Bøger | 2007

Og rågerne skreg. Årets vinder af Weekendavisens Litteraturpris på 100.000 kr. blev Knud Romer .

Af Bo Bjørnvig

Ødemarken

Kære Knud Romer . Du var den grimme ælling, der blev en smuk svane. Fra at være kanøflet i andegården sejler du nu stolt af sted under beundrende udbrud fra sø-bredden - og herfra...

Men hvor du kom ud af ægget, var der ikke engang dejligt ude på landet, det var aldrig sommer, kornet stod ikke gult, roehovederne fyldte op, og storken gik ikke på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, som den havde lært af sin mor, og skræppebladene rejste sig ikke som den tykkeste skov, man kunne gemme sig i.

Nej, du beskriver dit fødested noget anderledes: »Falster lå så langt nordpå, at det aldrig blev rigtig sommer - og så langt sydpå, at det aldrig blev vinter. Det sneede ikke, og solen skinnede ikke, det regnede bare og var gråt og koldt og tåget, og blæsten stod ind fra Østersøen og fejede hen over de flade marker. Det var trøstesløst, og når vi nåede til december, stod der et juletræ på toppen af skorstenen på Nykøbing Sukkerfabrik, som om det havde tænkt sig at springe ud og begå selvmord.«

Nej, ingen skorstene med storkereder her, og så i øvrigt heller ingen storke. Men råger: »De fløj rundt og skreg og hoppede i gaderne og sad i klynger på tagene og holdt øje med os. Rågerne tømte skraldespandene og ribbede slagteriet og stimlede sammen nede ved havnen, når fiskerne kom ind. De fløj efter såmaskinerne om foråret og pikkede kornene op lige så hurtigt, som de blev strøet ud, og om efteråret hærgede de plantagerne og huggede frugt. Der var ikke et træ og ikke en lygtepæl uden råger, og ingen kunne være i fred for dem - de spiste alt, og hvis man stod stille for længe, kom de og hakkede i en.«

Her til sidst slår teksten over i magisk realisme, og man kan i det hele taget spørge sig selv, hvor mange gange den gør det.

For det kunne jo være, du har det ligesom Ingmar Bergman, der kunne berette den ene grusomme historie efter den anden fra sin barndom, hvortil hans søskende og andre vidner bemærkede, at Ingmar havde det fint som barn, han var den mest forkælede og morens yndling.

Så jeg har finkæmmet teksten for at finde ufrivillige tegn på lykkelige stunder. Prøvet at finde sprækkerne i den monumentale ulykke. Og kun fundet to(!) jævnaldrende, du hyggede dig sammen med. Det er ikke mange ud af en hel barndom.

Begge er piger, den jugoslaviske Dolores, som du møder som 7-årig i Frankfurt, og Susanne, som du bager på senere, og som lader dig gøre det, men som din arvefjende Tommy løber af med til sidst.

Så du har virkelig været venneløs og ensom. Men du havde heller ikke en chance, din mor tillod dig nok at komme ud af ægget, men så heller ikke meget mere. For du var, udover din fjerne far, det eneste selskab hun havde. Den jævnaldrende Dolores møder du netop i Tyskland, hvor din mor har andet selskab og giver dig fri.

Du holdes nede i reden og vokser op med tysk kultur og tysk krigs-nedtur. Det er kraftig og nærende kost - vel nærende, må man vist sige, når man ser, hvad der er kommet ud af det. Et eksplosivt multitalent, vi i dag fejrer som forfatter.

Du havde kun ét hul ud, som gjorde, at du ikke blev helt fremmed for omverdenen: En sølvskinnende Philips lommeradio, som du hørte radio Luxemburg på under dynen. Dén reddede dig.

Og det er i samværet med bøger og musik, dine lykkelige stunder findes. Det gælder vist for alle, der er blevet mobbet, og mon ikke dette er én af de mest sikre opskrifter: Tag et højtbegavet, følsomt og talentfuldt barn, lad en forælder omklamre det og udsæt det for mobning i skolen, og du har en kunstner.

