Birte Weiss

Pristale. Pia Fris Laneth modtaget Weekendavisens litteraturpris for 1915. Da kvinder og tyende blev borgere. En opbyggelig, fornøjelig og spids mentalitetshistorie.

Birte Weiss

Mon Dieu, en skrækkelig, skøn Historie!

»Der vil nu ske noget mærkeligt, mine herrer. En dame har forlangt ordet og vil komme til at tale. Efter valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende til ende og huske, at det er en dame, der taler til os. Her må være absolut ro.«

Citatet er fra Pia Fris Laneths beskrivelse af et valgmøde i slutningen af 1800-tallet, i dette tilfælde i København. I Odense var der endnu mindre konduite, da den stædige kvindesagsforkæmper Frida Schmidt blev afskåret fra at få ordet. Da hun bad om en begrundelse svarede valgbestyrelsesformanden blot: »Det kan slet ikke lade sig gøre«.

Mere håndfast gik man til værks nogle årtier tidligere, da forfatteren Mathilde Fibiger det er hende med den feministiske roman Clara Raphaels breve skulle holde tale ved et folkemøde på Sydsjælland. Grundtvig havde godkendt programmet, men i samme øjeblik hun besteg talerstolen, dukkede en stærk mand op og bar hende ned på jorden. Dette fysiske angreb på ytringsfriheden blev af samtiden betragtet som en resolut forebyggelse af skandale. For hvad kunne en kvinde med høje frihedsidealer mon finde på at sige.

Og her i dag er det så en dame, der taler til en dame, som på forbilledlig vis har samlet, sorteret og finpudset de mange små og store politiske kampe, der ledte til grundlovsændringen i 1915. For det arbejde får du, Pia Fris Laneth, Weekendavisens litteraturpris. Læserne har stemt dig til tops for værket 1915. Da kvinder og tyende blev borgere. Det er naturligvis gætværk, hvad de individuelt har lagt vægt på, da de satte deres kryds, men som anmelder forestiller man sig, at de tænder på de samme kvaliteter, som man selv blev begejstret over.

Og hvad er så det? Din bog har en mere vidtgående ambition end selvgratulerende kvindehistorie. Dette være ikke sagt for at forklejne de mange seje kvinder, der banede vejen for, at demokratiet blev flerkønnet, men for at fremhæve det anderledes ved din grundlovsfortælling. Her bliver kampen for kvinders rettigheder en del af den større historie om alle dem, der indtil 1915 var holdt uden for landspolitisk indflydelse. De har siden fået betegnelsen de 7 F-er: Fruentimmere, fattige, fjolser, fremmede, forbrydere, fallenter og folkehold. Det fremgår af en af bogens mange fremragende illustrationer, hvor vidtgående udelukkelsen af folkeholdet var. En husbond på en større gård er fotograferet på toppen af sin trappe omgivet af alle sine hjælpere. Der er omkring et halvt hundrede, når revl og krat tælles med, og som der lakonisk står i billedteksten, var han sandsynligvis den eneste, som havde stemmeret.

Det var ham, der stemte på hele holdets vegne, fordi de andre var enten kvinder, lavtlønnede eller medhjælpere, der fik kost og logi som en del af lønnen. Loven var nemlig skruet sådan sammen, at kun mænd med en tålelig indtægt og egen husstand havde demokratiske rettigheder. I praksis betød det, at hverken forvalteren, foderkarlen eller huslæreren havde stemmeret, og det samme gjaldt f.eks. højskolelærere og håndværkersvende, som boede hos deres mester.

Kunststykket i dit værk er, at selv om mange elementer er velkendte fra forskningen, virker den samlede fortælling dugfrisk. Jeg tror, det er, fordi man hele tiden mærker en uforstilt blanding af undren og begejstring over, at et samfunds mentalitet kan ændre sig grundlæggende på nogle få årtier. I den første danske lærebog om statsret fra 1869 konstaterer juraprofessor C.G. Holck, at kvinders udelukkelse fra den almindelige valgret »er begrundet i sagens natur«. Sådan siger jurister, når de mener at have patent på sandheden og ikke gider høre mere vrøvl.

Alligevel var »sagens natur« i 1915 ændret til, at uden politiske fruentimmere og de andre F-ere er demokratiet en krykhusar. Dermed bliver din bog til en mentalitetshistorie, opbyggelig, sammenhængende, fornøjelig og spids. Det er fristende at bruge løs af bogens mange citater, der viser den udbredte håndskyhed overfor at indlemme proletarer og kvindfolk i demokratiet. Jeg indskrænker mig til et par stykker.

(Højrepolitiker i Rigsdagen om kommunal valgret): »Jeg ved ikke, hvorledes den ærede forslagsstiller har tænkt sig, at forholdet vil blive i et ægteskab, hvor manden og konen stemte på forskellige partier.«

Eller tag digteren og redaktøren Carl Ploug: »For den parlamentariske kamp, både den inden for tingene og den uden for tingene, ønske jeg vore kvinder fritagne. Den giver både sved og støv jeg vil gerne sige snavs og ingen af delene vil klæde dem... Jeg tror, at kvinden bør være, hvad allerede Bibelen kalder hende, mandens medhjælp, men hans medhjælp i det private liv.«

I den anden ende af samfundshierarkiet møder vi vaskekonen Ida Jensen. Hun var elleve, da hendes mor på sit dødsleje gav denne formaning: Vær god min pige, bevar en tro hånd og en lukket mund, så skal du nok komme verden igennem.

