk først meldte mig fra, tror jeg, tyve år senere. Det var så i 65-66. I 1967 blev filmvidenskab oprettet som et spinkelt lille bifag med én enkelt lærerinde, Marguerite Engberg, og jeg skiftede så straks over til det«. »I det store hele var og er litteraturen et af mine store interessefelter, men jeg syntes nok, at det var så enormt et ocean, at jeg aldrig ville kunne komme til bunds i det, hvorimod filmen med sin unge alder og korte historie var et felt, det var nemmere at skaffe sig overblik over, og overblik har altid interesseret mig. Jeg må have været prædestineret til at blive leksikograf på et eller andet tidspunkt. Derfor skiftede jeg straks, da faget blev oprettet, og det har så at sige bestemt min filmmæssige karriere«. »Jeg var med på det første hold, der tog en bifagseksamen. Jeg var også den første person, der blev magister i filmvidenskab, og derfor gled jeg gennem systemet nærmest uden at løfte en finger. Jeg fik en fast stilling på universitetet ved det triste tilfælde, at Bjørn Rasmussen - som jo var en vidunderlig og inspirerende lærer og fortæller - døde uventet i en alt for ung alder. Det var den stilling, der blev ledig og som jeg - noget hovedkulds, for jeg var kun knap nok færdig - kom ind i og har siddet i lige siden«. - Hvilken slags film er du selv mest optaget af? »Min egen filmsmag går vel tilbage til det tidspunkt, hvor jeg for alvor kom til at opleve filmkunsten. Det var så 60erne, og tilfældigvis var 60erne noget særligt. Det er ikke bare min nostalgiske vurdering. Andre giver mig ret i, at 60erne var og er et nøgleårti for filmens udvikling. Der skete mange gode ting før da, punktvis og på forskellige tidspunkter, men med 60erne er det, som om filmen på afgørende vis bliver voksen. Det er årtiet for filmens modernisme, som jeg vil kalde det. Nybølgen med Godard især, til en vis grad også med Resnais. Det er det årti, hvor Fellini bliver rigtig interessant med 81/2. Selv Bergman, som jo havde været i gang i tyve år, kom med Persona og lavede så ung og moderne en film som nogen. Det er også Antonioni. Og Bunuel, som man havde troet var udspillet, der uventet kommer tilbage og får en ny begyndelse dér midt i 60erne med Belle du Jour«. »Man kan sige, at vi var omgivet af mesterværker. De film som vi gik hen og så mandagspremierer på i Carlton og Alexandra, det var jo unikke mesterværker som stadigvæk står der. Det var Antonionis Blow-Up. Det var Den røde ørken og Bonnie og Clyde, det var Dr. Strangelove i den ene ende og 2001 i den anden. Det var faktisk nogle fantastiske film. Som bedaget filmkritiker kan man selvfølgelig godt se ud og spørge, hvor er disse unikke oplevelser nu? Men de er der jo. Der bliver stadig væk lavet stor film, men man kan sige, at på en måde var feltet mere jomfrueligt dengang, man havde ikke tidligere oplevet at blive bombarderet med filmkunst. Hver mandag i Carlton var der et nyt og skelsættende, typisk fransk mesterværk«. - De første film, der virkelig ramte i min generation, i begyndelsen af 70erne, var Kubricks »A Clockwork Orange« og Bob Fosses »Cabaret«. Jeg kan huske, at vi tog fra Amager ud til Rialto på Frederiksberg syv gange og så »Cabaret«. »Der er mange gode ting fra den tid. Der var også Taxi Driver og Godfather. Det som er sjovt i den sammenhæng er jo, at amerikansk film pludselig blev avantgardistisk. Det er i virkeligheden den store ting, der er sket efter 60erne, for hele den klassiske sondring mellem det kunstnerisk eksperimenterende Europa og det kommercielt finpolerede Hollywood, den krakelerer faktisk i 70erne. Især med Robert Altman, som er sådan en genial symptomskikkelse, der signalerer at tiderne er til noget andet«. - De amerikanere blev meget dyrket i Europa, især i Frankrig, som altid har haft næse for det amerikanske. . . »Som altid har haft sans for det, ja, men på en mærkelig måde i samklang med, at fransk kultur og fransk film har mistet den førerstilling, de ellers har indtaget gennem næsten hele århundredet. Vi har jo altid regnet med, at stor filmkunst på en eller anden måde kom fra Frankrig. Det gælder også stor litteratur, stor malerkunst. Frankrig var altid leveringsdygtig, indtil vi kom til 70erne. Så var det, som om det bare holdt op. Der er ikke mere en fransk film eller en fransk roman, som er rigtig betydningsfuld. Okay, så kom der lige Diva, og det var da meget sjovt, men ikke noget der holder i længden«. - I 80erne kom der vel især en stil fra de franske instruktører. De unge franskmænd var mere interessante end de unge amerikanere i samme periode. »Det ved jeg nu ikke. Hvad med Jarman-Lynch-Tarantino triumviraret? Har de ikke ligesom sat dagsordenen«? - Jo, men Tarantino er 90erne. »Ja, det er 90erne, men de to andre er 80er-drenge. Og Beineix, Besson og Carax, de er jo ikke rigtig til noget. Det var sjovt, mens det var der, men det er lidt ligesom det år kiwi-frugten slog igennem. Det var en stor ting dengang, men bagefter blev det hele hurtigt lidt ordinært«. - Kinesisk film har gjort sig i 90erne. Ellers ser vi ikke meget til det, man kunne kalde verdensfilmen. Det er det mest overvældende ved at tage til festivaler. Herhjemme ser vi måske nogle få kinesiske, spanske og italienske film, men der findes også koreanske og senegalesiske film. Hvert år i Cannes ser man floder af film, som aldrig når her til landet. Går vi glip af meget? »Det