En variant er, at forældrene også støder barnet fra sig, altså både omfavner og skubber væk. Som du oplevede det, når din mor indimellem blev iskold og fjern.

Men din historie er samtidig eviggyldig, den handler om, at uanset - næsten da - hvad vores forældre gør ved os, så elsker vi dem. Vi kan ikke andet, for de har skabt os. Og man kan nu engang ikke hade sig selv.

Det er det, der giver din historie dens tragiske dimension: du fortæller om alle de ubehagelige ting, du har været udsat for, velvidende at det et eller andet sted også er din mors skyld med hendes stolthed og så videre, men uden at lægge skylden på hende og uden at holde op med at elske hende.

Hun har skabt dig sådan, og det står du ved og lægger i kærlighedens navn al skylden på omgivelserne.

Og sådan har vi det vel mere eller mindre alle sammen, men her slår det ud i al sin gru: vi elsker vores forældre, uanset hvordan de har elsket og behandlet os.

Men din historie er, magisk realisme eller ej, så ærlig, at jeg under den anden gennemlæsning, hvor jeg var forberedt på mobnings-chokket, kunne se det fra omgivelsernes synsvinkel.

Jeg aner forfatterens vagtsomme øje: nu skal han vel ikke til at sige, at det var vores egen skyld, at vi fik hele Nykøbing Falster på nakken?

Nej, rolig nu, men pludselig kunne jeg se, hvor pisseirriterende I har været. Med Mercedes og hus med fine møbler og luksusindkøb i Tyskland og tysk kultur sivende ud overalt, indbildske og snobbede og den ene tilmed en tysker, som ikke påtog sig den ydmyghedens rolle, som hun burde, efter alt det hendes folk havde gjort, men i stedet stak snuden i sky over for undermenneskene.

Inden du springer op og kvæler mig, vil jeg skynde mig at sige, at det var falsterboerne selv, som kastede handsken og frøs din mor og så din far ud og så dig, men pludselig så jeg jeres hus som hovenhedens fæstning skabt af fjendskabet udenom. Hvor det dog har irriteret dem, på trods af eller netop fordi de selv har skabt det.

Ikke at I på nogen måde havde fortjent det, og det utilgivelige er, at ingen gik imod strømmen og lukkede jer ind. At ingen havde overskud og generøsitet til at se din mors underholdende og storladne sider og dermed skabe den sprække, som kunne have fået murene til at falde. Ingen gad lige lytte, så de fandt ud af, at din mor faktisk var nært tilknyttet en af de meget få modstandsgrupper i Nazityskland og derfor lidt af en helt, også set fra dansk-falstersk synsvinkel.

At hun så var smuk og flot og havde stil, gjorde det ikke bedre. Det ved man jo fra mobning, at blot én respekteret person træder i brechen for ofret, kan det få de andre til at stoppe. For altid.

Dér tabte Nykøbing Falster slaget om sit ramponerede eftermæle: at byen ikke husede bare en eller to eller tre, som vovede at gå mod strømmen. Man forstår endnu en gang, hvorfor det altid har været døden for kulturfolk at blive forvist fra deres lands hovedstad.

Men hvorfor i alverden flyttede I ikke? Det spørgsmål stiller du ikke, selv om du indirekte forklarer det ved at beskrive, hvor dårligt din far havde det i den korte periode, han arbejdede i København. Han var falsterbo gennem flere generationer og kunne ikke omplantes. Desuden var han noget i Nykøbing Falster, det ville han ikke være i storbyen. Hans uflyttelighed led resten af familien lidt under, kan man sige.

Du har en særlig interessant historie at fortælle - om din mors opvækst i den preussiske landadel og hendes venner i modstandsgruppen Rote Kapelle, der alle blev henrettet på grusomste vis og den totale isolation på Falster og så videre.