Derefter følger dit udråb, Pia: Verden igennem med lukket mund ikkefremi verden med åben pande. At gøre sin pligt var klogt, smukt og kvindeligt, at kræve sin ret var næsvist og ukvindeligt!

Jeg læser din bog som en kvittering til alle dem, som trods alt foretrakfremogmed åben pandei stedet forigennemogmed lukket mund. Du har fået øje på bidrag til ligestillingskampen mange andre steder end i de miljøer, der normalt bliver fremhævet. Et eksempel er Indre Missions filantropiske arbejde, blandt andet i Københavns fattigkvarterer. Det var sat i gang af præsten Harald Stein, som hadede ugudelige socialister og frigjorte fruentimmmere lige så stærkt, som han elskede Gud og kirken. Derfor var det et paradoks, at de mange kvinder, der meldte sig under hans faner udover det gode formål brugte arbejdet til myndiggørelse og kompetenceudvikling. De fik indsigt i samfundsforhold, som deres mænd kun kendte af omtale, og de fik stærke meninger om social uretfærdighed og behovet for forandring. Deres viden og organisatoriske erfaringer blev senere et vægtigt argument for at give kvinder valgret.

Også arbejderbevægelsens kamp for at lukke alle ind i demokratiet giver du en meget nuanceret behandling. Det gælder både stjernerne og vandbærerne. I sammenhængen forekommer det helt logisk, at arbejderkvinderne ikke deltog i det ikoniske kvindetog, der 5. juni 1915 begav sig til Amalienborg og Rigsdagen for at kvittere for valgretten. En tjenestepige kunne ikke gå arm i arm med sin frue, selv om begge parter havde grund til at juble. Du minder om, at kvindefrigørelsens filosofiske godfather, John Stuart Mill, der med Georg Brandes- oversættelse i 1869 af Kvindernes underkastelse fik belæste damers ulmende selvstændighedstrang til at svulme, var tvetunget. For ganske vist plæderede han for »fuldkommen lighed uden privilegium eller magt for nogen af kønnene«, men det gjaldt kun folk fra samme sociale lag. Borgerskabets døtre skulle have adgang til samme samfundsgoder som sønnerne, men horisonten rakte ikke til også at inkludere deres tjenende ånder.

På den store dag 5. juni deltog arbejderkvinderne i en anden langt større demonstration end den, der er blevet stående i eftertiden. De kom fra alle dele af København og gik sammen med arbejderbevægelsens mænd i stjerneformation til Søndermarken på Frederiksberg. Her var der grund til ekstra jubel, fordi også underklassens mænd fik stemmeret og valgbarhed. Det siger noget om tidsånden, at den del af grundlovsfejringen hidtil kun har været fastholdt i ganske få billeder og meget lidt tekst. Man kan kalde det »den fortrængte dobbeltsejr«.

Alle de velkendte profiler fra grundlovskampen har du selvfølgelig også med. Det er fine små portrætter, men det er ikke dem, der gør din bog til noget særligt. Det er den levende beskrivelse af de mange brudflader og nye alliancer, der gjorde kravet om almindelig valgret lige så ustoppeligt som pionérkvinders ønske om at blive lukket ind på universitetet.

Som bogen fortæller var modstanden ellers til at få øje på i 1874. At tænke sig: En pige ville være akademiker! Stor ståhej i Kultusministeriet, konsistorium og på diverse fakulteter. Høringsrunder og erklæringer blev sat i værk. Bekymringen var stor, for det kunne bringe de mandlige studenters dyd i fare. Dog beroligede professorerne hinanden med, at »en studentereksamen vil nok tage det behagelystne og stimulerende ved kvinden bort og stille de mandlige studerendes sindsro uden for fare.«

Men allerværst var det, at frontløberen Nielsine Nielsen søgte ind på medicinstudiet og sammen med studerende af hankøn skulle overvære forelæsninger om det mandlige legemes anatomi og sygdomme. Nej, kvindelige læger måtte betragtes som et aldeles unødvendigt onde. Tanken om, at de skulle have adgang til at undersøge og behandle mænd på hospitalet burde fylde enhver med modbydelighed og væmmelse. Ved den endelige afstemning i konsistorium var der dog stort flertal for at åbne perleporten for kvinder, og i 1885 blev Nielsine fra Svendborg Danmarks første kvindelige akademiker.

Sådan væver bogen muntert den overordnede politiske kamp sammen med fortællingen om de mange barrierer, som én efter én måtte falde. Under læsningen undredes jeg gang på gang: Tænk, at det ikke er længere siden, end at det var i mine bedsteforældres tid! Min morfar var født i 1871.

Det faldt i mit lod at arve de sidste rester af Kvindelig Læseforenings bibliotek, da det lukkede i begyndelsen af 1960erne. En af bøgerne var Et dukkehjem. I margen ud for Noras sidste replik havde en af læserne meget vel en af de kvinder, du skriver om prentet med sirlig pen: Mon Dieu, en skrækkelig, skøn Historie! Det samme kan man sige om 1915. Da kvinder og tyende blev borgere. Ved at give dig årets pris siger Weekendavisens læsere tak for et djævelsk velfortalt stykke danmarkshistorie med samme appel til et bredt publikum som dit gennembrudsværk Lillys Danmarkshistorie. Og for mig er det en fornøjelse at sige tillykke.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533