Bøger | 1992

Weekendavisens litteraturpris 1991. De 25.000 kr., skænket af Den Berlingske Fond, går i år til Søren Ulrik Thomsen for digtsamlingen »Hjemfalden «. Henrik Stan gerups roman »Broder Jacob« blev nr. 2 og Thorkild Kjærgaards disputats »Den danske revolution 1500-1800« nr. 3.

Af Niels Barfoed

Midnatsdigteren

Først var han vicevært. Og beboerne hundsede med ham på Nørrebros trapper, når han vaskede dem (trapperne). Forleden ophøjedes han til vært, på selveste Frederiksberg. Velgørende damer som Bodil Wamberg og Mette Winge, der sidder i Bakkehusets bestyrelse, pegede på digteren Søren Ulrik Thomsen som værdigste nye indflytter i guldalder-stuerne. Værsgo! Nu bliver trapperne vasket for ham. I dag - det kører bare for Thomsen - er han så vinder påny. Nemlig af Weekendavisens litteraturpris på 25.000 kroner. Læserne valgte ham blandt 10 nominerede forfattere til de særligt gode bøger i 1991. 25.000. Så har han lidt at lægge op af til han må flytte igen, og det skal han om bare to år. Så længe må Adam være i paradiset. Thomsen må trøste sig med, at en anden Adam - skjaldenes, nemlig den unge Oehlenschläger - aldrig drev det til andet end at være gæst derude hos Rahbek'erne.

Nå men, denne den seneste anerkendelse har dagens digter opnået for samlingen »Hjemfalden «, der udkom i september. I tidens gruppebillede står Søren Ulrik Thomsen som den inkarnerede digter- tænker, men alt andet end à la bohème. Der er intet Drachmann ved Thomsen, selv om ekstravagance ikke er ham fremmed. Den ligger blot et andet sted. Den er forbundet med noget i det ydre reserveret. Han ønsker ikke at stikke af fra omgivelserne og slet ikke at hæve sig over dem: Kan alle se mig? Og han slår ikke om sig med bekendelser. Denne skyhed har han fået en hel positiv filosofi ud af: jo mere man giver afkald på sit uvurderlige selv, jo mere er man i stand til at lade verden komme til sig og huse den. Som personlighed ser jeg Søren Ulrik Thomsen i forlængelse af et par andre med søren. Kierkegaard og Villy Sørensen. Bortset fra at gamle Søren vistnok ikke kørte på motorcykel. Villy Sørensen var derimod - som purung og kun en kort overgang - én af Danmarks hurtigste 100 m.-løbere. Thomsen elsker, ligesom begge de nævnte, at lytte til sproget som det tales af folk flest. Han elsker a good vending, han kan bruge i sit næste afsnit. Og i den anden ende af registret formår han, som de andre, at tænke i og op imod systemer, og færdes hjemmevant i en labyrint af begreber. Sådan som han især gør det i sit omrids af en ny streng poetik i »Mit lys brænder«. Og figuren i miljøet? Til Glyptoteks-aftenerne i vinter i København var det Thomsen, der trak. Det var tydeligt for en mindre musesøn som undertegnede, at han - sit lidet voluminøse forfatterskab til trods - har et stort og hengivent publikum, der er helt hans eget. Det drages af hans på én gang fulde og egale tone, som han lader lyde fra podiet med en til tider pedantisk skanderende distance, så enhver falbelade og falsk identifikation afværges.

Med »Hjemfalden « har Søren Ulrik Thomsen opnået status som den digter i sin generation - dem midt i trediverne - der er nået videst med sit talent. Og med denne sine fjerde digtsamling har han håndværksmæssigt skabt mesterstykket - en ros Thomsen selv ikke ville kimse ad. Han er til det yderste formelt bevidst og vil helst kunne »gravere klodens kaos i en blank manchetknap.« Eller udtrykt som her: ...end ikke det mest suveræne rod kan skjule, at den strengeste orden er en form for kaos alene ulasteligt klædte kan bære Det er eksklusivt, det er aristokratisk - men der er tunge i kinden, og det er i al fald ikke fornemt. For nok er »Hjemfalden « blevet til fra stor højde, i overbliksglimt fra en nyvunden modenhed, men sit vejr trækker den i en præcis verden, der mest findes i Nordvestkvarteret. Her er Blågårds Café, de regntunge busser, narkomaner og små piger med dukkevogne. Og hjemme en hylde med havregryn og pudseklud. Her er der en madras med to skæve kvindesko for enden: »Den ene væltet op ad den anden.«