Men det er samtidig en meget almen historie, jeg følte i hvert fald alt for ofte under læsningen, at her havde jeg også været. Og kom til at tænke på, at hvis man i hvilket som helst nok så pænt et villakvarter løfter tagene af husene, vil man se lidt af hvert. Som kun familien i huset og måske de nærmeste slægtninge kender til, og som ellers aldrig kommer ud.

Medmindre børnene senere fortæller om det. De kan nemlig - som de skyldfrie, de er - fortælle uhildet og dermed komme sandheden nærmere end nogen voksen.

Så vi har mange erindringsbøger, som er fremragende, indtil forfatteren når skelsår og alder og lader facaden gå ned og går over til at skrive et forsvarsskrift.

Det skal man ikke forvente af denne forfatter, som trods alderen længe forblev en grim ælling. Om end en af de store, som gav dem i andegården lige så mange tæv, som de troede, de kunne give ham. En af dem, der, som myten siger, kan brække en arm med et håndkantslag af vingen.

Det gik for nylig blandt andet ud over Per Fly i Smagsdommerne og Bob Dylan. Især angrebet på sidstnævnte var ren helligbrøde og har nok fået nogle til at undre sig over, hvorfor den nu fuldvoksne svane ikke opfører sig mere værdigt.

Men uanset hvor værdigt hvid du bliver udenpå - du har jo i år ikke bare barslet med en rost bestseller og nu vundet en pris, din kone Andrea har også barslet - så vil du altid være spættet indeni. Du hader facader af alle slags lige fra reklamebureauernes til kulturparnassets og river dem gladeligt ned, selv om det koster.

Hvorfor mon? Fordi du har noget at hævne?

Næh. Og jo - på et område er det en reaktion: der var så meget, man ikke måtte tale om i din familie, så meget fortrængt, at dét vil du ikke gentage i dit eget liv. Tingene skal på bordet.

Men vigtigst er, at du dengang fik smag for noget, som du nu ikke kan undvære: glæden ved den gode, frygtelige historie og de store følelser. Dem havde din familie, på mødrene side. De sang og råbte og fortvivlede og græd som i et stumfilmdrama, bortset fra at det var alt andet end stumt. Du vil altid sælge dig selv for disse følelser og en god historie.

Du har det stadig, som da du var på besøg hos tante Ilse og hendes underkuede mand og fik at vide, at det vigtigste var at undgå at gøre tante Ilses kanariefugl nervøs:

»...derfor måtte man heller ikke have gult på, det ophidsede den. Den sad i buret uden en lyd, og jeg ventede på min chance - og så snart tante Ilse rejste sig og forlod stuen, hev jeg et gult lommetørklæde frem og viftede med det og pudsede næse - og fuglen gik amok. Den pippede og skreg og holdt ikke op igen, og gravhunden løb rundt og gøede og bed i tæppet. Ilse fulgte os ud, mens hun skældte og smældte, og jeg gav hånd og sagde undskyld til hendes mand og så et svagt smil forme sig på hans læber.«

Dét smil er guld værd for dig, og det prøver du at få frem på alle underkuede og forurettedes læber. Når det lykkes, er din mission accomplished .

De, der har det sådan, er der ikke mange af i dette land, så lad os skønne på dem, vi har.

Det gør vi hermed:

Tillykke, Knud Romer , med læsernes pris og de 100.000.

Billedtekst: (((Citat)))Tag et højtbegavet, følsomt og talenfuldt barn, lad en forælder omklamre det og udsæt det for mobning i skolen, og du har en kunstner.Nykøbing Falster tabte kampen om eftermælet.Dengang fik du smag for noget, som du nu ikke kan undvære: glæden ved den gode, frygtelige historie og de store følelser.Dengang fik du smag for noget, som du nu ikke kan undvære: glæden ved den gode, frygtelige historie og de store følelser.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533