er selvfølgelig altid et spørgsmål. Man må nok sige: ja, vi går glip af meget. Vi går også glip af mange bøger. Og ser vi på bøgers oversættelighed, kan man sige, at selvfølgelig er der da polske, russiske og indiske romaner, som vi burde læse og som kunne give os noget, selv om vi sikkert synes, at vi jo lige har læst en indisk roman, en meget tyk en oven i købet. Så det er jo ingenting, allerhøjst en brøkdel, vi ser af det hele. Det er klart, at nogle kulturelle mønstre gør sig gældende. Nogle film er alment tilgængelige, og de kinesiske film som er slået igennem her, de er selvfølgelig slået igennem, fordi de er basalt humanistiske fortællinger«. »På den måde minder det lidt om det gennembrud, som japansk film fik omkring 1950, hvor man pludselig opdagede Japan via Kurosawa, via Rashomon efterfulgt af Ikiru og De syv samuraier. Man tænkte, wow hvor kan de lave film, og så kunne man pludselig se, at der jo også var en Ozu, en Mizoguchi osv. Det samme gør sig gældende nu. Det var fordi filmene fokuserede på nogle meget almene, humanistiske ting, som man var modtagelig for i 50erne, men mange andre film handlede jo om ting, der var mere kulturnære og specifikke for Japan. Når Ozu aldrig rigtig slog an for andre end feinschmeckerne, er det selvfølgelig fordi hans film repræsenterer noget meget subtilt, noget der er beregnet på særlige kendere af den kultur, modsat de eksotiske film, som vi typisk tager til os«. »Eksiltyrkeren Yilmaz GÃneys Yol slog jo også stærkt an. Den handlede om liv og død og kærlighed og brutalitet. Det kunne vi forstå på samme måde, som vi kunne forstå Satyajit Rays indiske Apu-trilogi, som også handlede om de helt basale ting, hvorimod de mere subtile kulturprodukter altid vil virke fremmede på os. Så i den forstand vil jeg alligevel sige: Nej, jeg tror ikke, vi går glip af store basale oplevelser, som på den måde har power til at bryde igennem, for de bliver jo set på festivalerne, og hvis de har den power, så vil de alligevel dukke op på en eller anden måde«. »Men det er da altid rart med lidt udsyn. Vi ser alle mulige middelmådige film fra USA, det har vi jo altid gjort, og det er ikke noget ondt i. Det er simpelt hen en kultur, som er mere nærliggende for os, men man kan ærgre sig over, at vi ser så få skandinaviske film, at vi stort set aldrig ser en tysk film, og at mange af de mellemgode europæiske film fuldstændig bliver fejet af banen til fordel for de mellemdårlige amerikanske film, som bare har det narrative drive og nogle kendte skuespillernavne«. - Personligt ville jeg gerne se flere middelmådige franske film. »Det ville jeg også gerne«. - I nummer 200 af tidsskriftet Kosmorama - det var efterårsnummeret 89 - skrev du en forrygende artikel med titlen »Spøgelsets navn«. Det er en kalejdoskopisk dans rundt om fænomenet postmodernisme, og det er et af den slags essays, som virkelig flytter rundt på nogle sammenhænge, mens man læser det. Man tænker: hvor véd den mand dog meget, hvad har han ikke set, hørt og læst, og hvordan har han fundet tid til det hele? Det har han ved at sidde flere tusinde nætter i mørket i biografen eller foran skærmen derhjemme. Det koster liv og tid at blive klog på fiktionen. Har du nogen sinde spurgt dig selv, om fiktionen gav dig nok igen, om udbyttet står mål med investeringen? »Det er jo faktisk et rigtig personligt spørgsmål, som alle sådan nogen som os må tænke over og stille sig selv. Da jeg var ung sagde man, at et godt sexliv er det eneste, som kan holde sportslivets fristelser på afstand - og jeg skal sige, at jeg var altid den, der sidst blev valgt til fodboldholdet i skolen. Et eller andet livsanskuelsesmæssigt må der selvfølgelig være ved at beskæftige sig hele livet med kunst og fiktion og løgn og digt, sådan som jeg i en vis forstand har gjort, selv om der trods alt også går lidt tid med nogle andre ting. Et eller andet sted må det selvfølgelig udspringe af min generelle begejstring ved kunstlige universer, men på en eller anden måde føler jeg også, at jeg bruger tiden bedst sådan«. »Politik og religion er to alternative universer. I den forbindelse tror jeg faktisk, at kunsten er det eneste sunde alternativ til at kaste sig ud i enten det ene eller det andet, det politiske eller det religiøse, som har bragt så meget forfærdeligt med sig i dette og mange andre århundreder. Så jeg vil sige: Jo, lad os alle sammen sidde i mørket og se en god film. Jeg tror faktisk, at verden bliver bedre af det. Det er selvfølgelig en kuriøs side af mennesket, selv om vi jo også ved, at hunde kan drømme og ligge og spjætte med poterne og bjæffe på en underlig måde, men hunde der drømmer, de bider ikke. Vi går glip af noget ved ikke at være ude i bomberegnen, men jeg tror egentlig, at det er bedst sådan«. »Selvfølgelig kan man godt kigge ud af fiktionens univers og tænke: Gud, hvor er børnene blevet større lige pludselig. Men heldigvis kan man også sidde inde i fiktionens univers, og de første man får besøg af derinde, det er selvfølgelig børnene. For man må ikke glemme, at barndommen er det største af alle fiktive universer. Så man kan sige, at privilegiet ved at kunne bruge det meste af livet på at opholde sig i de fiktive universer, det er selvfølgelig også en måde at forlænge barndommen til det uendelige på. Så længe det nu varer«.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533