Et af de forslidteste ord længe er »flot«. Derfor er det en fornøjelse for en gangs skyld at kunne bruge det med fuld autenticitet. Dét kan man vis-a-vis »Hjemfalden «. Man kan ikke lade være. Skriveredskabet er en Mont Blanc - med den evige sne for oven! - men ud af den flyder ikke hymner. Der meddeles først og fremmest en ømhed for alt det gemte og glemte i verden, alt det ydmyge og forbrugte, som Søren Ulrik Thomsen tilegner sit digt. Tilegner det »...alt der har stået for længe i regnen i varmen i skyggen i blæsten i verden...faldstammens bulede gaze...alt der er hjemløst og søger en bolig i elnettets vildnis.« I forfatterskabet har fastholdelsen af de store temaer og de store dimensioner, uanset digtets nok så beskedne stof, altid været til stede, men i »Hjemfalden « gør den sig gældende på en anden måde end før: åndedraget er friere og højere, inspirationen færdes uhindret fra det dramatisk metaforiske til det aforistisk lette, fra det enkelt noterede til det elegante skøjtespring, hvor digteren vender på en hvislende klinge, mens der går et sus gennem tilskuerne. Nu kan man se det: Der er også décor over Thomsens kunst, ottetaller, arabesker, i grunden en sjælden forekomst i dansk poesi, der i reglen ikke har ekstravangante idealer, på trods af en Jørgen Gustava Brandt og en Henrik Nordbrandt. Og jeg har spekuleret på, om dette træk, i S.U.T.'s tilfælde, ikke kunne kaldes en slags Jugend. For associationsmaterialet er til stede: Nyromantik og stilisering, sprogeksperiment, mønstre der bliver borte i hinanden, æsker i æsker. Svaner og guld savnes heller ikke. Samt digte som »lysekroner...der river sig løs fra den højeste hvælving og klirrer ned over mindst én side...« Ja, det er flot. Og uden at det giver skår i lysekronen, kan det også hviskes, at ved et par lejligheder er sindrigheden på kanten af det om ikke ud- så fremspekulerede. NYJUGEND, altså! Ja, men samtidig har »Hjemfalden « en klar etik og kritik. Et forsvar mod glemslen i den moderne civilisation, en afvisning af »den permanente nutids palads af lightergas, porno og mad.« Intet må være gammelt i dag. Totalsaneringen er et udtryk for tidens hybris og dens angst for forfaldet og døden. En af de mest karakteristiske erkendelser i disse digte er accepten af dét, et menneske er hjemfaldent til og hører sammen med, at vi er henvist til visse grundbetingelser. Det er ikke en magelig indsigt, der her er nået. Den er tværtimod fuld af rædselsglimt. Livet er et opbrud i sig selv, hvorfor et menneske slet ikke behøver det ene opbrud efter det andet. Døden ikke kan afdrages, den er her og nu. Omsorgen for det der ikke er plads til er noget meget afgørende i »Hjemløs«. Den rækker helt ud til det, som digtet ikke kan rumme, men er henvist til at lade leve uden for sig, uden for dets beskyttelse! For ikke at tale om det, der skal dø... Digtet bliver på den måde en tunnel for erindringen, hvor det levende og døde kan hilse hinanden i mørket, midnatstimen. Hvor disse emner er på bane er sindrigheden ren og klar filosofisk digtning. Man færdes i »Hjemfalden « sammen med et væsen, der har stillet sig til rådighed som lyttecentral for glemte og andre ellers uopfangelige impulser, der hører til at være menneske. Og til den ende stiller Thomsen sig et overskuende sted (hvorfor der er noget symbolsk i, at han netop har fået Bakkehuset). Han elsker midnatten og at befinde sig deroppe foroven, hvor de to visere mødes, melankoli og fortrøstning, livshengivelse og ensomhed, og hvor der er forbindelse forud og bagud, og dér vil vi forlade ham: Den sidste time er døgnets bedste. Alt er for sent og for tidligt. Det kan godt være, at jeg er lykkelig, men det kan også være al den tobak, der gør mig svimmel, og jeg er helt ligeglad:

Jeg har alligevel ondt i hovedet i

morgen,

for det slår mig, at selv du kunne dø.

Digtet, jeg har arbejdet på hele

aftenen,

oser bare som en gammel lampe. Jeg tømmer askebægeret og går ud og pisser. Hver dag er det hele forbi.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533